Opmærksomhed er ikke en mangelvare

re. fakta fra hjerneforskning. Der er en forudsætning der skal klares først, før hjerneforskning kan give rimelig indsigt i dette her. Man skal først reducere hjernen til en informationsprocessor og lave en "full Descartes" for at forstå information "uden for" som noget der er repræsenteret "inde i" hjernen. Jeg tror at måden vi omgåes information på er meget mere kontekstuel og relativ. Jeg tror ikke at vi kan betragte vores omgang med information som et spørgsmål om evolutionært betinget båndbredde - min tese er at vores måde at omgåes information på er plastisk og hele tiden ændres - teknologier som sprog, skrift, vidensforarbejdning gennem IT etc. etc. er med til at med-konstruere vores evne til at fatte verden...

Attention, pleace
Jeg reagerer også mod syndefaldsmyter. Især når talen er om teknologiske landvindinger. Men jeg reagerer også, når nogen tankeløst ønsker det nye velkommen. Det tankeløse i Mads Bødkers artikel om opmærkdsomhedsøkonomien skyldes, at han ikke gør sig tanker om, hvad opmærksomhed er. Det har da ellers optaget filosofferne, siden erkendelsesteoriernes tid. Men filosofferne overlod for hurtigt begrebet til psykologerne. Når Mads Bødker taler om input, om sansebombardement kan man let få den mistanke, at han slet ikke taler om opmærksomhed, men om pirring, stimuli.
Opmærksomhed, der jo som ordet siger, betyder at mærke op, er en kompliceret akt, hvor man både modtager og giver, både er passiv og aktiv, både afslappet og anspændt.
Når opmærsomheden svigter, søger den gængse psykologi årsagen enten i stoffet, som ikke kan fange opmærksomheden, eller i den manglende koncentrationsevne, forstået som manglende evne til at stille skarpt på genstanden. Selve opmærksomhedsakten, som hverken er en viljesakt eller fremkaldt af ydre stimuli, lades altid ude af betragtning.
Nogen har hævdet at opmærksomheden skyldes det sagtes eller genstandens "Aufforderungscharakter". Et billede der hænger skævt opforder os til at hænge det lige. Andre har sagt, at opmærksomhed er en viljeshandling, altså en karakteregenskab, en evne til at koncentrere sig, at stille skarpt. Pædagogerne kan ikke blive enige så de satser for en sikkerhedsskyld på begge forklaringer. På både objekt og subjekt. De køber flere og flere audio-visulle hjælpemidler og forlanger opmærksomhed fra eleverne. De færreste kommer på den tanke at opmærksomhed måske er noget som udspiller sig mellem subjekt og objekt, for nu at tale latin. I mellemrummet mellem dem. I det rum hvor der hverken er et subjekt eller et objekt, og hvor tiden er rumlig - man mærker op -, og hvor rummet er tidsligt - det finder sted. Når vi er opmærksomme er vi lidt ved siden af os selv. Bevidstheden er afspændt og vi lytter associativt. Indtrykkene baner sig vej til tidligere såvel som til kommende indtryk.
Hvorfor er skoleeleverne urolige i timerne? Hvorfor er det umuligt at fange deres opmærksomhed? Det findes der utallige svar på i digre forskningsrapporter på tilstøvede hylder. Enten er eleverne dampbørn eller de har set for meget tv eller de har spist for meget junkfood. Eller også er det noget helt fjerde, der er galt med eleverne. Uenigheden blandt de lærde er stor, men et har man næsten altid enige om: fejlen skal findes hos eleverne. Men “fejlen kan også ligge i omgivelserne, miljøet, som bombarderer os med informationer. Men er det overhovedet opmærksomheden, man taler om? Hvad er opmærksomhed?
I nogle lande, bl.a. i Danmark og Tyskland, skænker man opmærksomhed. I England betaler man med opmærksomhed: pay attention. Sådan er det nemlig med opmærksomheden: man ved aldrig om man giver eller man modtager.
“Skænk mig din opmærksomhed”, siger vi. At vise andre opmærksomhed er den største og bedste gave. Når man betaler man med opmærksomhed - pay attention to - bliver gaveøkonomien erstattet af opmærksomhedsøkonomien, så er opmærksomhed vare- og skuespilsamfundets møntfod. I opmærksomhedsøkonomien er der nok af alt. Bare ikke af opmærksomhed. Den kan vi aldrig få nok af. Den er der altid mangel på, hævdes det.
