Frank ordner det (kun analogt)!

Frank Jensen har skudt sin genvalgskampagne i gang i København. "Lad os ordne det!", skriger adskillige skilte rundt omkring i byen, mens andre fremlægger en oversigt, over det som Frank efter sigende allerede har ordnet. Der er således godt styr på kampagnen på gadeplan, og den minder en del om den fra 2009. Til gengæld foregår der af uransagelige årsager næsten intet digitalt. Eksempelvis er der på Franks egen hjemmeside intet spor af kampagnen.
af Christian Sophus Ehlers
Udtryksmæssigt læner ”Lad os ordne det!”-kampagnen sig meget op af layout og idé fra 2009-kampagnen. Faktisk fremgår 2009-sloganet ”Respekt for København” også af 2013-udgaven, ligesom farvevalg og typografi er identisk, og dermed binder de to kampagner sammen.
 
Overborgmester Frank Jensen skød i den forgangne uge sin genvalgskampagne i gang med et stort opkøb af outdoorannoncer rundt omkring i København. Her kampagnens centrale budskab
 
Kritikerne vil spørge, om vi ikke har set det hele før, og vil fremhæve, at det umiddelbart er uklart, hvad det er, Frank vil ordne. At kampagnen er kedelig, klichefyldt og hurtig glemt. Men også, at det er modigt at lave kampagnematerialet helt uden det mindste islæt af de klassiske politikerbilleder. Og så vil der være dem, der læser annoncebudskabet som ”Lad os være i fred, stem på os, vi ordner det, og bland jer så i øvrigt uden om.”
 
Outdoordelen af kampagnen er bygget op om to annoncer: hovedbudskabet med ”Lad os ordne det!” (som er den annonce, der antalsmæssigt er flest af), og en supplerende annonce, der opridser nogle af de politiske resultater, Frank Jensen gerne vil høste æren for.
 
Ideen er god, fordi ”Lad os ordne det” isoleret set fremstår bagudskuende og lader kritikere spørge: Hvorfor har du ikke allerede ordnet det, i de fire år der er gået? Suppleret af annoncen med resultaterne fremstår kampagnen derfor mere handlingsorienteret. Spørgsmålet er imidlertid, om københavnerne forbinder de skitserede resultater med Frank Jensens indsats som overborgmester?
 
Isoleret set kan denne annonce opfattes som for defensiv og bagudskuende. Men som supplement til hovedbudskabet, ”Lad os ordne det”, giver den pludselig mere mening. Bemærk henvisningen til temaet fra valgkampen 2009: respekt for København
 
Ingen valgløfter – kun temaer
Sandsynligvis belært af Ritt Bjerregaards ”Ingen slinger i valsen”-kampagne fra kommunalvalget 2005, hvor Ritt kom i alvorlige problemer efter at have lovet 5.000 billige boliger til maks. 5.000 kr./md. på maks. fem år, har Frank Jensen endnu ikke varslet nogen konkrete valgløfter til 2013-valgkampen.
 
Under 2009-valgkampen opererede Frank Jensen med såkaldte bløde valgløfter og talte bl.a. om en ”reel pasningsgaranti” i ”børnenes storby”, hvor der skulle være maks. ”15 minutter på cykel til en institutionsplads”, altså løfter der er mindre kontante end Ritt Bjerregaards løfter, og hvor det var uklart, hvad man egentlig efterfølgende kunne hænge Frank op på (hvordan defineres eksempelvis, hvad der er 15 minutters kørsel på cykel?).
 
Foreløbig opererer ”Lad os ordne det”-kampagnen slet ikke med valgløfter, men forsøger i stedet at bringe fem centrale valgtemaer i spil. Temaer, som Frank vil forsøge at prime dagsordenen for kommunalvalgkampen med. De fem temaer er trafikal trængsel, skoler, social dumping (jobskabelse), tryghed og fattigdom. Men vi er stadigvæk meget tidligt i kommunalvalgkampen, og der kan endnu nå at kommer valgløfter i spil.
 
2009-kampagnen ”Respekt for København”, som 2013-udgaven "Lad os ordne det" ligger i forlængelse af
 
Ingen kvaler, fagbevægelsen betaler
På den strategiske front har Frank Jensen indledt et klogt samarbejde med fagbevægelsen, herunder 3F, navnlig omkring det centrale valgtema "social dumping". Udover massiv økonomisk støtte til Franks kampagne og indrykningsbudget sikrer samarbejdet også Frank adgang til at kommunikere til 3F’s mange medlemmer, som han vil søge at aktivere både som frivillige i kampagnen, ved dør til dør-aktioner og i stemmelokalerne på valgdagen.
 
3F derimod har sikret sig vigtig politisk opmærksomhed på eksempelvis overenskomstdækning og praktikpladsskabelse, når det gælder Københavns Kommunes næsten 11 milliarder kroner store indkøb af varer, tjenesteydelser og byggeri. Og 3F får med støtten til Franks kampagne en alliancepartner, der kan lægge pres på Socialdemokraterne i Folketinget, eksempelvis i arbejdet for at indføre bedre redskaber i EU til bekæmpelse af social dumping. 
 
Ingen kvaler, 3F betaler. 3F støtter Franks kampagne og sikrer ham synlighed over for medlemmerne mod politisk opmærksomhed
 
Den digi-hvaffor-noget kampagne?
"Respekt for København"-kampagnen i 2009 udmærkede sig blandt andet ved et ikke-eksisterende digitalt spor. Frank havde dengang som de eneste tiltag både en Facebook-side og en privat profil, hvor førstnævnte ikke blev bestyret af ham selv. Der var ingen digitale tiltag eller noget der mindede om understøttelse af en ellers mobiliserende kampagne funderet på budskaber, hvor det burde ligge lige til højrebenet at involvere brugerne digitalt eller underbygge med vedkommende videoer. Franks eneste videobrug i 2009 var små hurtige Youtube-reklamefilm for "Respekt for København" udformet som ”talking head”. Heller ikke efter valget greb Frank Jensen for alvor chancen for at spørge og inddrage borgerne i København digitalt.
 
