I de glade milleniumdage, før finanskriser og it-bobler, kom en af softwarebranchens chefer, Scott McNealy fra Sun Microsystems, for skade at erklære privatliv og internet for uforenelige størrelser. Man kan ikke forvente privatliv på nettet, lød det tilbage i 1999 - get over it. Både udtalelsens budskab og arrogante stil førte en ophedet debat med sig. I brede kredse identificeres udtalelsen med det onde synspunkt i debatten om privatlivets fred. Ligesom de onde i klimadebatten er miljøsvinene og de såkaldte "klimaskeptikere", er det dybt kontroversielt i debatten om internet og privatliv at erklære sig ligeglad med privatlivets fred. Det er derfor om at holde tungen lige i munden, når man taler om brugernes ret til et privatliv på nettet. For virksomheder er en velovervejet privatlivspolitik at sidestille med grønne ambitioner samt at tage et socialt ansvar (CSR).

Dette råd har Mark Zuckerberg, grundlægger og leder af Facebook, flere gange haft vanskeligt ved at følge. Det er særlig uheldigt, eftersom Facebook er stedet, hvor vi i stor stil deler informationer om os selv. Ikke bare med hinanden, men også med virksomheden Facebook og i nogle tilfælde med eksterne kommercielle aktører. Facebook er derfor ikke overraskende et konstant omdrejningspunkt for diskussioner om privatlivets fred på nettet.

Facebook har flere gange ændret betingelserne for brugernes privatliv, senest i december 2009, hvor verdens førende sociale netværkstjeneste forsøgte yderligere at åbne brugernes profiler. Disse ændringer er af flere iagttagere og borgerrettighedsgrupper blevet udlagt som et skift til det værre i virksomhedens politik på området.

Selv om om Facebook får ros for nogle af ændringerne, herunder at det er blevet mere simpelt for brugerne at administrere privatlivsindstillingerne, så er der også blevet påpeget forringelser. Mest væsentligt er, at der nu i udgangspunktet er langt mere "offentligt tilgængelig information" ("publicly available information").

Det problematiske er, at brugerne ingen kontrol har over disse informationer. Det betyder, at profilbillede, navn, køn, by, medlemskab af grupper, venneliste, osv. er tilgængelig for alle andre Facebookbrugere, ligesom disse personfølsomme oplysninger optræder i søgemaskiner som f.eks. Google (med mindre man har slået søgbarhed helt fra, hvilket kræver særlige indstillinger). I et forsøg på at imødekomme kritikken - og formentlig også for at dysse den lidt ned - har Facebook siden givet brugerne mulighed for at skjule vennelisten. Det har dog ikke fået kritikken til at forstumme.


På Facebook har du et hav af indstillinger af finde rundt i. Her gælder det de notifikationer, du modtager, når du for eksempel bliver tagget i et billede.

Et andet væsentligt kritikpunkt er, at Facebook angiveligt forsøger at lokke brugerne til at vælge mere åbne privatlivsindstillinger. I forbindelse med indførelsen af de nye betingelser har Facebook udarbejdet en række anbefalinger, og hvis disse "blindt" følges, så er resultatet en mere åben profil. Bekymringen hos kritikerne er, at det kun er privatlivsentusiaster, der vil justere på knapperne, mens langt de fleste brugere blot vil følge anbefalingerne og dermed mere eller mindre ukritisk åbne deres profiler.

Det var på den baggrund, at Mark Zuckerberg for nylig med nogle ikke særligt velvalgte ord kom til at placere sig selv og dermed Facebook i den uheldige get over it-lejr. I et liveinterview med Michael Arrington fra bloggen TechCrunch blev Zuckerberg spurgt om sin holdning til privatlivets fred på nettet og Facebook i særdeleshed. Udtalelserne har skabt et sjældent røre, men hvad sagde han egentlig, den nu 25-årige grundlægger?

