Lobbyisme skævvrider økonomiske gevinster

Gert Tinggaard Svendsen leverer med bogen ”Lobbyisme i EU” over 8 kapitler og 125 sider et velskrevet og letlæst bidrag til et felt, der endnu har langt mere forskning og offentlig diskussion til gode. Så vidt, så godt.

Lobbyisme præsenteres i bogen som varetagelse af særinteresser på bekostning af samfundet som helhed. Det skyldes, at pleje af særinteresser er støj i den politiske proces, som hæmmer den økonomiske udvikling for det store flertal af borgere, der ikke er omfattet af interesserne.

Det økonomiske rationale i bogen er ligefremt: ”Fordi producenterne har langt stærkere økonomisk tilskyndelse til at udføre lobbyvirksomhed end forbrugerne, vil producenterne som regel vinde på bekostning af forbrugerne og skatteyderne”.

Professor Gert Tinggaard Svendsens kongstanke er, at der skal sættes hårdt ind for at fjerne den negative form for lobbyisme, hvis opgave det er at tilvejebringe fordele for de få på bekostning af de mange.

Diskussion af ”lobbyisme”efterlyses

Bogens økonomiske rationaler og grundtanken om producenternes gevinster på bekostning af masserne er besnærende klare og enkle, men bogen lider under vigtige mangler, fordi Gert Tinggaard Svendsen ikke i tilstrækkelig høj grad afgrænser og nuancerer sine diskussioner af lobbyisme som fænomen.

Under læsningen af bogen savnes forsøg på at indkredse, hvad lobbyisme er, hvilke former for lobbyisme der eksisterer, hvem der betragtes som lobbyister i EU-systemet samt de økonomiske fordele for forbrugere og skatteydere, som lobbyismen kunne tænkes at rumme. Forfatteren mener, at ureguleret lobbyisme kan blokere for europæisk økonomisk vækst og opbygning af folkelig tillid til EU som politisk system. I den forbindelse ville værket vinde ved at næranalysere et par sager, der viser, at netop reguleret lobbyisme – i modsætning til ureguleret lobbyisme – fremmer økonomisk progression til flertallets bedste i EU.

Politiske institutioner er – uanset om det hedder Bruxelles, Berlin eller København på alle niveauer i beslutningsprocessen – præget af samspil med interessegrupper og lobbyister. Bogens teoriafsnit kunne med gevinst være forankret i en mere tæt analyse af europæiske eksempler på lobby-cases, der dels kortlægger, hvordan lobbyister og det politiske system interagerer ved interessevaretagelse, dels hvordan reguleringen af lobbyister ville kunne få afgørende indflydelse på udfaldet af legitim politisk varetagelse af særinteresser i EU.

Minder om specialelæsning

Med Tinggaard Svendsens bog føres læseren gennem en opbygning, der har store ligheder med det klassiske speciales. Efter en kort introduktion til bogens analyseområde præsenteres læseren for det teoretiske afsæt i form af ”public choice” – forstået som det økonomisk optimale valg på den politiske arena set fra hele samfundets synspunkt. Derpå følger muligheden for at stifte bekendtskab med lobbyisme, magtcentralisering, anekdoter om 1990’ernes korrumpering af magten i Rusland under Jeltsin, ”prisoner’s dilemma”, sociale kapitalbegreber m.v.

De teoretiske kapitler følges af en empirisk gennemgang af EU’s institutioner og målinger af bl.a. korruption i EU. De empiriske bidrag fører til lidt for hurtige argumenter om, at den nuværende magtcentralisering i EU åbner mulighed for korruption, og at EU som helhed kunne drage fordel af skandinaviske erfaringer med velfungerende økonomier og social sammenhængskraft i ikke-korrupte velfærdsmodeller. Endelig kunne Gert Tinggaard Svendsen have undgået den noget specialelignende opbygning i bogen ved simpelthen at pille sin opstilling af de hypoteser ud, som han vælger at underlægge afprøvning i de empiriske eksercitser.

EU's åbenhedsinitiativ

Bogen igennem mindes læseren om, at det er ærgerligt, at forfatteren aldrig rigtig for alvor tager fat på en afgrænsning og operationalisering af, hvad ”lobbyisme i EU” er. I bogens teoretiske kapitel om interessegrupper nævnes det, at ”interessegrupper (nærmere) kan defineres som organisationer uden for de formelle institutioner, der søger at påvirke den politiske beslutningsproces. De kan være informative og således skabe opmærksomhed omkring emner, der ellers ville være blevet overset”.

Netop betoningerne af samspillet mellem politik og interessetilkendegivelser leder frem til bogens centrale diskussioner om regulering vs. manglende regulering af lobbyisme, der i disse år foregår også i hjertet af Europa.

Det gælder blandt andet Kommissionens forslag til regulering af virksomhed og adfærd for de godt 15.000 lobbyister, der dagligt i Bruxelles er en del af interaktionen mellem EU’s politiske institutioner, nationale embedsmænd og politikere, interessegrupper og forbrugere. Her refereres i bogen til Kommissionens ”Åbenhedsinitiativ” fra 2006, som indeholder forslag til frivillig regulering og bedre overvågning af lobbyister i Bruxelles som et forsøg på at skabe mere åbenhed om interessevaretagelse i EU-systemet.

