Reality-tv. Subgenrer og fremtiden

Skrevet af

Marianne Friis Kristiansen

1 artikler

0 indlæg

Reality-tv er ingen døgnflue. Eller er det? Tv-kanalerne satser i øjeblikket på andre former for reality-programmer end Big Brother og Robinson Ekspeditionen. De gamle programtyper mister nemlig seere. De nye subgenrer omfatter blandt andet Freakshow-genren, Celebrity-genren og Drømmejob-genren. Kommunikationsforum giver dig her et katalog over Reality-tv’s nyeste subgenrer.

Hvad er reality-tv?
Reality tv er interessant fordi, det omhandler virkeligheden og almindelige mennesker, og fordi der er tilført et konkurrence-element. Men virkeligheden er trådt i baggrunden. ”Virkelighedens mennesker” viser sig nemlig altid at være unge og smukke placeret i omgivelser og situationer, som næppe ville forekomme i virkelighedens verden. Virkeligheden er måske slet ikke så interessant alligevel?

Følger vi menneskers hverdag, så er det ikke ganske almindelige mennesker, men kendte stjerner. Bruger man såkaldte almindelige mennesker, har de været igennem alverdens castinger, for at finde frem til de mest interessante. Kameraerne optager godt nok, hvad der sker, men programredaktørerne manipulerer sig frem til ønskede reaktioner ved at udsætte de medvirkende for diverse konkurrencer og sågar drikke dem fulde, hvis det hjælper på spændingen. Derudover sendes programmerne ikke live. De er klippet med den hensigt at skabe en historie for at gøre dem interessante for publikum.

Fluernes herre-genren
Denne subgenre er vel nok den mest kendte og samtidigt den mest udskældte af alle sub-genrer. Programmer som ”Robinson Ekspeditionen” (”Survivor”, CBS) og ”Big Brother” (CBS) hører under denne kategori.

”Robinson Ekspeditionen” er den rene udgave af ”Fluernes herre”. Kort fortalt handler det om at sende en flok mennesker ud på en øde ø, hvor de så må klare sig selv. Men programmet er ikke kun er et socialt eksperiment. Det er også et såkaldt ”spil” med en række tabere og en vinder, hvor de udhungrede deltagere udsættes for diverse kampe, hvor det gælder om at kæmpe for sin plads i finalen. Da dette program efterhånden er gentaget til hudløshed, har tv-stationerne i desperation for at holde nyhedsværdien oppe, krydret programmet med semi-kendte, desværre uden den store succes. Seertallene er fortsat nedadgående.

”Big Brother” har været samme mølle igennem. Program-ideen er simpel, ja sågar hentet fra forskningens verden. En flok unge (måske et par gamle også) placeres i et hus i en måned. Her er der placeret kameraer overalt (vigtigst selvfølgelig på toilettet og i soveværelserne), og så følger man dem i deres hverdag. Problemet har blot været det, at ganske almindelige mennesker indespærret i et hus, egentlig ikke er så interessante i længden. ”Big Brother” er også blevet udsat for semi-kendte, men ej heller det hjalp på seertallene.
Et nyere programtiltag fra amerikanske FOX hedder ”Paradise Hotel”. En række singlemænd og singlekvinder ankommer til paradisets hotel, for derefter at finde sammen i par. Finder man ikke sin ”soul-mate” indenfor de første par dage, så bliver man pænt sendt ud af paradis igen.

”Nu vil jeg sgu giftes” – genren
Nu er det åbenbart ikke kun amerikanerne der har svært ved at finde sig en partner uden et kamerahold i nakken, tendensen breder sig langsomt til Europa. Denne sub-genre gør det nu muligt både at finde sig en mage og vinde penge samtidig.

”The Bachelor” og ”The Bachelorette” (ABC) består af en enkelt mand eller kvinde, der skal date 20 mulige partnere af det modsatte køn. Til sidst vælger han/hun måske (og det gør de jo altid) at fri til den heldige udkårne blandt de tyve. For hvert program elimineres én potentiel partner. Hvis det lykkelige par er rigtigt heldige, får de efterfølgende deres eget program, hvor man følger bryllupsforberedelserne. Det sender tankerne hen i retning af de kongelige bryllupper i Europa, men når man nu intet kongehus har, ja så kan man jo kompensere således.

