PowerPoint Is Evil

Skrevet af

David Michelsen

43 artikler

0 indlæg

Med den personlige computers udvikling og opfindelsen af programmer som PowerPoint har præsentationsteknik undergået en revolution. En kendt grafikers angreb på disse computerstyrede diasshows giver anledning til at overveje muligheder og begrænsninger i, at enhver taler kan blive sin egen AD'er og belægge hvert et ord med plancher. K-forum beskriver fænomenet i en PowerPoint om PowerPoint. Vedlagt er her noterne til de relevante slides. PowerPointless?

Her kan du naturligvis læse denne artikel som et PowerPoint slideshow.

1984 - opdagelsen af Powerpoint
For 20 år siden var det ganske udbredt: skulle man holde oplæg for en mindre gruppe, kunne man bruge en blok på et stativ eller en hvid tavle og nogle farvede tusser; var der tale om en større forsamling, var OHP'en den oplagte løsning. Således havde enhver oplægsholder, der måtte have brug for at illustrere sine pointer grafisk, gode muligheder at nå sine tilhørere. I 1984 gjorde Microsoft imidlertid et køb, der med tiden skulle gøre tavlen til et oldtidsfund og OHP'en til en kuriositet. For man erhvervede sig rettighederne til et program, som har udviklet sig til det, vi i dag kender som PowerPoint, og som er ophav til mangen en præsentation i virksomheder og organisationer verden over. Det er nu blevet enhver beskåret at lave en præsentation, der ser professionel ud, og som afvikles af en computer med et tryk på en knap — med lydeffekter og det hele. Og det hvad enten man er skoleelev eller administrerende direktør.

PowerPoint is Evil
Går teknologi og demokrati hånd i hånd i formidlingens tjeneste? Gør slideware os alle til supertalere?
Er alt vel? Nej ifølge Edward Tufte, som er æstet, grafiker og forfatter til flere bøger om layout og design med særligt henblik på informationsgrafik. I et essay om PowerPoint retter han et frontalt og ganske skarpt angreb på Microsofts program og på præsentationsprogrammer i det hele taget.






















On message: mourners were impressed by the eulogy’s sensitive use of concise summary data in an easy-to-absorb format.

Lav opløsning, flakkende og ustabil fremstilling
Det er for det første et problem, at dias fremstillet i PowerPoint har en ganske lav opløsning. Papir kan give langt mere detaljerede fremstillinger, som menneskets øje og hjerne opfatter uden besvær. PowerPoints dias derimod rummer ikke megen information, og det fører typisk til overgeneraliseringer i sloganstil, mangelfulde belæg og abrupte og tynde argumenter. Sande påstande er, mener Tufte, ganske enkelt for lange til et dias. Som følge heraf bliver præsentationer i PowerPoint ofte meget lange: taleren må simpelthen dele sin information op i en lang række af dias for at få det hele med. Når man bruger PowerPoint, må man ofte skifte dias, og det medfører en mere flakkende og ustabil fremstilling.

De laveste fællesnævner
Men hvad værre er: den lineære sekvens, præsentationen dermed kommer til at udgøre, besværliggør forståelse af dybere, mere komplekse sammenhænge. Tufte mener, at den visuelle tilegnelse foregår lettere, hvis den sker i en ubrudt flade end over mange dias med ringe information på hver. Det gælder særligt i forhold til statistiske data. Tufte har i bøger om programmet set 217 forskellige grafikker og regnet ud, at de gennemsnitligt baserer sig på tolv tal, mens der til sammenligning fx er ti gange så mange tal i en grafik i New York Times.

De sølle 40 ord
Nu kunne man tro, at grafiske præsentationer som sådan betragtes som et forstyrrende element i forhold til talen. Almindelig tale kører imidlertid heller ikke på en særlig høj båndbredde (100-160 ord i minuttet), og derfor skal det visuelle være noget mere. De grafiske fremstillinger i PowerPoint består imidlertid ofte af ord: ifølge Tufte i gennemsnit sølle 40 ord. Et billede eller en planche kunne jo have sagt mere end selv tusind ord. Disse fremvisninger underminerer derfor troværdigheden: udelader taleren noget? tror han virkelig, at vi er så dumme? Tufte mener, at det er en fordom, at det letforståelige også er simpelt og enkelt: at “less is more”.

7-plus-minus-2
Men sådan er det ikke: “less is a bore”. Betydning opstår ved at se ting i en sammenhæng. Jamen, mennesket kan kun kapere 7-plus-minus-2, vil man måske hævde. Sludder, siger Tufte: det menneskelige øje “ræsonnerer” udmærket, fx ved at glide hen over rækker med tal, det være sig i dødsstatistikker eller køreplaner, men den slags tillader Microsofts format kun dårligt.

