Den menneskelige megafon
En anarkistisk organisationsform er fremtiden. Kapitalistiske og tunge bureaukratiske systemer har spillet fallit. Det viser Occupy Wall Street (OWS). Den måde, deltagerne organiserer hverdagen på, er selve løsningen på det store samfundsproblem. Det bedste eksempel er Den menneskelige megafon. I mangel på højttalere råber et menneskekor talerens budskaber ud. En fascinerende og effektiv kommunikationsform, der siger noget vigtigt om deltagelse og demokrati.
af Brian Due
Efterhånden har en del intellektuelle koryfæer som Michael Hardt & Antonio Negri, Slavoj Zizek og Naomi Klein stået på Zuccotti Parks talerstole med forskellige holdninger om det kapitalistiske systems indre nedsmeltning, og nogle har optimistisk kaldt bevægelsen for Amerikas grønne forår, som pendant til det arabiske forår.
Det amerikanske forår er måske på vej. Flere og flere byer tager Occupy-bevægelsen til sig. Her ses en plakat, der opfordrer til strejke i Oakland d. 2. november.
Occupy Wall Street har måske ikke umiddelbart haft stor politisk gennemslagskraft. Det økonomiske og politiske system er stadig det samme som før bevægelsens begyndelse. Hvilke forandringer bevægelsen egentlig vil opnå, er også uklart eller i hvert fald til diskussion. Der er ikke en klar modstand mod for eksempel atomkraft eller krig eller miljøsager, men derimod en generel utilfredshed med hele det eksisterende system.
I og med der ikke er blevet fremsat egentlige krav om bedre social sygesikring eller andre klassiske velfærdsgoder, tyder det på, at bevægelsen ikke så meget er defineret ved socialistiske træk, men derimod af en anti-autoritær anarkisme.
Watch live streaming video from occupynyc at livestream.com
Følg med i, hvad der foregår i New York via denne kanal (ikke livestream, men daglige uploads)
Den intellektuelle bagmand: David Graeber
David Graeber (f. 1961) er den ledende anti-leder, der har organiseret og tænkt de store tanker bag OWS. Han er lektor i antropologi på Goldsmiths University of London. Han var tidligere associate professor på Yale University, men de ville ikke genansætte ham på grund af hans markante politiske aktivitet. Han har en baggrund som global aktivist mod fx World Economic Forum og har skrevet en del bøger ud fra et anarkistisk synspunkt: Fragments of an Anarchist Anthropology; Possibilities: Essays on Hierarchy, Rebellion, and Desire, Direct Action: An Ethnography – og for nylig Debt: The First 5,000 Years.
David Graebers bog om anarkistiske principper udgør en central intellektuel baggrund for OWS
Sammen med magasinet Adbusters var han en drivende kraft i opstarten af OWS. Lige efter magasinet publicerede en appel til en fredelig demonstration på Wall Street, brugte Graeber seks uger i New York på at organisere demonstrationen d. 17. september, der kulminerede i besættelsen af parken.
Forsiden af magasinet Adbusters, der kickstartede OWS og stadig i dag har et meget aktivt online-community, hvor blandt andet David Graeber skriver.Læs mere her. På billedet ses en skrøbelig feminin kvinde, der danser på en massiv maskulin tyr, der står foran Wall Street. Et billede på demonstranternes dansen på hele det kapitalistiske system. Overskriften for denne første opfordring til Occupy var: What is our one demand? Et spørgsmål, der åbner for alle mulige fortolkninger og dermed reelt viser bevægelsens svaghed: det manglende entydige samlingspunkt
Svaret på kapitalismens problemer
Ifølge Graeber er svaret på kapitalismens ulige fordeling af goder ikke en ny regering, et nyt parti eller en anden form for kendt og benyttet politisk og bureaukratisk struktur. Nej, svaret er meget mere radikalt anarkistisk. I Zuccotti Park er dagligdagens trivielle organisering af kommunikation, beslutninger, sanitet, mad, etc. selve svaret på kapitalismens problemer. For måden, deltagerne organiserer hverdagen på, er i sig selv et bevis på, at man kan organisere et (mikro)samfund ud fra en mere egalitær og basisdemokratisk praksis.
