Premieren på dokumentarfilmen 'Ekstra Bladet – uden for citat' er blevet fulgt af landets journalister, som om den skildrede Titanics forlis, en bibelsk syndflod eller endnu værre: Dagbladets død. Ikke bare Ekstra Bladets, men alle dagblades. Interessen for filmen er forståelig. Ligesom skolelærere er neurotisk optagede af folkeskolereformen, landmændene af høst og mælkepriser, er vi journalister uklædeligt optagede af os selv og forveksler rutinemæssigt egen navle med universet, når vi kloger os på, hvad der sker i egen branche.

Filmen giver næring til tre journalistiske konklusioner, som alle kalder på en kommentar: For det første, at Ekstra Bladet er døende, for det andet, at dagbladene generelt er døden nær, og endelig, at hele molevitten er internettets skyld. Lad mig tage dem én ad gangen.

 

Dør dagbladet?
At Ekstra Bladet er døende som trykt publikation er åbenlyst. Oplagskurven har samme hældning og kraft som et japansk kamikaze-fly. Spørgsmålet er alene, hvornår det rammer. Og om det ødelægger andet end sig selv i styrtet.
At hele dagbladskategorien skulle være døende, er straks mere tvivlsomt. De trykte avisudgavers oplag falder dramatisk, javel. Men virksomhederne bag aviserne har så travlt med at afprøve nye aktiviteter, at de – måske – kan skabe nye grundlag at overleve på, hvis det en dag bliver urentabelt at udgive journalistik og debat på papir.

 

Det er derfor Fyens Stiftstidende afholder folkemøder, inviterer til Café Stiften-arrangementer og satser på journalistiske kampagner som for eksempel 'Broafgift nej tak'. Og det er derfor, Politiken sælger keramikkrus og rullekufferter gennem Politiken Plus og sender læserne på ørneture til Sverige og højskolekurser i provinsen – ved siden af forsøgene med at kræve betaling for indholdet på nettet. Opgaven er at engagere brugerne på nye måder, så der er et forretningsgrundlag, hvis og såfremt papiravisen en dag skulle blive umulig at tjene penge på. Altså hvis og såfremt … For det er slet ikke sikkert. Uanset hvad man måtte tænke efter den nye film om Ekstra Bladet.

 

 

Et kig på dagbladenes oplagskurver op gennem 1800- og 1900-tallet viser, at nedturen begyndte, længe før nogen havde tænkt på internet og Facebook. Oplaget for de regionale dagblade – aviser som Fyens Stiftstidende – toppede i 1968. Derefter er det gået nedad: Færre læsere og færre abonnenter hvert år. Læs mere om den faktiske oplagsudvikling i denne Rambøll-rapport.

 

 

Stil den rigtige diagnose
At internettet skulle være årsagen til de trykte avisers nedtur, er imidlertid forkert. Ikke bare lidt forkert. Skrupforkert. Og det er en fejlslutning, som har præget redaktører og journalisters måder at udvikle deres aviser på gennem et par årtier efterhånden. Problemet er, at man ikke kan ordinere den rigtige medicin til en patient, hvis man ikke stiller den rigtige diagnose. Der er derfor god grund til at få styr på avisens historie.

 

De trykte avisudgavers oplag falder dramatisk, javel. Men det betyder ikke, at hele dagbladskategorien er døende. Kilde: Polfoto/Sisse Dupont.

Et kig på dagbladenes oplagskurver op gennem 1800- og 1900-tallet viser, at nedturen begyndte, længe inden nogen havde tænkt på internet og Facebook. Oplaget for de regionale dagblade – aviser som Fyens Stiftstidende – toppede i 1968. Derefter er det gået nedad: Færre læsere og færre abonnenter hvert år. De store landsdækkende aviser – Jyllands-Posten, Politiken og så videre – nåede toppen i 1988. Regionalavisernes kurve knækkede altså cirka 30 år før, internettet slog igennem, og landsavisernes små ti år før. Man skal altså være en temmelig kreativ pressehistoriker for at gøre internet, Google og Facebook til krisens årsag. De digitale medier har utvivlsomt forstærket avisernes problemer siden midten af 1990’erne. Og dermed gjort det vanskeligere for avisen at få fat i unge brugere. Men vil man forstå avismediets krise – og dets muligheder – må man tage Google-brillen af og søge sin forklaring et andet sted. Og man kunne passende studere den sociale rolle, dagbladene har spillet i borgernes liv.

De første hundrede år efter pressefrihedens indførelse var avisernes guldalder. I 1847 havde Danmark 28 dagblade. I 1913 var der 280. Og de var stort set alle sammen rodfæstet i politiske, sociale og religiøse bevægelser. De var partiske og polemiske – og de så det som deres primære opgave at mobilisere mennesker omkring bestemte livssyn. De var omdrejningspunkter for skabelsen af fællesskaber og forbindelser mellem mennesker i byen og på landet. Avisen var kort sagt et socialt medie.

 

Den neutrale avis
Fra begyndelsen af 1900-tallet importerede stadig flere redaktører en ny avisideologi fra USA: Den professionelle journalistik med vægt på neutrale nyheder. Journalistikken skulle være uafhængig og 'tilstræbt objektiv' for at kunne sælge avisen til flest mulige. Derfor kappede aviserne navlestrengen til de folkelige bevægelser, de var født ud af.

Måske var neutraliseringen af avisen og journalistikken nødvendig, fordi borgerne ikke længere identificerede sig med de politiske partier. Måske var den en skæbnesvanger fejl? Oplagskurverne viser, at publikum søgte bort fra de regionale dagblade, da de opgav deres ambition om at levere politiske fællesskaber. Fejlen var, at aviserne ikke forsøgte at sætte sig i centrum for andre typer af fællesskaber end dem, de bevidst kappede båndene til.

En nøgtern lære af filmen om Ekstra Bladet er derfor ikke, at avisen er dødsmærket. Jo, formiddagsavisen fra København er måske. Men landets øvrige 30 dagblade har en chance, hvis de kan tilbageerobre rollen som fællesskaber for borgerne. En rolle, de frivilligt opgav, årtier før internettet slog igennem og banede vejen for fænomener som Facebook og Instagram. Alt det, vi sjovt nok kalder sociale medier i dag.

Søren Schultz Jørgensen er medieforsker, ph.d.-studerende, ved Center for Journalistik, SDU, ansat af Fyens Stiftstidende. Han optræder som gæst i Lasse Jensens live-udgave af 'Mennesker og Medier' på Det Fynske Folkemøde i dag.