Et overskudsfænomen i en krisetid
De fleste af os kender til kædebreve. Nok især fra dengang vi var børn og fik et forjættende løfte om, at vi ville modtage tyggegummi til resten af året, hvis blot vi sendte fem kædebreve af sted. Eller måske var det glansbilleder og klistermærker, det drejede sig om og for de voksnes vedkommende lapper til et patchworktæppe. Langt mindre uskyldigt kunne det handle om penge, måske endda om ulovlige pyramidespil.
af Louise Mønster
Nu er der imidlertid også kommet gang i kædebrevsgenren på Facebook. Og i modsætning til tidligere er der ikke brug for klistrede frimærker eller grund til at frygte, at brevene går tabt i posten. Som et elektronisk socialt netværk tilbyder Facebook tværtimod en særdeles gnidningsfri og effektiv måde, hvorpå man kan sprede en historie og give en stafet videre. Siden den 18. februar har der cirkuleret en række fortællinger med reference til Erindringsbanken – Kædebrevsfortællinger fra FB, der allerede her en uge efter har påkaldt sig megen opmærksomhed.
Kædebreve er flyttet til Facebook. Nu kan du dele en historie eller se andres indlæg på Erindringsbankens Facebook-side
En gængs definition på et kædebrev er, at det er et brev, hvori modtageren enten via løfter eller trusler opfordres til at lade en anmodning gå videre til andre. I udgangspunktet er der således tale om et noget suspekt fænomen, som mange vil have betænkeligheder ved at deltage i. I tilfældet med Erindringsbanken er det imidlertid alene frivillighedens princip, der gælder. De tre administratorer af banken, Heidi Laura, Anna Bridgwater og Heidi Vesterberg, der alle arbejder som journalister, præsenterer deres intention som en ren overskudsforretning, hvor det handler om ”at få samlet alle de fine, rørende og forskellige kædebrevsfortællinger” til glæde for andre. Erindringsbanken har dermed til hensigt at skabe en platform, hvor man kan dele erindringer og fortællinger. Den fungerer efter det princip, at hver enkelt investering betyder en forøgelse af den fælles kapital.
Konceptet er, at man skriver en kort fortælling om et bestemt år i sit liv, poster den på sin egen Facebook-profil og derpå opfordres dem, der liker ens historie, til også at skrive om et specifikt år i deres liv. Når man går ind på Erindringsbanken, kan man følge kædebrevets historik tilbage til to af redaktørerne selv, der, på opfordring af en tredje, har delt de to første erindringer. Herefter tages stafetten op af forfatteren Maria Helleberg, og den forgrener sig videre ud i det brede sociale netværk, som stadigt flere mennesker er en del af. Med disse kvinder som udgangspunkt betyder det dog også, at der er en overvægt af journalister og kunstnere; af erindringer fra veluddannede og kulturelt interesserede mennesker eller med andre ord: af eksponenter for den såkaldte kreative klasse.
Kædebreve er gået fra de oprindelige snailmails, over sms'er til indlæg på Facebook
Ser man nærmere på den foreløbige kapitalbeholdning, finder man, at der om eftermiddagen den 25. februar er indsat godt og vel 80 erindringer, og at hovedparten stammer fra kvinder. For nogles vedkommende er teksterne desuden suppleret med soundtracks, der bringer mindelser om de beskrevne år. I forbindelse med erindringsskabelse er det da også Facebooks styrke, at det som et multimedialt rum lægger op til inddragelse af både tekst, billeder og musik. Blandt historierne kan man læse den fine beretning om en følsom 7-årig dreng, der er uforstående over for skilsmissefamiliens logik, og som kanaliserer sin egen beskyttertrang over på klassens udsatte og dyr, men også har spirende seksuelle erfaringer med piger omme bag buskene. Man kan høre om modellen, der som 19-årig svinger mellem vild luksus i New York og slum i El Salvador, og som lader billedet af et gulv fyldt med kakerlakker afrunde sin fortælling. Man kan få et indblik i en 25-årig fotografs liv i 1977, hvor han supplerede sin indtægt med at sortere post om natten og rejser til det lukkede Albanien. Så er der den 37-årige, der kæmper en hård og stadigt mere desperat kamp for at blive gravid. Og der er kunstjournalisten, som tænker tilbage på sit 29. år og de shorts med uafvaskelige malingpletter, hun endnu gemmer fra den dag, hvor hun i forbindelse med sit job kom hen til Gåsetorvet i Rudkøbing og blev ramt, ikke kun af stænk fra de malende kunstnere, men også af Amors pile.