I 2013 ligner det indtil videre samme mønster. "Lad os ordne det"-kampagnen har tilsyneladende hverken sikret digital understøttelse, domæne eller bare noget der ligner en fornuftig digital tilstedeværelse for Frank Jensen.
Det kampagnemateriale jeg fik stukket i hånden i Fælledparken 1. maj var teksttunge flyers uden digitalt svar på, hvor man kunne melde sig som frivillig, men med brug af QR-koder, der af lidt omveje førte ind til en kampagnevideo. Referencen på de teksttunge plakater på outdoor-niveau fører da heller ikke ind til et univers på f.eks. ladosordnedet.dk, hvor brugeren kan nærlæse Franks resultater eller visioner. I stedet bliver københavnerne ført ind til siden frank-jensen.dk, hvor ”Lad os ordne det”-kampagnen slet ikke er nævnt (!), og forsiden blandt andet skæmmes af en stor Facebook-boks, der tilsyneladende ikke er kodet ordentligt og viser noget forkert.
 
Frank Jensen har lanceret ”Lad os ordne det”-kampagnen, men har svært ved at komme i gear digitalt
 
Frank glemte at engagere mellem valgene
Det gør dog ikke Frank Jensen til dårligere digital kampagnemager, at hans hjemmeside er ubrugelig og ikke skaber tryk på kampagnen, for spørgsmålet er, hvor mange københavnere der egentlig taster frank-jensen.dk ind, når de kommer hjem til deres computer eller fra gaden, når de kigger på plakaten eller materialet. Men de få der taster frank-jensen.dk ind på smart-phonen må formodes at blive skuffede.
 
Værre er det, at Frank Jensen i perioden imellem valgene ikke har forberedt valgkampen og først ser ud til at være kommet i gang digitalt nu. Seneste tweet fra Frank Jensen er fra 14. oktober 2011 og dialogen på Twitter om, hvorvidt profilen overhovedet skal overleve eller ej, tyder ikke på de store strategiske overvejelser fra hovedpersonen selv eller fra kampagneholdet, der på den måde helt undgår at pleje over 1800 followers, hvoraf en stor del er journalister og meningsdannere.
 
Har Frank opgivet Twitter? Seneste tweet er fra 2011
 
Lille fanbase på Facebook
Først omkring den 1. februar i år satte kampagnen bag Frank Jensen en lille smule tryk på det digitale med fan-hvervning til Facebook-siden. Indtil da har Frank ligget på omkring 4.000 fans, han har holdt videopause i et års tid på siden, og han synes ikke at have arbejdet særligt strategisk med at skabe engagement og opbygge relationer i Facebook-opdateringerne.
 
Facebook-siden er med annoncehjælp røget over 7.000 fans, men fanbasen er stadig efter en valgkamp i 2009 og fire års borgmesterstyre og eksponeringsmulighed en alt, alt for lille affyringsrampe til de ellers fine videoer, blandt andet med Søren Malling som ”Kolonihave-Kasper”, til at skabe tryk på noget som helst – en pointe, der falder meget godt i tråd med blandt andet analyser om borgmestres brug af Facebook.
 
Når man ikke selv skaber medietrykket på egne platforme, roder tingene ofte rundt. Og det gør de da også, hvis man aktivt forsøger at finde kampagnebudskaberne på nettet (og det er ikke let, prøv selv).
 
Resultatet er filmselskabets eget upload til deres egen YouTube-kanal, hvor der ikke er en tråd tilbage til kampagnebudskaberne. Faktisk kan det umiddelbart ikke lade sig gøre at fremsøge noget om kampagnen med søgeord som ”Lad os ordne det”!
 
Frank Jensens kampagne har foreløbigt blot lanceret én kampagnefilm. Kvalitetsmæssigt fejler filmen intet, men kampagnen har tilsyneladende ikke lagt en strategi for social og digital udbredelse
 
Frank genvinder overborgmesterposten
For hvad angår budskab og udtryk har Frank Jensen lavet en udmærket kampagne, der trækker tråde tilbage til 2009-kampagnen, men virker mere handlingsorienteret. Ved at opridse opnåede resultater sikrer kampagnen sig mod spørgsmålet om, hvorfor Frank ikke for længst har ”ordnet det”.
 
På dem digitale front fejler Franks kampagne derimod. Der er ingen central kampagneside, og der er et hele vejen igennem manglefuldt online medietryk.
 
Den gode nyhed for Frank er, at han nok skal genvinde overborgmesterposten. Han står overfor en svag og handlingslammet borgerlig opposition på Københavns Rådhus, og meningsmålinger viser gang på gang, at Socialdemokraterne i København slet ikke er ramt af samme vælgermæssige udfordringer, som dem der forfølger Socialdemokraterne på landsplan.
 
Faktisk ser den alvorligste trussel mod overborgmesterposten ud til at komme fra den yderste venstrefløj. Her ligger Enhedslisten til en enorm fremgang og forventes at få op imod 27 procent af alle stemmer, blot en procent under de 28 procent, som Socialdemokraterne spås at få i København. Til sammenligning ligger Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative til at få 23 procent af stemmerne i Københavns Kommune – tilsammen vel at mærke!
 
Facebook er den eneste digitale platform, hvor det fremgår, at Frank Jensen fører valgkamp. Det virker dybt mystisk, når der er brugt så mange penge på indsatsen på gadeplan
 
Links:
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også