Mrs. 20 procent og mediebæstet
På sit tirsdagspressemøde var det Helle Thorning-Schmidts egen vurdering, at regeringen er kommet godt fra start. Det er imidlertid en vurdering, som langt de fleste danskere er uenige med hende i. I en Green-måling lavet for dagbladet Børsen tirsdag vurderer 62 pct. af danskerne, at ABF-regeringen er kommet dårligt eller meget dårligt for start. Kun 19 pct. siger til analyseinstituttet, at regeringen er kommet enten godt eller meget godt fra start. På Christiansborg har journalisterne for længst fældet deres dom, hvilket også gav anledning til, at JP-journalist Knud Brix på pressemødet ikke kunne nære sig mht. at udfritte Thorning, om hun med sin virkelighedsopfattelse ikke var bekymret for at ende i den samme tvivlsomme kategori mht. troværdighed som Saddam Husseins ukuelige informationsminister, der blev verdensberømt som ”Komiske Ali”.
af Jarl Cordua
Kendsgerningen er også, at den borgerlige blok nu fører klart i de seneste meningsmålinger, og at danskerne i målinger generelt foretrækker Lars Løkke Rasmussen både som statsminister og som den af de to ledere af blokkene, der er bedst til at føre nationen gennem krisen. Katastrofen for det store regeringsparti lurer om hjørnet, da den seneste måling hos Voxmeter i Jyllands-Posten viste en historisk lav tilslutning til S på uhørte 20 pct.
Imens Thorning puster sig op, i stil med den ukuelige talende torso fra Monty Pythons ”Skøre riddere”, vil jeg for de 62 pct. af danskerne, der anerkender diskussionens præmis – at regeringen er kommet dårligt fra start – forsøge at redegøre for nogle af årsagerne til, at regeringen har fået den ringeste start, en dansk regering i mere end 30 år har præsteret.
Regeringen satte ingen dagsorden
Den formentlig vigtigste grund til regeringens akutte problemer er, at den i sine første uger glemte – eller ikke formåede – at sætte en politisk dagsorden. Grundreglen i den moderne politiks approach i forhold til kritiske medier lyder: ”Feed the mediabeast, or it's gonna eat you up”. Med andre ord: Hvis regeringen ikke selv fodrer pressen med politik og positive nyheder, så finder pressen såmænd selv på at grave negative historier op, i samarbejde med en ganske tjenstvillig og kreativ politisk opposition. Det lå fx lige for, at pressen dyrkede vinklen om, hvorfor flere af de deltagende partier efter opholdet i ”Tårnet” pludselig mente noget helt andet i forhold til dengang, da de førte valgkamp i opposition.
Intet fælles projekt
Regeringens grundlæggende udfordring er, at de to partiers politiske projekt ”Fair Løsning” – ret forudsigeligt for de fleste – grundstødte, da De Radikale kom med i regeringen. Dermed skulle der formuleres et nyt fælles projekt, som man før valget forsømte at formulere på grund af de helt grundlæggende uenigheder bl.a. om efterlønnens bevarelse, der herskede mellem S-SF og De Radikale. Det fælles projekt, der så kom efter små to ugers mødeaktivitet i ”tårnet” på Amager, var regeringsgrundlaget, der på lange stræk adskilte sig markant fra det politiske program, som S-SF gik til valg på.
Der blev dog tydeligt for alle ikke i samme ombæring vedtaget en eller anden fælles overordnet kommunikationsplan, strategi eller en egentlig drejebog, som man så det hos Anders Fogh Rasmussen ved den seneste magtovertagelse i 2001. I stedet blev den undrende offentlighed af en særdeles aktiv radikal spindoktor via pressen bibragt det indtryk undervejs i forhandlingerne, at De Radikale stort set fik forhandlet et regeringsgrundlag på plads, hvor det var let at se indrømmelserne til Vestager og co. Omvendt fremstod S-SF's sejre i regeringsgrundlaget ikke just knivskarpt hos deres vælgere.
