Løgnens sprog

Psykologiprofessor James W. Pennebaker har forsket i tusindvis af løgne og fundet, at løgne fortælles i et særligt sprog. Når vi lyver, har vi færre detaljer med, bruger et mere udtalt følelsessprog og har færre referencer til os selv. Her kommer en oversigt over løgnens sproglige vendinger og de mimiske mikroudtryk, de pakkes ind i. Og for nu at være ærlig: artiklen kan misbruges som en vejledning i at lyve mere effektivt.
Ansigt og kropsholdning afslører en løgn. Men også ord og vendinger – både når man kommunikerer mundtligt og skriftligt. Her kommer et eksempel på en fremstilling af samme episode på to forskellige måder. Hvilken er den sande version?
 
Historie 1
 
 
Historie 2
Skuespilleren Elisabeth Von Rosen fortæller om samme episode på to forskellige måder. Kun den ene er sand. Se videoerne eller nøjs med at læse udskrifterne nedenfor
 
Hvilken historie er den sande?
 
Historie nr. 2 er falsk. Det fremgår af kropsholdningen, mimikken og intonationen, men også af valget af ord og vendinger. Der findes klare mønstre for, hvad der kendetegner løgnens sprog. Der er seks centrale, sproglige træk ved den falske historie:
 
I den falske tekst er der færre detaljer
Folk, der skriver sandt, bruger flere ord, bedre beskrivende ord og har flere detaljer med i teksten. Det er lettere at beskrive det, man virkelig har oplevet, end det man skal opfinde. Den falske historie savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Detaljeringsgraden i en historie er ikke bare kendetegnet ved flere faktuelle detaljer, men også ved kompleksiteten i fortællingen. Det er fx en mentalt krævende opgave at lave indskudte sætninger, hvor man fortæller hvad man ikke gjorde eller ikke tænkte. Det er imidlertid meget normalt i en sand historie.
 
Falsk: Jeg fik min pung stjålet i dag.
Sand: Jeg fik min pung stjålet i morges. Jeg opdagede det klokken halv fem, da jeg kom fra arbejde, og ville købe mig en hapsdog ved pølsevognen.  
 
I den falske tekst er der flere eksplicitte følelsesord
Når man har en virkelig oplevelse af eller erfaring med noget, forudsættes en række følelser implicit. Hvis ens far er død, siger man ikke, at man er meget ked af det. Det er underforstået, at man er det. En løgnagtig tekst vil derimod eksplicitere indlysende følelser.  
 
Falsk: Vielsesringen lå i pungen, og det er både personligt krænkende, besværligt og følelsesmæssigt hårdt at miste den.
Sand: Jeg havde også min vielsesring i pungen. Nu håber jeg forsikringen dækker tabet.
 
I den falske tekst er der flere udsagnsord 
Desto flere udsagnsord, der bruges i en tekst, desto mere refereres der til begivenheder, der sker her og nu. En falsk historie vil bestå af mange udsagnsord, fordi begivenheden opleves (læs: konstrueres) nu og her, mens den skrives. En sand historie om begivenheder, der er sket for nogen tid siden, vil ikke blive fortalt som noget, der aktivt sker nu. En, der fortæller sandheden vil fx sige: ”Jeg vidste bedre end at gøre det…” hvorimod en løgner vil sige: ”Jeg burde have vidst bedre end at gøre det”.     
 
Falsk:  Man kunne have sagt sig selv, at han ville tage den. Men nogle gange tænker man sig bare ikke om.
Sand: Jeg vidste, at det var dumt at friste svage sjæle på den måde. Men nogle gange tænker jeg mig bare ikke om.
 
I den falske tekst er der færre selvreferencer
Personlige stedord som ”jeg” og ”mig”er afslørende. Disse typer af ord peger direkte tilbage på fortælleren; de er selvrefererende. Dermed peger de på fortællerens følelser og oplevelser og dermed ejerskab over fortællingen. Modsat brug af ordet ”man”. Den falske tekst er kendetegnet ved, at fortælleren ikke har et reelt ejerskab over fortællingen, da den i nuet bliver kunstigt konstrueret. Det manglende ejerskab viser sig i færre personlige stedord.   
 
Falsk: Man burde jo have vidst bedre, ikk? At stå og vifte med penge i det offentlige rum, når der står en suspekt person bag ved en, er jo ikke for smart.
Sand: Jeg vidste jo egentlig bedre end at stå og vifte med alle de sedler i det offentlige rum.
 
