PLO og lægernes selvstændighedskamp
Er familielægen en hellig ko?

Skrevet af
Som lægesøn undrer praksislægernes konsekvente kamp for deres liberale erhverv og mod statslig kontrol mig ikke. Nok er lægegerningen affortryllet – men det bliver alligevel den profession, som regeringen får sværest ved at få moderniseret. Også fordi lægernes kommunikation egner sig godt til at vække befolkningens sympati og respekt.
”Nu går vi fallit – de gør os til offentligt ansatte”! Min ørelægefar rynkede sine mørke bryn og hamrede knytnæven i bordet som afmægtigt svar på Jens Otto Krags Røde kabinet med eks-kommunisten Aksel Larsen iblandt.
 
Min far var nært knyttet til sit lægeløfte, men foragtede formynderi og satte både sin professionelle og personlige uafhængighed højt. Hjemmeværnsgeværet stod altid klar i kælderen, og da han mange år senere modtog sin folkepension, blev den sendt retur.
 
Kampen for selvstændighed var også levende hos de andre praksis- og speciallæger, der kom i hjemmet. Deres standsbevidsthed og værdisammenhold – f.eks. afstandtagen fra kvaksalveri, anti-psykiatri og al overdreven føleri – var fælles gods.
 
Jens Otto Krag og hans regering moderniserede i sin tid sundhedsvæsenet under stor protest. Der både var og er en næsten ukuelig faglig stolthed blandt lægerne, som gør dem ekstremt skeptiske over for statsindblanding
 
Pligtopfyldende og fagligt stolt som doktor Hansen
Men iblandet den liberale selvforståelse var man også fælles om en helt modsatrettet social bevidsthed om vigtigheden af gratis og lige adgang til sundhed. Tanken om at tjene penge på merbehandling, som i Kennedys ellers beundrede USA, var uspiselig.
 
Utænkeligt ikke at give behandling straks til alle - og lige god til jørgen hattemager og kong salomon. Min far var nøgtern, præcis og kategorisk som familielæge Hansen i Matador.  Diagnosen var klar på få minutter, og han arbejdede flittigt fra kl. 8-18 inklusivelørdage. Søndag læste han så rub og stub i det Ugeskrift for læger, han sov med under hovedpuden.
 
Alle min fars forudsigelser om kollektivisering og statsovertagelse af praksis blev modbevist af virkeligheden, som 1960’erne skred frem. Vi gik ikke fallit. I 18 års-fødselsdagsgave fik jeg en ny Citroën – godt nok givet af min mor i den hensigt, at jeg skulle slå op med min kæreste (hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde). Det hele blev så økonomisk solidt og oplystlægeborgerligt, som det kunne blive.
 
Min far var nøgtern, præcis og kategorisk som familielæge Hansen i Matador.  Diagnosen var klar på få minutter, og han arbejdede flittigt kl. 8-18 inklusive lørdage. Det var dengang, lægerne nærmest blev betragtet som halvguder. Foto: Matador
 
Den lægeordinerede frihedstrang
Nu skal man aldrig hævde, at man kan forstå nutiden fuldt ud fra fortiden. Det er ikke længere alle praktiserende læger, som arbejder ikke i enepraksis, og de tager helt anderledes for sig af almindelige lønmodtagerlignende goder.
 
Og den hvidkitlede opfattes ikke længere som halvgud, mere som den avancerede håndværker, hun eller han er. Og man kan kritisere læger – hvilket de så bliver, om end med samme ambivalens som bankrådgivere, hvor den personlige oplevelse vejer tungere end almene principper. Nok kan vi forholde os skeptisk i forhold til erhvervet, men de fleste af os elsker stadig vores egen familielæge. Og praksislægen kender i mange tilfælde alle sine typisk 1500 sognebørn i et eller andet omfang – ikke kun på landet.
 
Men den stærke vægt på uafhængighed af statsmagten deler lægerne med andre liberale erhverv, f.eks. med de reelt i hver detalje stats- og EU-styrede landmænd, der så bare også paradoksalt nok råber endnu højere i protest mod hver ny regulering.
 