Først med finansloven er regeringen langt om længe begyndt at kommunikere en egentlig fælles politisk dagsorden, selv om der stadig hersker stor usikkerhed blandt vælgerne om, hvad den nye regering egentlig vil på den lange bane. Dvs. hvis man ser bort fra en klar forventning hos vælgerne om, at skatter og grønne afgifter fortsat vil stige i årene frem. Og usikkerheden herom – ikke mindst i en krisetid – gavner næppe regeringens popularitet..jpg)
Den formentlig vigtigste grund til regeringens akutte problemer er, at den i sine første uger glemte – eller ikke formåede – at sætte en politisk dagsorden. Grundreglen i den moderne politiks approach i forhold til kritiske medier lyder: ”Feed the mediabeast, or it's gonna eat you up”. Med andre ord: Hvis regeringen ikke selv fodrer pressen med politik og positive nyheder, så finder pressen såmænd selv på at grave negative historier op, i samarbejde med en ganske tjenstvillig og kreativ politisk opposition. Det lå fx lige for, at pressen dyrkede vinklen om, hvorfor flere af de deltagende partier efter opholdet i ”Tårnet” pludselig mente noget helt andet i forhold til dengang, da de førte valgkamp i opposition.
Intet fælles projekt
Regeringens grundlæggende udfordring er, at de to partiers politiske projekt ”Fair Løsning” – ret forudsigeligt for de fleste – grundstødte, da De Radikale kom med i regeringen. Dermed skulle der formuleres et nyt fælles projekt, som man før valget forsømte at formulere på grund af de helt grundlæggende uenigheder bl.a. om efterlønnens bevarelse, der herskede mellem S-SF og De Radikale. Det fælles projekt, der så kom efter små to ugers mødeaktivitet i ”tårnet” på Amager, var regeringsgrundlaget, der på lange stræk adskilte sig markant fra det politiske program, som S-SF gik til valg på.
Der blev dog tydeligt for alle ikke i samme ombæring vedtaget en eller anden fælles overordnet kommunikationsplan, strategi eller en egentlig drejebog, som man så det hos Anders Fogh Rasmussen ved den seneste magtovertagelse i 2001. I stedet blev den undrende offentlighed af en særdeles aktiv radikal spindoktor via pressen bibragt det indtryk undervejs i forhandlingerne, at De Radikale stort set fik forhandlet et regeringsgrundlag på plads, hvor det var let at se indrømmelserne til Vestager og co. Omvendt fremstod S-SF's sejre i regeringsgrundlaget ikke just knivskarpt hos deres vælgere.
Først med finansloven er regeringen langt om længe begyndt at kommunikere en egentlig fælles politisk dagsorden, selv om der stadig hersker stor usikkerhed blandt vælgerne om, hvad den nye regering egentlig vil på den lange bane. Dvs. hvis man ser bort fra en klar forventning hos vælgerne om, at skatter og grønne afgifter fortsat vil stige i årene frem. Og usikkerheden herom – ikke mindst i en krisetid – gavner næppe regeringens popularitet.
Den nye regering, der ledes af Helle Thorning-Schmidt (S), er af flere medier blevet kaldt en løftebrudsregering. En sammentælling, der viser, at regeringspartierne er blevet beskyldt for at løbe fra hele 41 af de løfter, de afgav under valgkampen. En opgørelse, som Infomedia har foretaget, viser, at de otte største landsdækkende aviser sammenlagt omtalte regeringens løftebrud 439 gange fra valget den 15. september og syv uger frem. I toppen af listen ligger Berlingske og Jyllands-Posten med henholdsvis 84 og 83 omtaler. Det må siges at være et tab for regeringen. Kilde infomedia.
