Spindoktorens testamente

Der hersker en gadekærs-mentalitet her i landet i forhold til vores politikere. Idealet, som danske politikere bliver holdt op imod, er, at de bør være en slags græsrødder, der gør alting selv. De bør selv tænke hver eneste politiske tanke, de præsenterer for borgerne - og selv udvikle hvert eneste forslag, de fremsætter. De bør træffe alle beslutninger selv. De bør selv udtale sig direkte i interviews til alle medier, der henvender sig, og svare journalister på alle spørgsmål. Politikerne bør i øvrigt også skrive alle deres taler selv. De bør selv skrive alle læserbreve. Og de bør repræsentere Danmark ved alle møder i udlandet under deres ansvarsområde - i hvert fald så længe de rejser så billigt, at de ikke sprænger budgettet for en tilsvarende rejse taget af unge rygsæk-turister.

Spindoktorerne har længe været dæmoniseret i underholdningsindustrien, her Ekstra Bladet 6. dec. 2011. Problemet er, at fordommene lever videre i den seriøse debat om rådgivernes bidrag til demokratiet

Dette ideal er latterligt, og det er på tide, at vi gør op med det. Politik er meget komplekst at agere i. Med det opskruede tempo fra medier og det stadig mere professionaliserede pres fra interesseorganisationer, virksomheder og internationale organer, skal dygtige politikere først og fremmest være dygtige ledere for at kunne komme igennem med deres politik. Hvis de bare selv søger at løse det hele, farer de vild i det kaos af komplekse interesser, som moderne politik er præget af. Vil vi løse de meget vanskelige udfordringer, som Danmark står over for, så skal vi have de bedste ledere til at stå i spidsen for samfundet.

Gode ledere udretter noget ved at arbejde gennem andre

Gode ledere gør ikke alting selv. Gode ledere udretter noget ved at arbejde gennem andre. De er blandt andet dygtige, fordi de ved, at der findes mennesker, som har stærkere kompetencer end lederen selv på forskellige områder. Dygtige ledere kan aktivere meget kompetente mennesker i teams og organisere deres arbejde i en struktureret holdindsats. Organiseret teamarbejde er forudsætningen for at nå ambitiøse mål. Hvis man bare arbejder selv, flytter man ikke meget - hvis man skaber et hold, der arbejder for et mål, så udretter man langt mere.

Det virker på debatten som om, at mange medier og borgere ikke er opmærksomme på, at vi har parlamentarisme i Danmark. Vi vælger et folketing, der peger på en statsminister, som derefter nedsætter en regering - der ikke må have et flertal i Tinget imod sig. Det er ikke befolkningen, der direkte vælger regeringen. Sat sammen med gadekærs-mentaliteten om, at politikere bør gøre alting selv, giver myten om den direkte valgte regering en skadelig offentlig norm for, hvordan vores samlede regering og enkelte ministre bør agere. Dogmet i debatten er, at ministre skal stå for al politik selv, for de er de sande folkevalgte, og kun derved sikrer vi ordentlig demokratisk styring.

Dette er en vrangforestilling. En minister styrer et land og ikke et gadekær. Og en dygtig minister gør derfor heldigvis heller ikke alt selv. Det vil være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi her lærer af USA og i stedet ser ministre og toppolitikere som lederfigurer. Vi skal ikke bare måle toppolitikere på, hvad de selv kan og vil, men i høj grad også på, hvilket hold, de sætter omkring sig. Og hvordan de bruger det hold i praksis. Fordi det viser noget om dem som ledere - og det viser hvilke resultater, de i praksis som demokratisk valgte kan skabe for vores land.

Denne anderledes tilgang til danske politikere vil samtidig betyde en befriende og demokratisk nødvendig anderledes holdning til politisk udpegede rådgivere - dem der nu under ét i den offentlige debat temmelig misvisende bliver kaldt for spindoktorere. En moderne politiker har brug for mange forskellige rådgivere. Idealet for rådgiveren i den offentlige debat i øjeblikket er den neutrale embedsmand, som kun tænker på rent faglige hensyn og slet ikke på politik, magt og taktik. Det overlades til de onde spindoktorer at beskæftige sig med den slags. Men det er et misforstået ideal, og det har intet med virkeligheden at gøre.