Selvom de hvidkitlede ikke længere opfattes som gennemført ærværdige halvguder, er de flestes gode oplevelser med (og afhængighed af) lægen stadig med til at forsyne lægerne med en heltestatus, der er svær at tage fra dem
 
Lægernes mareridt og Cepos’ våde drøm
Hvor meget praksislægernes eget råderum stadig betyder for dem, er kommet helt bag på alle politikere. For der har siden maj været fuld opbakning landet rundt til en bastant afvisning af regeringens bebudede forlængelse af overenskomsten med et år. Og lægernes svar er at true med at deponere ydernumrene, dvs. tilbagelevere deres licens, og derved ikke være bundet af forpligtelser og aftaler med det offentlige.
 
Det er sådan noget, der får Cepos til at drømme våde drømme. Drømme om, at lægernes aflevering af ydernummer kan betyde privatisering med fuld brugerbetaling på et marked på 8,5 mia. kr. Det ville være en liberalisering vildere end alt, der har stået i ti års strøm af kampskrifter fra Cepos.
 
Dette er dog formentlig reelt et mareridt for praksislæger, der trods deres besyngelse af vigtigheden i at bevare lægestanden som ”liberalt erhverv”, aldrig har prøvet noget, der minder om fuld konkurrence. De ville skulle give afkald på deres årlige startgebyr på 625.000 kr. – noget af en slat for bare at være til stede – og kunne så derefter begynde at underbyde hinandens priser på behandlinger. Men så vidt kommer det næppe.
 
Hvis lægerne afleverer deres ydernumre og på den måde bryder med deres forpligtelser til det offentlige, kastes de ud i noget, som er Cepos’ våde drøm, men som nok reelt er deres eget mareridt. Foto: Lars Krabbe for Politiken
 
Statsgaranteret liberalt ta’ selv-bord
Hvad enten de kan lide at høre det eller ej, har lægerne længe kunnet skumme fløden af at være i et liberalt erhverv formelt set – bare uden konkurrence. Næsten alle ”kunder” er blevet henvist per automatik.  Praksislægen har samtidig kunnet hævde at have egen praksis og læne sig op ad en fælles 100 procent-foreningsorganisering og -styring af alle læger, fordi standsforeningen, Praktiserende Lægers Organisation (PLO), var den nødvendige indgangsdør til et ydernummer.
 
Og amterne har siden 1960’erne, også for de ekstremt højtlønnede sygehuslæger, været dårlige arbejdsgivere, fordi de hellere ville udvide hele sundhedssektoren end at holde lønnen nede. Nu går den ikke længere. For modparten, regionerne og staten har en anden dagsorden.
I det lovforslag, Astrid Krag i slutningen af maj efter den nuværende høringsfase præsenterer i Folketinget, står der, at man vil:
  • sikre at også yderområderne dækkes – og her må Venstre og DF af deres vælgerhensyn nødvendigvis bakke op. Det kan ikke nytte, at lægerne har vetoret mod praksisplanen og f.eks. klumper sig i universitetsbyerne.
  • have moderniseret praksisformen, så større og evt. ikke-lægeejede lægehuse, der har åbent hver dag, kan varetage mere specialiseret og bred behandling også fra andre end lægeuddannede. I dag stimulerer honorarsystemet de 40 mio. korte kontakter med praksislægen.
  • sikre at behandlingerne følger best practice, ikke kun lægens vaner fra studietiden samt sikre elektronisk dokumentation, så patienter kan følges tværgående i hele systemet.
De tre forhold, hvor kernen er selvstændigheden i arbejdets planlægning og tilrettelæggelse, kalder praksislægernes formand, Henrik Dibbern, så henholdsvis statsstyring, bureaukratisering af lægearbejdet og unødig registrering af personfølsomme oplysninger.
 
Astrid Krag i praktik på Kolding Sygehus. Efter den nuværende høringsfase i Folketinget præsenterer hun i slutningen af maj et lovforslag, der forventes at møde stor modstand fra lægerne. Foto: dinby.dk
 
Doktor Hansen eller Doktor Grisk
Kommunikativt har konflikten indtil nu været meget mindre spektakulær, med færre manifestationer og annoncer og mindre øjeblikkelige konsekvenser for borgerne, end lærerkonflikten. Men man fornemmer dog samme stærke forsvars- og standssammenhold som folkeskolelærernes.
 
