Reklamespil på Internettet – Et medies brug i markedskommunikation

Mulighederne ved brug af reklamespil på Internettet er utroligt bredde og varierede. Alligevel må området stadig i vidt omfang betegnes som en niche, der hverken benyttes eller er blevet undersøgt så meget som det fortjener. Specialet tager afsæt i den opfattelse, at brugen af reklamespil hidtil har været meget tilfældig, samt at der har været et manglende fokus på et ellers oplagt medie til markedsføring på Internettet. Omdrejningspunktet for specialet er forståelsen af computerspil som et medie, der undersøges i detaljer, og analyseres i forhold til en kombination med forskellige budskaber og brugssituationer på Internettet.

Et godt eksempel på hvordan man bruger reklamespil ineffektivt er spillet Chimney Challenge fra revisionsfirmaet Bentley Jennison, der går ud på at skyde revisorer med snebolde, når de hopper op af skorstene, og undgå at ramme julemænd.

Et godt eksempel på hvordan man bruger reklamespil hensigtsmæssigt er Børsens Aktiespil, der giver almindelige mennesker mulighed for at prøve kræfter med aktiemarkedet uden at det har reelle konsekvenser for dem, hvis de fejler. Til gengæld kan det give dem mod på at købe rigtige aktier.

Der synes på den ene side at have været en manglende forståelse for computerspils fulde kommunikative potentiale som medie. Dette er delvist foranlediget af den opfattelse, at computerspil ikke er et medie; delvist af et ensidigt fokus på kun dele af det kommunikative potentiale i spil.

På den anden side bør det kommunikative potentiale kobles med best practice for markedskommunikation i en given kontekst, hvilket kun i begrænset omfang har været tilfældet hidtil. Endvidere har best practice for markedskommunikation på Internettet været under kraftigt revurdering de seneste år, i takt med at forståelsen for Internettet som en selvstændig entitet med sin egen kultur er vokset.

Specialet tager hånd om disse problemstillinger, og kombinerer dem, for i analysen at udvikle en typologi over det eksisterende udbud af reklamespil på Internettet – på både godt og ondt.
I specialeudtalelsen står der bl.a. at ”der redegøres udførligt, oplysende og overbevisende for de særlige udfordringer, der møder reklamespillene i kraft af mediets egenskaber og den markedskommunikative kontekst. Specialet demonstrerer her et empirisk overblik og inddrager interessante og relevante analyseobjekter, der tydeligt demonstrerer specialets pointer”. Dog kritiseres manglen af fokus på mulighederne i online multiplayerspil.

Specialet er bedømt til 10 efter 12-skalaen af Christian Ulrik Andersen og Lisbeth Klastrup (censor).

Du kan læse hele specialet her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også