Jørgen Poulsen er ifølge Ekstra Bladet brudt sammen. For to måneder siden var han toppen af mediedanmark. Det bekræfter endnu engang, hvor svært det er at gå ind i politik, hvis man ikke er flasket op inden for Christiansborgs tykke mure.
Spørgsmålet om Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse på 750.000 kr. kan efter manges opfattelse koges ned til ét enkelt spørgsmål: Er det foreneligt med hvervet som generalsekretær for Røde Kors at være medlem af Folketinget?
Det har Jørgen Poulsen selv svaret på i Politiken, hvor han erkendte, at det ikke var muligt. Man skal forestille sig, at Jørgen Poulsen som integrationsordfører skulle være med til at diskutere løsninger, der ville få direkte afsmitning på situationen i de asylcentre, som Jørgen Poulsen samtidig ville være øverste ansvarlig for. Det er helt uholdbart.
Hvis begge parter havde indset det i tide, havde man sat sig ned og fundet en løsning fra det øjeblik, hvor det stod klart, at Jørgen Poulsen var valgt ind i Folketinget. Men på det tidspunkt var parterne åbenbart ikke på talefod. Og derfor opstår sagen om Jørgen Poulsens dyrekøbte 750.000 kr.
Poulsen troede, han kunne gå på vandet
Men hvorfor kommer den så langt ud? Jørgen Poulsen troede måske, at han kunne gå på vandet, fordi han for to måneder siden blev kåret som den mest troværdige dansker inden for organisationsverdenen. Men troværdighed bygges op over lang tid og kan sættes over styr over natten. Jørgen Poulsen burde have vidst, at han ikke kunne føre kampagne for Ny Alliance, samtidig med at han var aflønnet af Røde Kors. Og da han én gang havde trådt forkert, kom han på Ekstra Bladets observationsliste. Fra det øjeblik var han jaget vildt, men som så mange andre kendisser før ham kunne han ikke håndtere overgangen fra central medieaktør til part i en speget lønsag med ham selv i hovedrollen.
Tendensen til manglende selverkendelse i forbindelse med skandaler har vi tidligere set hos andre politikere som Ritt Bjerregaard og Peter Brixtofte, og resultatet er ofte, at den involverede politiker taber stort. I modsætning hertil indså Hans Engell hurtigt, at han var færdig i politik, da han beruset kørte ind i en betonpille.
Jørgen Poulsen virker som en mand, der er uden for pædagogisk rækkevidde, når han siger, at hvis blot han havde fået orlov, så havde han aldrig krævet fratrædelse. For det første fremgår det af flere medier, at han først har bedt om at få orlov, efter at han blev fyret. Og dernæst: Hvordan skulle Røde Kors kunne bevilge sin øverste chef orlov? Det er den suverænt vigtigste post, og den skal naturligvis besættes med en varig kandidat. Endelig er Jørgen Poulsen 64 år gammel og dermed tæt på pensionsalderen i forhold til, hvad der er normalt i den type stillinger. Han kunne i værste fald først vende tilbage, når han var 68, og til den tid ville såvel hans uafhængighed som de sørgelige rester af hans troværdighed være væk, fordi han havde beskæftiget sig med partipolitik. Kun en fantast kan ræsonnere som Jørgen Poulsen har gjort, og det kan Røde Kors naturligvis ikke leve med.
For Jørgen Poulsen er denne sag ensbetydende med et ramponeret eftermæle. På toppen af det hele er han blevet undsagt af sin partiformand Naser Khader, og det gør næppe den trykkede stemning til gruppemøderne mere opløftet. Naser Khader har i fulde alvor foreslået, at Jørgen Poulsen burde donere sin fratrædelsesgodtgørelse til godgørende formål. Men ærlig talt, Naser Khader: Hvor var din egen dømmekraft, da du samlede penge ind til palæstinensiske børn, men glemte at oprette den fond, der kunne have adskilt pengene fra din egen privatøkonomi? Måske er det netop denne sag, der har bevirket, at Naser Khader nu føler, at han må slå ekstra hårdt ned på Jørgen Poulsen, men for alle andre virker det hyklerisk.
Røde Kors spillede det humanitære kort
Skal man finde et forsvar for Jørgen Poulsen, må man spørge, hvorfor det skal lægges ham til last, at han er ansat i en nødhjælpsorganisation. Hvis han havde siddet i et hvilket som helst andet job, havde han som det naturligste enten kunne have beholdt jobbet, fået orlov eller i det mindste en fratrædelsesgodtgørelse. Nu fremstilles det, som om fratrædelsesgodtgørelsen hentes i de raslebøsser, som de frivillige arbejder hårdt på at fylde op under de årlige landsindsamlinger. Sådan er det ikke helt, for Røde Kors har også andre indtægter i form af de tilskud, som staten giver til at drive asylcentrene. Derfor er det ikke kun støttekroner, der har finansieret Jørgen Poulsens fratrædelsesordning.
