Læs Marcus Rubins svar på kritikken I dette efterfølgende debat indlæg

I gårsdagens Politiken kunne man læse et længere portræt af Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook. Portrættet er skrevet af avisens USA-korrespondent Marcus Rubin.
 

Det kunne man have tjent rigtig mange penge på. Ikke Facebook (jo, det kunne man også, men det er ikke pointen her), men på væddemål, hvis man havde sat penge på, at Marcus Rubin ville skrive en artikel om Zuckerberg.
 

Skræller, hvor andre skriver
For sådan er Politikens USA-dækning nemlig som oftest: Skriver de store liberale medier eller blogs i USA (NY Times, The New Yorker, Politico, RealClearPolitics, Huffington Post, Daily Dish) om en politisk eller kulturel tendens, så er det sikkert som ammen i kirken, at man inden for et par dage kan finde en større skrælning af historien i Politiken.

Som f.eks. i Politikens Zuckerberg-portræt, der er en nærmest kronologisk gennemgang af Jose Antonio Vargas’ artikel om Zuckerberg i sidste udgave af The New Yorker.

Marcus Rubin bringer intet nyt til portrættet. Ingen nye vinkler, ingen originale tanker. I stedet nøjes han med at viderebringe de eksakt samme personlige oplysninger (kæreste, uddannelseshistorie, familiebaggrund), de samme vinkler (Zuckerbergs ambition om et nyt, socialt internet, stridighederne om FB-ejerskabet) og de samme citater fra de samme personer, som Vargas har med i sit portræt. Ja, selv de samme detaljer fra Zuckerbergs Facebook-profil bruger Rubin – på trods af at han let selv kunne have tjekket Zuckerbergs profil, og på trods af at f.eks. oplysningen om, at Zuckerberg i protest skulle have slettet ”The West Wing” fra sine yndlings-tv-serier, ikke længere passer. Det var rigtigt, dengang Vargas skrev sin artikel, men efterfølgende har Zuckerberg tilføjet serien igen.
 

’Skrælninger’ af andre mediers historier er naturligvis ikke noget nyt, og det er heller ikke noget, kun Politikens USA-korrespondent gør. Men han gør det tit. Alt for tit. Foretager man en hurtig gennemlæsning, finder man ud af, at der i Marcus Rubins artikler kun ret sporadisk optræder kilder, som han selv har interviewet. De fleste er citeret fra andre journalister eller sat sammen i et løst potpourri fra diverse blogs, tv-programmer og internetmagasiner.
 

Rubin over en måned
Lad os tage et kig på den sidste måneds Rubin-artikler fra pol.dk: Et portræt af den britiske tv-vært Piers Morgan (12/9), der i høj grad bygges på portrætter og interviews i The Guardian, The Daily Telegraph og Sunday Times; en artikel om koranafbrænderen Terry Jones (9/9), der bruger Facebook, CNN, AFP og det lettere udefinerbare begreb ”de amerikanske medier” som kilder; en artikel om de Obama-kritiske Koch-brødre (4/9), der (igen) er en direkte skrælning af en populær New Yorker-artikel tilsat forskellige bloggerreaktioner; og om Demokraternes truende nederlag ved midtvejsvalgene (3/9), der bygger sin analyse på analyser i NY Times, Cook Political Report og RealClearPolitics.

Ingen af dem indeholder selvstændige interviews eller citater – ud over altså fra de forskellige blogs. Og sådan kunne man faktisk blive ved. Først den 15. august kan man finde en artikel, hvor Marcus Rubin selv har opsøgt og interviewet en person, den irske forfatter Joseph O’Neill. Det er over en måned siden. Resten er skrællet. Hvorfor indleder Politiken ikke bare et formaliseret samarbejde med The New Yorker i stedet for? Eller i det mindste linker til dem?
 