En vigtig rolle for samtlige embedsmænd i centraladministrationen er at hjælpe den til enhver tid siddende regering med at få sin politik igennem. Embedsmænd skal være saglige, de må ikke lyve, de skal sikre en høj faglighed i den politiske beslutningsproces. Men de skal også bistå en regering med at udvikle sin politik. De skal tænke taktisk i, hvordan en regering bedst udmanøvrere sine politiske modstandere, så den kan få sin politik igennem. Samtidig med det, skal embedsmænd have stor integritet, høj faglighed og saglighed. Begge dele er heldigvis fuldt ud forenelige og i overensstemmelse med idealerne i vores demokrati. For når et flertal i befolkningen bakker op om en given politisk retning ved et valg, så er det jo meningen, at den politiske retning også skal føres ud i livet. Vi skal have kontrol med magten, vi skal have plads til opposition og modstand. Men vi skal også have gennemført den politik, som borgerne har valgt - så landet kan komme videre, og vi kan overvinde de udfordringer, vi står over for.

Ekstra Bladets hykleri

Ekstra Bladet går som medie forrest i at manifestere vrangforestillingen om, at det alene burde være politikere, der står for politik her i landet, og at det derfor er helt forkert, at ministeren håndplukker særlige rådgivere - spindoktorere - der blander sig i mediedækning, politik og den politiske proces. Det er i den forbindelse interessant at følge Skattesagskommissionens arbejde. Af afhøringerne er det fremgået, at Ekstra Bladets chefredaktør har tilladt, at hans avis har taget direkte del i det politiske spil og samarbejdet med Skatteministeriet om at oprette en til lejligheden oprettet særlig skattekonto; en manøvre der havde som specifikt formål at angribe Helle Thorning Schmidt politisk.

Skattesagskommissionens arbejde med at udrede, hvem der står bag lækket af fortrolige og personfølsomme oplysninger og afklare, hvorvidt der har fundet magtmisbrug sted i Skatteministeriet, har Ekstra Bladet helt forplumret med avisens spin om, at det primært handler om at gøre op med onde spindoktorer. Det er svært at se som andet end et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra avisens egen lidet heroiske rolle i sagen. For det er jo tydeligt for enhver, at sagen handler om meget mere end en enkelt spindoktors ageren. Det handler om, hvorvidt der er foregået noget forkert hos både almindelige embedsmænd, den særlige rådgiver og ministeren selv.

Ekstra Bladet bærer samtidig meget aktivt ved til myten om, at en rigtig minister er folkevalgt og kun beslutninger fra en folkevalgt er demokratiske. Avisen kørte i månedsvis en langt over stregen nedrig kampagne mod Thor Möger Pedersen, mens han var skatteminister. Her var et af de gentagne angreb, at SFeren ikke havde opnået valg til Folketinget. Glemt var åbenbart, at både Nyrup, Fogh og Løkke bragte forskellige ministre til magten, der heller ikke var valgt til Folketinget. Myten bruges blandt andet til påstanden om, at det er udemokratisk, hvis rådgivere er med til at præge politiske beslutninger. De er jo ikke valgt! Men det er forkert. Politisk udpegede rådgivere er jo netop valgt. De er valgt af de ansvarlige politikere til at styrke politikernes muligheder for at føre den politik ud i livet, som et flertal i befolkningen har givet mandat til ved det seneste folketingsvalg.

Lad os nu frem for dette mediespin i stedet fremadrettet få en langt mere perspektivrig debat om, hvordan vi mest fornuftigt klæder vores politikere på til at lede vores land bedst muligt - og hvilken form for rådgivning og organisatorisk setup, det kræver. Folketinget har vedtaget, at der skal nedsættes et udvalg, som skal se på, hvordan politisk udpegede rådgivere arbejder og skal arbejde i fremtiden. Sidste gang et lignende udvalg så på området, endte det med en lidt ufarlig konklusion om, at hver minister da godt kan have to-tre politisk udpegede rådgivere, hvis de nu synes.

Men siden har den ophidsede debat om de forfærdelige spindoktorer helt druknet en saglig diskussion om, hvad toppolitikere egentlig skal have mulighed for at få af rådgivning og bistand, hvis vi skal styrke den politiske og demokratiske styring af vores land. Den diskussion er det nødvendigt, at vi tager fat på nu.