PLO har klogt og flittigt i deres konfliktannoncer, Facebook-side og underskriftsindsamling fremelsket billedet af familielægen. Vi skal vist tænke på Doktor Hansen i Matador, der tilser hver en familie hjemme og ikke på den lidt mere samlebåndslignende konsulation med diagnose og henvisning til medikament eller videre behandling. Men det virker, og regionerne har i al fald ikke været så dygtige som KL i forhold til skolelærerne til at prime den privatpraktiserende læge som en gammeldags, forandringsuvillig Doktor Grisk, der ikke vil betjene yderområder eller forny sin praksis.
 
Så jeg fornemmer, at PLO’s udlægningaf familielægen står lidt stærkere i opinionen, selv om alle eksperter siger, at store lægehuse med specialiseret faglig og mere bred viden samt effektiv behandling er fremtiden. For de mange sundhedsfaglige eksperter og mulige alliancepartnere fra Jes Søgaard til Kjeld Møller Pedersen og ngo’er fra Danske Patienter til Ældresagen har sagt, at nyorienteringen er fornuftig for samfund og læger.
 
Den defensive forsvarskamp kan kun lykkes, fordi vi holder endnu mere af og er mere fatalt afhængig af vores egen læge end skolelæreren. Vi er villige til at ofre ubegrænsede ressourcer på sundhed – i al fald på vores egen.
Og så er det svært at dæmonisere praksislægen, som vi bestemt ikke oplever som decideret doven – tværtimod kan alle have oplevet at være nummer syv i telefonkøen og i venteværelset, så personligt kan vi ikke se det produktivitetstab af den gammeldags organisering i enepraksis, som regionernes tal mener at blotlægge.
 
Praktiserende Lægers Organisations kampagneside på Facebook har et dygtigt samspil mellem saglige og følelsesmæssige argumenter. Foto: Bevar familielægen
 
Lægerne står stærkere end lærerne
Praksislægekampen er principielt interesant, fordi den handler om, hvem der overordnet skal bestemme – stat eller læge – og den aktualiserer dermed en masse grundlæggende ideologiske holdninger. Samtidig er forløbet meget åbent, som PLO’s ”afsløring” af Sundhedsministeriets strategioplæg viser. Det diskuterer bl.a. fem forskellige scenarier eller kampskridt for konflikten og arbejdsgivernes mulige modtræk.
 
Lægerne kommer før eller siden til at acceptere en ny model for blanding af frihed, stand og statsregulering. Og magthavernes beslutsomhed i forhold til moderniseringen med krav om mere transparens og højere produktivitet for færre penge vil kun trække i én retning. På den korte bane vil især dækningen af yderområder være et must.
 
Men praksislægerne har langt bedre chancer for at stå stærkt og bevare større selvstændighed i arbejdet, end så mange andre moderniseringstruede professioner. For det første fordi S og V ikke står så samlet som i tilfældet med skolelærerne.
 
PLO får noget at skulle have sagt
Regionernes formand, topsocialdemokraten Bent Hansen, gav i sidste uge den lidt usædvanlige – men formentlig taktisk kloge – melding i en konflikt, at man nok måtte komme PLO i møde på enkelte punkter. Og Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde udtalte kort efter, at statslig detailregulering og forestillinger om, at diske PLO som forhandlingspart ikke havde nogen gang på jorden.
 
Hvorfor bliver politiker-fronten her defensiv? Formentlig fordi de selv tror på myten om, at den ”selvstændige” familielæge er en hellig ko for befolkningen, trods dens samtidige svælgen i lægeskandaler. Og fordi sundhedspolitikerne af erfaring ved, at bare én ubehandlet patient altid kan blive tophistorie på tv-kanalerne under en konflikt.
 
Vi vil alle ofre alt på sygdom, når det gælder os selv. Så selv om vi skuler misundeligt og synes de tager vel godt for sig på lægens bord, så er det sådan, at når sygdommen banker på, elsker og priser vi vores ”familielæge”. 
 
Selvom Sundhedsvæsenet ofte er udskældt, er de fleste glade for deres egen læge, som de også føler sig afhængig af. Det kan styrke PLO ved forhandlingsbordet. Foto: Newspaq
 
Links:
 

Relaterede artikler

Lærerkonflikten udfordrer vores krigs- og kassetænkning - Folk, der normalt holder sammen, slås mod hinanden i kampen om folkeskolens udvikling. Og to sfærer – politik og overens...
Bliv hørt på de sociale medier - Sociale medier fylder godt i den politiske kommunikation. Politikerne bruger Facebook til at undgå kritiske spørgsmål fr...

Giv din stemme

32 stemmer
2,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 15. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.