Om denne praksis kan skaleres og løse hyperkomplekse statslige opgaver, er dog tvivlsomt. Men David Graeber argumenterer ufortrødent i sine bøger for denne basisdemokratiske organiseringsform, og er formentlig også en af initiativtagerne til en minutiøs beskrivelse af, hvordan anarkistisk organisering skal foregå hos OWS. En pdf-fil, der findes på den uofficielle hjemmeside, beskriver, hvad der skal til. Se mere her.
Occupy Wall Street-bevægelsen som den så ud, da Timme B. Munk besøgte parken i begyndelsen af oktober. På billedet til venstre ses hvordan demonstranterne er organiseret i workinggroups. På billedet til højre ses en liste over de workinggroups, der er igang
Følgende bør kendetegne en OWS-organisering:
Lederløs decentralisering
Der må ikke være en top-down-styret ledelse, der dikterer, hvad der skal ske. Beslutninger skal træffes buttom-up af alle deltagere i fællesskab, hvor ingens stemme tæller mere end andres. Det kræver bred deltagelse. Alle er lige, og der må ikke være hierarkiske strukturer, hvor nogle bestemmer mere end andre. Forskellige beslutningsorganer er placeret på en horisontal linje, hvor de har lige stor magt. Og beslutninger må træffes ud fra en konsensus-praksis.
Organisatorisk payoff: Det er let at føle sig inkluderet og betydningsfuld, og man gør en ekstra indsats for fællesskabet.
Direkte handlinger
Eksempel: I stedet for at bede regeringen om at bygge en mur eller en vej, beslutter og gør man det bare selv ud fra en direkte demokratisk proces, hvor alle, der er til stede, kan blive hørt. Ting skal ikke gå igennem et bureaukratisk system, men folk handler direkte på det, de føler for, og som de i fællesskab kan blive enige om.
Organisatorisk payoff: Der er kort vej fra tanke til handling, og man udretter hurtigt vigtigt, konkret, nødvendigt arbejde.
Kollektiv tænkning
Hvor debatter typisk består af to modstridende synspunkter, hvor den ene vinder over den anden, søger man i stedet at nå den nye, tredje vej. Man går ikke efter den laveste fællesnævner i beslutningen, men prøver sammen at konstruere en ny beslutning, der er endnu bedre.
Organisatorisk payoff: Kreativiteten tvinges til at blomstre, og man ser radikalt nye og interessante ideer blive født.
Debattens faselogik
Anarkiet er således ikke uden struktur. Der er mange principper, som deltagerne forventes at følge. Det angår også selve debatkulturen. Debatter bør forløbe på følgende måde:
- Man fremsætter et forslag ud fra følgende kriterier: Hvad er forslaget, hvorfor skal det fremsættes, og hvordan kan forslaget blive implementeret? (What, Why, How)
- Man søger at opnå direkte konsensus. Hvis der er modstand mod forslaget, diskuteres det i små grupper, og man vender tilbage og vedtager et nyt forslag med direkte konsensus. Man bliver ved med at tage det tilbage i små grupper og diskutere, indtil man kan opnå konsensus.
- Følgende teams må være til stede: Et logistisk team på tre mennesker, der sørger for, at forsamlingen praktisk kan mødes og tale sammen. Et ordstyrings-team, der holder styr på talerækkefølgen ved hjælp af store skilte, hvor der står taletur på. Et facilitator-team, der støtter moderatoren. Et fortolkningsteam, der oversætter via tegnsprog. Og et referat-team, der tager noter undervejs.
