Valgplakaten er et vigtigt demokratisk værktøj. Hvorfor ikke blive enige om at tage det alvorligt? Partierne hænger valgplakater op uden at tænke sig om. Rigtigt mange plakater begår grundlæggende kommunikative fejl, og de er kun i yderst sjældne tilfælde en integreret del af kampagnestrategien.


Kampen om de traditionelle ophængningspladser kan være hård, som her på Rådhuspladsen i Københavnstrup. Men hvor er strategien?

Det går hurtigt på Twitter og Facebook. Budskaberne og dagsordnerne ændrer sig hurtigere, end Pia Kjærsgaard kan nå at sige "repatrieringsstøtte", og hurtigheden er et problem for valgplakaten.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Henrik Byager i Jyllands-Posten smøgede ærmerne op og gik i gang med at grave graven. Valgplakater er "spild af tid og penge", og om 15-20 år vil plakaternes tid være endegyldig fortid, fastslog han.

Den konservative Mie Harder fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg ville ligefrem forbyde valgplakater, fordi de er "unødvendige og skæmmende".

"Valgplakater burde forbydes. De forurener vort offentlige rum og vore sind," vrissede Hans Fl. Krag i Ekstra Bladet.

Forvirrende regler
I hovedstaden udspillede sig en politisk kamp om pladserne ved kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg på Gammel Kongevej. Reglerne varierer fra kommune til kommune og fra kommune til stat. Så det er med at have styr på reglerne, bygrænserne og den rigtige myndighed, der skal give tilladelse til ophængning.

I København må man sætte valgplakater op en uge før Frederiksberg. Det så nogle driftige socialdemokratiske kandidater fra Frederiksberg muligheder i, og de satte deres plakater op på Københavner-siden langs bygrænsen på f.eks. Gammel Kongevej. Det må man bare ikke. Man må kun sætte op i den kommune, hvor man er på valg, og kommunen pillede plakaterne ned igen.

I Holstebro må man hænge valgplakater op fire uger før valget. Staten tillader først at hænge plakater op tre uger før valget. Derfor rykkede Vejdirektoratet ud og pillede plakater fra Venstres Ungdom ned, fordi de var sat op på lygtepæle langs statsvejene. Myndighederne vogter nidkært over deres områder.

Valgplakaten var i vægavisernes tid en del af den politiske diskussion i det offentlige rum. Den var en vigtig informationskilde til vælgerne. I dag er der mange, mange andre medier og informationskanaler, men netop det fragmenterede mediebillede er også valgplakatens berettigelse.

Det handler om awareness
Valgplakaten er en fælles referenceramme, der gør alle opmærksom på, at de nu kan sætte deres kryds. Man skal være på jordomrejse for ikke at opdage det. Det er en slags old school awareness-teknologi. Så kunne man ikke, som Henrik Byager foreslår i Jyllands-Posten, blot erstatte valgplakaterne med informationsplakater. Nej, for det ville helt sikkert få den i forvejen alt for lave valgdeltagelse til at falde yderligere.

Selvom udvalget af medier er taget til, er det ikke blevet lettere for lokalpolitikerne at trænge igennem. For mindre kendte kandidater og lokallister er valgplakaten stadig en uovertruffen måde at gøre opmærksom på sig selv på. Der findes ikke - endnu - et andet medie, der på samme måde er lokalt forankret. Helt bogstaveligt.

Hvor er kampganestrategierne?
I den netop overståede valgkamp er mange af de lokale nuancer oven i købet forsvundet. De stores partiers kampagner holdes i kort snor fra Christiansborg og efterlader mindre spillerum til de lokale kandidater.

Kommunalvalget er ved at udvikle sig til en landsdækkende fløjkamp. Sådan risikerer man at miste endnu flere vælgeres interesse. Det er fremmedgørende. Med valgplakater kan lokale kandidater og kandidater uden for de store partier stadig gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Ved at anlægge en mere strategisk tilgang til valgplakaten kan alle bruge plakaten.

Myndighederne stiller en række krav til valgplakaterne, som alle skal overholdes. Men byrummet og den kontekst, som plakaterne er placeret i, stiller også nogle krav til plakatens virkemidler. De er åbenbart vanskeligere at leve op til.

