Flow-tv fortsætter

Vi hører ofte, at flow-tv er dødt, og streaming har taget over. Men hvad siger tallene? Og hvilke konsekvenser kan det få for Danmarks største public service-institution, DR, hvis vi ikke længere har flow-tv?
af Julie Mejse Münter Lassen
Kulturminister Bertel Haarder har udlovet en kasse øl til den dansker, der kan hjælpe ham med at finde på et nyt ord for ’public service’. For begrebet er ifølge Bertel Haarder så teknokratisk en fagterm, at ministeren begynder at ”pille ved ting og kigge ud ad vinduet”, når nogen benytter begrebet 'public service’ – og det er jo ikke så heldigt for den mand, der sidder med det politiske ansvar for mediepolitikken. Præmien, som ministeren ovenikøbet selv vil købe i Netto, går til den person, der kan finde på et mere forståeligt og dansk ord for det begreb, som er så vigtigt, at vi alle bør kunne forstå det.
 
Om Haarders begrebskonkurrence er et pressestunt, eller om den indvarsler nye strømninger i regeringens annoncerede eftersyn af public service og DR's måde at varetage opgaven på, vil tiden vise.
 
Hen over sommeren er der endnu engang blevet stillet spørgsmål ved licenssystemet, ved DR’s dominerende position på det danske mediemarked og ved, hvordan det danske medielandskab skal udvikle sig. Liberal Alliance har markeret sig på den ene fløj med et ønske om abonnementsordning frem for licens, mens DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og Socialdemokraternes Mogens Jensen, som forventet, slår et slag for licensordningen, som vi kender den.
 
Mtte Bock fra Liberal Alliance vil afskaffe licensen og udskifte den med en abonnementsordning, hvor det er dem, der rent faktisk bruger DR, der også betaler regningen.
 
Uanset hvilken fløj man tilhører i debatten om public service, er det ikke til at komme udenom, at medielandskabet ændrer sig radikalt i disse år og i meget høj fart. I juni måned i år kunne man på mediebranchens nyhedssite MediaWatch læse, at streaming vil overhale flow-tv i 2019, hvis udviklingen fortsætter som hidtil. Derfor ligger det ligefor at erklære flow-tv dødt og arbejde hen imod en abonnementsordning på streaming-tjenesten DR TV, som vi kender dem fra eksempelvis Netflix og HBO Nordic. Men at nedlægge flow-tv vil ikke blot være en drastisk beslutning for et flertal af danskerne. Det vil også have konsekvenser, der potentielt rækker langt ud over det daglige tv-forbrug.
 
Flow i programfladen
Før vi dykker ned i fænomenet flow-tv, er det måske meget godt lige at få styr på, hvad begrebet egentlig dækker over. Flow-begrebet blev introduceret tilbage i 1970’erne af den britiske forsker Raymond Williams og benyttes til at beskrive, hvordan programmer organiseres i den samlede programflade. Flow-tv er altså kort sagt synonym for den slags tv, vi finder på et traditionelt tv-apparat.
 
 
En typisk dag i programfladen på DR's kanaler, hvor man ønsker at seeren skal blive hængende fra det ene program til næste. Kilde: DR's programoversigt
 
Som Williams påpegede, gælder det for radioen og tv’et, at man kan tænde for et enkelt program, og når det er slut, kan man så slukke sit apparat igen. Men oftest bliver vi hængende, fordi programmerne indgår i en større helhed, som vi bliver fanget i. At blive indfanget er ganske centralt for flow-tv, og helheden af programmer er selvfølgelig ikke tilfældigt sammensat. At skabe et flow er en kompliceret affære med mange værktøjer såsom bridging, hammocking, hotswitching og tentpoling (som handler om, hvornår programmer startes, og hvordan populære og upopulære programmer placeres i forhold til hinanden). Flow som strategi blev forfinet af de kommercielle kanaler på det amerikanske marked, dengang DR stadig havde monopol på det danske tv-marked og altså ikke behøvede at gøre sig synderligt attraktive over for seerne – der var jo ikke noget andet at zappe over på.
 