Bullying?
Et andet problem ved PowerPoint er, at programmet inviterer til en overdreven brug af punktopstillinger.

· Med små prikker eller stjerner eller lignende anføres
· nogle informationer på listeform,
· men den mudrer mere, end den klargør

— svarende til ovenstående noget overdrevne eksempel. Punktopstillingerne giver en falsk følelse af struktur og beror ikke på nogen egentlig analyse. Punktopstillinger kan bruges i forhold til sekvenser eller prioriteter eller om et (som regel uspecificeret) fællesskab i en gruppe, men ifølge Tufte er punktopstillingens tyranni så udbredt, at punkterne ikke bruges til at bringe en i materialet eksisterende orden frem. I stedet bliver de brugt som en prokrustesseng, der bryder materialet op i en arbitrær orden. Virkeligheden passer ganske enkelt ikke til et dias fremstillet i PowerPoint.

Historien mellem punkterne
En punktopstilling deler op og fjerner noget essentielt: narrativen mellem punkterne. Den kan den mundtlige fremstilling naturligvis levere, men hvorfor så overhovedet dele fremstillingen mellem dias og tale — når taleren som regel alligevel blot læser punktopstillingerne op? Programmets punktopstillinger
appellerer derfor, ifølge Tufte, til den dovne taler, som gerne vil give et velordnet udtryk. Effekten er, imidlertid, ganske overfladisk — hvis ikke ligefrem kaotisk.

Hurtigt, let og lækkert
Et PowerPoint-show kan man lave meget hurtigt, fordi programmet tilbyder brugeren en række standardværktøjer. Der er clip art, skrifttyper, baggrunde, diagrammer, effekter og mange andre muligheder, men som det formuleres: “If your words or images are not on point, making them dance in color won't make them relevant” (p.22). Det færdiglavede design, PowerPoint leverer, er let for taleren, men det går ud over både indhold og tilhørere. Ifølge Tufte optager ligegyldig pynt, elendig formattering og andet grafisk ragelse alt for megen plads og opmærksomhed til skade for muligheden for at ræsonnere ved hjælp af den grafiske fremstilling.

Respekten for publikum
Helt i sænk skyder Tufte dog ikke PowerPoint. Det er en god fremviser af materialer med en lav opløsning, men ellers mener han, at det er bluff. I stedet anbefaler han, at man uddeler materiale til sit publikum: det er både seriøst og troværdigt — og dermed mener han ikke ligefrem, at man skal bruge PowerPoints indbyggede mulighed for at få lavet “handouts”.Graferne, tabellerne, de tekniske tegninger, koreografien, udkastet til et nyt designprogram eller hvad det nu måtte dreje om skal ud til publikum i sin helhed. Showet og taleren har magten som Stalin med PowerPoint, så Tufte mener, man bør involvere sit publikum og give det lidt af kontrollen tilbage.

300 millioner mennesker bruger PowerPoint
PowerPoint og Microsoft tilføjes næppe de store sår af Tuftes sværdslag. Det anslås, at over 300 millioner mennesker bruger programmet på verdensplan, og i markedsandele er man nær de 95% (Corel har, vistnok, lavet et program, der hedder Presentations). Ikke desto mindre er Tuftes kritik af den lave opløsning, de uendelige punktopstillinger og det grafiske ragelse ikke forblevet uhørt. Andre kritiske røster har blandet sig i koret, og flere indvendinger mod programmets stedse større dominans i det offentlige liv har kunnet høres.

Fremmedgjort og homogeniseret
Det er fx blevet fremhævet, at programmet, der jo ikke blot styrer og strukturerer talens planlægning, men også dens fremførelse, virker fremmedgørende. Den umiddelbare relation, der eksisterer mellem taler og tilhører i et optimalt kommunikativt forhold, forsvinder — eller kompliceres i hvert fald af teknikken. I USA er det således i flere menigheder gængs praksis, at prædikenen eller salmesangen ledsages af PowerPoint-præsentationer: thi Dit er riget, magten og æren i al evighed...

Spildt æg på slipset
Derudover er — og det drejer sig især om amerikanere, da udviklingen herhjemme er en kende langsommere — nogle forretningsfolk og andre, der er bekendt med præsentationsteknik, begyndt at vånde sig over homogeniseringen af den offentlige talekunst. Til trods for de tilsyneladende endeløse muligheder sniger der sig efterhånden en vis konformitet ind i præsentationerne, og når man har set den samme “Screen Bean” mange gange (hvis læseren har set en af Bellevilles forsimplede figurer, er hun ikke i tvivl om, hvad en “Screen Bean” er), kan selv de mest begejstrede have fået nok for en stund. Men ved nogle konferencer er PowerPoint-præsentationer blevet så konventionaliserede, at det ikke at bruge fidusen er blevet sammenlignet med at dukke op uden sko på — eller med spildt æg på slipset.