Hvilken form for rådgivning er der brug for – det er spørgsmålet

I øjeblikket arbejder et udvalg efter ønske fra Folketinget med at beskrive, hvordan rammerne for brugen af regeringens spindoktorer skal være. Hvis der skal komme noget nyttigt ud af udvalgets arbejde, skal det bevæge sig ud over den tåbelige præmis for diskussionen om at begrænse brugen af spindoktorer, der præger debatten i dag. Arbejdet bør i stedet give et mere grundlæggende svar på, hvilken rådgivning og bistand ministre egentlig skal have mulighed for at få, hvis vi skal styrke den politiske og demokratiske styring af vores land. Og hvis det derefter skal føre til noget konstruktivt, så skal politikerne på tværs af partierne vise mod og lade være med at søge rene populistiske markeringer, men fremme en saglig debat om emnet.

Det er min generelle erfaring, at embedsmændene i centraladministrationen har en meget høj integritet, er imponerende dygtige, begavede og gode til deres arbejde. Samtidig er det tydeligt, at den konstruktion, vi har i Danmark – med den altoverskyggende hovedvægt på blivende ikke politisk udpegede embedsmænd – også har begrænsninger. Embedsmændene i centraladministrationen bliver rekrutteret ud fra deres fagspecifikke kompetencer. De er gode jurister, økonomer, scient.-poler. osv. Men politikere har også brug for støtte fra folk med erfaring for at udvikle politik, fra at kunne rådgive om kommunikation, fra at kunne analysere aktørers ageren osv. Krav til sådanne kompetencer er ikke hjørnestenen i den generelle rekruttering af blivende embedsmænd i centraladministrationen i dag.

Samtidig giver centraladministrationens nuværende organisatoriske setup nogle særlige incitamenter for de ansatte; en organisations indretning fremmer en given adfærd. Centraladministrationens nuværende organisering virker som en mekanisme, der giver de ansatte embedsmænd fokus.

De blivende embedsmænd er i bred forstand uafhængige af, hvilken minister, der sidder i stolen. De er loyale over for den til enhver tid siddende minister, og de hjælper vedkommende efter bedste evne. Men setuppet med blivende embedsmænd fungerer derudover som en mekanisme, der dæmper incitamentet til at tænke meget innovativt og i store forandringer. Hvis man er i et system, der over tid er uafhængigt af, hvor den øverste chef vil hen, så giver det nogle begrænsninger for, hvor meget man tænker i at foretage store forandringer. Det giver fx udfordringer, når samfundet forandres, og der skal ske store politiske ændringer for at matche dette. Så er der brug for andet end stabilitet. Der er brug for innovation, nytænkning og mod til at bryde de normale rammer for, hvordan man gør tingene.

Embedsværket har brug for friske øjne

Når der sker et regeringsskift, opstår der en anden strukturel og kulturel udfordring med det setup, der er i dag, med den gigantiske overvægt af blivende embedsmænd. For alle de ledende embedsmænd har jo i forvejen selv været med til at udtænke og sikre den faglige kvalitet af alle de løsninger og politikker, der tidligere blev vedtaget og ført ud i livet under den forhenværende regering. Når en ny regering vil lave om på det gamle, så kan det i sagens natur være lidt vanskeligt at se med helt nye, friske, kritiske øjne på det, man selv for nylig har været med til at lave og lagt mange ressourcer i at få gjort godt og helt rigtigt. Derfor er det vigtigt, at vi også har politisk udpegede rådgivere.

Det giver en minister mulighed for at rekruttere rådgivere, som kan supplere med den faglighed, politikeren mangler i det setup, der er i forvejen i et givent ministerium. De politisk udpegede rådgivere er desuden præget af en anden mekanisme, end de blivende embedsmænd er. De håndplukkede embedsmænd er fornuftigt nok bundet af mange af de samme regler som de blivende. De særlige rådgivere skal også tale sandt. De skal desuden have fagligheden i højsædet. Men fordi de ikke skal blive i centraladministrationen efter, at ministeren forlader sin post, behøver de ikke holde den samme armslængde til meget politiserede sager, og de kan derfor bedre støtte en minister i at agere i forhold til partier og samarbejdspartnere. De blivende embedsmænd skal hele tiden være tilbagetrukket, så politikere fra konkurrerende partier ikke mister tillid til, at de også kan bruges, hvis de politikere engang får magten og ministerposten. Det hensyn har politisk udpegede rådgivere ikke.