I den falske tekst er der flere indre modsætninger
Hvis løgneren fortæller en længere løgnehistorie, vil den højst sandsynlig på et tidspunkt vise sig som utroværdig, fordi der opstår indre logiske modsætninger.
 
Falsk: Jeg gik fra arbejde kl. 17 og handlede på vejen hjem… Jeg var hjemme cirka kl. 17 og begyndte at lave mad.
Sand: Jeg fik fri kl. 17. Jeg handlede på vejen hjem og begyndte at lave mad kl. 18.   
 
I den falske tekst er der flere talefejl og ordsøgninger
Den sande historie handler om at trække kendt og hengemt viden og erfaring frem fra hukommelsen og blot beskrive, hvad man oplevede. Det er umuligt for en løgner, og løgneren vil derfor typisk lave flere talefejl og ordsøgninger. Talefejl er fx, når man udtaler eller bruger forkerte eller upassende ord i situationen. Ordsøgninger optræder, når man bruger flere øhh'er og længere pauser, hvor man søger efter det rigtige ord.  
 
Falsk: Øhh, jeg tror nok, det var i sommer, nej i foråret, æhh, at jeg øhh, fik kattekillingen.
Sand: Vi fik kattekillingen i april måned.
 

Oversigt over, hvilke ord og formuleringer der afslører løgnagtigheden i en tekst. Jo længere til højre i skemaet, jo mere sandt. Selvmodsigelser (discrepancies) og manglende brug af "jeg" (I-words) er typisk for løgne. Skemaet er hentet fra James Pennebakers bog ”The Secret Life of Pronouns”
 
Løgnens mikroudtryk
Har man styr på ovenstående, sproglige løgnedetektor, mangler man at kunne styre sin krop og sit ansigtsudtryk. Psykologen Paul Ekman har forsket i såkaldte mikroudtryk, som afslører løgn. Han opererer med syv grundfølelser, som vi udtrykker i ansigtet: angst, afsky, frygt, overraskelse, foragt, sorg og glæde. Når vi lyver, viser vi det helt ubevidst via ansigtsudtryk.  
 
En løgner vil prøve at skjule eller undertrykke en følelse eller et udtryk, der rejser sig spontant. Omvendt vil en løgner forsøge at producere en falsk følelse eller udtryk, der ikke melder sig naturligt og spontant. Han vil fx fremtvinge et smil, når han fornemmer, at det kan tjene hans sag og omvendt undertrykke et smil, hvis han tænker, det ikke er til hans fordel.
 
At lyve kræver mere mental energi, og det viser sig i mikroudtrykket. Træthed eller angst for at blive opdaget kan fx ses i pludselige og korte (under et sekund) udtryk af foragt eller væmmelse ved situationen. Løgneren vil samtidig have en tilbøjelighed til at blinke mere, se mere væk og pille mere ved ansigtet eller genstande. Disse kropslige reaktioner afslører løgneren. Som det også var klart i filmen med skuespilleren, der i løgnhistorien både kiggede mere væk og tog hånden til ansigtet. 
 
Se den menneskelige løgnedetektor Pennebaker fortælle om sin forskning
 
 
Den onde sorte guide til den effektive løgn
Det kantianske kategoriske imperativ lyder, at man altid skal fortælle sandheden. Insisterer man imidlertid på løgnen, skal man være opmærksom på følgende:
  • Fortæl historier med høj kompleksitetsgrad og mange detaljer
  • Fortæl historie uden at bruge for mange følelsesord
  • Fortæl historie uden at bruge overdrevent mange aktive udsagnsord
  • Fortæl historier med klare selvreferencer til dit oplevende ”jeg”
  • Fortæl historier, der er uden indre modsætninger
  • Fortæl historier uden at lave talefejl og ordsøgnigner
  • Fortæl historier, der trækker på ægte følelser, så du ikke skal undertrykke dem
  • Fortæl historier uden at kigge for meget væk eller blinke
  • Fortæl historier uden at pille ved ting eller tage hånden til ansigtet.
---  
 
Læs mere
Artiklen bygger på den nye bog ”The Secret Life of Pronouns” af James W. Pennebaker, der er professor i psykologi ved The University of Texas. 
 
 
 
 
Paul Ekmans arbejde med mikroudtryk går 40 år tilbage. Et godt sted at starte er med bøgerne:
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job