Med det store antal kanaler, vi fik med først parabolantennerne og siden digitaliseringen, opstod en intens konkurrence om seerens opmærksomhed. Det at konstruere et godt flow i programfladen blev afgørende. Men med streaming-tjenester og smart-tv kan vi se lige præcis det program, vi helst vil se, og på det tidspunkt, hvor det passer os at se det. Vi behøver ikke at se reklamer, og vi bliver ikke på tilsvarende vis eksponeret for resten af programudbuddet i de såkaldte continuity, som DR i udpræget grad dyrker. Det er ikke blot medieforskere, men i høj grad også branchefolk, der med stor opmærksomhed følger med i, hvor meget af danskernes tv-forbrug der stadig finder sted på tv-apparatet, og hvor meget der foregår on demand.
 
Streamingtjenester og smart-tv gør det i dag muligt for brugerne at vælge præcis det program, de vil se på et givent tidspunkt.
 
Danskerne vil stadig skærmen
Danskernes tv-forbrug steg i årene 2007-2010, men er faldet siden. I 2014 var det gennemsnitlige flow-tv-forbrug per dansker per dag nede på 2 timer og 53 minutter, hvilket er på niveau med forbruget i 2008.
 
Er det et stort flow-tv-forbrug? Det afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser, men mange vil nok mene, at det er relativt meget tv per dag. Det skal selvfølgelig pointeres, at der er store aldersmæssige forskelle gemt i dette tal: Hvor de 12-18-årige i gennemsnit ser 77 minutters flow-tv dagligt, er det daglige forbrug for aldersgruppen 71+ på 4 timer og 28 minutter.
 
Danskernes gennesnitlige tidsforbrug per dag i 2014. Kilde: Kulturstyrelsen
 
Ser vi på fordelingen mellem public service-kanalerne og de kommercielle tv-kanaler, så foregår 58% af danskernes tv-forbrug på en public service-kanal (og blot for en god ordens skyld: Heri medregnes samtlige DR's seks kanaler, TV 2’s hovedkanal og de regionale TV 2-kanaler, ikke TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 Fri). Det er et tal, der har været i fremgang de sidste par år.
 
Hvordan ser det så ud med forbruget af demand-tv i Danmark? Mens vi i årevis har kunnet måle danskernes flow-tv-forbrug med ret pålidelige metoder, så ser det anderledes ud med målingerne af on demand-tv. Siden slutningen af 2013 har det været muligt at foretage målinger af tv-forbruget på computere, men tablets og smartphones indgår endnu ikke i målingerne. Hvis du benytter en app på dit smart-tv, bidrager du heller ikke med data til de brancheanerkendte målinger. Det betyder, at de tal, der findes for danskernes streaming-vaner, er estimater – de er velunderbyggede, men de er altså ikke så pålidelige som de tal, vi har for flow-tv.
 
Netflix har vundet første runde
Streaming-tjenesterne Netflix og HBO kom først på det danske marked i slutningen af 2012, men de fik hurtigt tag i danskerne: Allerede ved udgangen af 2013 vurderedes on demand-forbruget at udgøre 12% af danskernes samlede tv-forbrug, samtidig med at 2013 blev året med det største fald i forbruget af flow-tv – et fald på hele 15 minutter. I 2014 hoppede flere danskere med på streaming-vognen, dog var udviklingen ikke så markant som året før. Estimatet lyder, at 17% af danskernes samlede tv-forbrug i 2014 udgjordes af on demand-tv.
 
Netflix er den mest benyttede streamingportal herhjemme, hvor danskerne i gennemsnit bruger et kvarter om dagen. Kilde: GettyImages/Bloomberg
 
Og hvilke tjenester benytter danskerne så, når de streamer? Netflix er det korte svar. Ifølge DR's undersøgelser brugte danskerne i 2014 gennemsnitligt 15 minutter på Netflix om dagen, mens YouTube blev benyttet seks minutter dagligt, DR's og Viaplays streaming-tjenester to minutter dagligt og TV 2 Play kun stod for et minut af den daglige streaming. HBO Nordic har hidtil ikke kunnet komme op på et helt minuttal i gennemsnitlig daglig seertid.
 