Her følger en oversættelse af det ca. 60 sekunder lange svar, der blev givet på en scene foran et publikum (se hele klippet her):

"Da jeg grundlagde [Facebook] på mit kollegieværelse på Harvard, stillede mange mennesker spørgsmålet 'hvorfor skulle jeg overhovedet have lyst til at lægge informationer ud på internettet? Hvorfor skulle jeg dog have en hjemmeside?"
"I de seneste fem eller seks år er det blevet utrolig populært at blogge, ligesom en masse tjenester gør det muligt at dele alle mulige oplysninger. Folk er virkelig blevet fortrolige med ikke bare at dele mere og forskellig slags information, men også at gøre det mere åbent og med flere mennesker. Det er en social norm, som bare har udviklet sig med tiden."
"Vi ser det som vores rolle i systemet konstant at være innovative og opdatere vores system for at afspejle de aktuelle sociale normer."
"Mange virksomheder ville lade sig begrænse af konventionerne og deres egne traditioner, og det at ændre i privatlivs-indstillingerne for 350 millioner brugere er noget, de fleste virksomheder ikke ville gøre. Men vi opfattede det som noget meget vigtigt altid at tænke ud fra en begynders perspektiv - hvad ville vi gøre, hvis vi var ved at starte virksomheden nu og de sociale normer så sådan her ud - og så gjorde vi det bare."

Uskyldige tanker og en nøgtern beskrivelse af den udvikling, som mange os kender fra hverdagen? Nej.

Facebookchefens overvejelser har fået iagttagere og kommentatorer til at se rødt. Masser af forargede twitterbeskeder og demonstrative profilnedlæggelser på Facebook har fulgt, ligesom vrede klummeskribenter og bloggere er gået i kødet på udtalelsen. Ifølge Marshall Kirkpatrick fra ReadWriteWeb kan vi kun forstå Zuckerbergs budskab som en erklæring om, at "privatlivets æra" er forbi. Andre påpeger, at Facebook ikke blot uskyldigt følger efter forandringer i de sociale normer, eftersom Facebook selv skaber disse normer. Atter andre hævder, at Zuckerberg slet ikke forstår (og måske endda er ligeglad med), hvad privatlivets fred egentlig går ud på. Vi har altså at gøre med en vaskeægte Facebook-gate.

Hvad er privatliv på nettet?

Bag Facebooks problemer med at placere sig på de godes side ligger alvorlige spørgsmål: Hvad er privatlivets fred egentlig for noget? Og hvilken form for privatliv kan man forvente på nettet?

Emnet kompliceres af, at privatlivets fred ikke er nogen fast størrelse. Begrebet har en historie, er forskelligt fra kultur til kultur og kan variere fra situation til situation, og der er mange forskelligartede forestillinger om, hvad krænkelse af privatlivet indebærer.

Det historiske udgangspunkt er en berømt artikel "Retten til privatlivets fred" fra 1890 forfattet af Samuel Warren og Louis Brandeis. Her argumenterer de to jurister for, at alle bør have en ret til at være i fred ("the right to be left alone"). Allerede her blev retten til privatlivets fred forsvaret med udgangspunkt i, at nye teknologier hele tiden kommer til og udfordrer forståelsen af, hvad der er privat og offentligt.

Ideen om, hvad der ligger i at have et privatliv, er siden blevet nyfortolket adskillelige gange, og begrebet er blevet nuanceret. I dag kan privatlivets fred angå emner lige fra spredningen af personfølsomme oplysninger såsom politiske tilhørsforhold og seksuelle præferencer til viden om, hvor personer opholder sig på forskellige tidspunkter, eller hvem de er i selskab med.

