Personlige brands har hår på

Personlig branding handler om en blanding af, hvad man kan, og hvordan man ser ud. For de stærkeste personer med plads i historien har selvfølgelig udrettet noget - både godt og skidt - men dem, der står stærkest i bevidstheden, er også ofte dem, der har et specielt udseende.

Vi kender dem alle sammen, og karikaturerne har det med at vinde plads på forsiden af historiebøgerne. Og skal man stå ud som leder, kan det faktisk hjælpe at tænke over sin fremtoning. Bevidst at vise, at man ikke er som de andre, at man tør gå egne veje og stå ved, at man er the one, den udvalgte.


Kunstnerhår - Andy Warhol
Alle kender hans ansigt - i hvert fald som det så ud på hans egne malerier. For maleriet er blevet den historiske sandhed om, hvordan Warhol så ud. Hans kunst har altid handlet mere om Warhol selv end om hans værker. Warhol var om nogen bevidst om sit personlige image - måske den første, der selv dyrkede et 100 % personligt brand. Hans hår, hans påklædning, hans gestik, hans tale, hans venner, hans kunst, hans film, hans bøger og hans tv programmer - alt var iscenesat ned til mindste detalje, og uanset hvor mange lag man skræller af løget, så kommer man ikke tættere et ærligt og entydigt portræt af mennesket Warhol.

Og det er netop pointen. Hans visuelle fremtoning understreger, at han ikke er i kontakt med denne verden; hans inspiration kommer helt andre steder fra, og han ville aldrig kunne få et arbejde i den lokale bank. Hans store briller og større hår siger kunstner med stort K. Den ægte Warhol findes ikke, kun den iscenesatte. Warhol var og er stadig selve værket, og udstillingen af hans malerier er i sidste ende blot én stor iscenesættelse af iscenesætteren, hvilket altid er meget fascinerende at være tilskuer til.


Tandbørsteoverskæg - Adolf Hitler
For et par år siden flød linket til hjemmesiden "cats who looks like Adolf Hitler" rundt over hele verden. Kattene på siden havde en lille misfarvning under snuden, og så lignede de faktisk Adolf Hitler. Så lidt skulle der til. Og sådan er det med den tysk/østrigske diktator. Tag et hvilket som helst portræt af en hvilken som helst kvinde eller mand. Tag en sort tusch, og tegn en stram sideskilning og et lille overskæg under næsen. Alle vil straks kende portrættet som Hitler.

Når alt kommer til alt, så er det vel dét, et stærkt brand handler om: at alle kan tegne det med få streger på en serviet. Nazisternes visuelle identitet - det røde flag med det sorte svastika på en hvid cirkel - er det måske mest konsekvente og bedst implementerede designprogram nogensinde. Og lederen af bevægelsen er ingen undtagelse med et personligt image, hvor det korte, afmålte skæg udstråler kontrol og autoritet, mens det mellemlange hår med små ryst på hovedet kunne bruges til at understrege, når "far var sur".


Uvasket - Bob Marley
Her er manden, der har dannet skole for en hel generation af rygsækrejsende. Alle, der har opholdt sig mere end 24 timer på Kao San Road i Bangkok, har forsøgt at få lavet rastahår til tonerne af "No woman, no cry". Den helt igennem ulækre hårmode, der i princippet begrænser sig til et spørgsmål om ikke at vaske hår i et årti, opstod egentlig ud af den religiøse Rastafari-bevægelse. Set i den sammenhæng er det smukke ved det image, at langt hår mytologisk vidner om styrke, og at det i samme åndedrag understreger, at når man er i gang med at redde verden med åndelige budskaber, så har man vigtigere ting at gå op i end at blive klippet og få vasket hår. Marley-looket stoppede dog ikke her, men blev også symbolet på de sortes insisteren på en stolthed ved deres afrikanske rødder.

