Gomard og Krogstad viser blandt andet i bogen ”Instead of the ideal debate”, hvordan kvindelige politikere i politiske debatter kommer mindre til orde – og i det hele taget får dårligere interviewbetingelser end deres mandlige kolleger (Gomard og Krogstad 2001:185-200). Anker Brink Lund og Maja Horst sætter også i deres populære debatbog ”Den offentlige debat – mål, middel og mantra” fokus på den politiske debat, som de frygter udtyndes for politik og erstattes af ligegyldig (politikløs) snak; ”Meget af dét, som i tv præsenteres som debat, har ikke meget med hverken debat som mål eller middel at gøre. Det er og bliver snakke-programmer – og det er noget ganske andet.” (Brink Lund & Horst 1999:87-89). Krogstad (1999) fokuserer i bogen ”Image i politikken” bl.a. på politisk positionering og selviscenesættelse og viser, hvordan den franske præsidentkandidat Chirac tilbage i 1980’erne lagde en imagestrategi, der i forhold til Mitterrand skulle få ham til at fremstå som en moderne og ungdommelig statsmand.


Den politiske psykologi

Megen af både den nationale og internationale forskning i politisk kommunikation har altså begrænset sig til sproget og relationen mellem afsender, sprog/medium og modtager. Relationen til historiske, kulturelle, sociale og psykologiske (biografiske) forhold har i denne forskning ikke været belyst særlig godt, og når det er sket, har det ofte været i (meta)teoretiske undersøgelser, hvor (sprog)filosoffer, kulturteoretikere, sociologer og psykologer (oftest psykoanalytikere) har ønsket at belyse relationen mellem udviklingstendenser i den moderne kultur og i den politiske praksis, som fx i Jean Baudrillards ”The Gulf War did not take place” eller i historiske og psykobiografiske analyser af politiske ledere som fx Jimmy Carter, Anwar Sadat og George Herbert Walker Bush. I disse undersøgelser har forskerne let og ubesværet kunnet overskride de traditionelle faggrænser og i deres fremstillinger kunnet fremhæve relevante kulturelle, historiske, sociologiske og psykologiske forhold, der har haft en afgørende indflydelse på politikerens sproglige og ikkesproglige adfærd. Og interessant nok har denne forskning demonstreret, hvordan historiske, kulturelle, sociale og psykologiske forhold har påvirket og fortsat påvirker såvel den politiske adfærd (og tænkning) som den politiske kommunikation og dermed også tydeligt (be)vist nødvendigheden af videre studier i disse relationer/forhold. Det var (er) bl.a. på den baggrund, at den tværvidenskabelige disciplin politisk psykologi i 1960’erne og 1970’erne tog form og i 1978 bl.a. førte til dannelsen af The International Society of Political Psychology.

Selvom den politiske psykologi i Danmark aldrig rigtig har fået plads til at udfolde sig på de danske universiteter, har den udfoldet sig på andre universiteter i fx USA, Tyskland og England. Og de mange konferencer som The International Society of Political Psychology gennem årene har afholdt, og de hundredvis af videnskabelige artikler, der bl.a. har været offentliggjort i tidsskriftet Journal of Political Psychology, vidner om en mangfoldighed af studier i relationen mellem historiske, kulturelle og psykologiske forhold og den politiske adfærd og kommunikation, men også om hvor væsentligt et bidrag den politiske psykologi er til og i forståelsen af den politiske kommunikation

Den politiske sprogpsykologi

Selvom politiske psykologer gennem snart årtier har undersøgt de mange sociale, psykologiske, historiske og kulturelle forholds indflydelse på den politiske adfærd, tænkning og kommunikation, forekommer der dog, ligesom inden for megen anden forskning i politiske kommunikation (hvor det ”kun” er sproglige forhold, der undersøges), en tendens til ikke rigtig at beskæftige sig med et femte og lige så betydningsfuldt forhold i den politiske kommunikation som alle de andre – nemlig den konkrete situation forstået som den fysiske (og kemiske) virkelighed (det fysiske rum med dets strukturer og relationer) som selv sociale, psykologiske, historiske og sproglige forhold er en del af og forankret i. For sprogpsykologer og for sprogpsykologien er dette femte forhold et naturligt styrende forhold i relation til al kommunikation, og som i en undersøgelse af sprog, sprogbrug og kommunikation ikke kan tilsidesættes. For tilsidesættes dette forhold, overses væsentlige træk i situationen, som er med til at bestemme kommunikationens forhold og forløb.