Tabte ”løftebrudsdiskussionen”
I tiden efter regeringsforhandlingerne var afsluttet, skulle de tre partiers folketingsgrupper reorganiseres, og ministrene og deres særlige rådgivere skulle finde på plads i de nye ministerier. Og imens begyndte medierne at sammenholde regeringsgrundlagets elementer med især S og SF's løfter afgivet i ”Fair Løsning” og undervejs i valgkampen. Det blev en fest for medierne, der igennem flere uger dagligt kunne afsløre, at regeringen (og især S-SF) igen havde brudt et eller andet tidligere bombastisk fremsat valgløfte. En frokostavis kunne fx for nylig bringe en artikel med en overskrift i stil med ”33 dage med 33 brudte valgløfter”. Hvorvidt det er rimeligt at anklage regeringen for løftebrud, er i og for sig sagen uvedkommende, hvis man accepterer præmissen om, at ”perception is reality”. Dvs. at kendsgerningen er, at tilstrækkeligt med vælgere – desuagtet om det er rigtigt eller forkert – er nået til den konklusion, at det er godtgjort i pressen, at S-SF snød på vægten i forhold til de tidligere afgivne løfter. Ja, så er det sådan, at virkeligheden er. Havde regeringen brugt nogle flere kræfter på tidligt at imødegå påstandene, havde man måske stået bedre i meningsmålingerne.
Mangel på ledelse
For effektivt at have kunnet imødegå pressehistorier og angreb på den nye regering havde det ikke kun krævet en strategi eller en egentlig plan. Det havde også forudsat en kompetent ledelse med overblik og handlekraft, der havde kunnet koordinere regeringens modoffensiv i pressen. Sådan en fælles ledelse, når det gælder regeringens daglige kommunikation har mig bekendt ikke materialiseret sig i de første 5-6 uger. I stedet fremstår trepartiregeringen som en, der handler fodslæbende, forpjusket og ukoordineret. Det er ikke just princippet om ”en for alle – alle for en”, men snarere ”red hvo som kan” eller ”Pyha! I dag gik det heldigvis ud over naboen”, der falder denne iagttager ind.
Der var ellers en udtalt ambition blandt partierne om at skabe et solidarisk hold, hvor de tre partier skulder ved skulder skulle kæmpe sammen for regeringsprojektet. Måske mangler regeringen en type som Claus Hjort Frederiksen, der som ”chief whip” altid utrætteligt både ledede og forsvarede VKO-alliancen, når chefen af den ene eller den anden grund var fraværende. Var der en sag, der kørte i medierne, og som krævede et effektivt modsvar, så var Hjort enten selv på banen eller fik sendt en eller anden løjtnant ”i byen”. Det er svært at se, hvem der skal løse den opgave hos det store regeringsparti, hvor den naturlige nr. 2 og reelle S-general indtil for ganske nylig, Henrik Sass Larsen, er sendt ud i mørket. Måske ender den opgave hos Bjarne Corydon, der som finansminister i det politiske maskinrum må formodes at have overblikket.
At S savner en leder i stil med Sass, der kan holde styr på tropperne i folketingsgruppen, det talte socialdemokratiske MF'ere for nylig åbent om til Politiken. For at kunne løse opgaven kræver det, at man er en naturlig autoritet, og det er måske svært for en Bjarne Corydon at sætte sig i respekt i forhold til gruppefællerne set i lyset af, at han for blot få måneder siden var en ikke-folkevalgt funktionær hos S. Men hvem er der ellers?
Usikker regeringschef
Når det gælder ledelse, kan man heller ikke ligefrem påstå, at regeringschefen er gået foran med et godt eksempel. Helle Thorning-Schmidt har virket forpjusket, rystende nervøs og skræmt på sine indtil videre tre afholdte pressemøder. Regeringschefen klamrer sig til sine indøvede svar og tør ikke gå meget uden for manuskriptet af frygt for at begå fejl. I det hele taget fremstår Thorning usikker og virker derfor også uoverbevisende både i mødet med pressen og ikke mindst i Folketingssalen, hvor oppositionen i nogle uger hver onsdag med stor fornøjelse har grillet hende i de personsager, der i øvrigt også har overskygget regeringens meget få politiske udspil.
