Gode talere lytter - og læser selvhjælpsbøger...?

Pia Lauritzen anmelder Anders Stahlschmidts bog 'Lyt mens du taler'. Lyt til dig selv. Lyt til det, du taler om. Lyt til dit publikum. Og lyt til øjeblikket. Så bliver du en bedre performer.
En erfaren facilitator - min gode kollega og veninde - overvejer at skrive en bog. Hun er flere gange blevet opfordret til det af kunder og kolleger, der gerne vil vide, hvad det er, hun gør: Hvordan kan hun få en hel sal fuld af mennesker til at sænke deres parader og tale fra det sted, hvor de er allermest lydhøre og åbne over for at tænke og skabe nyt? Hvordan skaber hun den tillid, der skal til for, at folk deler deres bedste ideer – og sig selv – med personer, de dårligt kender eller måske ligefrem kender for noget dårligt? Hvilke metoder og teknikker bruger hun, og hvordan kan andre lære dem?  
 
Hvordan indgår man allerbedst i en relation med sit publikum? Kilde: GettyImages.
 
Problemet er, at den erfarne facilitator ikke ved det. Eller også er det slet ikke problemet, men pointen med det, hun kan og gør: at hun ikke gør det, fordi hun ved det, hun ved, men fordi hun er den, hun er.
 
Vær den bedste udgave af dig selv
Måske er det derfor, Anders Stahlschmidt har reserveret hele den første del af sin nye bog 'Lyt mens du taler' til ”den, du er”. Og selvom han lægger ud med at skrive, at ”du” ikke er centrum, og opfordrer taleren til at betragte sig selv som vært snarere end som æresgæst, så er hovedbudskabet i den første del af bogen, at gode talere lytter til sig selv.
 
Dét – skriver han sig frem til – skal dog ikke forveksles med det velkendte, men nytteløse: ”Du skal bare være dig selv”. For hvad er alternativet? Du kan jo ikke være andre end dig selv. Desværre kan du kun alt for let blive en dårlig udgave af dig selv, når du taler, og for at undgå det må du lytte: til 1) dig selv, til 2) det, du taler om, til 3) publikum og til 4) øjeblikket.
 
Hvordan du gør det – og dermed bliver ”dig i en sympatisk udgave, som andre kan lide” – er det, Anders Stahlschmidt nu tilbyder en opskrift på.
 
Anders Stahlschmidts 'Lyt mens du taler', Akademisk Forlag, 2015.
 
En hurtig og inspirerende bog
'Lyt mens du taler' er omgærdet af god energi. Forfatteren holder et højt tempo med talrige eksempler fra sit virke som studievært og underviser, og bogens inddeling i fire hoveddele, der én efter én behandler de fire områder, man skal være lydhør overfor, hvis man vil blive en bedre taler, virker godt.
 
Det bedste ved 'Lyt mens du taler' er dog hverken strukturen eller de mange resumeer og øvelser, der efterfølger hvert kapitel, men derimod de indsigtsfulde pointer, der vidner om mange års refleksioner over, hvad der virker og ikke virker, når man optræder som taler.
 
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har skrevet ”God pointe!” i marginen, og selvom nogle af rådene måske kan virke banale, så er det svært ikke at trække på smilebåndet af de billeder, forfatteren efterlader på nethinden. Som når han fx skriver: ”Du kan forestille dig, at du er så åben i dit kropssprog, at du vil være hundrede procent klar, hvis en af tilhørerne pludselig rejser sig og springer op i armene på dig. Du griber”.
 
 
Tal om hvad som helst
Anders Stahlschmidt er hverken bange for at vide bedre eller indrømme, at der er noget, han ikke ved. Og det virker stærkt. Men man kan godt komme i tvivl om, hvad det egentlig er, forfatteren ved noget om, og hvilken betydning, han mener, viden har for den gode taler.
 