For den del af sprogpsykologien, eller for den sprogpsykolog, der forsker i politisk kommunikation, må den konkrete situation eller den situationerede sprogbruger også altid være udgangspunktet – for kun på den måde kan sprogpsykologien supplere både den politiske psykologi og kommunikationsforskningens studier af politisk kommunikation med observationer af og viden om ”situationens” rolle for og i den politiske kommunikation. En sådan forskning har indtil nu ikke haft noget navn, men vil fremover blive kaldt for studier i politisk sprogpsykologi og anses for at være en gren inden for den politiske psykologi.


Relationer og asymmetrier i den politiske kommunikation

For på en sjov og lidt overfladisk måde at vise, hvordan den konkrete situation påvirker kommunikationen, henviser jeg til en af Chaplins berømte film, nemlig ”Diktatoren” fra 1940. I den er der bl.a. en scene, hvor diktatoren, en Hitler-lignende figur spillet af Chaplin, skal mødes med en anden diktator i skikkelse af en Mussolini-lignende figur. Det handler for dem begge om i den konkrete situation at skabe en ubalance til fordel for den ene sprogbruger, således at der kan opstå en dominans-underkastelses-relation mellem dem. Et magtforhold, som den amerikanske filosof Gregory Bateson har kaldt for et komplementært (asymmetrisk) forhold og beskrevet som ”hvis omvendt A’s og B’s adfærd er forskellig, men indbyrdes på en sådan måde, at mere af A’s adfærd stimulerer mere af B’s tilpassede adfærd, så er relationen komplementær med hensyn til adfærdselementerne” (Bateson, citeret fra Adamsen 1996:108). I filmen ”Diktatoren” sker det bl.a. ved, at den Hitler-lignende figur, spillet af Chaplin, sørger for at indrette den konkrete situation og relatere elementerne til hinanden på en sådan måde, at han i relationen til den Mussolini-lignende figur konstant fremstår højere, større og stærkere. Inden mødet med diktator Mussolini gør Chaplin fx stolen, som Mussolini skal sidde på, mindre end hans egen stol, hvorved han kommer til at fremstå som større – og naturligvis mere autoritativ med den konsekvens, at han opnår at dominere både den verbale og den ikkeverbale kommunikation.

Også politikeres kommunikations- og medierådgivere er gennem årene i stigende grad blevet bevidste om den konkrete situations indflydelse på både den konkrete politiske kommunikation og vælgernes/seernes/læsernes/lytternes reception af den. Lad mig blot give et par eksempler:

Før en politisk duel i tv mellem to politiske ledere fra de to største partier i Folketinget foregår der nogle såkaldte for-forhandlinger, hvor partiernes repræsentanter (rådgivere) mødes for at diskutere og forhandle om den konkrete situation, indretningen af og aktørernes placering i studiet. Er den ene politiske leder/partiformand fx højere end den anden politiske leder/partiformand – hvad tilfældet var i forbindelse med Folketingsvalget i 2001, hvor socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen var højere end Venstres Anders Fogh Rasmussen - vil det være naturligt for hans rådgivere at foreslå, at deres formand foretrækker at stå op under tv-duellen, fordi det at være højere i den konkrete situation gør, at han i den rette kontekst i den konkrete situation på en naturlig måde opnår et fysisk og sprogligt overtag i kommunikationen og over for seerne/vælgerne fremstår som mere autoritativ. Dette forhold i den konkrete situation kan der af Nyrup Rasmussens politiske modstander, Fogh Rasmussen, dog ændres på ved blot at foreslå, at begge politiske ledere sidder ned – i stedet for at stå op – under tv-duellen (eller også udnytte den konkrete situation til at fremstå mere dynamisk). I hvert fald går forhandlingerne om den konkrete situation i gang.