”Joe Millionaire” (Global) er et af de mere spøjse programmer indenfor ”Nu vil jeg sgu giftes” –genren. Konceptet minder om ”The Bachelor”, men med det lille twist, at kvinderne tror, at Joe er millionær. I virkeligheden er Joe blot en arbejderdreng uden penge. Joe’s rigtige identitet afsløres i det sidste program, og så er det jo spændende at se, om det var kærligheden eller pengene det handlede om!

Mere bizart bliver det dog i programmet ”Playing it straight”, hvor en kvinde skal vælge mellem en række mænd, som tilsyneladende er ganske almindelige heteroseksuelle fyre. En del af disse mænd er dog i virkeligheden bøsser. Vælger hun en heteroseksuel mand, vinder hun en million dollar, men vælger hun derimod en bøsse, så vinder han millionen for sit gode skuespil.

Makeover eller ”Operer mig smukkere” – genren
Denne genre har fået en del opmærksomhed - mest af negativ art. Genren er allerede kendt fra talkshows som ”Oprah” og ”Ricky Lake”: Kvinder, unge piger, drenge og mænd, der får en ny stil af et hold såkaldte ”eksperter” - altså en frisør og en stylist. Men denne reality-subgenre går lige skridtet videre. De tilbyder både mænd og kvinder helt gratis plastikoperationer. Forvandlingerne er slående i programmet ”Extreme Makeover” (ABC). Alt fra brystimplantater, tandafblegninger, hele ansigtsløft og fedtudsugninger er mulige i dette program. Vi følger både mænd og kvinder på deres vej mod den ægte lykke, i operationsstuen, med deres efterfølgende smerter og til sidst klimaks, hvor de igen møder familie og venner. Hvem sagde, at et smukt ydre ikke kan gøre én lykkelig?

FOX følger nu trop med programmet ”The Swan”, som efter sigende har samme koncept - men nu med et indbygget konkurrenceelement. De nyopererede kvinder skal nemlig kæmpe mod hinanden i en intern skønhedskonkurrence. Selve forvandlingsprocessen er længere og mere intens. Det er ikke blot det ydre, der skal justeres, men også kvindernes indre, deres selvtillid får sig en ordentlig tur. Et hold specialister har tre måneder til at forvandle disse kvinder fra grimme ællinger til smukke svaner.

Freakshow-genren
Freaks, eller folk der har valgt at leve … skal vi sige ”alternativt”, er altid godt tv-stof. ”My Big Fat Obnoxious Fiancé” (FOX) handler om Randi, som er lærerinde på en katolsk skole. Hun har egentlig meldt sig til et af disse ”Nu vil jeg sgu giftes”-programmer, men i stedet får hun tilbud om, at bliver ”stjernen” i sit eget program. Hun kan vinde en halv million dollar, hvis det lykkes hende, at bilde sine venner og familie ind, at hun skal giftes med en fed og irriterende fyr. Randi bliver til gengæld selv snydt af FOX. Hun tror nemlig at den fede og irriterende fyr medvirker på samme vilkår som hende selv - at også han skal bilde sin familie og venner ind, at de to skal giftes. Men i virkeligheden er han skuespiller, og ansat til at gøre livet surt for Randi. Efter sigende blev sandheden først afsløret, da de var nået så langt som til alteret, og Randi vandt sin halve million.

”The Littlest Groom” (FOX) er egentlig et dating-program, men med et twist der placerer det i freakshow-genren: En dværg, som skal date flere kvinder. Kvinderne differentierer i højden – nogle er små (dværge) og andre er høje (såkaldte ”normale”), og det bliver så spændende at se, om den lille mand har en forkærlighed for små eller høje kvinder.

Det seneste skud på stammen er Sci Fi Channels ”Mad Mad House”. Det er lykkes for tv-stationen at finde frem til fem vaskeægte freaks eller ”alternative”, som de bliver kaldt i programmet: En vampyr, en nudist, en vildmand, en voodoo-præstinde og en heks. Disse fem alternative lever så sammen i et hus, med ti ganske almindelige mennesker (husgæsterne). Husgæsterne udsættes for forskellige mere eller mindre ulækre og grænseoverskridende prøver, og den som klarer det bedst, vinder til sidst en præmie på 100.000 dollar.