Tal om at danne skole: I Marleys uldhat i grøn, gul og rød og halssmykket med en stor hampplante i sølv finder man forløberen til bling. Hiphopperes forsøg på store smykker og bløde hatte stammer i virkeligheden fra hitmaskinen Marley. At selve rasta-imaget så senere respektløst er blevet overtaget af alverdens gadesælgere og (særligt hvide) gøglere, gør nok, at det i dag fremstår mere som sidste stop før hjemløseavisen end som et naturligt ikonografisk udtryk for den verdensstjerne, der startede det hele.


Pisk - Karl Lagerfeld
I modens verden er der naturligt nok mange, der prøver at skille sig ud. Men Karl Lagerfeld har formået at positionere sig som modenverdenens one and only og fremstår mytisk, både af udseende og opførsel. Alle hans citater bliver af modefolk (og ham selv) behandlet som var det lignelser fra Bibelen, der kan give det moderne menneske svar på alt. Mytologien er ikke mindst bygget op om et tilknappet, sort læderimage med flere nitter end hos Sex Pistols forsanger, en grå hestehale i pisk, som et miks af Freddie Mickie Pedersen og Jacob Holdt. Tilsæt så, at Karl har større solbriller end Jackie Onassis og flere ringe på fingrene end Sammy Davis Jr. Det lyder måske ikke særlig charmerende, men i Lagerfelds sammensætning smelter det faktisk sammen til et cool og utilnærmeligt image.

Lagerfeld kan holde hele modeverdenen åndeløs, fordi han formår at hæve al pynten over det banale og insistere på, at mode ikke bare handler om tøj, men om personlig integritet. Karl Lagerfeld er blevet symbolet på selve modeverdenens drøm: At mode i virkeligheden handler om selveste opbygningen af identitet. Derfor er Lagerfeld en klassiker, eller sagt med Karls egne ord: "Personality begins where comparison ends".


Forpjusket - Ulrike Meinhof
Måske er det, fordi jeg er mand. Men når det kommer til kvinderne, er de første, der dukker op, enten dem, der er født med gode gener (Marilyn Monroe, Kate Moss, Helena Christensen), dem, der på andre måder har fået det foræret af deres forældre (Paris Hilton, Kelly Osbourne, Caroline Flemming), dem, der har giftet sig til det (Jackie Kennedy Onassis, Prinsesse Diana, Brigitte Nielsen), eller dem, der har opereret sig til det (Pamela Andersson, Cher, Anni Fønsby…). Og det er måske netop dette mandens (eller historiens) blik på kvinden som den smukke, forkælede og underdanige, der gør det relevant at give Ulrike Meinhof plads på listen. Utroligt nok, for der findes ikke mange billeder af hende, og de færreste kan vel fra hoften fortælle, nøjagtig hvordan hun så ud. Men ikke desto mindre er hun én af de kvinder, hvor image understøtter budskabet på forbilledlig vis, og samtidig har hendes look dannet skole for efterfølgende generationer af kvinder.

Den samfundskritiske journalist og senere fremtrædende medlem af Rote Armee Fraktion, Ulrike Meinhofs claim to fame er, at hun klippede sit lange mørke hår af til fordel for en korthåret, pjusket - ja, nærmest drenget - frisure. Nogen vil mene, at hun blot gjorde det for ikke at blive genkendt, da hun var efterlyst over hele verden for sin medvirken til terrorhandlinger. Men det korte hår kom uanset samtidig til at markere et symbolsk farvel til den historisk langhårede, undertrykte kvinde, til husmoderidealet med papillotter fra 50'erne, men også til hippiernes langhårede tro på peace, love and harmony i 60'erne. Ulrike Meinhof lægger i 70'erne effektivt det feminine bag sig og klipper sig som en soldat, rustet til den militante kamp mod alle autoriteter, lige fra manden og kapitalismen til moralen og loven. Meinhof-håret har dannet skole for utallige selvstændige kvinder, der har ønsket at udstråle selvsikker uafhængighed og opgør mod autoriteterne. Og de fleste i min generation vil huske, da den endelige konsekvens blev taget af 80'ernes stilikon, Sinead O'Connor, der helt barberede håret af for at understrege sin protest og smerte.