Peter Wivel har i sin tid studeret klassisk filologi ved Københavns Universitet, men fuldendte dog aldrig studiet. Han blev i stedet ansat på Information i 1976 og var i et par år korrespondent i London og Paris. Siden blev han redaktør af kulttillægget ”Moderne Tider” og chefredaktør i perioden 1987-90. Dernæst gik turen til Berlingske Tidende, hvor han fungerede som redaktionschef med ansvar for udenrigsstoffet. Året efter blev han chefredaktør for Weekendavisen og slutteligt chefredaktør for Berlingske Tidende. I august i år fratrådte Peter Wivel denne stilling, men er stadig tilknyttet avisen som journalist.

Den demokratiske leder
Peter Wivel karakteriserer henholdsvis Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende som journalistisk meget frie arbejdspladser, da det journalistiske produkt og journalisten selv spiller en altafgørende rolle. ”Min opgave var netop at få talenter frem – få skabt fokus på selve produktet og ikke mindst den menneskelige faktor i journalistikken,” fremhæver Wivel. ”Det er sjovt at være chef, fordi man jo får et større klaver at spille på. Det vil sige, at man kan sætte flere mennesker i gang med at udforske en eller anden ting – eller fremme en eller anden holdning. Men i denne proces lægger jeg stor vægt på samarbejdet med medarbejderne – jeg er bestemt ikke en særlig autoritær leder.”

Det er for den garvede leder således centralt, at journalister får frihed til at udforske og skrive om de ting, som optager dem. ”For når man uddelegerer ansvaret, får man desto mere ansvarsbevidste og engagerede medarbejdere,” påpeger Wivel. Men det er samtidig afgørende, at journalisten har modet hertil, tilføjer han, og sammenligner i denne forbindelse journalisten med skuespilleren, der konstant må udstille sig selv. For i det journalistiske arbejde hører det med, at man ofte generer andre mennesker – ”og der kræver altså – foruden intellektuel indsigt – en vis portion mod,” pointerer Wivel. Ud over det faglige input er det derfor lederens opgave at give journalisten frihed til at sætte sit personlige præg og fremme hans/hendes mod til at kaste sig ud i vanskelige opgaver.

Debat – så det batter
Samtidig med at man giver sine medarbejder plads er det, for Wivel, også centralt, at man som leder af en avis giver plads til divergerende holdninger. ”Da jeg kom til Berlingske forsøgte jeg at åbne debatsiderne – og gøre debatten anderledes og meget mere rettet mod samfundsproblemer og intellektuelle problemer, som har med samfundets styring at gøre. Og jeg vil sige, at det er lykkedes – debatten er fuldstændig fornyet. Og på mange punkter har Berlingske overtaget Politikens rolle, som et meget vigtigt debatcentrum”, fremhæver Wivel. Og netop debat-vinklen er, ifølge Wivel, de skrevne mediers helt klare force. Her er det i langt større udstrækning muligt at føre en kvalificeret samfundsdebat, end det er i de elektroniske medier, som skal være hurtigere og mere underholdende.

De danske aviser har været truet de sidste 50 år. Da tv-mediet kom frem, mente man, at avisernes dage var mere eller mindre talte, eftersom dette medie var hurtigere, underholdende og mere fængende end aviserne havde mulighed for, fremhæver Wivel. Men han ser det som en kæmpe fejltagelse, når aviser prøver at efterligne det elektroniske medie. For den trykte presse er nemlig det optimale medium for fordybelse, debat og fastholdelse af ’brugeren’. Aviser er mere personlige og har meget mere med holdninger og identitet at gøre, hævder Peter Wivel. De er samlingspunkter for den offentlige debat – ikke mindst fordi der er kommet så mange tv-kanaler, at folk sjældent kan bruge det som fælles referenceramme.

Indlevelsen og fordybelsen er altså i højsædet hos Wivel, og derfor holdt han også mest af sine arbejdsopgaver og muligheder på Weekend-avisen. ”For der havde man tid til at bearbejde stoffet, og tid til at vælge – og ikke mindst vælge ting fra, selvom emnerne var ’oppe i tiden’. Det er sjovt selv at sætte dagsordenen – og behandle noget som ikke er tygget igennem i forvejen – og den vinkel mener jeg, at jeg viderebragte til de aviser, jeg har arbejdet på," forklarer Wivel.

Ikke partiernes pennefører
Men dermed ikke sagt, at man kan skrive hvad som helst. Ifølge Wivel må den gode journalist ikke være partipolitisk i sit arbejde. Det er meget vigtigt, at formidleren af et stof ikke skriver på andres vegne – et partis eller en bevægelse, påpeger han. Men avisens politiske orientering må dog gerne skinne igennem via leder-kommentaren.

En god avis afhænger primært af, at de ansatte besidder en høj grad af troværdighed – og denne troværdighed er bundet til deres person. Således er det naivt at forstille sig at journalistik på nogen måde er objektivt. Men formidling kan være mere eller mindre grundig og hæderlig, understreger Wivel. ”Engagementet må dog være åbenlyst til stede – ikke mindst i form den vægtning og sortering, man foretaget af sit stof”, tilføjer han. ”Journalistik uden engagement og personlighed, har jeg svært ved at forestille mig kan være god journalistik”.