Celebrity-genren
At få indblik i andre folks hjem, liv og tanker er altid interessant fjernsyn, men at få indblik i de kendtes hjem, liv og tanker er om noget endnu bedre fjernsyn! I programmet ”Simple Life” (FOX) følger vi den berømte og berygtede blondine Paris Hilton (arving til Hilton Hotel-imperiet) og hendes veninde Nicole Richie, der er ligeså blond som Paris. Det interessante i dette program består i, at disse to veninder tydeligvis aldrig har løftet en finger i deres liv, og at de ikke ligefrem indgår under kategorien af folk, der lever ”simple liv”. De to veninder tager så rundt til ganske almindelige mennesker, hvor de skal bo i en begrænset periode.

I ”The Anna Nicole show” (E-online) er Paris Hilton skiftet ud med eks-playboymodellen Anna Nicole Smith, og vi følger hendes dagligdag. Vi befinder os stadig ovre i den mere blonde afdeling, men de garanterer til gengæld også for stor underholdningsværdi!

I den modsatte ende af blondine-skalaen finder vi et program som ”The Osbournes”. Man følger familien Osbournes dagligdag, og det ville være synd at karakterisere dem som en ganske almindelig familie. Det allerbedste ved dette program er dog al Hollywood-sladderen, blandt andet var striden mellem Kelly Osbourne og Christina Aguilera ganske underholdende tv!

Drømmejob-genren
Hvem drømmer ikke om et job som tv-vært, model eller popstjerne? I denne sub-genre er der plads til alle former for drømmejobs. ”The Apprentice” (NBC) ligger i den mere seriøse og traditionelt ambitiøse ende af drømmejob-skalaen. Her er vinderprisen et job hos forretningsmatadoren Donald Trump. Donald Trump stiller de medvirkende nogle opgaver og eliminerer hver uge den, der klarer sig dårligst. Er et job hos Donald Trump ikke sagen, så er ESPN’s program ”Dream Job” det måske. Her dyster en flok mennesker om at blive ESPN’s nye sportskommentator.

Eller hvad med at blive ”America’s Next Top Model” (UPN). Konceptet er enkelt: En flok lange ranglede tøser bor i et hus, og så dyster de om deres udseende. Topmodellen Tyra Banks er dommer, og hun giver pigerne gode råd om at klare sig i en benhård branche. Herudover indebærer Drømmejob-genren en hel subgenre for sig, nemlig popstjerne-programmer som Idols (FOX) og Popstars (herhjemme vist på TV2). Her holdes der åbne auditions for at finde den nye popstjerne. De håbefulde sangere/sangerinder får et par minutter til at overbevise et panel af hårde dommere om deres sangtalent og performancetalent. Herefter udvælges de bedste (og smukkeste) til at konkurrere mod hinanden, alt imens de modtager sangundervisning og danseundervisning. Nu er kategorien imidlertid udvidet: I ”Nashville Star” (USA Network) konkurrerer både mænd og kvinder om at blive USA’s nye countrysanger/sangerinde.


Fremtidens reality-tv
Da reality-tv’s seertal er dalende, tyder det på, at tv-stationerne i øjeblikket forsøger at overgå hinanden i de vildeste koncepter og de vildeste og mærkeligste præmier. Nye programtyper er opstået i USA. ”The American Candidate” (Showtime) hvor 12 amerikanere kæmper om at blive kandidat til det næste præsidentvalg i USA, er et af de nyeste programtyper. De mest grænseoverskridende realityprogrammer har fundet nye udsendelseskanaler. Et program som ”Can You be a Porn Star”, hvor en flok piger konkurrerer om at blive den nye pornostjerne, vises kun på nettet.

Et meget omdiskuteret program fra USA hedder ”Be my Baby” (ABC) og har Barbara Walters som vært. Hun følger en række barnløse par i deres forsøg på at vinde tv-stationens præmie: En 16-årig piges ufødte barn. Programmet blev lanceret som det ultimative reality-program, men i virkeligheden har det mange elementer af docu-soapen og dokumentaren. Denne tendens ser ud til at fortsætte. Fremtidens reality-programmer kommer nok i højere grad til at ligne docu-soaps. Både reality-programmerne samt docu-soapen er billige programmer at producere, og de er stadig forholdsvist populære hos seerne. Fremtidens reality-programmer vil formentlig være en blanding af docu-soapen, dokumentaren og reality-genren.

Relaterede artikler

Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Taleskriver/Presserådgiver

Frist: 15. december kl. 12.00

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Pressechef

Frist: 2. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.