Kun i udlandet på de bonede gulve under topmøderne med EU's stats- og regeringschefer virker Thorning på tv både afslappet, overbevisende og i sit rette element.
Henrik Dahl ser ud til at få ret
På Christiansborg er der i øjeblikket en stemning af, at Thornings kritiker Henrik Dahl ser ud til at få ret: Dvs. at Thorning politisk-ideologisk er tynd i billetterne og derfor ikke evner at sætte en retning for, hvad hun vil med magten. Hendes kritikere har derfor held med at tegne et billede af Thorning som en, der er i politik, blot fordi det er en glimrende karriere, hvorfor man ikke behøver særlige evner som parlamentariker eller udvise respekt for kulturen og vanerne på Christiansborg.
Kommunikerer som var hun stadig i opposition
Endelig undrer nogle sig over, hvorfor Thorning på sine pressemøder fortsætter med at kommunikere, som om hun stadigvæk var i opposition. Den ene uge på sit pressemøde – hvor statsministeren ikke havde noget nyt at fortælle – fastslår Thorning, at hun leder ”en reformregering”. Den næste uge må lederen af ”reformregeringen” så konfronteres med af pressen, at hendes ”reformer” indtil videre består i at rulle lidt af den forrige regerings politik tilbage og de – i den store sammenhæng – småjusteringer, som ændringsforslagene udgør i forhold til den finanslov, de borgerlige fremsatte i august.
Thorning har endnu ikke forstået, at melder man bombastisk ud den ene uge, så skal man den næste uge præsentere et udspil, der lever op til udmeldingen. I modsat fald trækker man – som Thorning gør for øjeblikket – store veksler på sin troværdighed.
Regering savner erfaring
Det er også åbenbart, at en regering bestående af partier, der har været i opposition i 10 år, naturligvis savner erfaring og viden om, hvordan livet leves i en regering. Kun to ministre – Margrethe Vestager og Henrik Dam Kristensen har prøvet turen før. Der vil derfor naturligvis være en indkøringsperiode, hvor regeringen formentlig vil fortsætte med at begå en masse begynderfejl. Det gør næppe det store på den lange bane, så længe de er små og hyppigheden er aftagende. Måske spiller det også ind i bedømmelsen af regeringen, at den består af forholdsvis mange yngre mennesker med relativt begrænset erhvervserfaring.
Personsager tager fokus
Endelig har en række opsigtsvækkende personsager taget betydeligt fokus fra regeringens forsøg på at kommunikere politik. Mest problematisk for Thorning selv har naturligvis været Henrik Sass Larsens bratte fald fra tinderne, hvor det stadig står uklart, om det var Thorning selv, Sass eller PET, der reelt fyrede Sass som finansminister på baggrund af, efter hvad der indtil videre er fremkommet, nogle samtaler og sms'er med Bandidos-rockeren Suzuki-Torben om en privat sag, der omhandler rockerens ønske om samkvem med sin søn. Denne sag – samt sagen om Ole Sohns evt. uerkendte modtagelse af Moskva-guld for 20 år siden, da han var DKP-formand – fylder p.t. avissiderne mere end nye udspil fra regeringen. Og hverken IC4-skandalen eller sagen om Skatteministeriets departementschef Peter Lofts store interesse for den lokale skattemyndigheds afgørelse af Thornings skattesag virker til regeringens fordel. Det er sager, som stjæler opmærsomheden og gør det svært for regeringen at kommunikere sin politik.
Det kan derfor dårligt blive værre, men det rummer nok også en vis optimisme. For herfra kan det formentlig kun gå fremad. Og når det nu skal være, så hellere at det går rigtig skidt i starten af en regeringsperiode frem for i slutningen.