Attention pleace! Det er det, det drejer sig om. Det gælder om at slippe ud af denne skrækkelige oscilleren mellem kedsomhed og fascination, som allerede Schopenhauer mente ville blive det moderne menneske vilkår. Det gælder om at finde ind i denne særlige, næsten andægtige stemning, denne helt særlige sammenvævning af tid og rum, vi kalder opmærksomhed. Attention pleace! Altså opmærksomhed. Opmærksomhed er som det engelske og franske ord for det siger: at tendere - at-tendre - mod noget, at være spændt ud mod et eller andet, at strække sig mod noget. Vi genfinder det i ordet "in-tensiv". Men for at opmærksomheden kan vækkes, må der skabes et rum den kan strække sig ud i, men det tager tid at bevæge sig i rummet, så der skal også være tid til rådighed. "L'Attention est attente"(Blanchot) - opmærksomhed er venten. Når vi ikke i forvejen ved, hvad vi skal strække os ud mod, men alligevel tillidsfuldt strækker os ud mod det , har vi at gøre med denne særlige form for opmærksomhed, som kan kaldes skabende opmærksomhed.
Hvor og i hvilke fysiske omgivelser kan vi uden angst tillidsfuldt åbne os for det uforudsigelige, det slet og ret uhørte? Der kræves en hel masse, som vi ikke har magt over. En bestemt opmærksomhedsbefordrende stemning skal først indfinde sig. Det gælder blot om at være nærværende, både læreren og eleven, siger skolefolk med hang til højskolejargonen. Jamen, det modsatte er lige så sandt: det gælder om at være så tilpas fraværende, at der bliver plads til at strække sig ud mod noget. Til opmærksomheden hører gerne en vis adspredthed. Den er som en samling folder i bevidstheden, der forhindrer en forhastet klarhed.
Der kræves på én gang hengivenhed og agtpågivenhed. Opmærksomhed er hverken en kvalitet ved stoffet eller hos eleven. Det er en begivenhed. Filminstruktøren Godard udtaler i "Numero deux": "Man må erkende at kun i visse blege nattetimer er mennesket åbent for menneskelige problemer". Heidegger(1889-1976) ville generalisere dette til at lyde: erkendelsens døre åbner sig kun i den rette grundstemning. Al forståelse er stemt. En stemning er ikke noget jeg har, den er ikke noget psykologisk. Det er en måde at være på. Jeg er altid for-stemt. At være i verden er også altid at være i en stemning, to be in the mood. Mood kommer af latin 'modus', og at være "in the mood" vil altså sige en særlig måde at opleve verden på, som går forud for og er bestemmende for hvordan du forstår verden. Stemning er en stemme som tiltaler os.
Opmærksomheden er den første blandt åndsevnerne, fordi den åbner erkendelsens døre. Den megen snak i disse lærings-tider om at det er selve det at lære og ikke hvad man lærer, som skal være i centrum, burde placere opmærksomheden helt i front, for opmærksomhedsevnen er måske selve læreevnen. Det kan i hvert fald læse hos Maurice Merleau-Ponty. Han helliger opmærksomheden et selvstændigt kapitel i sit hovedværk om “Perceptionens fænomenologi”, hvor han skriver at “selve den handling at lære” aldrig er blevet forstået af de filosofiske hovedskoler, empirismen og rationalismen, og det netop fordi ikke kan indfange opmærksomheden.
I Merlau-Pontys opmærksomhedsfilosofi er opmærksomhed rigtigt forstået en sand skabende akt. For empiristen er opmærksomheden en slags lyskaster, som oplyser en allerede struktureret verden. I sig selv er den intet. Heller ikke hos rationalisten udretter opmærksomheden noget, for vi opdager jo bare, hvad vi allerede havde lagt i tingene. “Empirismen kan ikke indse, at vi må vide, hvad vi leder efter, ellers vil vi ikke lede efter det, og intellektualismen [rationalismen] kan ikke forstå, at vi må være uvidende om det, vi søger, for ellers ville vi ikke søge.”
Opmærksomheden undslipper subjekt-objekt-tænkningen, for den befinder sig - som skabende opmærksomhed - mellem subjekt og objekt. Opmærksomhed er ikke en “evne til at stille skarpt”, ikke en særlig koncentrationsevne. Det mest skadelige for opmærksomheden er tvang.
