Et par årsager er:
Identifikation
Det er langt nemmere for os danskere at identificere og relatere os til konkrete menneskelige tragedier, fejltrin, fodfejl og fejlskud – som narko, utroskab eller spritkørsel på forsiden af BT, når vi står ved pølsevognen – end til en sag om ulovlig sagsbehandling og procedurefejl i forbindelse med udviste statsborgere. I de store politiske skandaler og sager er kompleksiteten ofte så høj, at det sjældent bliver til et interessant samtaleemne hos bageren, i taxaen eller hos pølsemanden.
Splinten i vores eget øje
Vi danskere og medierne er optaget af sensationen, dramaet. De gode historier, som vi kan svælge og snage i. ”Gud, har du set, at ..?”, ”Var der ikke noget med ..?”, ”Har du hørt, at hun blev knaldet for ..?”. Politikere, som bliver taget med fingrene i kagedåsen eller er gået over den moralske normgrænse, bliver vores eget spejlbillede.
Vi måler ganske enkelt vores egen moral op mod deres. Med andre ord, så spejler vi os i politikerne – og håber på, at vores eget spejl ikke lyver, men vi glemmer dog ofte splinten i vores eget øje. I stedet har vi travlt med at gøre vores eget bord rent: ”Det er for galt”. ”Det kunne jeg aldrig selv finde på”.
Helt anden moralsk målestok
Det er lidt paradoksalt, at vi på den ene side gerne vil have ganske almindelige (jævne) mennesker af kød og blod på tinge. På den anden side, når så de træder et skridt forkert, er fejlmarginen langt mindre end for andre dødelige. De skal være über-mennesker med en langt højere moral, etik og standard end os alle sammen.
Vores forargelsesbarometer boner ganske enkelt langt værre ud, når hammeren falder for en kendis eller en folkevalgt, end når den falder for hr. og fru Danmark rundt om i de ganske danske stuer. Vi har en helt anden moralsk målestok over for politikere end over for andre mennesker. Helt generelt vurderer vi danskere politikernes omdømme, troværdighed og ry ud fra personlighed, menneskelige kompetencer, karisma og udstråling i langt højere grad end for de politiske resultater og embedsførelsen.
Derfor har de personlige skandaler langt større skadevirkning end de politiske. Det er de historier og fortællinger, vi husker. Hvem husker (ud over politiske aficionadoer) fx detaljerne i Tove Fergos ”økonomiske rod”, Svend Aukens ”dagpengesag” eller Hans Christian Schmidts
”miljøstøttesag”?
Vores tids gadespejl ved gadekærret
Vi lever i en pegefinger- og snagekultur. Ikke mindst med fremvæksten af gode sensationshistorier på de sociale medier. I gamle dage havde vi Maren ved gadekærret, som kunne fortælle alle røverhistorierne, rygterne og sladderen til nabokonen, postmanden eller slagteren. I dag er de sociale medier blevet hele verdens gadespejl af mytefortællinger og rygtebørser.
Og vi er optaget af menneskelige højresvingsulykker, og med nyhedsmediernes konstante breaking news-crawlere er vi altid på jagt efter en god og saftig sladderhistorie, hvor vi ikke altid uden de store overvejelser har travlt med at dyppe folk i tjære og rulle dem i fjer og udstille den menneskelige tragedie til offentlig skue – for fuld skrue. I vores samfund skal vi åbenbart helt ned og ligge under gulvbrædderne før folkestemningen – og sympatien – vender.
Kan vi træde et skridt forkert? Det kan vi. Det kan man. Det kan alle. Men jo mere kendt du er, jo tættere på er grænsen – og dydens smalle sti. Og jo mere du har trådt folk over tæerne gennem tiderne, uanset hvor meget det end var meningen, hensigten eller tilsigtet, jo hårdere er straffen, bøden, tilbagebetalingen.
Vi er en flok folkespyttere, når folk har kvajet sig. Foto: Scanpix.
Måske skulle vi skrue ned for dramaknappen og lige tænke over mennesket bag foreteelsen, lige sætte os i vedkommendes sted inden den store offentlige korsfæstelse og fordømmelse. Mennesker i krise har brug for hjælp og at blive mødt med forståelse. Ikke at blive trukket gennem sølet igen og igen. Det gælder både politikere, kendisser og os andre dødelige.
“Those who do not have power over the story that dominates their lives, power to retell it, rethink it, deconstruct it, joke about it, and change it as times change, truly are powerless, because they cannot think new thoughts.”