Observationer fra undergrunden: En oprevet jakke, en håndfuld nitter og en sprittusch. Mere kræver det ikke at være punker. Alle kan være med, og det er det, som gør det smart. Rigtig smart. Punkens standardiserede udtryk er netop det, der har gjort bevægelsen overlevelsesdygtig. Kforums serie om visuel kommunikation er taget til Berlin for at genopdage sin indre punk og konstatere, at alt – heldigvis – er, som det plejer.
Hvordan kan det være, at punkbevægelsen på trods af sine snart 40 år på bagen stadig har følgeskab af alt fra ”fresh-faced” 13-årige med deres første hanekam til 50-årige slumstormere, som aldrig har boet andet end BZ'at? Hvad kan få voksne mænd og kvinder til stadigvæk at farve håret grønt, gennembore diverse kropsåbninger og legemsdele med sikkerhedsnåle, skråle kampråb og, endnu mere chokerende, forme fællesskaber uden for golfbanen og andelsforeningen?
I et forsøg på at svare på nogle af disse spørgsmål tog jeg til Berlin for at genfinde mine punkrødder. Undervejs genopdagede jeg People Power, konstaterede, at ”I’m a Punk, Not a PC”, og fik fornyet min tro på, at nogle ting virkelig er for evigt.
Alt er, som det plejer
Det første, jeg lægger mærke til, da jeg er på vej igennem porten til Køpi, et 19 år gammelt BZ'at hus i udkanten af Berlins Mitte, er, at det ligner det hedengangne Ungdomshus på Jagtvej til forveksling.
Køpi by Night
Det er de samme slagord, der pryder væggene i håndskreven graffiti. De samme dødningehoveder og anarkist A’er, de samme røde og sorte stjerner, det samme udtryk i næsten alle bandplakaterne, der skødesløst er wheat-pastet på væggene, og de samme pro-homo/feminisme, anti-nazi/kapitalisme flag, der vejrer ud ad vinduerne. Jeg spotter endda et Jagtvej 69-klistermærke hen over døren til en af indgangene, et kærkommen minde, som jeg står her – omringet af tyske drukpunkere – med mit kæmmede bureau-hår og mine fine sejlersko fra Wood Wood, 10 år efter jeg selv pillede sikkerhedsnålen ud af øret.
KøpiI’m a Punk, not a PC
Mens jeg overvejer for titusinde gang, om jeg har solgt ud, spekulerer jeg på, om alt ved punk er beregnet på at holde folk inde, snarere end at tiltrække folk. Det fuldstændig standardiserede visuelle udtryk, der uanset nationale grænser, lokale kulturer eller grad af MTV-ficering i samfundet altid er ens, og som altid er konsekvent i, hvem det henvender sig til og hvem det ikke henvender sig til, er ikke beregnet til at hverve nye medlemmer. Det er beregnet til at forme rammerne om det ”community” (for nu at bruge et buzz-ord), der allerede eksisterer, og for at minde fællesskabet om, at alle andre er nogle røvhuller. For oftest er et fællesskab lige så defineret af, hvem de ikke er, som hvem de er. Jeg spiser falafel, ikke McDonalds, drikker øko-juice, ikke Coca-Cola. I’m a Punk, not a PC.
Ungdomshuset på Jagtvej
Power to the PeopleTilbage til Køpi. Et par olietønder i flammer oplyser og opvarmer den lille plads foran huset, så det er nogenlunde tåleligt for de ca. 50 til 100 punkere af forskellig afstøbning, som danser, snakker, drikker, brækker sig, råber og drikker igen. En lille flok piger, lidt yngre end de andre punkere, står lidt for sig selv og bunder en flaske kirsebærvin. En af pigerne vender sig mod en veninde, som straks maler et hagekors med en streg igennem – Nazis Raus! – på hendes denimjakke med en hvid Posca tusch. Vupti. Insta-punk!
Punks i København
Det er smart. Alle kan være med. Det kræver i virkeligheden ikke andet end lidt nitter, en jakke, du kan flå et par huller i, og en sprittusch, før du er punker. Eller i det mindste ligner en punker. Og når du først ligner en, så skal de andre nok lære dig slagordene og meningerne hen ad vejen. Velkommen til fællesskabet. Har du en ven? Her er en sprittusch, hun er også velkommen. Sådan spreder punk sig fra mund til mund, fra ambassadør til ambassadør. Brandet kræver hverken, at du køber en dumt-dyr håndtaske eller et par bukser fra den seneste hip-hopper til at starte din egen tøjlinje. Do It Yourself, Don’t Just Do It. Det er måske også en af grundene til, at punkmiljøet er så resistent over for kommercialisering. Fordi hvem gider give penge for noget, der i virkeligheden er gratis?
Tilbage i København, mens jeg kører forbi tomten på Jagtvej, kan jeg ikke lade være med at smile lidt. Huset er væk, Ruth Evensen er flyttet tilbage til forstæderne, hvor hun kom fra, og Nørrebro er, gudskelov, tilbage til sit nogenlunde fredelige status quo (rockerkrig undtaget selvfølgelig). Et par drenge står og gestikulerer vildt over et eller andet stykke graffiti. En familiefar kører forbi på sin Christiania cykel med et 69 klistermærke på ladet. Ungeren er genopstået på Dortheavej og er sandsynligvis nu i gang med lure nye teenagere ind i fællesskabet med den ene hånd, samtidig med at den giver systemet fingeren med den anden. Punken består. Eller som jeg selv skrev det på en eller anden mur dengang for længe siden: PUNKS NOT DEAD!
---
Dette var femte indlæg om visuel kommunikation. Serien bliver på skift skrevet af Svante Lindeburg, Kontrapunkt; Nikolai Lang, Nikolai Lang Kommunikation og Michael Thouber og Ulrik Hogrebe fra e-Types.