Opmærksomhed er mindre en evne end en indstilling, nemlig den indstilling, som Heidegger kalder Gelassenheit, sagtmodighed. Gelassenheit vil sige en distance til verden. Man har verden uden at have den. Det er ikke det samme som indifference eller ligegyldighed. Heidegger forlanger altså Gelassenheit af os, og måske skulle vi så snarere tale om en holdning end en stemning. "Gelassenheit" er nemlig den holdning som "lader det værende være", som holder os åbne for hemmeligheden, det uudsigelige.
Opmærksomheden er en slags fortættet mani. Den er mindst af alt neutral observation. Snarere et blik som »fæstner«, så jeg ikke længere ved om jeg modtager eller giver indhold. Modsætningen aktiv/passiv sættes ud af spil. I en mængde forventede eller ligegyldige indtryk kommer noget, som giver tegn. Hvad det er bliver først klart langt senere. Det ville derfor være forkert at sige, at det drejer sig om en slags viden. Opmærksomheden tager aldrig noget overflødigt med. Den adlyder ikke pligten.
I Über den Ursprung der Sprache (1772) skriver J. G. Herder: »Mennesket beviser refleksion, når dets sjælsstyrke virker så frit, at det i hele oceanet af fornemmelser, som bruser gennem alle sanser, så at sige kan isolere en bølge, standse den, rette opmærksomheden mod den og gøre sig bevidst, at det er opmærksom på den. Mennesket beviser refleksion, når det ud af hele den svævende drøm af billeder, som glider forbi dets sanser, kan samle sig i et vågent øjeblik, frivilligt dvæle ved et billede, tage det i et lyst, roligt øjesyn og indprente sig kendetegn, som denne og ingen anden genstand har.”
Herder sætter altså lighedstegn mellem refleksion og opmærksomhed. Hos mennesket afslører brist på opmærksomhed sig hurtigt: det bliver konventionelt. Man (jeg) mindes Pierre Hadots karakteristik af antikkens filosofi, f.eks stoikerne: “Stoikernes åndelige holdning var opmærksomhed, attention, prosoché, hvilket er en vedvarende vagtsomhed (vigilans) ... en altid alert bevidsthed om sig selv, en konstant spænding i ånden.”
Walter Benjamin skriver: “Bønnens verdslige sidestykke er opmærksomhed”. Han skriver også: “Selv om Kafka ikke var en mand som bad - noget vi ikke ved - så ejede han dog i højeste grad det Malebranche kalder “sjælens naturlige bøn” - opmærksomheden. Og i den inddrog han alle skabninger, ligesom de hellige tog dem med i bønnen.(Benjamin: Kafka) Når opmærksomheden sammenlignes med bønnen befinder vi os langt fra de gængse psykologiske og pædagogiske leksikas redegørelse for opmærksomheden, langt fra åndspygmæer som Stowe Boyd
Endelig kan vi ikke tale ommopmærksomhed uden også at inddrage modbegrebet: vane. Walter Benjamin noterer sig: “Den første blandt egenskaberne, siger Goethe, er opmærksomheden. Men den deler dog førstepladsen med vanen, som den fra første dag har gjort rangen stridig. Al opmærksomhed må munde ud i vanen, hvis mennesket ikke skal sprænges, alt det vanemæssige må forstyrres af opmærksomheden, hvis mennesket ikke skal gå i stå.”( se Benjamin, G.S.,IV, s. 407). Hvis vi i omstillingsparathedens tidsalder, hverken må få vaner eller uvaner, truer det også opmærksomheden.

Jeg kommentererede ikke, men demonstrede. Mads Bødkers artikel vil overbevise os om, at opmærksomhedsevnen ikke tager skade af informationsbombardementet. Men ikke med et ord får vi at vide, hvad opmærksomhed er for en størrelse. Jeg ønskede så lige at demonstrere, at ‘opmærksomhed’ er en svær en. Mange indenfor den opmærksomhedshungrende undervisningssektor går fejl af begrebet. Man opruster med av-midler for at fange elevernes opmærksomhed og geråder ud i endnu større problemer. Man behøver ikke reflektere meget over begrebet opmærksomhed før man mister troen på Bødkers glade budskab: at opmærksomheden ikke er truet. Det var bare det, jeg ville gøre opmærksom på.