Troværdige Tulle
Kristian Thulesen Dahl, eller blot Tulle blandt venner, er en troværdig politisk skikkelse, der har argumenterne på plads. Det er meget svært at forestille sig bilagsjusk i Tulles verden. DF's fremgang skyldes i høj grad hans politiske og kommunikative evner. At partiet så ikke altid har samme profil som Thulesen Dahl er en anden sag.
Dansk Folkeparti har haft kronede dage i meningsmålingerne gennem lang tid. På det sidste er deres fremgang accelereret ved at vælgere der forlader Venstre på grund af ubehag ved Lars Løkkes bilagbryderier og bøvede bortforklaringer, synes at gå direkte til Kristian Thulesen Dahls parti.
Og der er grund til at tro at fremgangen for Dansk Folkeparti har rigtig meget med ham at gøre. Både Thulesen Dahls politiske profil og hans kommunikative kendetegn kan forklare at Dansk Folkeparti ikke bare holder fast ved de cirka 15 procent som de har ligget på gennem Pia Kjærsgaards formandstid, men nu hygger sig ret stabilt på den nordlige side af 20 procent.
.png)
I slutningen af oktober havde Dansk Folkeparti 17,7 % i meningsmålingerne, mens Socialdemokraterne havde 22,0 % og Venstre 26,4 %
De egenskaber ved Thulesen Dahl man kan pege på for at forklare denne succes, træder bedst frem ved sammenligning med netop forgængeren, Kjærsgaard, og med den anden hovedfigur i blå blok, Løkke.
Thulesen Dahl versus Kjærsgaard
Thulesen Dahl over for Kjærsgaard fremkalder øjeblikkelig klicheen ”Good cop – bad cop”. Pia Kjærsgaard har gennem hele sin karriere fremstået som den politiske købstads tante Sofie – hende fra ”Folk og Røvere i Kardemomme by” der med en mopsethed så forudsigelig som et urværk snerrede og kommanderede ad alle og enhver. Hendes nyligt udgivne erindringsbog bekræfter billedet. Med skærende nid og nag stempler hun dér ikke bare modparter men også kolleger på samme fløj, dels for deres utilgivelige synspunkter, dels for at de er dårlige og amatøragtige politikere. Last man standing, stort set, er hende selv.
Thulesen Dahl spiller i en helt anden toneart. Hos ham finder man intet af Kjærsgaards fastbrændte indignation og fornærmelse over at nogen kan mene noget andet end hun og ligefrem tillader sig at sige det.
.png)
Thulesen Dahl over for Kjærsgaard fremkalder øjeblikkelig klicheen ”Good cop – bad cop”
Thulesen Dahl og den fredsommelige mimik
Når han for eksempel skal hudflette Helle Thorning, som han blandt andet gjorde i statsministerens spørgetime den 5. november, lyder det sådan her:
”... jeg har glædet mig til denne her spørgetime og det er – sidst fik statsministeren jo så det lidt negative skudsmål efter spørgetimen at hun ikke havde svaret på nogen af de spørgsmål der var stillet, og det synes jeg jo et eller andet sted var synd for statsministeren, så nu tænkte jeg at denne her spørgetime der – hun har jo selvfølgelig også set hvordan reportagen har været omkring spørgetimen, at der ikke rigtig blev svaret på tingene – så nu vil vi møde en statsminister her i spørgetimen hvor tingene vil forholde sig helt anderledes – der vil komme klare svar.”
Læg mærke til alle de udglattende, spontane småord der blødgør og af-formaliserer sproget her. Det hele siges af den altid velklædte Thulesen Dahl med den samme fredsommelige mimik og stemmebrug som han bruger til alt. Det er ironi og drilleri, men i venlighed, ikke i surhed, fornærmelse og oppustet alvor.
Han siger selv i et dobbeltinterview med Margrethe Vestager i DSB’s Ud & Se fra oktober: ”Så kan vi spille lidt bold i pressen, og det fungerer fint, og vi gør det med en grad af venlighed. Vi kan godt sammen som mennesker, og vi stjæler ikke just vælgere fra hinanden.”
Thulesen Dahl versus Lars Løkke
Sammenligningen med Lars Løkke fremkalder tydeligt nogle andre af de egenskaber man ser hos Thulesen Dahl. Han er simpelthen en ærlig mand. (Det kan jeg jo strengt taget ikke vide med sikkerhed, men det handler om at han i bund og grund ser ud som og lyder som en ærlig mand.) Han virker reel og ordentlig – han ville for eksempel aldrig glemme at betale hvis hans parti havde lagt 27.000 kroner ud for ham, for han ville aldrig have modtaget noget af den art.