At håndtere kompleksitet
Studerende på nogle universiteter forlanger ligefrem forelæsninger i PowerPoint-format — lige til at downloade når man kommer hjem på kollegiet. Det kan være pædagogisk nyttigt, og præsentationsteknologi kan have en klargørende og strukturende effekt, men samtidig må det erkendes, at et diasshow betegner en tilbagevenden til en noget mere gammeldags, docerende form for pædagogik. Programmets indbyggede sekventialitet (og oplægsholderes tendens til at følge den slavisk) fremmer ikke just elevaktiverende undervisning eller problematiseringer.

AutoContent Wizard
Diasshows er mere egnede til præsentationer end til diskussioner, men verden er ikke altid lige så simpel som tre punkter pro og tre punkter contra, eller hvad programmet nu kunne finde på at bede om (det var oprindeligt en joke, men Microsoft har opfundet en såkaldt “AutoContent Wizard”, der kan levere præfabrikerede sekvenser til “enhver” lejlighed). Verden er kompleks, og da særligt den verden universitetsstuderende beskæftiger sig med: litteraturen, finansmarkedet, sygdomme og trosspørgsmål er komplekse forhold — det er punktopstillinger på dias ikke.

Debat og demokrati
Som så mange andre fænomener i USA har PowerPoint fået sine tilhængere og kritikere, organiseret i hhv. fanklubber og hadeselskaber. Imidlertid er tendensen p.t. til kritikernes gunst, efter at det tavse flertal i to årtier har båret Microsoft frem til den knusende dominans, som firmaet nu udøver.

Kritik af Tuftes kritik
Og som i så mange debatter er der noget om begge siders synspunkter. Tufte og andre peger med rette på nogle ømme punkter hos PowerPointerne, som ikke synes at forholde sig tilstrækkeligt individuelt og opfindsomt til det redskab, præsentationsprogrammet er, og bruge det konkret i forhold til den givne kommunikationssituation. På den anden side overbetoner Tufte det enkelte dias ved at insistere på dets æstetik og undervurderer formentlig den mundtlige kontekst, det dog skal forankres i — her overser grafikeren, at der er tale om brugsgrafik, ligesom der er tale om brugsretorik: ikke om talekunst, der skal genopleves om 100 år.

PowerPoint kan måske få nogle nye talere frem i offentligheden, og det er, forhåbentlig, sundt for demokratiet. Men PowerPoint er ikke det eneste instrument, man kan bringe i anvendelse, hvis man skal tale i en forsamling: det bør ikke mindst uddannelsessystemet være opmærksom på, hvis man ønsker at styrke folks kommunikative kompetencer. En pointe mere kompliceret end en PowerPoint Slide.


Tufte on Tufte:

Edward Tufte has written seven books, including Visual Explanations, Envisioning Information, The Visual Display of Quantitative Information, and Data Analysis for Politics and Policy. He writes, designs, and self-publishes his books on information design, which have received more than 40 awards for content and design. He is Professor Emeritus at Yale University, where he taught courses in statistical evidence, information design, and interface design.


http://www.edwardtufte.com/tufte/


Edward Tufte (2003): “The Cognitive Style of PowerPoint”. 24 sider, Graphics Press: Cheshire.

Edward Tufte (1990): Envisioning Information. Graphic Press: Cheshire.


Edward Tufte (2003): “Powerpoint Is Evil”.


Edward Tufte (1983): The Visual Display of Quantative Information. Graphic Press: Cheshire.

Read Ian Parkers essay ABSOLUTE POWERPOINT from The
New Yorker, May 28, 2001 in pdf




Relaterede artikler

Tænk 2x2 - Forfatterne til "The Power of the 2x2 Matrix" med undertitlen "Using 2x2 Thinking to Solve Business Problems and Make Be...
Pimp up dine PowerPoints - Trænger dine PowerPoints til lidt lir? Kforum har samlet 11 slides, som vil gøre det hele lidt mere lækkert og klogt. Hu...
Dum, dummere, diagram - Kender du den dumme følelse af ikke at kunne forstå et diagram? Efter tusinde af sider og utallige læsninger må du bare ...
Vind trods modvind - Du står og taler, og den irriterende nar på første række bliver ved med at afbryde dig. Ingen tvivl, du er i seriøs modv...
10 ting Hans Rosling har lært os - Hans Rosling var en forrygende taler og formidler af videnskabelige statistikker og har formået at være blandt de 25 mes...

Giv din stemme

6 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Tekstforfatter

Frist: 1. december

Praktikant

Frist: 27. november

Digital projektleder

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.