Rødt kort til de politiske metaforer i arbejdstøjet på den lange bane

Metaforen fylder meget i vores sprog. Og heldigvis for det. Metaforen har nemlig den særlige egenskab, at den kan skabe nærvær. Med metaforen kan man altså tegne indre billeder og få noget til at trænge ind hos publikum. Det abstrakte kan gøres konkret, det ukendte kendt og det uforståelige forståeligt. Alt sammen ved hjælp af en metafor. Sikke en kraft.

Problemet er altså ikke selve metaforen. Derimod, at politikere, politiske eksperter og journalister tit er sjuskede, når de skal finde på metaforer. Og har de først fundet på en god metafor, genbruger de den ofte overdrevent og bevidstløst. Resultatet er, at metaforen bliver flad og fantasiløs. Den bliver til en intetsigende floskel, som ikke længere udfordrer vores indre billedverden, men keder os. Lad mig give tre eksempler.

Sportsmetaforen får det røde kort

Ingen anden type metaforik har indtaget den politiske retorik som sportsmetaforikken. Overalt i debatten hører man metaforer, som leder tankerne hen i sportsarenaen. Tænk bare på 'kaste håndklædet i ringen', 'skyde over målet' eller 'sparke til hjørnespark'.

Især 'bane-billeder' fylder i debatten. Der tales om 'den korte og lange bane' (sikkert affødt af udtrykket 'på kort og langt sigt), der tales om forskellige 'banehalvdele', og ganske ofte tales der om 'baner, der kridtes op': ”Venstre kridter banen op til valgkamp” (Ritzau 8.9.2014), ”EU-topkandidater kridter banen op” (JP 6.4.2014), ”Kamplysten Thorning kridter banen op” (Børsen 8.10.2014). Metaforens betydning er her ret nem at tolke: Når banen kridtes op, gøres der klar til kamp. Hvis det er det budskab, man gerne vil have igennem, er metaforen sikkert fin nok. Men hvis man også gerne vil skabe nogle billeder hos modtagerne, som er, hvad den gode og friske metafor potentielt kan, er opkridtnings-metaforen temmelig slap.

Transportmetaforen skal bremses

En anden type metaforik, der er på vej til at blive en fast del af politikeres vokabular, er transportmetaforikken. Prøv bare at læse dette citat fra Venstres Inger Støjberg: ”Det ville være rigtig godt, hvis Venstre fik en hånd på rattet, for hvis man nu forventer, at der kommer 20.000 til landet i år, vil det ikke alene være en økonomisk belastning. Det vil også ændre et samfund med så mange asylansøgere” (JP 8.10.2014). 'Hånden på rattet' taler den politiske kommentator Søs Marie Serup også om: ”Men politikere vil gerne udvise handlekraft. Vise, at de har hånden på rattet” (BT 17.7.2014). 'Hånden på rattet' må altså forstås som den, der styrer og dirigerer. Betyder det så, at samfundet er et skib, som skal styres? Eller måske en bil? Og handler politik så om at få lov til at være kaptajn eller chauffør?

Det er ikke kun rattet, der har fået en plads i det politiske sprog. Også fodpedalerne speeder og bremse må være med. ”Man vil se en veltilrettelagt økonomisk politik, hvor man langsomt letter foden fra speederen i forhold til en periode, hvor investeringsniveauet har været rekordhøjt” (Børsen 25.8.2014). Sådan forklarer Socialdemokraternes Bjarne Corydon regeringens økonomiske politik. Venstres Ellen Trane Nørby bevæger sig i samme metaforiske automobilverden, når hun taler om økonomi: ”Danmark kan gøre svenskerne kunsten efter, men det kræver politisk vilje at holde fast i reformsporet. Den vilje har vi i Venstre, men desværre har regeringen flyttet foden fra speederen til bremsen” (tale ved åbningsdebatten 3.10.2013). Ellen Trane Nørby vil gerne blive i sporet, men regeringen træder på bremsen. Transportmetaforen kører derudad i højeste gear …

Beklædningsmetaforen skal afklædes

Den sidste metaforik, jeg vil nævne, er beklædningsmetaforikken ”trække i arbejdstøjet”, som er blevet fast jargon i det politiske sprog. Så meget, at man næsten skulle tro, at politikerne rent faktisk ikke kan arbejde, medmindre de har det famøse arbejdstøj på.

”Vi er da utrolig begejstrede for, at det kan lade sig gøre at holde fast på den energiaftale, og jeg går ud fra, at Konservative dermed også er klar til at trække i arbejdstøjet i forhold til at få de forhandlinger igennem, som vi er i gang med i øjeblikket, i en vækstaftale”. Sådan sagde Socialdemokraternes Benny Engelbrecht i Folketinget den 10. juni 2014. Af citatet fornemmer man næsten, at de forhandlinger, som Engelbrecht taler om, simpelthen ikke kan gennemføres, fordi Konservative endnu ikke har formået at troppe op i det rigtige outfit.

Det vil Konservatives Lars Barfoed dog ikke have på sig, så han giver Engelbrecht tilbage af samme metaforik-skuffe. Læg mærke til, hvordan Barfoed folder beklædningsmetaforikken helt ud (mine markeringer): ”Jeg vil bare sige noget til hr. Benny Engelbrecht, som udtrykker en forhåbning om, at vi kommer i arbejdstøjet, når vi nu skal forhandle de her aftaler på plads – jeg går ud fra, at hr. Benny Engelbrecht hentyder til vækstaftalen. Der vil jeg bare sige, at Det Konservative Folkeparti har været i arbejdstøjet hele tiden. Vi blev indkaldt til et møde, sådan et indledende møde, af regeringen for at høre nærmere om regeringens position, og regeringen ville vel også høre vores position, og siden har vi simpelthen beholdt arbejdstøjet på. Vi har nærmest sovet med støvlerne på om natten for at være klar, hvis regeringen skulle kalde os til yderligere forhandlinger. Vi har ikke hørt ét ord om den sag fra regeringen i flere uger. Regeringen har lagt hele sagen på is, og det er det, der er for dårligt, altså at regeringen åbenbart har taget arbejdstøjet af og er trukket i nattøjet og er gået i seng for at sove, mens vi andre har siddet der med arbejdstøjet på og været parat til at gå i aktion. Så jeg håber, at regeringen nu får smidt nattøjet og kommer i arbejdstøjet, så vi får nogle forhandlinger, og så vi kan få en aftale om en vækstpakke”.

Så kom vi vist hele klædeskabet igennem. Komikken er ikke svær at få øje på.

Og så en lille bøn

Metaforer kan være fantastiske. Men som eksemplerne måske viser, er metaforer i det politiske sprog sjældent nogle, som politikere, eksperter og journalister helt selvstændigt og fantasifuldt finder på. Oftest overtages og genbruges metaforer som en jargon – og så bliver de slidte. Det er ærgerligt. Metaforens stærkeste virkning er nemlig, at den kan sætte et fænomen i et overraskende lys og vise tingene på en ny måde. Det er der, metaforen kommer til sin ret.

Og ja, selvfølgelig er det svært hele tiden at finde på nye finurlige sprogbilleder. Og ja, det vil nok være utopi at tro, at vi fremover vil høre en ny, spændende metafor, hver gang en politiker interviewes. Men hvor ville det dog være forfriskende, hvis det politiske sprog bare en gang imellem bød på andet end sport, transport og beklædning.