.png)
Thulesen Dahl overtog roret efter Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis landsmøde i september 2012. Han er manden med boldøjet, som sammen med Kjærsgaard køligt har kørt biksen længe, sekunderet af Peter Skaarup
Han hører til samme kategori som eksempelvis en populær kunstner som Rasmus Seebach – en totalt flink, rar og ordentlig mand, der mener hvad han siger/synger, ikke er krukket eller selvglad, men ærlig og venlig, en der kun bliver sur og opsiger en aftale med entreprenøren på hans hus når han finder ud af at der har været anvendt underbetalte polske håndværkere. Det ville Thulesen Dahl også have gjort, føler man.
Hans politik er jo også netop – som mange politiske kommentatorer længe har påpeget – en kombination der i eminent grad kan appellere til for eksempel en arketypisk håndværker som dem man lærer om i ”segment”-teorierne (”Blå Bjarne” osv.). Han støtter det traditionelle Danmark som nogle kender, og de fleste har hørt om, det fra halvtredserne.
Her er ingen indvandrere der skærer halsen over på os
I Ud & Se sagde han selv sådan: ”jeg vil et Danmark, hvor det er trygt at vokse op, hvor der er et fællesskab, hvor folk føler ansvar for hinanden, og hvor vi er med på at betale høje skatter for at hjælpe hinanden. Vi har et samfund, vi vil bevare, og det mener jeg kun vi kan, hvis vi har en indvandring på et niveau, hvor vi kan nå at integrere folk.”
.png)
Læs hele artiklen om Kristian Thulesen Dahl i Ud & Se her
Det klinger i den grad af klassiske dyder som gensidig tillid, ret og rimelighed, passen på hinanden. Selv det med indvandringen fremstår her blot som én af rimelighedens fremtrædelsesformer – der er tilsyneladende intet i vejen med indvandrere som sådan, ingen hysteriske Camre- og Krarup-agtige bravader om at de ”såkaldte indvandrere” vil tage vort land fra os og skære halsen over på os – men tingene skal jo kunne fungere. Vi får stille og roligt grundene til at han mener som han gør.
Sådan er det for eksempel i en ordveksling i Folketinget med Joachim B.Olsen om vækst eller nulvækst i den offentlige sektor.
Joachim B. Olsen versus Kristian Thulesen Dahl i debat om nulvækst
Thulesen Dahl forklarer tålmodigt, og uden at åle eller latterliggøre den anden, hvorfor blandt andet flere ældre og øgede sygehusudgifter gør at vi, trods muligheden for at effektivisere den offentlige sektor, næppe kan bevare velfærdssamfundet hvis det offentlige skal klare sig med nulvækst. Han leverer faktisk grunde og argumenter til det han står for. Og hvad han står for, synes ikke at være noget Glistrup-agtigt med at vælte samfundet om på hovedet, eller noget Pia Kjærsgaard-agtigt med at stemple alle og enhver som narre, uslinge og latente landsforrædere.
Argumenterne er i orden
Det er typisk Thulesen Dahl når han som her, i artiklen fra Ud & Se, begrunder sin holdning til EU:
”Når min opvækst var rigtig god, var det blandt andet, fordi vi klart blev opfordret til at indtage holdninger og lære at argumentere for dem og til at engagere os på den måde, det er muligt i et lokalsamfund. Jeg lærte, at alle meninger var velkomne. EU i dag er det stik modsatte. Beslutningskraften er flyttet så langt væk fra den almindelige borger, at det ikke mere giver mening at forsøge at deltage i processen”.
Partiet versus personerne
Forholdet mellem hvad Thulesen Dahl siger og det han og hans parti faktisk gør, er et helt andet emne. Det må behandles i en særskilt politisk analyse, ikke i denne artikel. Her kan vi blot konkludere at han systematisk lyder som en ærlig og venlig mand der med respekt taler til os om det han finder rimeligt, og tålmodigt forklarer hvorfor. Det belønner mange vælgere for tiden, for de oplever med rette et kolossalt behov for det i dansk politik.
_____________________________________________________________
Nedenfor har vi samlet en række links, hvor Thulesen Dahl taler i forskellige sammenhænge:
