Lærerkonflikten udfordrer vores krigs- og kassetænkning
Folk, der normalt holder sammen, slås mod hinanden i kampen om folkeskolens udvikling. Og to sfærer – politik og overenskomstforhandling – flettes sammen. Konflikten er mudret til. Og det har givet Danmarks Lærerforenings Anders Bondo Christensen manøvrerum til at komme tilbage i kampen. Men hvordan fik han strategiskiftet i stand – og hvad kan han gøre for at vinde krigen?
af Jesper Højberg Christensen
”Vi kommer til at se et kæmpe slagsmål om befolkningens gunst, hvor helte og skurke for alvor tegnes op”
Henning Jørgensen, Berlingske 4. marts
Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen stod med alle kortene på hånden i konflikten med Danmarks Lærerforening (DLF). De har bare ikke turdet eller kunnet føre kampagne konsekvent på de fakta, at to tredjedele af den danske befolkning synes, at tre lærertimer med deres børn hver dag – uden for en lang ferie – godt kan blive til lidt mere, samt at folkeskolen nok godt kan udvikles til det bedre, når 25 procent af drengene tabes, og hver sjette går ud uden at kunne læse og regne ordentligt. Risikoen for boomerang-effekt har formentlig været vurderet som for stor.
De seneste uger er det hele så mudret til – ingen udover de to stridende parter kan rigtigt længere finde ud af substansen. Selv über-spindoktor og ekspert i sortsnak, Peter Mogensen, synes, at der snakkes sort!
Det virvar skyldes i min optik, at rollefordelingen er uvant: Den røde regering kæmper sammen med KL mod Danmarks Lærerforening, mens den røde fagforening kæmper sammen med Dansk Folkeparti. Imens kæmper både skoleledere, eksperter og forældregrupper alle mod hinanden.
Selv uden at inkludere skoleledere, eksperter og forældre er der mange forskellige parter og umage sammensætninger, der deltager i diskussionen om heldagsskolen
I den situation kommer det hele let til at handle om proces: Hvem er det mest synd for, hvem er mest forhandlingsvillig osv.? Og på ægte David og Goliat-vis er det ikke kun i Marianne Jelveds hjerte, at lærerforeningens lille sønderjyske fysikernørdede formand, Anders Bondo Christensen, er tilbage i kampen – ja, nærmest er ved at få overtaget.
Hvis vi lige ser på konflikten fra Bondo Christensens og resten af hans holds vinkel, hvad har han så gjort – og hvad skal han gøre – for at bevare momentum i forhold til opinion og forældre? De tre vigtigste fronter er framing, eksperter og alliancer.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, skal mobilisere de nervøse forældre og pille det politiske sammenhold fra hinanden nedefra, hvis han skal sandsynliggøre, at lærerne får deres vilje I konflikten om heldagsskolen (foto: dr.dk)
Bondos trick: Tvangs- og discountskolen
KL ønsker selvsagt et moderne ledelsesrum, hvor skoleledelsen lokalt og fleksibelt kan sikre, at problemerne håndteres og ressourcerne allokeres. En folkeskole i global konkurrence om at udfordre alle til deres yderste kan kun skabes nedefra. Industrisamfundets stive og urimelige regler skal væltes – der skal f.eks. ikke være samme forberedelsestid til idrætstimen i 1. klasse som til samfundsfagsprojektet i 9. klasse. Den problemstilling har Bondo fra starten af ledt efter gode svar på – og han har ikke leveret. Måske fordi der kun er det, kommunerne kalder forstokkede og forkælede svar …
Desperationen var så stor i betonforsvaret af forberedelsestiden til de i snit 3,2 timers undervisning om dagen, at Bondo begyndte at skrive kronikker med Dansk Folkepartis Alex Arendtsen. Det så lige så lidt kønt ud som de ironiske kampagneskilte i lærerdemonstrationerne, som havde ordlyden ”Forbedelse eller kaos”.
Lærernes omdiskuterede demonstrationskilt, der med en kløgtig stavefejl gav en masse omtale i medierne. Budskabet om den indsnævrede forberedelsestids konsekvenser endte med at blive vidt udbredt gennem den hån, stavefejlen fik i første omgang. Måske inspireret af Venstres fejlstavning af velfærd i deres valgkampagne
Så kom strategiskriftet. Lærerne vinklede eller re-framede, så fokus blev flyttet fra at forsvare egne rettigheder til at angribe den ”tvungne” og ”discountprægede” heldagsskolereform. At reformen hverken er tvungen eller formentlig bliver særlig discount-præget, er irrelevant. Kommunikativt gav den grønne tavlekampagne – mirakuløst heldigt lanceret på dagen for første lock-out-varsel – straks medvind.
For kampagnen prikker til usikkerheden ved det nye. De stærke elever og deres forældre har jo en hverdag, der fungerer med foldbold, svømning osv., og de ønsker ikke ”at blive længere på skolen”. Reelt var lærernes fokusskift at blande politik ind i overenskomstkampen. Men den dristige kobling viste sig effektiv.
Antorini, Thorning og resten af regeringens folkeskolereform har en stærk kommunikationsstrategi imod sig. Ord som ”tvungen” og ”discount” bliver hele tiden forsøgt påklistret folkeskolereformen af DLF. Og det er ikke uden en vis effekt
Vestagers skyndte sig at udmelde, at heldagsskolen ikke er tænkt som discount. Men at hun tog ordet i sin mund, gav udsagnet en boomerangvirkning i samspil med, at regeringen allerede havde medfinansieret reformen med overenskomstresultatet og lanceret den lige op til forhandlingerne.
Det kan Bondo Christensen nu bruge til at argumentere for, at regeringen antaster forhandlingsretten. Dette er et argument, der sikrer en vis opbakning i fagbevægelsen, selvom man så kan spørge, hvor meget det egentlig er værd i nutidskroner.
Men hvis Bondo kan fortsætte med at holde diskussionen væk fra egne forældede rettigheder og mobilisere angsten for Søren og Mettes nye skoledag – og ikke mindst spænde sine 56.000 proselytter for den – er han nået meget langt.
En del af den kørende kampagne fra Danmarks lærerforening, der fremstiller udsigten til heldagsskole som en garanteret forringelse af folkeskolen. Socialdemokraterne har blandt andet kaldt den ”uhæderlig og usand”, fordi den f.eks. overdriver antallet af timer i heldagsskoleplanen betydeligt (Foto: gordetnurigtigt.dk)
Uafgjort i eksperternes kamp
Når alt går i mudder, skal eksperterne i medierne og forklare, hvad der er op og ned. Tre typer har budt ind: arbejdsmarkedseksperter, (kultur-)politiske kommentatorer og forskere i undervisning og skoleledelse. Niels Egelund og andre pædagogiske eksperter har ikke fyldt det store. Arbejdsmarkedseksperterne har derimod fyldt en del – og dér skal Bondo Christensen nok være glad for, at det er en af den gamle universitetsvenstrefløjs sidste bastioner.
Aalborg Universitets Henning Jørgensen er et godt eksempel på enhver fagforeningsdrøm af en ”neutral” ekspert, der er verdensmester i at forudse næste træk og lærernes mulige gevinst uden at blive afkrævet noget argument. Modsat ham er kommunalforsker Roger Buch sikker leverandør af udsagn som, at ”lærernes dødskamp” er indledt. De liberale og dannelsesorienterede fra Cepostil Claes Kastholm har det svært med tvangsskolen, men holder lavere profil. De røde i Politiken og omegn kan ikke lide lærernes bagstræb, men sympatiserer med kampen. Og som altid svajer de almene politiske reportere i de store omnibusmedier med vinden og følger trenden.
Kan Bondo fortsat klare uafgjort, er han langt på ekspertbanen. KL’s enorme undersøgelse af 14.000 læreres arbejdstid er svær at trumfe, men talbaserede argumenter mod heldagsskolen ville komme belejligt nu, om end de sandsynligvis udebliver.
Lærernes kampagne mod folkeskolereformen går stilsikkert efter at vække nervøse anelser hos forældrene. Den viser pæne, unge og velmenende udseende lærere, som skriver dommedagsscenarier på klassiske skoletavler. Men den byder ikke ind med mere dokumenterbare argumenter for, at det ikke skulle være muligt for lærerne at bruge mere tid sammen med eleverne.
Pluk venner blandt splittede fjender
Det er svært at vinde en krig alene, men lærerne har i mange års skoledebat konsekvent malet sig op ad en forandringsuvillig, grøn tavle, trods allehånde tilbud som f.eks. Dansk Industris ”Vores skole”. Isolationen omkring arbejdstidskravene blev udstillet i februar med støtten fra Dansk Folkeparti som eneste allierede til at sikre en skoledag, der slutter kl. 14.
Med ”tvangsheldagsskolen” som ny rambuk kan det måske lykkes at bryde igennem muren. For har lærerne ikke mange venner, kan man forsøge at splitte fjenderne.
Hvis det lykkes lærerne at få nok forældre til at vende sig mod heldagsskolen, vil dele af regeringspartiernes kommunale bagland måske give efter. Det er dem, der – som f.eks. Anette Vilhelmsen – tenderer mod at besvare ethvert problem med bemærkninger om mere ”proces” og ”dialog”, hvilket gør det svært for dem at opretholde det konsekvente lock-out-pres på DLF. Så i de næste faser handler kampen om forældrene. Ikke fordi de bestemmer, men fordi regeringens legitimitet er så svag, at forældreprotester slår hårdt igennem i kommunerne.
Hvis lærerne skal forhindre reformen, gør de klogt i at hidse forældrene op. Det vil nemlig lægge et kæmpe pres på de siddende kommunalpolitikere, der prøver at gøre sig klar til genvalg i november.
Regeringens topstyrede ”blå” reformplaner er på de fleste områder ikke blevet forankret i baglandet, herunder i det faglige og det kommunale. Baglandet er vant til at forstå traditionel velfærd, men er ikke tilstrækkeligt forberedt på regeringens vækstkurs og statsministerens reformiver, så de er særligt sårbare over for den forældrekritik, kampagnen fra lærerforeningen bevidst designer. Via centralt dirigerede, lokalt versionerede annoncer, aktioner osv. lægger lærerforeningen maksimalt politisk pres på kommunalpolitikerne nedefra, gennem udvalgte forældre og skolebestyrelser. Denne alliance fra neden, et bombardement af kommunalt valgte, der skal genvælges til november, er Bondo Christensens store chance.
Det ligner rigtig krig
Succeser handler om de strategier, der får de andre til at ende i skurkerollen. Men fordelingen af skurke- og helteroller er i denne kamp slet ikke klar og skarpskåren som i film. Og som befolkningen allerede mærker med ubehag: Det bliver hverken smukt og heroisk, klart eller enkelt. Det er en borgerkrig, hvor helte og skurke vil være at finde i de samme partier og i de samme familier. Og de vil nok ikke altid kunne finde ud af, hvorfor de havnede der, når de bagefter ligger mere eller mindre sårede i slagmarkens mudder. Så forvirret og uskønt går det til, når skæbnen for en af de vigtigste reformer i landet skal afgøres.
Links:
En kortere version af denne artikel er tidligere udgivet på b.dk