Siden on demand-tv’ets indtog i Danmark har der været en del omtale af fænomenerne 'cable cutting' og 'cable shaving', som beskriver det enten helt at fravælge den store, dyre tv-pakke eller at skære ned i antallet af kanaler til fordel for i højere grad at benytte streaming-tjenester. Trods den megen omtale var det dog i 2014 kun omkring 5% af danskerne, der helt fravalgte tv-kanaler. Alligevel taler tallene for danskernes tv-forbrug deres tydelige sprog: Flow-tv er på retur i Danmark, og on demand-tv er i hastig vækst. På grund af de endnu usikre målemetoder er det for tidligt at sige med sikkerhed, om danskernes tv-forbrug reelt falder, eller om den flytter til andre platforme, men meget taler for sidstnævnte.
 
Begrebet 'cable cutting' dækker over det fænomen, at flere vælger deres tv-pakke fra eller vælger at skære ned i antallet af kanaler, for i stedet at bruge streamingtjenester. Kilde: Mike Licht.
 
Spørgsmålet er så, om vi kan forvente, at flow-tv helt vil uddø inden for en overskuelig årrække. Det ligger ikke umiddelbart i kortene. Ud over at vi trods alt stadig ser knap tre timers flow-tv om dagen i Danmark, så har flow-tv en vigtig funktion hos public service-medierne, der jo som bekendt fylder godt op i det danske medielandskab.
 
Public service forpligter
Public service er i bund og grund en politisk beslutning. Vores folkevalgte har vedtaget, at vi alle gennem licensen skal betale til et fælles medietilbud. Der er sandsynligvis meget, der ikke interesserer os, men forhåbentlig er der også noget, der taler til lige præcis vores præferencer.
 
DR er, som den største danske public service-institution, forpligtet til i sit udbud at tilstræbe kvalitet, alsidighed og mangfoldighed og levere indhold, der samler og spejler danskerne og styrker borgernes demokratiske handleevne. Som bekendt ruller debatten ofte om, hvor det store antal amerikanske film og tv-serier, som DR også sender, passer ind i disse forpligtelser. Udenlandske formater som "X Factor" eller DR3-serien ”Glee” står ofte på mål for kritik af et for underholdningspræget og amerikaniseret DR.
 
Det klassiske forsvar for denne type programmer er, at DR også er forpligtet til at levere underholdning, ikke kun højpandet kultur a la DRK. Men denne type programmer har også en anden funktion, som er langt vigtigere i et flow-tv-perspektiv: De skal trække kunder til butikken. Det lyder måske barskt at sige det så direkte, men som Williams påpegede allerede i 1970’erne, er det et gammelkendt trick at bygge en programflade op, så populære programmer kan trække seere til mindre populære programmer. Nutidige og almindeligt kendte eksempler finder vi både på DR1 og TV 2, hvor nyhedsudsendelser, der placeres midt i ”X Factor” og ”Vild med dans”, har et stort publikum, som simpelthen blot er fulgt med fra det forrige program og venter på det næste, men som på denne måde eksponeres for et program, de (måske) ikke ellers havde tændt for.
 
Tilbage til dengang, hvor tv'et i højere grad var et samlingspunkt for underholdning i familien uforstyrret af streamingtjenester. Kilde: Paul Townsend.
 
Hvad sker der, hvis flow-tv dør?
Ifølge den nuværende public service-kontrakt skal DR følge medieudviklingen og afspejle danskernes mediebrug ved at være til stede på relevante kanaler og platforme. Den hurtige konklusion er derfor, at når danskerne stadig i gennemsnit ser knap tre timers flow-tv om dagen, så er det relevant for DR at udbyde flow-tv-kanaler. Samtidig er det denne forpligtelse, der gør, at DR leverer on demand-tv og er til stede på Facebook, Twitter og med onlinenyheder, fordi det også er her, danskerne er.
 
