Q&A med Alexander Tolstrup om bogen: Kampagnelederen
Valgkampagner er sovset ind i ressourcespild

Skrevet af

Redaktionen Kforum

788 artikler

57 indlæg

Marshall Ganz og Frank Luntz. Siger de navne dig ikke noget, og laver du valgkampe, så skynd dig at læse op på dem. For de er ifølge valgkampsekspert Alexander Tolstrup de største, nulevende kampagnefolk. Tolstrup har erfaringer fra Westminster til Washington og har samlet dem i den nye bog: Kampagnelederen. Han fremhæver, at vi i den næste valgkamp vil se mere dør-til-dør og brug af sociale medier, men han påpeger også, at der i dag er alt for meget ressourcespild, fordi kampagnefolk ikke ved, hvad der virker.
Hvorfor har du skrevet bogen?
Jeg vil gerne give et handlingsorienteret bud på, hvordan man kan tilrettelægge og gennemføre en valgkampagne. Der findes allerede en hel del veludviklet litteratur omkring både kommunikations- og kampagneplanlægning. Der er dog ikke rigtig noget, der giver en lavpraktisk indføring i udførelsen af politiske valgkampagner. Derfor har jeg skrevet håndbogen. Og så måske vigtigst af alt, synes jeg, at valgkampagner er et ekstremt udfordrende, spændende og sjovt område at beskæftige sig med.
 

En håndbog til dem, der gerne vil blive bedre til at føre valgkampe. Køb den her
 
Hvad er hovedbudskabet? 
Alle kan – uanset udgangspunkt – lave en fyldestgørende og professionel valgkampagne. Det handler blot om at foretage en målrettet og systematisk indsats, der tager udgangspunkt i ens egen kontekst.
 
Hvem håber du først og fremmest, der læser og lærer af den?
Indholdet er primært målrettet til dem, der er på valg til et politisk embede, eller som bidrager til dette arbejde, og som for første gang skal prøve kræfter med en valgkamp med en ambition om at få succes med kampagnen. Forhåbentlig kan den erfarne kandidat eller den garvede kampagneleder også få glæde af håndbogen. Min personlige erfaring er, at uanset antal års erfaring eller intern status i den lokale vælgerforening kan vi altid blive bedre. Ikke mindst fordi tingene konstant udvikler sig.
 
Hvilke erfaringer har du trukket på i arbejdet med bogen?
Der er blevet trukket på flere forskelige erfaringer og kilder. Selv har jeg gennem de sidste cirka ti år beskæftiget mig med valgkampagner. Både i praksis og teoretisk samt i ind- og udland. Jeg har således været aktiv eller observatør ved mere end ti forskellige valgkampe, hvor jeg har prøvet en del. Lige fra at stå på gaden i den lille landsby i Sydengland og dele pjecer ud, over til møder med inderkredsen af forskellige kampagnegrupper – fra Westminster til Washington. Eksisterende litteratur og teoretisk indsigt inden for området danner også et naturligt udgangspunkt for projektet, ligesom en lang række partier, kandidater og kampagnefrivillige har bidraget til udarbejdelsen af håndbogen.  
 
En flok konservative uddeler pjecer på Kultorvet. Det er stadig en yndet kampagne-strategi, og en man formentlig vil blive ved med at se fremover 
 
Hvem ser du som de største nulevende kampagne-folk?
Marshall Ganz og Frank Luntz. To amerikanere på hver deres politiske fløj, som forstår at trykke på de helt rigtige kampagneknapper. Hvis man interesserer sig for valgkampagner, og ikke kender dem, så er det blot at Google løs.
 
Marshall Ganz er senior lecturer i public policy på Harvard. Han er kendt for at være stor fortaler for opbygning og facilitering af græsrods-organiseringer og var en central aktør i Obamas valgsejr i 2008
 
Frank Luntz er politisk konsulent og strateg fra det republikanske parti. Han er kendt kommentator fra Fox News og er kendt for at arbejde meget med brugen af sproget og framing
 
Hvordan tror du, den kommende valgkamp kommer til at udspille sig?
Valgkampagner ligner som regel den forrige til forveksling. Der bliver skruet lidt op og ned for knapperne, men der er sjældent tale om voldsomme metodiske nybrud. Ved den kommende kommunalvalgskamp tror jeg, at vi vil se lidt mere dør-til-dør. Flere partier havde gode erfaringer med det fra sidste folketingsvalg – om end enkelte partier helt vil fraholde sig fra at bruge denne metode, da det ikke passer ind i deres kontekst. Så håber og tror jeg også på bedre og mere systematisk brug af online redskaber og sociale medier. Træning og uddannelse af kandidater og frivillige vil formentlig også blive løftet. Og så er der selvfølgelig den kommunalpolitiske klassiker, som handler om at finde en formel til, hvordan man kan udnytte en eventuel bølge af landspolitisk opbakning eller omvendt, hvis man har vigende tilslutning på landsplan, hvordan man som kandidat kan differentiere sig fra moderpartiet, så man undgår en eventuel negativ spill-over effekt.
 
