Pressen, plottet og den sure pasbetjent

Skrevet af
Virkeligheden overtrumfer fiktionen i Forbrydelsen II. Det gør serien mere uhyggelig end forgængeren. Serien er som klippet ud af nyhedsudsendelserne. Rædsel over krigen i Afghanistan rykker helt ind over de danske kakkelborde, og den forbigåede pasbetjent Sarah Lund er et hjerteskærende mut omdrejningspunkt. Tak, mere af det.

Godt halvvejs gennem Forbrydelsen II på DR1 er det tid for en status. Det er påfaldende, at føljetonen lægger sig uhyggeligt tæt op ad begivenheder og udviklingstendenser i virkelighedens Danmark. Dette er en markant forandring i forhold til første runde.


Betjenten i centrum på DR's officielle præsentation af serien

Serien fastholder sin appel til publikum - seertallet har med en enkelt undtagelse ligget stabilt på godt 1,6 mill. hver søndag aften mellem 20 og 21. Hovedforfatter er fortsat Søren Sveistrup, og fra 1. del går instruktørerne Kristoffer Nyholm, Hans Fabian Wullenweber og Charlotte Sieling igen. Den traditionelle, men effektfulde, musik står Frans Bak for ligesom sidst. Også stilen er videreført: Æstetisk betones krimiuniversets dysterhed gennem de samme blå-sorte og grålige farvetoninger og diverse kameravinklinger med associationer til film noir.

Derimod er der store udskiftninger i skuespillerstaben. Kun den desavouerede vicekriminalkommissær Sarah Lund (Sofie Gråbøl) og den dubiøse Brix (Morten Suurballe) er tilbage på Politigården. Resten af persongalleriet er skiftet ud. Det er et effektivt signal om en ny begyndelse - og dermed en anden seriekarakter end den, vi er vant til fra andre fortsatte krimiserier, hvor det netop er et fast persongalleri, også af velkendte bipersoner og særlige personkonstellationer i afdelingen, der udgør det konstante element.

En parallelopbygning mellem politik og forbrydelse er fortsat virksom, men fokus er ændret. Det kommunale miljø omkring Københavns rådhus er skiftet ud med det landspolitiske omkring Christiansborg. Hvor fokus i Forbrydelsen I lå på at få opklaret primalmordet på gymnasieeleven Nanna Birk Larsen, er konceptet i Forbrydelsen II ikke blot parallellen, men den direkte sammenhæng mellem politik og forbrydelse.

Hvordan fungerer de konstante og de variable elementer så? Lad os undersøge det i forhold til

  • dramaturgien, der indeholder elementer fra tidligere, men i forandret form
  • karaktertegningen af Lund, der leverer det mest fremtrædende gentagne moment
  • virkelighedsrelationen, der er markant forandret.


Følelserne effektfuldt skrællet af drabene
Dramaturgien i Forbrydelsen I var opbygget, så mistanken skiftevis blev kastet på den ene og den anden, som efterforskningen så efterhånden dementerede. I Forbrydelsen II er der mindre opmærksomhed på mulige mistænkte og mere på de fortsatte udviklinger. Der er indtil videre begået effektfuldt iscenesatte mord på juristen Anne Dragsholm, den professionelle soldat Allan Myg Poulsen, de tidligere soldater David Grüner og Lisbeth Thomsen samt Præst - alle mænd og kvinder med tilknytning til en bestemt "hændelse" i Afghanistan. Alle de følelser, der udspillede sig i Birk Larsen-familien i Forbrydelsen I i tilknytning til drabet og de mulige mistænkte, er her effektivt skrællet af. Følelserne og dermed også de melodramatiske momenter er henvist til forløbet omkring Jens Peter Raben (Ken Vedsegaard) og hans familie. Her fungerer de til gengæld i næsten klassisk udformning i forbindelse med en sandsynlig begået uretfærdighed og en deraf følgende indespærring. Trods dette er Forbrydelsen II en mere rendyrket thriller.


Seerne deltager i opklaringen på DR's hjemmeside

Det giver en anden rytme i dramaturgien, der indtil videre læner sig op ad Agathe Christies klassiske set up: Der er en gruppe på et bestemt antal - og hvis tur er det nu til at dø? Mange senere thrillere er bygget op over denne model, ofte i kombination med en kamp mod uret. I skrivende stund er der kun Jens Peter Raben tilbage fra den oprindelige gruppe. Der mangler fire afsnit, så det er indlysende, at der må ske overraskende drejninger i dramaturgien.