Historien om Riffelsyndikatet
I december 1999 opstod der en del intern røre på Berlingske Tidende, da tre journalister satte fokus på erhvervslivets rolle under 2. verdenskrig. Wivel mente modsat sine medarbejdere ikke, at det var nogen sensation, at Riffelsyndikatet, som A.P. Møller var ejer af, solgte våben til Tyskland – ”for hvem skulle de ellers sælge våben til”, spørger han retorisk. ”Danmark var jo besat af tyskerne – de var nødt til at levere våben – det er der ingen historie i. Men hvis man kunne bevise, at Riffelsyndikatet gik ud over, hvad man kunne forvente, så er der derimod en historie – men ikke nødvendigvis om A.P Møller, hvis nationale sindelag er udpræget dansk”, påpeger Wivel. Journalisterne mente imidlertid at kunne fremskaffe materiale, der tydede på våbenfabrikkens samarbejdsvillighed med tyskerne, og Wivel bøjede sig og lod historien se dagens lys.

Historien fik mere eller mindre direkte konsekvenser for Wivels karriere, da Mckinney Møller trak sig som stor-aktionær og Berlingske Tidende blev efterfølgende opkøbt af den norske Orkla-koncern. Dette bevirkede, at Wivel følte sig lammet i sin beslutningskraft. Han tror også, at der med ejerskiftet er
sket et prioriteringsskift, hvad angår den forretningsmæssige strategi, men han understreger, at dette ikke skal opfattes som en kritik.

Nødvendig kommercialisering
Hvad der præcis gjorde udslaget og fik Wivel til at forlade sin chefpost, er han en anelse vævende omkring. Dog slår han fast, at det ikke har noget at gøre med, at avisen drives på kommercielle principper. ”På Information lærte jeg en del om økonomi og hvad penge er værd – for der havde vi ikke nogen. Jeg har i tidens løb fået en langt større omkostningsbevidsthed og en fokusering på det kommercielle, men grundlæggende har jeg dog ikke ændret ideologi”, siger Wivel.

Så længe en avis leverer indsigt og eftertanke, er det ikke noget problem, at det samtidig er en benhård business, hvis eksistensgrundlag afhænger af annoncører, mener Wivel. Det hænger sammen med god ledelse, pointerer han, og at man er sig bevidst hvilken slags avis, man vil køre – hvad kernen i ens produkt er.

Public service og sponsorater
For aviser er både et forbrugsprodukt i traditionel forstand – en vare der skal sælges, og samtidig et holdningsprodukt, forklarer Wivel. De forpligter sig dermed også på public service-begrebet – og endda bedre end tv-mediet. Og Wivel ser klare fordele i, at man har givet avismediet frit – det underkender ikke public service-kravene af den grund. ”Vi kan udmærket selv finde ud af, hvad der skal stå i avisen, det skal vi ikke have staten til at blande sig i,” påpeger Wivel, og fortsætter: ”Efter min mening skulle man sælge DR og TV2. Det er ikke betryggende, at den danske stat ejer de største nyhedskanaler – det er det altså ikke”.

Den måde, hvorpå eksempelvis en avis som Aktuelt var drevet, kan Wivel kun være forarget over. ”Man kan ikke være bekendt at udgive en avis, hvor stort set hvert eneste eksemplar er betalt i forvejen af en organisation og ikke dem, der abonnerer på den. For det årlige tilskud Aktuelt fik, kunne Information have været udgivet i to år og omdelt gratis til deres læsere. Og Information er en vigtig og nødvendig avis. Hvis LO havde besluttet sig til at støtte den, så havde de gjort noget godt, men nu støtter de Metro Express. Det går over min forstand, at man kan være så letsindig med sine penge,” siger Wivel.

Ordets magt
Wivel ser dog optimistisk på avisbranchens fremtid. For ligesom bogen er kommet for blive, så tror han ikke, at folk vil undvære avismediet. For her hviler kimen til læring og evnen til at tænke, hvilket er det, der holder vores samfund oppe. Det gælder om at videreformidle information og viden og give folk mulighed for at komme til bunds i nogle ting. Og derfor vil de seriøse aviser overleve – under forudsætning af, at ledelsen formår at drive avisen fornuftigt, lyder Wivels profeti. ”For det er ikke konceptet, der er i noget i vejen med for de store aviser som Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten, det er alene et ledelsesproblem – eller kan være det. Måske var jeg selv et sådant problem,” understreger Wivel. Information er derimod en truet avis, eftersom de har så lille en læserskare, at de, ifølge Wivel, ikke kan tillade sig at støde nogle fra sig, hvilket begrænser de journalistiske muligheder.

Berlingske Tidendes nye redaktør, Karsten Madsen, har Wivel dog tiltro til nok skal klare jobbet, om end hans ledelsesstil er meget forskellig fra Wivels. Hvor Wivel delegerede meget af ansvaret ud til sine medarbejdere, er det hans indtryk, at Madsen er en mere synlig og eventuelt mere styrende leder.

Wivels ’otium’
I 1998 udgav Wivel en bog om filosoffen og forfatteren Jean-Jacques Rousseau. Han har nu planer om at udvide sit forfatterskab og herigennem trænge til bunds i den type problemer, han altid har beskæftiget sig med omhandlende etiske problemstillinger. Samtidig vil han fortsat levere stof til Berlingske Tidendes læsere, og vil således stadig blande sig i den politiske debat.