En, to, tre panik! Svineinfluenzaen har lagt pressen ned. Journalistikken er aflyst og erstattet af sygelig ’journalisme’, det vil sige tendensen til at bruge journalistikkens former og virkemidler som mål, i stedet for at bruge dem som midler. Her kommer en beskrivelse af, hvorledes pressesygen udvikler sig i fire frygtelige faser.
Nu, hvor de ugebladskendte har fået et klageforum på
nettet (www.kandetpasse.dk), må tiden
også være inde til et netsted, hvor man kan klage over
journalisme. Ikke journalistik, der i min åndelige
madpyramide befinder sig i den brede base, hvor man ikke bare kan,
men også bør, guffe løs. Men journalisme: den
frygteligt anstrengende tendens til at bruge journalistikkens
former og virkemidler som mål, i stedet for at bruge dem som
midler.
Lad mig først gennemgå et eksempel på
journalisme, så man for alvor kan se, hvor anstrengende den
er. Og lad os så drøfte, hvad man kan gøre ved
det.
H1N1 dekonstrueret
Det absolut værste eksempel på journalisme i 2009
må være svineinfluenzaen. Eller, som den politisk
korrekt hedder for ikke at såre og fornærme mennesker,
der ikke kan lide grise: H1N1-influenza.
Lad os lige se på den afbalancerede historie om
svineinfluenzaen. Den minder ikke så lidt om den
afbalancerede historie om fugleinfluenzaen, der navnlig var aktuel
efter, at sygdommen kom til Europa i 2005.
Det er ikke så rart at få H1N1-influenza. Ligesom det
er temmelig ubehageligt at få H5N1, der er fugleinfluenzaens
tekniske navn. Hvis man er syg og svagelig i forvejen, kan
influenzaen give alvorlige komplikationer. I værste fald -
som der heldigvis ikke er så mange af - kan man også
dø.
Der har hen over årene været masser af
influenza-epidemier. Den værste i det tyvende
århundrede var uden tvivl "den spanske syge", der i
årene lige efter Første Verdenskrig på
verdensplan dræbte et pænt højt, tocifret
milliontal af mennesker. Nogle kilder siger 50 millioner, men det
er selvfølgelig svært at nå frem til et
pålideligt tal, fordi befolkningsstatistikker ikke var
så veludviklede dengang, som de er i dag.
Men i den udviklede del af verden er det ikke særlig
sandsynligt, at det vil gå lige så galt som under den
spanske syge. En række faktorer, som direkte havde med krigen
at gøre, gjorde virkningen af den spanske syge værre,
end den ellers ville have været. Der fandtes på det
tidspunkt hverken vacciner til bekæmpelse af selve
virusangrebet eller antibiotika til bekæmpelse af de
infektioner, der kunne opstå som følge af det
primære sygdomsangreb. Endelig var sundhedsvæsnerne
overalt i Europa dengang underudviklede, hvis man måler dem
med vore dages målestok.
Så græd ikke, børnlille! Det er temmelig ufedt
at have influenza, og hvis mormor på 98 får den, er der
også grund til bekymring. Men ellers går det
såmænd nok alt sammen.
Fase 1: Overdrivelsen
Men er det historien, vi får præsenteret i medierne?
Så sandelig ikke. Jeg er lidt i tvivl, om det er
journalismens regel nr. 1 eller 2. Men lad os nu bare kalde det
regel nr. 1: "Forsøg med journalistiske virkemidler at
gøre truslen så stor, som overhovedet muligt". Den
Sorte Død var slem. AIDS var meget værre. OG NU KOMMER
SVIIIIIIIIINE-INFLUENZAEEEEEEEEEEEEEN!!!!!!! Flygt. Løb.
Råb. Skrig. Kravl op i en lygtepæl og spring ud.
Gør en hurtig ende på det, i stedet for den pinefulde
død, der uafvendeligt venter dig, hvis du får
svineinfluenza. Sådan var fase 1 af
svineinfluenza-dækningen.
Fase 2: Syndebukkejagten
I fase 2 gælder det så om at finde nogle skyldige.
Ganske vist skrev Politiken et mega(lomant)-langt, åbent brev
på engelsk til Obama, da han var i Danmark for nylig. Men
ligefrem skrive åbne breve til og vrede anklager mod Gud, det
er der trods alt ingen, der finder på.