EU-Kommissionens ”Åbenhedsinitiativ” er, som Tinggaard Svendsen bemærker, interessant, fordi det følger i kølvandet på indførelsen af ”Lobbying Disclosure Act” i USA, hvor amerikanske interessegrupper har pligt til at lade sig registrere. Gert Tinggaard Svendsen er fortaler for at indføre en obligatorisk regulering af lobbyister i EU, som ligner den, man ser i USA. Spørgsmålet om obligatorisk eller frivillig registrering af lobbyister i EU vil blive genstand for meget mere spalteplads fremover. Tinggaard Svendsen har ret i, at den konkrete udformning af formelle regler for lobbyisme i EU med fordel kan skele både til erfaringerne og debatten i USA.

Naivt billede af Danmark

Tinggaard Svendsen kunne i samme åndedrag have inddraget Folketingets beslutningsforslag fra 2006, der sigter på regulering af lobbyister i Danmark. Når debatten om lobbyisme på dansk grund ikke er inddraget i bogen, er det muligvis, fordi Gert Tinggaard Svendsen har den anskuelse, at vi i Danmark lever med en korporatistisk samfundsmodel, hvor der er formaliserede regler for inddragelse af alle berørte interessegrupper i beslutningsprocessen. EU-systemet fungerer derimod som en sportsarena, hvor lobbyisterne dyster uhindret mod hinanden på vegne af forskellige særinteresser.

Det hedder i bogen, at ”’Sportspladsen’ i EU kan karakteriseres som et pluralistisk system med fri konkurrence mellem lobbygrupperne. Dette står i modsætning til den danske korporatistiske model, hvor der er formaliserede regler for inddragelse af alle berørte interessegrupper i beslutningsprocesserne, og dermed både fra producent- og forbrugersiden”.

Det er desværre et unuanceret billede af samspillet mellem politik og interesser i Danmark og den EU-kontekst, landet nu engang befinder sig i. Spørgsmålet er jo, om de formaliserede danske regler betyder, at mere uformel pleje af særinteresser slet ikke finder sted i Danmark. Der er vist ingen tvivl om, at lobbyisme også trives i Danmark, og Gert Tinggaard Svendsen fremdrager selv en EU-sag, hvor dansk lobbyisme har haft stor indflydelse på udfaldet, nemlig den såkaldte ’skosag’ om indførelse af en europæisk beskyttelsestold på lædersko fra Kina og Vietnam i 2006.

Svendsen ser ganske rigtigt ’skosagen’ som et resultat af sydeuropæiske skoproducenters ønske om, at EU skal beskytte dem mod konkurrence fra Østen ved hjælp af en toldmur – altså renlivet varetagelse af en særinteresse på bekostning af EU’s samlede økonomiske interesser. Koblingen mellem den grænseoverskridende danske interessevaretagelse i EU blev i sagen understreget af, at den sydeuropæiske protektionisme i skosagen stod over for et nordeuropæisk – og dansk – krav om at bevare et åbent marked for sko i Europa til fordel for forbrugerne, så disse kan drage fordel af billige, importerede sko.

Ifølge Gert Svendsen er frihandel et gode, fordi den er ensbetydende med undertrykkelse af samfundsskadelige særinteresser og dermed fravær af lobbyisme, og takket være en ihærdig indsats fra regeringens side det lykkedes for Danmark og de øvrige frihandelslande i EU at mobilisere så meget politisk modstand, at skotolden kun blev en midlertidig foranstaltning. Men mon ikke også repræsentanterne for danske erhvervsorganisationer fra industri, handel og service sled skosålerne tynde på gangene i den danske centraladministration i forsøget på at sikre, at regeringen kæmpede for frihandelssynspunktet i skosagen?

Lobbyisme lever med andre ord i bedste velgående i Danmark, og selv om Danmark er mindre korrupt og mere transparent end mange andre medlemsstater i EU, betyder det ikke per automatik, at protektionisme er fraværende på den politiske dagsorden i Danmark – heller ikke i dansk EU-politik.

Fraværet af en præcis definition af lobbyisme i Gert Tinggaard Svendsens bog er derfor ikke bare en mangel i behandlingen af EU-systemet, men svækker også bogens fremstilling af det politiske system i Danmark, der fremstår betydelig mere uskyldsrent, end det er i praksis.

Titlen lover for meget

Titlen på Gert Tinggaard Svendsens bog lover en hel del mere, end bogen indfrier. Det er vanskeligt at undgå at føle sig en smule vildledt, når man som læser lukker bogen uden at have fået et mere præcist signalement af lobbyismens konturer og dynamikker i EU. Lobbyisme er varetagelse af særinteresser på bekostning af samfundet som helhed, javel, men fænomenet fortjener efter vores opfattelse en langt mere fintfølende virkelighedsanalyse.

Hvem er lobbyisterne, hvordan opererer de, og hvordan fungerer samspillet mellem lobbyister, politikere og erhvervsliv i EU-systemet og i medlemsstaterne? Det får vi ikke svar på, men EU er immervæk det eneste overstatslige samarbejde af sin art i verden, og det kunne måske tale for, at også interessevaretagelsen sker på vilkår, som er unikke. Desværre tager professor Gert Tinggaard Svendsen aldrig for alvor hul på behandlingen af lobbyisme i EU, som er bogens titel, og det er en skam, for emnet er i høj grad aktuelt og fortjener en detaljeret og nuanceret analyse.