Pasbetjent på nulpunktet
Sarah Lund er efter sin udstationering hos paspolitiet i Gedser hentet tilbage på Politigården, forsøgsvist tilkaldt af Lennart Brix, der nu er forfremmet fra vicedrabschef til drabschef. Det er en diskret markering af det tidsrum på to år, der er gået siden sidst - og af belønningen for at skive Lund af dengang. Selv om Lunds islandske sweater er skiftet ud med sweatere i forskellige farver, er hun om muligt endnu mere mut, indesluttet og umeddelsom end tidligere.

Det gælder både i forhold til sin familie og i forhold til den nye samarbejdspartner, Ulrik Strange, hvis venlige kontaktforsøg konstant afvises, men som hun på den anden side har brug for professionelt. Hendes reaktioner er måske ikke så mærkelige endda. Strange har jo overtaget hendes gamle job som vicekriminalkommissær, og hun har dårlige erfaringer med et kollegaparløb fra tidligere, hvor hun også først forsøgte at lægge afstand, og hvor det mislykkedes.

Trods Lunds ihærdige distanceringsforsøg er der da også allerede nu faresignaler i forhold til Strange. Hun lægger faktisk op til en gentagelse af relationen til sin gamle partner Jan Meyer. Også ham afviste hun - samtidig med, at hun inddrog ham, hver gang hun selv var i knibe. Strange bliver udsat for samme mekanisme. I en situation, hvor hun - igen - er sat af sagen (i del 6) ringer hun som en selvfølgelighed til ham og beder ham følge op på det spor, som ledelsen har besluttet sig for at droppe, men som hun ved er det rigtige.

Alt ved det gamle - bare værre
I forbindelse med familien skæres hendes ensporethed ud i pap. Når den altid optimistiske mor, der nu bliver gift, giver hende besked om, at gommen ikke tåler nødder, kan man være 100 procent sikker på, at Lund køber en nøddekage, der forårsager et allergianfald hos den rare mand. Alene det, at det er moren, der bliver gift, og ikke hende selv, sætter hendes situation i relief.

Forholdet til den nu 17-årige søn er så kuldslået, som det kan være. Der kommer i det hele taget kun nogle mekaniske sætninger frem, når Lund optræder i privatlivet, og hun har altid travlt med at komme af sted. Vi er altså fortsat på det nulpunkt, som Forbrydelsen I sluttede med. Den eneste variation er, at moren i modsætning til før lader til at acceptere det. Til brylluppet reagerer hun med en kvik bemærkning om, at sådan er kvinderne i vores familie, da Lund, der har lovet at være toastmaster, udvandrer.

Hvad Sarah Lund angår, er alt således ved det gamle - bare værre. Hvor hun tidligere havde følelser, har hun nu totalt amputeret sit følelsesliv såvel som sit privatliv, der er reduceret til et absolut minimum. Hun har bevaret sin intuition, sin sans for logik og skæve sammenhænge og er dermed fortsat et stærkt kort i opklaring af utraditionelle forbrydelser. Men hun er fortsat lige så lidt holdorienteret i sin efterforskning som før, hvilket gør hendes position udsat. Hun har svært ved at finde alliancepartnere og er dermed så isoleret som nogensinde, både i sit arbejdsliv og i sit privatliv. Ene, men ikke særlig stærk.

Uspiseligt sammenbidt
Lund repræsenterer klart nok det kvindelige modstykke til den sædvanlige mandlige efterforsker, der ligesom hende brænder alle sine privatlivsrelationer af, men netop som enegænger opklarer sine forbrydelser. Intuitionen og det utrættelige engagement dag og nat er fællesgods. Jane Tennison leverede en anden udgave af samme model i 1990'ernes britiske Prime Suspect. Det har den fordel, at der i det mindste ikke trædes rundt i et langvarigt, usandsynligt kæresteforhold, som det var tilfældet i Forbrydelsen I.

Er karakteren Sarah Lund så troværdig? Lund spilles med sammenbidt energi og uden antydning af et smil af Sofie Gråbøl, der er en meget overbevisende skuespiller. Hun forsvarer Sarah Lunds selvamputering som psykisk forsvarsreaktion, selv om den er vanskelig at håndtere, fordi karakteren bliver mere endimensional og følgelig mindre spændende. Også hendes evindeligt udsatte og marginale position gør hun genkendelig i lyset af, at Lunds grundlæggende drivkraft er kampen for et come back. Som hun selv udtrykker det over for Brix, er opklaring "det, jeg kan". Der er et langt udtrukket spændingsmoment indlejret: Hvad bliver udfaldet på kampen - anerkendelse eller fortsat marginalisering?


Forbrydelsens første offer, på besættelsestidens henrettelsesplads. Foto fra DR's hjemmeside

Aktuelt stof i fiktionen
Virkelighedsrelationen er ændret. Forbrydelsen II henter meget af sit materiale fra virkeligheden og sætter det sammen på en måde, der passer ind i thriller-dramaturgien. Hvor Forbrydelsen I opererede med parallelverdener, der spejlede hinanden, indrammet af en fælles målrettethed, er der her tale om mere direkte relationer mellem det politiske niveau og det forbryderiske.