 
Efter valgkampen i 2011 blev en rapport lavet af fire forskere som afsendere. Læs mere om rapporten i Kforums artikel af Benjamin Rud her
 
Hvem vinder det næste valg, tror du? 
Helt kort og simplificeret: Det gør de, der fremstår som at have løsningen på samfundets problemer. Hvem det så er, og hvilke problemer, der bliver sat i centrum, det må tiden vise.
 
Hvad vurderer du, er den bedste måde at spendere valgkamp-kroner på? 
Facitlisten på den succesfulde kampagne findes ikke. Der er ikke en enkel formel, som automatisk vil føre dig til sejr på valgaftenen. Alle kampagner og forudsætninger er forskellige. Svaret afhænger derfor ene og alene af ens udgangspunkt og af den konkrete kontekst. Men generelt synes jeg, at der er alt for mange, der bruger penge på ting, uden at mål og formål med aktiviteten er klart defineret. Danske valgkampagner er ofte sovset ind i ressourcespild.
 
Hvad er den væsentligste læring fra Obama, der kan overføres? 
Rekruttering og uddannelse af de rette folk, så der skabes en stærkt organisation og følgeskab til det politiske lederskab – uanset om de folk er aflønnede eller frivillige. Og så bedre brug af meningsmålinger, men det er en helt anden snak.
 
Der er blevet skrevet rigtig meget om, hvad man kan lære af Obamas kampagner. Her ses Astrid Haug da hun i 2012 involverede sig som frivillig. Læs om hendes erfaringer her
 
Hvordan ser en valgkamp ud i Danmark om ti år?
Kampagner vil være langt mere sofistikerede end i dag, men alligevel tror jeg ikke, at vi vil se de helt store revolutioner i metodikken. Professionaliseringen vil være fortsat, hvilket kan betyde færre folketingskandidater med flere ressourcer. Penge indhentes måske via crowdfunding og bruges til konkrete kampagnetiltag. Below-the-line-aktiviteter vil formentlig spille en større rolle, hvorfor f.eks. Facebooks søge- og annonceringsmuligheder kan komme til at stå endnu mere centralt. Og så skal der nok være et par kandidater, der har forvildet sig ind på diverse online og sociale platforme såsom Reddit, Vine og Instagram, uden at de egentlig ved hvorfor.
 
Hvad laver du om fem år?
Et friskt bud: Der har jeg netop lagt sidste hånd på en kommunikations- og kampagneplan for en progressiv politisk organisation uden for EU’s grænser.
 
Hvad laver du i fritiden?
Jeg forsøger forgæves at komme i lige så god form som min kæreste. På mange måder ekstremt irriterende og enormt upraktisk, at hun fortsat kan løbe fra mig.
 
Hvad er den sidste bog, du læste?
Stephanie Vances ”The Influence Game” og Brian Holms ”Sportsdirektøren”. Sidstnævnte var egentlig tænkt som en appetizer til Tour de France, men den fik pludselig en politisk snert over sig.
 
"The Influence game" ligger på Tolstrups natbord. En bog med undertitlen: 50 insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World that Will Get You to Yes. Vigtig læsestof for en kampagneleder. Se Kforums artikel om bogen her
 
 
Hvad er det fedeste produkt, du har haft i hånden for nylig?
Bacon-tyggegummi. Fascinerende og frastødende på samme tid. Du må bare smage det, selvom du på forhånd ved, at det næppe kan være en gennemført behagelig oplevelse.
 
 

Relaterede artikler

Slaget om Fælleden - ”Jeg gider ikke debattere mere med dig. Du kører lidt i ring!" De følelsesladede diskussioner om byggeprojektet, Ørestad...

Giv din stemme

33 stemmer
4,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 20. september

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 2. oktober kl. 12.00

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Employee Advocacy

Få værktøjer og viden til at arbejde med medarbejder-ambassadører

8. november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.