I takt med udviklingen af nye teknologier og tilblivelsen af nye sociale praksisser, som for eksempel at tage del i sociale fælleskaber på nettet, er det vanskeligt at bevare retten til at være i fred. Man kan måske også sige, at der er noget paradoksalt ved forventningen om at blive ladt i fred på en social netværkstjeneste. Derfor har den grundlæggende forståelse af, hvad privatliv er, også forandret sig i takt med udviklingen af disse nye teknologier. I dag argumenteres der oftere for retten til at kontrollere personfølsomme oplysninger snarere end om at have retten til at være i fred. Måske vil man gerne dele bestemte informationer med nogle, men ikke med andre. Og det er sagens kerne i Facebook-gate.

Med Facebooks nye default privatlivs-indstillinger er der blevet pillet ved muligheden for at kontrollere de oplysninger, man deler med andre. Det er blevet vanskeligere at styre, hvem der egentlig modtager oplysningerne, ligesom mange hævder, at det hele nu er blevet mindre gennemskueligt.

Rygtet om privatlivets død er stærkt overdrevet

Scott McNealy tog fejl dengang i 1999, da han erklærede privatlivet i internetalderen for at være et overstået kapitel. Hvis der er noget, vi kan tage med fra denne sag, så er det i hvert fald, at rygtet om privatlivets død er stærkt overdrevet. Diskussionerne om privatlivets fred har næppe på noget tidspunkt været flere, end de er i dag. Der er måske stor uenighed om, præcis hvordan grænserne, betingelserne og indholdet af privatlivets fred skal defineres, men det kan betragtes som et sundhedstegn. Nye teknologier, nye sociale praksisser udfordrer os til at gentænke begrebet, og en dødserklæring over privatlivets fred kan først udstedes den dag, hvor disse diskussioner forstummer.

Det er et udbredt synspunkt, at den yngre generation er ligeglade med privatlivets fred. Dermed gøres diskussionen til et spørgsmål om generationskløfter. Det er imidlertid en misforståelse. Undersøgelser viser, at de unge er bevidste om, hvem de deler hvilke oplysninger med. Den amerikanske tænketank PEW Internet & American Life Project publicerede i 2007 en undersøgelse forfattet af Amanda Lenhart og Mary Madden, der dokumenterer teenageres nøje overvejelser angående beskyttelsen af deres privatliv.

Mark Zuckerbergs betragtninger om privatlivets fred på nettet og ikke mindst Facebooks indflydelse på sociale normer er i bedste fald naive. Det er næppe sådan, at brugerne ikke længere ønsker et privatliv, de vil bare gerne selv definere det. De vil ikke være i fred, de vil have kontrol. Men nogle af Zuckerbergs kritikere tager også fejl. Facebook har spillet og spiller stadig en væsentlig rolle i udviklingen af sociale praksisser på nettet og dermed i fastsættelsen af normer. Men vi skal ikke glemme, at sociale netværkstjenester er brugerdrevne. Én ting er de rammer, som virksomheden Facebook udstikker for brugerne. En anden er det egentlig indhold, der er et resultat af brugernes sociale interaktioner. Derfor er det i høj grad også brugerne, der gennem deres praksis er med til at definere, hvad der deles og ikke deles, det vil sige, hvordan de sociale normer skal forstås. Samtidig er det også naivt udelukkende at betragte Facebook som et socialt medie. Det er også et kommercielt foretagende, og sådan er vilkårene i markedsorienteret samfund. Derfor er det også at stramme buen for meget, når nogle forventer altruisme og puritansk adfærd af Facebook.

Skulle man nu have fået vakt interessen for, hvordan ens privatlivs-indstillinger egentlig ser ud på Facebook, så følger her til sidst et par henvisninger til, hvordan man kan skrue lidt på knapperne.

New York Times: "The 3 Facebook Settings Every User Should Check Now" (20. januar 2010).

Inside Facebook: "How to Protect Your Privacy with Facebook's New Privacy Settings in 17 Easy Steps" (19. januar 2010)

Amanda Lenhart og Mary Madden, 2007. Teens, privacy & online social networks: How teens manage their online identities and personal information in the age of MySpace. Washington, D.C.: Pew Internet & American Life Project, (http://www.pewinternet.org/PPF/r/211/report_display.asp).