Mine umiddelbare forventninger var, at jeg i bogens anden hoveddel, som handler om at lytte til det, du taler om, ville blive bekræftet i min egen overbevisning om, at ethvert stof har sit eget udtryk, som det er vigtigt at kende og være tro mod. Som taler skal man altså ikke bare lytte til sig selv, men også til de krav, stoffet stiller til den måde, man formidler stoffet på. Holder jeg et foredrag om spørgsmål, vil det fx virke mærkeligt, hvis jeg er fuldstændig afvisende over for de spørgsmål, publikum måtte have. Det ville måske ligefrem sende et signal om, at jeg ikke havde forstået det, jeg holdt foredrag om – at min viden om emnet ikke var tilstrækkelig.
 
Viden – eller mangel på samme – fylder imidlertid næsten ingenting i 'Lyt mens du taler'. Under "v" i stikordsregistret finder man ikke "viden", men derimod "vejrtrækning", "volumen" og "vilje", og bogen efterlader generelt et indtryk af, at viden er ligegyldig.
 
Om du har opfundet en vaccine mod kræft eller vil lykønske tante Olga med hendes 62-års fødselsdag, så er det afgørende ikke, hvad du siger, men måden, du siger det på – og om du (som det gentages et sted mellem 200 og 300 gange i bogen) har øjenkontakt med dit publikum. Det kan selvsagt virke provokerende på akademikere og andre fagfolk, der betragter deres højtspecialiserede viden som deres primære, hvis ikke eneste, ”license to communicate”. 
 
Det er ikke ligegyldigt, hvad du siger - selvom det selvfølgelig også er vigtigt, hvordan du siger det. Kilde: GettyImages.
 
”Du” er ikke hvem som helst
Men 'Lyt mens du taler' er – på trods af udgivelsen på Akademisk Forlag – heller ikke skrevet til akademikere (der at dømme ud fra forfatterens erfaringer ellers godt kunne trænge til et par basale talefif). Bogen er i det hele taget ikke skrevet til nogen bestemt, men til:
”Dig, der gerne vil tale uden manuskript eller PowerPoint, til dig, der veksler mellem at være oplægsholder og mødeleder, til dig, der gerne vil være bedre til at håndtere uforudsete forstyrrelser, mens du er på”.
 
Bogens publikum er altså ”dig”. Men hvem er ”du”?
 
Det spurgte jeg allerede mig selv om på side 24, og efter endt læsning er jeg stadig i tvivl. På den ene side kunne ”du” sagtens være mig, og på den anden side er der så stor afstand mellem forfatteren og mig, at jeg hverken føler mig talt eller lyttet til.
Som bog taler 'Lyt mens du taler' ikke mere til nogen end til andre, hvilket gør den sårbar over for sin egen pointe om, at hvis man prøver at kigge på alle, kigger man på ingen.
 
For kan ”du”, Anders Stahlschmidt, lytte til ”mig”, når vi ikke deler fysiske omgivelser, stof, publikum og dermed det øjeblik, al tale bør tage udgangspunkt i?
 
Hvem taler bogen til? Kilde: GettyImages.
 
Øjenkontakt med en bog?
Vi er tilbage ved min pointe om, at ethvert stof har sit eget udtryk, og at man derfor må lytte til de krav, stoffet stiller til den måde, man formidler det på.
 
Pointen er nemlig ikke, at der er noget galt med Anders Stahlschmidts budskab – som tværtimod virker velunderbygget og værdifuldt for alle, der gerne vil være bedre til at tale og præsentere – pointen er, at en bog måske ikke er den rette måde at formidle budskabet på.
 
Det spørgsmål, 'Lyt mens du taler' efterlader mig med, er derfor: Ville budskabet have virket stærkere, hvis bogen aldrig var blevet skrevet?
I modsætning til Anders Stahlschmidt har den erfarne facilitator fra indledningen besluttet sig for ikke at skrive den bog, som mange opfordrer hende til at skrive. Fordi hun – indtil videre – vurderer, at det vil hæmme hende i at være den, hun er: en, der lytter, mens hun taler.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job