Men hvad nu hvis der blev lukket ned for flow-tv, fordi stadigt flere danskere ser on demand-tv i stedet? Det ville ganske givet have den konsekvens, at DR's programudbud ville blive smallere. DR er forpligtet til at have alsidighed og mangfoldighed i den samlede programflade, men hvilken betydning har disse begreber, hvis vi ikke længere har en samlet programflade, men et ’onlinekatalog’ af enkeltstående programmer? Skal alsidigheden så være på programniveau, og hvor mange programmer kan kategoriseres som alsidige? Sagt lidt mindre filosofisk: Det er vanskeligt for en public service-institution at legitimere at have amerikanske mainstream-film og -serier, hvis det ikke er med et mål om at tiltrække seere til de mere ’seriøse’ programmer og til kanalerne i almindelighed.
 
Hvis vi fjerner den internationale underholdning fra DR's udbud, er det sandsynligt, at vi så også fjerner en del af DR's seere. Om det er et problem, kan selvfølgelig diskuteres. Umiddelbart kan en dalende seertilslutning få to konsekvenser. Den første følger flow-tankegangen om, at vi indfanges til at se programmer, vi ellers ikke havde tændt for. En af grundpillerne i public service-tanken er, at der skal være fælles oplevelser for nationens borgere, og at public service-medierne skal skabe dagsordensættende debat i samfundet. Og det er nok ikke helt usandsynligt, at de ’kedelige’ og ’seriøse’ programmer i et on demand-tilbud ofte ville tabe til det mere underholdende og lette (som vi kan få rigtig mange steder), så der ville blive længere imellem de fælles oplevelser og debatter.
 
Dernæst kan et dalende seertal bevirke, at det bliver vanskeligere at legitimere licensen. Går vi, som Liberal Alliance har foreslået, over til en abonnementsmodel i stedet for licensfinansiering, kan konsekvensen blive, at udbuddet bliver mindre mangfoldigt. For hvis vi skal til at betale direkte for det, vi rent faktisk ser, er det sandsynligt, at mindre rentable programkategorier som børne-tv og kunstprogrammer ikke længere vil være mulige at producere til det meget lille marked, som dansksproget tv er.
 
Når de mulige konsekvenser af et tv-landskab uden flow-tv er ridset op, skal det selvfølgelig også siges, at et on demand-tilbud ikke er i strid med public service-opgaven. Måske tværtimod. En on demand-service kan fungere som en ekstra tv-kanal, hvor der kan findes indhold, der ikke har været plads til på flow-tv-kanalerne. Det muliggør et endnu mere alsidigt og mangfoldigt udbud og styrker programmernes tilgængelighed, for når du kan streame både live og som catch up, bliver det muligt at se flere programmer.
 
Hvad sker der i fremtiden?
Det har alle dage været let at kritisere DR. Og det skal man også gøre, for hvad ville en public service-institution være uden debat? Mange forskere er dog enige om, at DR har klaret det ganske fint i flow-tv-systemet. Det er sandsynligt, at DR også kan klare sig godt i et on demand-system, men det kræver, at der er den fornødne politiske opbakning til DR. For som det allerede er slået fast: Public service (og licens) er en politisk beslutning, og kun hvis DR får lov, kan institutionen udvikle sig tidssvarende. Og så er vi tilbage, hvor vi startede, ved den politiske debat om public service-mediernes og DR's fremtid.
 
Foreløbig er der ikke blevet uddelt nogen ’Bertel-bajere’, for ingen af de ord, der hidtil er foreslået som erstatning for ’public service’, er faldet i kulturministerens smag. Men det betyder ikke, at debatten om, hvad public service skal være i fremtiden, ender her. Hvad vil et sandsynligt fremtidsscenarie være? Som det er blevet mere end antydet, er det ikke min overbevisning, at flow-tv’s dage er talte endnu.
 
Flow-tv har stadig seere og ikke mindst en vigtig funktion for public service-udbyderne. En funktion, hvis erstatning endnu ikke er udtænkt. Et umiddelbart bud vil være, at vi i de kommende år vil få et system, hvor flow- og on demand-tv i endnu højere grad end nu supplerer hinanden. Og når vi så engang skal sige farvel til flow-tv’et, bliver det forhåbentlig uden de næsten apokalyptiske scenarier, der her er skitseret. Hvornår det sker, er ikke til at sige. Tænk engang: For bare tre år siden havde de færreste af os hørt om Netflix.
 
Vil du læse mere?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også