I tiden efter regeringsforhandlingerne var afsluttet, skulle de tre partiers folketingsgrupper reorganiseres, og ministrene og deres særlige rådgivere skulle finde på plads i de nye ministerier. Og imens begyndte medierne at sammenholde regeringsgrundlagets elementer med især S og SF's løfter afgivet i ”Fair Løsning” og undervejs i valgkampen. Det blev en fest for medierne, der igennem flere uger dagligt kunne afsløre, at regeringen (og især S-SF) igen havde brudt et eller andet tidligere bombastisk fremsat valgløfte. En frokostavis kunne fx for nylig bringe en artikel med en overskrift i stil med ”33 dage med 33 brudte valgløfter”. Hvorvidt det er rimeligt at anklage regeringen for løftebrud, er i og for sig sagen uvedkommende, hvis man accepterer præmissen om, at ”perception is reality”. Dvs. at kendsgerningen er, at tilstrækkeligt med vælgere – desuagtet om det er rigtigt eller forkert – er nået til den konklusion, at det er godtgjort i pressen, at S-SF snød på vægten i forhold til de tidligere afgivne løfter. Ja, så er det sådan, at virkeligheden er. Havde regeringen brugt nogle flere kræfter på tidligt at imødegå påstandene, havde man måske stået bedre i meningsmålingerne.
Mangel på ledelse
For effektivt at have kunnet imødegå pressehistorier og angreb på den nye regering havde det ikke kun krævet en strategi eller en egentlig plan. Det havde også forudsat en kompetent ledelse med overblik og handlekraft, der havde kunnet koordinere regeringens modoffensiv i pressen. Sådan en fælles ledelse, når det gælder regeringens daglige kommunikation har mig bekendt ikke materialiseret sig i de første 5-6 uger. I stedet fremstår trepartiregeringen som en, der handler fodslæbende, forpjusket og ukoordineret. Det er ikke just princippet om ”en for alle – alle for en”, men snarere ”red hvo som kan” eller ”Pyha! I dag gik det heldigvis ud over naboen”, der falder denne iagttager ind.
Der var ellers en udtalt ambition blandt partierne om at skabe et solidarisk hold, hvor de tre partier skulder ved skulder skulle kæmpe sammen for regeringsprojektet. Måske mangler regeringen en type som Claus Hjort Frederiksen, der som ”chief whip” altid utrætteligt både ledede og forsvarede VKO-alliancen, når chefen af den ene eller den anden grund var fraværende. Var der en sag, der kørte i medierne, og som krævede et effektivt modsvar, så var Hjort enten selv på banen eller fik sendt en eller anden løjtnant ”i byen”. Det er svært at se, hvem der skal løse den opgave hos det store regeringsparti, hvor den naturlige nr. 2 og reelle S-general indtil for ganske nylig, Henrik Sass Larsen, er sendt ud i mørket. Måske ender den opgave hos Bjarne Corydon, der som finansminister i det politiske maskinrum må formodes at have overblikket.
At S savner en leder i stil med Sass, der kan holde styr på tropperne i folketingsgruppen, det talte socialdemokratiske MF'ere for nylig åbent om til Politiken. For at kunne løse opgaven kræver det, at man er en naturlig autoritet, og det er måske svært for en Bjarne Corydon at sætte sig i respekt i forhold til gruppefællerne set i lyset af, at han for blot få måneder siden var en ikke-folkevalgt funktionær hos S. Men hvem er der ellers?
Usikker regeringschef
Når det gælder ledelse, kan man heller ikke ligefrem påstå, at regeringschefen er gået foran med et godt eksempel. Helle Thorning-Schmidt har virket forpjusket, rystende nervøs og skræmt på sine indtil videre tre afholdte pressemøder. Regeringschefen klamrer sig til sine indøvede svar og tør ikke gå meget uden for manuskriptet af frygt for at begå fejl. I det hele taget fremstår Thorning usikker og virker derfor også uoverbevisende både i mødet med pressen og ikke mindst i Folketingssalen, hvor oppositionen i nogle uger hver onsdag med stor fornøjelse har grillet hende i de personsager, der i øvrigt også har overskygget regeringens meget få politiske udspil.
