Hver dag året rundt taler journalister med kilder til baggrund. For at komme ind i stoffet, for at kende forskellige aktørers positioner, for at få sladder og substans, der på den ene eller den anden måde kan bruges til at danne grundlag for spørgsmål til andre kilder. På den måde opstår rigtig mange af de fleste væsentlige historier – fordi kilder af den ene eller den anden grund vælger at åbne munden og tale ”til baggrund”. Og hver dag holder langt de fleste journalister baggrundssnakken i baggrunden og skelner klart mellem baggrund og citat. Det handler om et troværdighedsforhold mellem to parter.

I mediehåndteringens ABC står – på en af de første sider – at kilden skal huske at sikre sig, hvad der siges til baggrund, og hvad der kan bruges til citat. Altså et aftaleforhold mellem kilde og journalist. Det er en af de få kontrolmuligheder, kilden har, når det ellers er journalisten, der vælger emner, vinklen og øvrige kilder i historien.

Men med Kurt Lassens bog ”Plummer – summen af kardemommen” og PR-arbejdet omkring den risikeres et skred mellem begreberne ”til citat” og ”til baggrund”, hvor vægten tipper mod, at det nu er ’lovligt’ at ophæve en aftale om ”til baggrund”, hvis det, der her fortælles, er så tilpas interessant, at man ønsker at referere det.  Det er en glidebane, der stiller både kilden og kommunikationsrådgiveren over for nye udfordringer i relationen til journalisterne – og som gør livet sværere for journalister, der overholder deres aftaler.

Her får du din nye guide om baggrundssnak med journalister:
 

1)   Skal jeg overhovedet tale til baggrund, når jeg ikke ved, hvor det havner?
Ja, du skal stadig tale til baggrund. For det at tale til baggrund kan stadig være en stor fordel for dig som kilde. Du kan skitsere udfordringer for dig selv og din organisation, du kan give baggrundsinformation om dine konkurrenter, forklare dig selv og dine forretningsmæssige og politiske ideer samt plante frø, der kan blive til gode historier for dig på kort eller på langt sigt.

Men du skal nu være mere forsigtig end nogensinde før. Læs videre.

2)   Skal jeg stadig lave en aftale om, hvad der er til citat, og hvad der er til baggrund?
Ja, men du skal være klar på, at journalister, der følger Kurt Lassens eksempel, vil være ligeglade, hvis din baggrundsinformation gemmer på historier i sig selv. Der er ingen lov, der forhindrer journalisten i at bryde en aftale med kilden om, hvad der er til baggrund, og hvad der er til citat. Men har du din godkendelse af, hvad du citeres for, har du om ikke andet et godt redskab til at få opinionen i mediebranchen på din side, hvis journalisten bryder jeres aftale.

3)   Hvad kan jeg forvente, når journalisten indgår en aftale?
Hvis alle journalister agerer som Kurt Lassen i Plummer-sagen, kan du ikke forvente, at en aftale er en aftale. Du skal derfor kun tale om ting, der kan tåle dagens lys, og om emner, der kan stå på dit intranet eller på Politiken.dk. Det gør det kedeligere for journalisten at tale med kilderne, der bliver mindre farverige omkring, hvad der fortælles.

4)   Men kan man da slet ikke komme med de saftige historier, når man taler til baggrund?
I princippet nej. Men du kan jo kende journalister, du stoler så meget på, at du alligevel tør. Baggrundssnak er ekstremt værdifuldt for journalister, og det er klart, at hvis en aftale om, at noget, der var til baggrund, pludselig bliver til citat, så brænder journalisten sin bro til dig og andre kilder.

Derfor: Tal kun saftigheder med journalister, der har noget på spil i karrieren – eller hvis I er i familie eller har børn i samme børnehave. Lassens metoder gør den personlige relation mellem journalister og kilder endnu vigtigere, end den var i forvejen, og så er der jo forskellige holdninger til, om det er en god ting.