Hvad gør man så? Man anklager det nærmeste, vi i
Danmark kommer på Gud, nemlig myndighederne. Eller rettere:
man anklager dem ikke. Man insinuerer. Derfor kan man sige, at
journalismens fase 2 er "den insinuative fase": Mon ikke hende der
fra Sundhedsstyrelsen med de mærkelige briller er en komplet
uansvarlig idiot? Det er der ganske vist ingen, der siger -
tværtimod. Alle karaktervidner fortæller, hun er enormt
dygtig og redelig. Men hun repræsenterer jo myndighederne. Og
hun går med nogle sære briller. Og selvom hun er
kvinde, er hun lige så selvsikker som en mand. Så lad
alle os, der er ude i et journalisme-ærinde, insinuere, at
der er et eller andet komplet galt med den måde, hun har
valgt at håndtere epidemien på.
Fase 2b: Mod-eksperten
Nå, det var der ingen, der hoppede på. Så lad os
gå til fase 2b: "Mod-eksperten". Der må dog være
nogen, der synes, at eksperterne er vanvittige. Men ak - intet har
indtil videre hjulpet. Der er ikke nogen rigtig stærke,
sagkyndige eksperter, der for alvor synes, hende med brillerne har
båret sig dumt ad. Lars Bo Langsted synes det heller ikke.
Carsten Jensen synes det ikke. Henrik Byager og Emilia van Hauen og
Johannes Andersen synes det ikke (heller ikke jeg selv - men det er
efterhånden så mange år siden, jeg meldte mig ud
af det spil, at jeg slet ikke bliver brugt til journalisme
længere).
Jeg tror, at de danske journalisme-journalister (må det vel
hedde?) allerede var ved at give op her. For fase 3:
"Konspirationsteorien", var meget spag.
Fase 3: Konspirationsteorien
Mon ikke der er en masse uhyggelige bivirkninger ved vaccinen? Og
mon ikke der er en masse farmaceutiske virksomheder, der tjener
fedt på den? Og mon ikke der er en hemmelig plan, så
dronningen og Mærsk-McKinney Møller og Anders Fogh
Rasmussen og Frimurerlogen og Morten Messerschmidt i al hemmelighed
bliver vaccineret og indkvarteret i en underjordisk by, til det
hele er overstået?
Det sidste er så vanvittigt, at det formentlig kun er den
tidligere chef for Nissebanden, Flemming Jensen, der kunne finde
på at mene det. Og måske Niels Hausgaard. Og ham den
virkelig sære, som ikke mener, det var effekten af to
flykollisioner, der fik World Trade Center til at styrte sammen.
Men da journalisme-journalisterne allerede havde tabt modet, blev
ingen af de tre herrer interviewet i denne omgang.
Fase 4: Meningsmålingen
Til sidst er der ikke andet at gøre, end at runde sagen af
med en meningsmåling. Hvilket er journalismens fase 4:
"Baggrundshistorien om meningsmålingen, der belyser al den
ravage, vi selv har lavet". Og allerede 10. september begynder
så fase 4. "Danskerne ikke bekymret for H1N1," skriver Kaare
Skovmand i Politiken på baggrund af en meningsmåling.
11. november er der mere fase 4 på dr.dk: "Flertal:
H1N1-frygten er overdrevet". Det siger I ikke? Og ved I,
hvilken human aktør, der overdrev den - for ting overdriver
jo ikke sig selv? Det gjorde alle I journalisme-journalister, der
forsøgte at skabe massehysteri i månedsvis og halve
år. Uden held, fordi befolkningen til alt held har kigget jer
ud for længst. Men desværre. Lige den historie er der
ikke plads i denne uge. Der er jo så meget. Kommunalvalg og
klimatopmøde and what not.
Handlingsplan efterlyses
Hvad kan man gøre ved journalisme? For hvis moralen fra
historien om Peter og ulven er rigtig, er den jo ikke
uproblematisk. En skønne dag kommer der et problem - og
så vil der ikke være en sjæl, der reagerer, fordi
journalismen har gjort folk så kyniske, at de simpelthen ikke
orker at reagere.
Man kan lave det hele til satire - men det sker ikke i Danmark,
hvor vi mangler noget, der ligner The Onion. Eller man
kan indberette flere eksempler til mig på K-forum. Eller man
kan gøre noget helt tredje, som jeg bare ikke ved, hvad
er.
Inden længe vil jeg tage fat på en anden udgave af
journalismen: kampagnen, der har en helt forkert præmis. For
eksempel Berlingskes kampagne for (eller imod?) vagtlæger.
Det, jeg mener, er: hvordan i alverden kan man lave en kampagne
på den præmis, at vagtlæger siger, patienterne
ikke er syge? Enhver ved vel, at definitionen på en
vagtlæge er: "En bøs person, der ankommer i taxi; ser
på dig med et halvt øje; siger, at du ikke fejler en
skid og kører igen". Så hvor er historien? Helt
ærligt.
Men det må vi have til gode til en anden gang. Her og nu skal
vi have en diskussion af journalismens værste unoder, belyst
ved H1N1-epidemien.