Kun i udlandet på de bonede gulve under topmøderne med EU's stats- og regeringschefer virker Thorning på tv både afslappet, overbevisende og i sit rette element.
Henrik Dahl ser ud til at få ret
På Christiansborg er der i øjeblikket en stemning af, at Thornings kritiker Henrik Dahl ser ud til at få ret: Dvs. at Thorning politisk-ideologisk er tynd i billetterne og derfor ikke evner at sætte en retning for, hvad hun vil med magten. Hendes kritikere har derfor held med at tegne et billede af Thorning som en, der er i politik, blot fordi det er en glimrende karriere, hvorfor man ikke behøver særlige evner som parlamentariker eller udvise respekt for kulturen og vanerne på Christiansborg.
Kommunikerer som var hun stadig i opposition
Endelig undrer nogle sig over, hvorfor Thorning på sine pressemøder fortsætter med at kommunikere, som om hun stadigvæk var i opposition. Den ene uge på sit pressemøde – hvor statsministeren ikke havde noget nyt at fortælle – fastslår Thorning, at hun leder ”en reformregering”. Den næste uge må lederen af ”reformregeringen” så konfronteres med af pressen, at hendes ”reformer” indtil videre består i at rulle lidt af den forrige regerings politik tilbage og de – i den store sammenhæng – småjusteringer, som ændringsforslagene udgør i forhold til den finanslov, de borgerlige fremsatte i august.
Thorning har endnu ikke forstået, at melder man bombastisk ud den ene uge, så skal man den næste uge præsentere et udspil, der lever op til udmeldingen. I modsat fald trækker man – som Thorning gør for øjeblikket – store veksler på sin troværdighed.
Regering savner erfaring
Det er også åbenbart, at en regering bestående af partier, der har været i opposition i 10 år, naturligvis savner erfaring og viden om, hvordan livet leves i en regering. Kun to ministre – Margrethe Vestager og Henrik Dam Kristensen har prøvet turen før. Der vil derfor naturligvis være en indkøringsperiode, hvor regeringen formentlig vil fortsætte med at begå en masse begynderfejl. Det gør næppe det store på den lange bane, så længe de er små og hyppigheden er aftagende. Måske spiller det også ind i bedømmelsen af regeringen, at den består af forholdsvis mange yngre mennesker med relativt begrænset erhvervserfaring.
Personsager tager fokus
Endelig har en række opsigtsvækkende personsager taget betydeligt fokus fra regeringens forsøg på at kommunikere politik. Mest problematisk for Thorning selv har naturligvis været Henrik Sass Larsens bratte fald fra tinderne, hvor det stadig står uklart, om det var Thorning selv, Sass eller PET, der reelt fyrede Sass som finansminister på baggrund af, efter hvad der indtil videre er fremkommet, nogle samtaler og sms'er med Bandidos-rockeren Suzuki-Torben om en privat sag, der omhandler rockerens ønske om samkvem med sin søn. Denne sag – samt sagen om Ole Sohns evt. uerkendte modtagelse af Moskva-guld for 20 år siden, da han var DKP-formand – fylder p.t. avissiderne mere end nye udspil fra regeringen. Og hverken IC4-skandalen eller sagen om Skatteministeriets departementschef Peter Lofts store interesse for den lokale skattemyndigheds afgørelse af Thornings skattesag virker til regeringens fordel. Det er sager, som stjæler opmærsomheden og gør det svært for regeringen at kommunikere sin politik.
Det kan derfor dårligt blive værre, men det rummer nok også en vis optimisme. For herfra kan det formentlig kun gå fremad. Og når det nu skal være, så hellere at det går rigtig skidt i starten af en regeringsperiode frem for i slutningen.