5)   Hvad må jeg aldrig fortælle om til baggrund?
Det har aldrig været klogt at fortælle noget til baggrund, der senere kan bruges imod dig, skade dig selv, din virksomhed eller som er strafbart. Og du skal altid tænke dig om. Men der kan jo ryge en finke af panden, og så er det, at du forhåbentlig har entreret med den rette journalist.

Men ud over det er der (sikkert få) journalister, der – ligesom Kurt Lassen – vil føle sig fristet til at citere baggrund, hvis der er snak om supersladder, kriminelle handlinger, magtkampe, store konflikter eller andet guf for journalister. Et godt råd er at undgå sådanne emner, og især hvis det kan give journalisten et argument om at bryde en aftale i offentlighedens tjeneste – som Kurt Lassen gør.

6)   Men har jeg ikke kildebeskyttelse, når jeg taler til baggrund med journalister?
Nej, kildebeskyttelse kan journalister yde deres kilder for at få historierne frem. Der er intet i lovgivningen, der forbyder journalisten at bryde jeres mundtlige aftale. Det er en gentleman-agreement. Kurt Lassen er ikke en gentleman, og brød aftalen. Og det samme kan ske for dig. Du kan altså ikke påberåbe dig kildebeskyttelse, hvis du har givet en journalist en kioskbasker i en brandert, eller hvis du har talt over dig, mens I hyggesnakkede til baggrund.

7)   Hvorfor citerer journalister kilder for noget, der var sagt til baggrund?
Plummer-sagen er en stor og spektakulær sag om grænsen mellem on og off the record, og journalister har forskellige bevæggrunde for evt. at bryde en indgået aftale – og heldigvis bryder langt de færreste aftaler. Men nogen gør det på den lange bane, og lancerer historier, der stammer fra gammel baggrundssnak. Andre gør det for at komme først med den gode historie; andre har personlige hævnmotiver; andre presses af deres redaktører; mens atter andre bare har rod i noterne fra jeres samtale eller ikke kan skelne i en gråzone. Og så er der dem, hvis moral er lidt flosset – de ville sikkert også bryde en aftale om køb af en brugt bil.

8)   Men kan journalisten ikke gøre ret i at bryde en aftale?
Principielt nej, da en aftale er en aftale – også mellem journalister og kilder. Men der kan være tilfælde, hvor det, der opstår i en snak mellem to mennesker (og også i en journalistisk baggrundssnak), er af så stor interesse for offentligheden, for landets interesser osv., at journalisten for at kunne legitimere sin egen rolle i samfundet skal lade det gå videre og komme til offentlighedens kendskab. Her er normalt tale om grove forbrydelser (mord skal journalister f.eks. gå videre med til myndighederne) og andre historier, der kan være af interesse for ”rigets sikkerhed”.

Og spørgsmålet er så, om Plummers historier og påstande er store nok til, at Kurt Lassen kunne godtgøre at bryde en aftale. Det må andre bedømme.

9)   Kan man lave en juridisk aftale om, hvad der er til baggrund, og hvad der er til citat?
Kan en aflægger af Plummer-sagen blive, at kilder begynder at sikre sig mod aftalebrud ved at alliere sig med jurister? Det er nok ikke en helt umulig tanke. Tænk blot på de største internationale virksomheder, der har lært, at man skal gå i dialog med journalisterne, men ikke tør tale med dem af frygt for, at alt ender på forsiden. Det er vel nærliggende, at disse juridisk vil sikre sig, at kun det citerede bliver brugt.

Ja, det er besværligt. Og det vil støde mange journalister og blive opfattet som et forsøg på at indskrænke informationsfriheden. Men det kan blive resultatet af, at aftaler bliver brudt.

10)  Er resultatet af Plummer-sagen, at flere kilder lukker i?
Ja, og hvem kan bebrejde dem? Det er skidt for åbenheden i samfundet. Det er skidt for journalister og mediehuse, der misser gode historier. Og det er skidt for de kilder, der gerne inviterer journalisterne indenfor.

Ovenstående er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.