Noget andet, der også er vigtigt i sådanne politiske tv-dueller, er den journalistiske ordstyrer. Noget af det første rådgiverne sikrer sig enighed om er, at den journalistiske ordstyrer ikke bliver for dominerende. En måde at sikre sig det på er – udover bevidst at vælge en journalist, der er kendt for at være mere journalist end kommentator (kommenterende journalist) - at sørge for at indrette den konkrete situation sådan, at ordstyreren ikke står mellem de to partiformænd, men i stedet overfor eller ved et helt andet bord. En sådan relation mellem ordstyrer og politikere vil påvirke den politiske kommunikation i en for politikerne positiv retning – ordstyreren vil simpelthen ikke afbryde så meget, og der forekommer mere direkte dialog mellem politikerne frem for mellem politikerne og journalisterne. Anbringes den journalistiske ordstyrer mellem dem eller sammen med dem, er der en tendens til ”(at) den (fysiske) symmetriske relation i den konkrete situation er med til at give journalisterne ”følelsen” (kemiske forhold) af, at de i kommunikationens hede optræder på ”lige fod” med politikerne, at de også kan afbryde, fortolke og kommentere, ligesom dem” (Adamsen 1996:157).

At sådanne fysiske forhold i den konkrete situation øver indflydelse på den politiske kommunikation i den konkrete situation har jeg bl.a. (Adamsen 1996) i et større politisk sprogpsykologisk arbejde vist. I bogen ”Tv-valg og Tv-vælger” analyserer jeg valgudsendelserne ”Svar nu” og ”Valg til Europaparlamentet” og i den sammenhæng indretningen af tv-studiet i den konkrete situation og undersøger, hvordan den påvirker den politiske kommunikation mellem politikere og journalister. Jeg nåede bl.a. frem til, at der i valgudsendelsen ”Valg til Europaparlamentet” bl.a. forekommer en symmetrisk relation mellem elementerne i den konkrete situation, altså at bordene, som hhv. politikere og journalister sidder ved, er placeret præcis på samme måde – blot spejlvendt. Herved opstår der en symmetrisk relation mellem politikerne og journalisterne, hvilket påvirker den politiske kommunikation på en sådan måde, at journalisterne har en tendens til fx at fortolke og udlægge politikken på lige fod med politikerne; ” (…) journalisterne optræder på næsten sammen måde som politikerne. De er selvstændige journalistiske subjekter (…) og kommenterer og fortolker politiske handlinger” (Adamsen 1996:157). Dette forhold blev der ændret på i de senere valgudsendelser i ”Svar Nu”, hvor bl.a. indretningen af studiet i den konkrete situation blev anderledes og dermed også relationen mellem sprogbrugerne i den konkrete situation. Dette afspejlede sig i journalisternes sproglige adfærd, der ikke på samme måde som journalisterne i de foregående valgudsendelser (”Valg til Europaparlamentet”) optrådte som politikerne, men mere som selvstændige og kritisk spørgende journalister frem for fortolkende og kommenterende journalister.


Ny forskning i politisk sprogpsykologi

Kommunikations- og sprogforskeres viden om den konkrete situations indflydelse på den politiske kommunikation er i dag ganske mangelfuld og behovet for at forske i dette enormt. I dag forholder det sig sådan, at partiernes eller politikernes egne medierådgivere og politiske rådgivere ved mere om den konkrete situation og dens elementers indflydelse på den politiske kommunikation, end forskerne. Dét forhold må den politiske sprogpsykologi ændre på med studier af den konkrete situations indflydelse på den politiske kommunikation.

Kronikken er et uddrag af artiklen Politisk sprogpsykologi fra bogen Sprogpsykolog – udvalgte kerneemner, der udkommer medio august.


Billy Adamsen var fra 1996 2002 personlig rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han har rådgivet den Britiske Labour regering og er i dag medie-politisk rådgiver i SID samt ekstern lektor på RUC.


Litteratur
Adamsen, B. (1996): Tv-valg og Tv-vælger, Samfundslitteratur, Frederiksberg

Baudrillard, J. (1995): The Gulf War did not take place, Power, Sydney

Gomard, K. og Krogstad, A. (2001): Instead of the ideal debate, Aarhus Universitets
Forlag, Århus

Krogstad, A. (1999): Image i politikken, Pax, Oslo

Lund, A.B. og Horst, M. (1999): Den offentlige debat – mål, middel og mantra, Fremad,
København