Grundregler for valgplakaten
Det er de færreste plakater, der læses. Læseren standser ikke op for at læse plakaten grundigt, notere sig navnet og partiet for den smilende politiker. De fleste plakater ses i forbifarten og er sjældent i direkte fokus.
November er mørk og regnfuld. Byerne er smådunkle, når de fleste passerer plakaterne i biler, busser eller på cykler på vej til og fra arbejde. Det stiller store krav til læseligheden.


Sådan opleves plakaterne ofte - i forbifarten, gennem ruden i et rystende køretøj. Det stiller høje krav til aflæseligheden

For det første skal det være muligt at læse kandidatens navn. For det andet skal det være muligt at opfatte partiet. Det er grundlæggende navigation for vælgerne, så de kan genfinde kandidaten på stemmesedlen. Den skal være i orden og er den mange gange ikke.

Mange af kandidaterne designer deres egne plakater. Med skiftende held for nu at sige det venligt. I nogle partier ligner det rent anarki og alle synergier kandidaterne og partiforeningerne imellem går tabt.

Andre partiet styrer slaget så stramt fra Christiansborg, at kandidaten bare skal tilføje navn og foto. Det er lige så slemt, for kommunalvalget er meget lokalt. Vælgerne bruger deres stemmeret lokalt og ikke på kandidater, som ikke har en lokalpolitisk profil.

Således kan der formuleres følgende grundregler for valgplakater:

• Plakaten skal kunne læses i forbifarten
• Kandidatens navn skal være tydeligt
• Partiets navn skal være tydeligt
• Plakaten skal skabe relevans hyperlokalt ved at forholde sig til en lokal dagsorden eller placere kandidaten i den lokale kontekst

Kun få gode plakater
Det er stort set kun den Frank Jensens plakater, der lever op til alle disse krav. Han har den fordel, at han i forvejen er kendt og behøver ikke at bruge meget plads på at forklare, at han stiller op for Socialdemokraterne. Plakaterne ligner måske nok et frimærke fra Sovjetunionen, men den er handlingsanvisende og kommunikerer effektivt: Stem på Frank.


Socialdemokraterne har købt kommercielle pladser til overborgmesterkandidaten i København. En dyr strategi, som sikrer mindre støj omkring plakaterne. Frank får et flot valg.

I København har Radikale Venstre en giftiggrøn plakat, der tiltrækker sig opmærksomhed i bybilledet. Farven suger opmærksomheden til sig, og kandidatnavnene er letlæselige med blå skrift. Hvilket parti, det drejer sig om, er derimod en velbevaret hemmelighed. Det er næsten umuligt at læse - selv hvis man stopper op.

På SF's valgplakater er kandidatnavnene trykt med mindre bogstaver. Det er svært at læse, hvis man passerer i fart. Plakaterne så sikkert brandgodt ud på computerskærmen i designerens værksted. I gadebilledet mister de deres gennemslagskraft.


Er grafikken her tilstrækkelig robust?

Konservatives og Dansk Folkepartis plakater er klassiske. Navnet et let at læse. Partiet fremgår tydeligt. De overholder alle grundreglerne uden at brillere.

Ophængning med hovedet under armen
Ophængningen af plakaterne foregår i konkurrence om at få de gode lygtepæle. Jeg vil anbefale alle at slå et smut forbi Rådhuspladsen i København på det tidspunkt, hvor ophængningen starter. Det har høj underholdningsværdi, og øretæverne næsten hænger i luften.

I andre danske byer må plakaterne kun hænge særlige steder. Det er desværre med til at gøre valget mindre relevant for vælgerne. Med valgplakaterne er der nemlig en mulighed for at sætte en hyperlokal dagsorden, der er relevant for alle.

Partierne overser de strategiske muligheder. Der er fem oplagte strategier.

1. Den evidensbaserede strategi
De fleste hænger plakaterne op, hvor de har på fornemmelsen, at synligheden er størst. Det er der, hvor der kommer flest mennesker. Om de gør det med trafiktallene i hånden er tvivlsomt. Det er oplagt at kvalificere den traditionelle ophængningsstrategi ved at kigge i de trafikanalyser, der findes for alle danske byer.