En topminister har daglig så mange henvendelser og beslutninger, der presser sig på, at vedkommende ikke kan nå at tage sig af det hele selv. På en almindelig dag i et større ministerium, kan man sagtens have 25 henvendelser fra journalister, der gerne vil tale ti minutter hver med den politiske chef. Dertil kan komme ønsker om en eller flere optrædener i TV om aftenen. Det kan sagtens tage en time med transport og ventetid for hver optræden. Lidt hovedregning viser, at det let kan tage mere end seks timer bare at passe medierne, hvis ministeren stiller op til det hele. Der udover kommer forberedelse af interviewene, møder, andre henvendelser om beslutninger, udvikling af politik osv. De fleste ministre har i forvejen møder mellem 6-12 timer hver dag. Så skal de bruge adskillige timer på at læse papirer, de skal selv tænke nye politiske løsninger på samfundets problemstillinger, besøge borgere, deltage i debatter osv.

Det er simpelthen ikke muligt for et enkelt menneske at nå alt det. Og det er ikke i vores interesse som samfund at presse på for, at ministrene skal forsøge. Ministrene skal derfor have folk omkring sig, som de stoler særligt politisk på – folk som kan analysere, bearbejde og tage stilling til sager og gøre forarbejdet på ministerens vegne. Herefter kan ministeren bruge langt mindre tid på de små sager og få mere tid til at udøve ledelse og træffe de store beslutninger, som de har et særligt ansvar for.

En ting som fri adgang til en minister findes bare ikke

Det betyder blandt andet, at medierne ikke kan få fri adgang til en minister. Medierne kan i stedet tale med en rådgiver, der kan udlægge, hvad ministeren mener om en sag. Det bliver af nogle medier udråbt som helt forfærdeligt. Men virkeligheden er, at valget er mellem at få ingenting, eller få en snak med en person, der er tæt på ministeren, og som derfor kan give et ret kvalificeret bud på, hvad ministerens holdning er til en sag. Man kan så stille sig selv spørgsmålet, om det med fordel kunne være mere åbent, og danske ministre burde have officielle talspersoner, som politikere fra andre lande har det.

Der er meget hykleri om spindoktorer i medierne. Den ene dag bringer et medie en forarget historie om, at en kommune nu har ansat 25 kommunikationsansatte. Dagen efter kan det samme medie ringe rasende til den samme kommune og skælde ud over, at de ikke inden for en time kan få den hjælp, de vil have.

»Jamen,« vil nogen sige, »det er jo ikke demokratisk med alle de rådgivere, for der er ikke nogen, der har valgt dem!« Men det er ikke rigtigt. Ministeren har valgt sine politisk udpegede rådgivere. Og Folketinget har accepteret ministeren og kontrollerer vedkommendes arbejde – og på den måde står ministeren til ansvar for sit hold, som enhver anden leder gør det. Der er rigtig mange gode ting ved det setup, vi har i dag, med mange blivende embedsmænd. Der er en stærk mekanisme til at stå imod politisk pres fra ministre for magtfordrejning eller for at overtræde regler – selvom vi har set, at det kan ske alligevel. Vores system giver generelt en meget høj integritet og fokus på faglighed. Mens flere politisk udpegede rådgivere vil give mere fokus på at nå politiske resultater og på at skabe forandringer. Der er derfor rigtig gode grunde til at kombinere de to mekanismer som brugen af de to forskellige former for embedsmænd fremmer.

Der er gode grunde til at have blivende embedsmænd med stor indflydelse, og der er gode grunde til at have politisk udpegede rådgivere med stor indflydelse. Og i den rette kombination af de to typer rådgivere er meget vundet. Dermed kan de to mekanismer og typer af rådgivere både supplere hinanden og holde hinanden i skak. Og det er sundt i et demokrati, at der er flersidighed og forskellige mekanismer, der balancerer hinanden, så en enkelt ikke bliver totalt dominerende. Det bedste for os alle vil derfor være, hvis den kritiske debat om spindoktorer, der førte til nedsættelsen af det udvalg, ender med, at vi konkluderer, at der er behov for endnu flere politisk udpegede rådgivere.

---

Teksten er oprindelig bragt som to kronikker i Berlingske den 24. og 25. november 2012.