Røde Kors er de mest udsatte personers sidste skanse, og det giver i sig selv en enorm goodwill i befolkningen. Den position har Røde Kors udnyttet til fulde i sagen mod Jørgen Poulsen, for man har spillet det humanitære kort benhårdt ud mod den tidligere leder. Man har udstillet ham som en, der uretmæssigt modtager hårdt indsamlede penge til at forsøde tilværelsen. Dermed overtræder man en helt central grundregel, nemlig at personalesager aldrig diskuteres i medierne.
Til og med har man stik imod alle manualer ladet pressechefen stå for den eksterne kommunikation, og det på det værst tænkelige tidspunkt, for den normale pressechef Helge Kvam er tilsyneladende på orlov. Og det er mildest talt en katastrofe. Det er også sigende, at Røde Kors’ kommunikation falder fra hinanden i det øjeblik, Jørgen Poulsen ikke selv sidder for bordenden mere.
Dette citat viser meget godt, hvad problemet er:
»Jørgen Poulsen har set en mulighed for at få nogle penge, som vi ikke mener, han har ret til«, siger Hans Beck Gregersen. »Vores advokat har så efterfølgende meddelt, at det har han ret til, selvom vi stadig mener, at det ud fra en almindelig Røde Kors-tankegang ikke er et job, hvorfra man skal have en fratrædelsesordning med sig til et nyt job«.
Røde Kors-tankegang? Det begreb har vist ikke noget at gøre i det offentlige rum. Mon ikke Dansk Røde Kors skulle se sig om efter en pressechef med en lidt bedre dømmekraft?
For Røde Kors’ egen skyld – og dermed også de mange, som er afhængige af Røde Kors – burde det være indlysende, at man skal kunne tilbyde professionelle ansættelsesforhold. Det betyder blandt meget andet, at man undlader at komme i offentlig polemik om noget, der dybest set er en sag mellem Jørgen Poulsen og Røde Kors. Det usmagelige forløb falder tilbage på den øverste ansvarlige, der er ingen ringere end tidligere Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.
Journalisterne de eneste vindere
De eneste, der ikke taber på denne sag, er de mange journalister, der svælger i Jørgen Poulsens deroute. De har blot ventet på at kunne stikke kniven i Jørgen Poulsen, og det blev bedst illustreret af Politiken, der på forsiden af første sektion viste en tegning, der fremstillede ham på samme svinske facon, som nazisterne gjorde med jøderne i Tyskland i 30'erne. Her var jødestjernen dog skiftet ud med en raslebøsse. For at det ikke skal være løgn, var tegningen suppleret med en rubrik, der kundgjorde, at Jørgen Poulsen kun tænker på at læse børskurser og berige sig selv. Hvad tænker avisen dog på?
Klinisk rene linjer
Problemet Jørgen Poulsen er et udtryk for, at der i dag skal der være klinisk rene linjer i forhold til, hvilke interesser man repræsenterer i det offentlige rum. For 10 år siden havde Mimi Jakobsen ingen problemer med at være direktør i Scleroseforeningen, samtidig med at hun var medlem af Folketinget. Hvem ved, hvad der var af habilitetsproblemer? Og for bare 6 år siden pendlede Arne Rolighed frem og tilbage mellem Sundhedsministeriet og Kræftens Bekæmpelse. Det var åbenbart heller ikke noget problem, men hvem ved, om det ikke havde været det i dag. I dag kan medier og meningsdannere se hablilitetsproblemerne, nærmest før de opstår, og det er der efterhånden rigtig mange eksempler på. Senest sagen, hvor Henrik Qvortrup måtte trække sig som kommentator.
Levebrødspolitikere er ikke løsningen
Oprindeligt var tanken med folketingshvervet, at det skulle kunne passes ind ved siden af hovederhvervet, og aflønningen svarer derfor slet ikke til, hvad man kan få som leder i erhvervslivet. I dag har vi alt for mange politikere, der aldrig har prøvet andet end politik, og selv Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt har en rem af huden.
Sagen om Jørgen Poulsen rejser derved et principielt spørgsmål. Hvad betyder sagen for muligheden for at tiltrække kvalificerede personer med en baggrund uden for Christiansborgs tykke mure? Demokratiet stivner jo, når det er den samme type mennesker, der skal løfte udfordringerne, og det var det, Ny Alliance forsøgte at gøre noget ved. Det var befriende i starten, men nu drukner det hele i manglende styring og svigtende dømmekraft – navnlig fra partiets leder Naser Khader.
Det er i sandhed en sag med mange tabere.