Det er slående, at der i receptionssituationen har været så righoldigt et materiale at øse af. Det er usædvanligt, at aktualiteten i fiktion topper efter produktionsdatoens udløb. Producenterne har næppe kunnet forudse dette, men det viser i hvert fald, at de tendenser, de har haft fat i, er solidt forankrede i elementer fra virkeligheden. Det er lige før virkeligheden overtrumfer fiktionen.

Pressemateriale fra oktober 2009
Lad os tage nogle artikler fra aviserne i oktober 2009 for at vise dette fænomen. En overskrift lyder: "Danmark betaler erstatning for død pige. For tredje gang under indsatsen i Afghanistan er civile dræbt" (Politiken d. 17.10.2009). Artiklen beskriver, hvordan en afghansk familie får udbetalt erstatning af den danske stat for tabet af en datter under danske soldaters beskydning af nogle Taleban-stillinger; oberst Henrik Sommer, der er talsmand for operationsdivisionen, kan ikke sige, hvordan det kunne ske: "Det er der ikke nogen præcis forklaring på".

Et andet eksempel: "Forsvarsskandalen efterlader et blødende sår. Pinligt: Jægerbog, fyringer i ledelsen og overforbrug rammer også soldaten, som skal passe sit job på Danmarks største arbejdsplads. Og der vil gå lang tid, før skaden er genoprettet, vurderer folk omkring forsvaret" (Nordjyske 11.10.2009). Artiklen retter et skarpt angreb mod de løgne, fortielser og fordrejninger af sandheden, der blev konstateret i Forsvaret efter lanceringen af Thomas Rathsacks bog I krig med eliten.

Jeg kunne faktisk blive ved, men et tredje eksempel fra samme måned må være nok. Her er overskriften "Ministeren, der ville være ven med alle." Underrubrikken lyder: "Søren Gade er ude i den største krise i sine fem år som forsvarsminister. Forsvarets løgne og fortielser rejser spørgsmålet om, hvad der er den politiske chefs ansvar. Flere mener, at han kun har overlevet, fordi han har en ganske særlig evne: Han er venlig" (Politiken 11.10.2009).

Presse, politik og plot
Disse eksempler understreger aktualiteten i plottet i Forbrydelsen II. Her har vi på det politiske plan en nytiltrådt justitsminister, Thomas Buch (Nicolas Bro med stor autoritet). Han vil gerne have et bredt forlig om en terrorpakke og dermed være ven med alle i stedet for kun med "Folkepartiet" - måske et lidt for gennemskueligt navnevalg. Dansk Folkepartis Søren Espersen har da også allerede reageret.

Forliget modarbejdes imidlertid af en lang række løgne, fortielser og fordrejninger af sandheden, der hænger sammen med en bestemt, to år gammel, mørkelagt sag. Og denne sag drejer sig om, at civile under indsatsen i Afghanistan er blevet dræbt af danske soldater. Der er åbenbart foregået noget, som nogen ikke vil have frem. De løgne, fortielser og fordrejninger, der efterhånden afsløres på det politiske plan, har deres håndfaste pendant i de mord, der begås på danske soldater med tilknytning til den dystre begivenhed i Afghanistan.

Hvorfor er sagen mørkelagt? Hvem har vidst hvad om sagen på hvilket tidspunkt? Hvilken rolle har Buchs forgænger som justitsminister, Monberg, spillet - og er det mord eller selvmord, der bevirker, at Monberg ved afslutningen af afsnit 6 er ude af stand til at afsløre sandheden? Hvem står bag mordene og hvorfor? - Det kan man læse mange gisninger om på DR's hjemmeside om serien.

Jeg vil foreløbig nøjes med at konkludere, at sammenføjningen af de to niveauer er spændingsskabende, ambitiøs og vellykket. Relationen til virkeligheden er realiseret på en måde, der overtrumfer i hvert fald mine forventninger.

Relaterede artikler

Forbrydelsens forbrydelse - Kforum bad Professor Gunhild Agger gennemgå DR’s føljeton Forbrydelsen. Hun mener forbrydelserne fortsætter, selvom Forb...
Den som dræber spændingen - Det er ærgerligt, men TV 2's stort lancerede krimithriller ’Den som dræber’ er klicheernes holdeplads. Det gør det til e...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 20. juli

SoMe-medarbejder

Frist: 31. juli

Content Marketing-medarbejder

Frist: 13. juli
Se alle job Indryk job

Netværk

Presseansvarlige

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.