2. Den hyperlokale strategi
Dagsordnerne har været kendt længe, før valget gik i gang. Øverst stod blandt andet folkeskolerne. Alligevel har kun ganske få kandidater budskaber på deres plakater om emnet. Det ville være oplagt at hænge op i nærheden af folkeskolerne. Men et hurtigt tjek i indre by i København, hvor der ligger tre folkeskoler, afslører, at det har man ikke overvejet. Ved en af skolerne hang der forleden kun en enkelt valgplakat!


Utraditionel plakat, men ophængningen var ikke helt hensigtsmæssig

I København har Liberal Alliance forsøgt at sætte dagsordenen ved at gå på valg med gratis parkering til alle københavnere. Men hvor er den plakat mest relevant? Det er oplagt at hænge den op ved Center for Parkering, hvor borgerne kommer for at betale - eller klage over - deres bøder og forny deres parkeringslicenser.

Så langt har Liberal Alliance måske tænkt. I hvert fald hænger der mange plakater ved Center for Parkering i Gammeltoftsgade. Der kommer borgerne bare ikke. Kundeservicecentret ligger i Borgergade, hvor der til gengæld ikke hænger en eneste plakat.

3. Ventestrategien
Det måske mest oplagte sted for den traditionelle valgplakat og de politiske budskaber er de steder, hvor vælgerne er tvunget til at vente. Det er først og fremmest bustoppesteder og trafiklys. Der er meget svingende muligheder for at hænge plakater op disse steder. Men det kan alligevel indarbejdes i kampagnestrategien, så plakaterne har mere komplekse budskaber på de steder, hvor folk ikke er i fart. Muligheden bør udnyttes.

På de fleste togstationer er det ikke muligt at hænge op uden at skulle købe dyr reklameplads. Men omkring stationerne er der mange muligheder. I København er der i forbindelse med cykelparkeringen ved stationerne gode muligheder for at fange folk, hvor de har bedre tid til at læse valgplakatens tekst.

4. Den begivenhedsstyrede strategi
I løbet af en valgkamp foregår der også en del andre ting. Politikere er alt for fokuserede på den politiske sfære og går derfor glip af at hægte sig på andre begivenheder.

I København var der i den sidste weekend inden valget bogmesse i Forum. Der kommer rigtigt mange mennesker, der ikke er sofavælgere. Det ville have været oplagt at have målrettet plakater til dette publikum, men der var masser af ledige lygtepæle omkring Forum.

Forum har adresse på Frederiksberg. Det betyder, at alle de kandidater, der var stillet op i København, ikke måtte hænge plakater op i nærheden. Messens besøgende kommer fra hele byen. Frank Jensen havde som den eneste københavnerkandidat købt sig ind på nogle betalingspladser med meget stor synlighed.

Ifølge rygterne har han brugt 1,5 million på at føre kampagne. Ingen andre er i nærheden af det beløb. Forum er også et eksempel på, at reglerne er nødt til at være mere fleksible. De stramme regler kan omgås med kolde kontanter.

5. Den udviklende strategi
Mange af plakaterne holder ikke til det hårde novembervejr og forbipasserendes hårdhændede behandling. En valgplakat er ikke noget, som man værner om. Det kunne derfor være en idé at hænge plakater op, der udvikler et budskab i løbet af valgkampens tre uger. De skal alligevel skiftes ud mange steder.


Når plakaterne alligevel skal udskiftes i løbet af valgkampen på grund af hærværk eller regnskader, kan man overveje at udvikle budskabet og gøre det mere dagsaktuelt

Ved at lade sig inspirere af nogle af de strategier, der bruges i markedsføringen af alle mulige produkter, kan politikerne pirre folks nysgerrighed og interesse. Mange steder er det de samme, der kommer forbi hver dag i tre uger. Valgplakaten kan gå i dialog med dem.

Ny regler, tak
Ingen af ovenstående refleksioner er i sig selv nok. De skal kombineres og indarbejdes i en kampagnestrategi. Samtidig er reglerne alt for forvirrende og forskellige. Det koster mange spildte timer og penge. Reglerne bør forenkles og være de samme over hele landet og på alle veje. Man bør også indarbejde mere fleksibilitet.

Valgplakaten er et demokratisk værktøj, der skal have lov til at udfolde sig.

Læs også Orla Vigsøs mange gode artikler om plakater her på Kforum.