Skal jeg betale for det?
Det er selvfølgelig en stor del af en korrespondents arbejde at holde sig orienteret i de politiske diskussioner og at videregive disse diskussioner til os herhjemme. Og hvis en korrespondent primært holder sig til at skrælle blogs, internetsider og magasiner for indhold i sin dækning, er det for så vidt i orden – det er der intet lusket eller uvederhæftigt ved (selv om en diskussion om grænserne for skrælning måske kunne være på sin plads her). Men det bringer os efter min mening frem til et helt centralt spørgsmål, nemlig: Hvorfor skal jeg som læser betale for det?
 

Som almindelig politisk interesseret menneske, der har bookmarket både NY Times og The New Yorker, og som har The Daily Dish, Salon og Slate i sit RSS-feed, får jeg som regel intet at vide i Politikens USA-artikler, jeg ikke vidste fem dage i forvejen.
 

Selvfølgelig kan man ikke forvente, at Politiken kun skriver for læsere, der i forvejen følger med i amerikansk indenrigspolitik. Alle læsere skal kunne være med, kunne den helt rimelige forklaring lyde. Men hvorfor får jeg så stadigvæk en masse ud af at læse andre USA-korrespondenter som f.eks. Annegrethe Rasmussen, Minna Skau (Politikens uretfærdigt forflyttede USA-korrespondent før Rubin overtog posten) og Martin Krasnik? Det er jo heller ikke altid, at de indeholder eksklusive interviews og kilder? Nej, men de indeholder som regel en selvstændig vinkel, en original analyse eller en ny perspektivering – kort sagt noget, jeg ikke selv kunne have læst mig til ved at følge med i en håndfuld populære blogs. Og det betaler jeg gerne for.
 

Men som nævnt kan man ikke gå ud fra, at alle læsere abonnerer på blogs om amerikansk indenrigspolitik, læser nytimes.com eller abonnerer på The New Yorker. Og for dem kan det naturligvis være helt relevant at få at vide, hvad der rører sig i disse medier.

Men alligevel tænker jeg, om ikke en journalistisk dækning, der næsten udelukkende bygger på disse kilder, er et problem? Dels fordi den afslører sig selv som håbløst uambitiøs; dels fordi den illustrerer et symptom i det generelle mediebillede, hvor viderebringelse af historier fra andre medier fylder mere og mere i forhold til den personligt researchede historie; og dels fordi den meget hurtigt vil gøre sig selv overflødig, når vi læsere via internettet selv let kan finde frem til hovedhistorierne – der i parentes bemærket som oftest både er længere, grundigere og bedre skrevet end de hjemlige skræller.
 

Og her er vi måske ved hele humlen i denne sag: Hvad skal man som travl udenrigskorrespondent gøre, når læserne af ens avis har adgang til de selv samme medier, som man bygger sin research på?
 

Henrik Stangerup skrev engang om sin tid som korrespondent i Paris, at det bare gjaldt om at abonnere på en bunke udvalgte magasiner for at fremstå som en bredt orienteret korrespondent. Men i internettets tidsalder er det ikke nok. For nu kigger vi, læserne, med over skulderen.
 

Vil man som avis sikre sig, at jeg som læser fortsat gider læse de historier, ens korrespondenter sender hjem fra det store udland, må der være helt andre krav til historiernes dybde og grundighed, end den man f.eks. finder i Politikens Facebook-artikel. Der skal være selvstændige vinkler. Der skal være nye perspektiver. Kort sagt: God journalistik.
 

Der må være en grænse for skrælning: Og når det mere er reglen end undtagelsen, at artikler bygger på andre medier, er vi efter min mening langt over den. For ligger der ikke netop i jobbetegnelsen ”korrespondent”, at man går ud og formidler, hvad man personligt har oplevet – ikke bare, hvad man har læst på sin computerskærm?

Ellers giver svaret meget hurtigt sig selv på spørgsmålet, vi stillede før: Hvorfor skal vi som læsere betale for det? Nemlig: Det skal vi heller ikke.