Med andre ord er der en lang række på én gang genkendelige og interessante erindringer, der tilsammen danner et komplekst og broget billede af, hvordan livet har formet sig for mennesker. Blandt dem er der mange, som er velskrevne og nogle få, som har kunstnerisk kvalitet. Et kort, men prægnat eksempel herpå er den unge forfatter Anna Dorthea Friis, der skriver således om at være 16 år:
Sitet er dog ikke af den grund et litterært site, men et som promoverer fortællingen og har den gode historie i centrum. Historier som langt overvejende er i prosaform og forbundet med en faktisk fortid, hvor der i særlig grad synes at være interesse for at skrive om barndommen, teenageårene og det tidlige voksenliv. Måske er det et udslag af, at de fleste skribenter selv er forholdsvis unge; måske har det at gøre med, at vi lokaliserer mange af de mest skelsættende begivenheder til vores unge år.
Med undtagelse af nogle få erindringer, der er anonyme og postet af redaktørholdet på hovedsitet, er der navn og ansigt på alle skribenterne. Historierne er på én gang del af disse personers individuelle fortællinger på Facebook, og de er en del af den større fortælling, som Erindringsbanken lægger rum til. Der er tale om netværksfortællinger i den forstand, at de bliver til inden for et givent netværks rammer, og derudover ved at de cirkulerer mellem mennesker og er med til at knytte dem sammen. Idet afsenderne er faktiske personer, formoder man at blive præsenteret for sande hændelser. Alligevel ved vi også, at erindringer ofte er konstruerede; at de changerer mellem at være selvoplevet virkelighed og efterrationaliseringer – ligesom forestillingen om den gode fortælling og sproget let kan medvirke til, at fortællingerne får deres eget liv.
Et udsnit af kædebrevsfortællingerne på Facebook. Se alle fortællinger her
Det er svært at spå om, hvor lang en levetid Erindringsbanken vil få som aktivt forum.
Samtidig med at kædebrevsformen synes at være en særdeles effektiv måde at sætte en reaktion i gang på, er der risiko for, at den hurtigt vil klinge ud. Når det kom til stykket, var det i hvert fald ikke fordi, kæberne blev tygget af led det år i barndommen, som jeg indledningsvis refererede til. Og mens man nok kan blive grebet af at skrive sin egen erindring og læse om bekendtes oplevelser fra et givent år, er det sandsynligt, at manges interesse vil fortabe sig, som stafetten bevæger sig væk fra dem selv og deres vennekreds. Måske vil den da leve videre i andre kredsløb, men det kræver, at der ligeledes dér er tilpas mange, som har lysten til at dele deres erindringer og evner at omskabe dem til vedkommende fortællinger.
Erindringsbanken er et interessant fænomen, som styrkes af sin åbne og netværksbaserede form, men hvor selvsamme åbenhed også betyder, at kvaliteten af teksterne – eller for at blive i den finaniselle terminologi: forrentningen af den samlede kapital – er helt og aldeles afhængig af dem, der skriver. Her mandag den 25. februar meldes der imidlertid om plus på kontoen. Sådan som Erindringsbanken tegner sig netop nu, er det et overskudsfænomen i en krisetid.
___________________________________________________
Links:
___________________________________________________