Hvor minutiøst dette skal gøres, kan man danne sig et overblik over ved at læse denne beskrivelse:
Klik på billedet for stort format
Organiseringen viser sig også ved den måde, der allerede er en aktiv hjemmeside oppe at køre, og at der dagligt bliver udgivet en flot layoutet avis
Den menneskelige megafon
Det mest interessante eksempel på, hvordan den anarkistiske organisering foregår i praksis, er måden deltagerne agerer menneskelige megafoner, når nogen holder tale.
Demonstranterne må ikke bruge mikrofoner og højttalere, og når der er flere tusinde tilhørere og byen støjer, er det umuligt at høre noget. Demonstranterne har løst problemet, ved at talere kun taler i korte sætninger (punchlines), der så bliver gengivet og lydforstærket af et kor af mennesker, der råber sætningen ud, hvorefter et endnu større kor råber sætningen ud til hele parken. Som ringe i vandet spredes budskabet derfor blandt tilhørere. Det skal opleves. Se her, hvordan det fungerede, da filosoffen Slavoj Zizek talte:
Slavoj Zizek taler til demonstranterne i parken, og det er interessant at se, hvordan den menneskelige megafon virker
Revner i OWS-organisationen
Når talere som Zizek går på scenen, er der euforisk stemning og en fornemmelse blandt demonstranterne om, at der nu sker noget betydningsfuldt. Og når hverdagen bliver organiseret af over halvtreds forskellige grupper på en måde, hvor det kan lade sig gøre at brødføde og sørge for ordentlige sanitetsforhold til så mange mennesker, så er det måske også muligt for OWS at modstå det øgede politiske krav om rømning af parken og overkomme vinteren, der står for døren?
Der er dog allerede ved at opstå revner i OWS-organisationen. I løbet af den seneste uge er der gentagne gange blevet fremsat forslag om, at der må oprettes et styrende organ med ret og mulighed til at kunne træffe hurtige beslutninger om ting, der skal gøres. Etableringen af et sådant organ vil betyde et brud med horisontalismen og er indtil videre også blevet stemt ned på fællesmødet, General Assembly. Sådan en nedstemning viser systemets anarkistiske idealisme – men også ineffektivitet.
Se her et eksempel på, hvor fascinerende, men også trættende langsommelig, en beslutningsproces er:
Deltagerne her synes at være bekendt med de anarkistiske organiseringsprincipper om bred deltagelse og effektiv brug af den menneskelige megafon
For at kunne kommunikere mere simpelt i de forskellige forsamlinger (assemblies) har man udviklet et system af håndtegn:
- Enighed: Man rejser sin hånd og har åben håndflade, som man bevæger fra side til side
- Uenighed: Man rejser sine krydsede arme op over hovedet
- For at undgå, at debatten går i selvsving: Man bevæger hænderne rundt om hinanden, som når man vil foretage en udskiftning
- Når en taler bruger for lang tid: Man bevæger armene fra albueleddet som to vinduesviskere, der kører frem og tilbage
- Svært ved at høre: Man tager hænderne op til ørerne og laver en tragtform eller bevæger hånden op og ned som for at skrue op.
Er OWS-organiseringen ny vin på gamle flasker?
Basisdemokratiske og selvregulerende beslutningsenheder er ikke en ny opfindelse. Den amerikanske nybyggermentalitet, fagforeningernes sit-ins under depressionen, Vietnam-modstanden i 60’erne eller progressive netværksbaserede organisationsteorier er andre eksempler. Og som med disse og andre lignende sociale bevægelser og organisationsformer vil de over tid enten forsvinde eller sedimenteres i mere robuste og varige strukturer.
Man vil derfor enten se, at bevægelsen opløses hen over vinteren, eller at der opstår et mere effektivt, beslutningsdygtigt superorgan. Og dermed vil den første underminering af selve det anarkistiske projekt være påbegyndt. Det er den uundgåelige cykliske bevægelse, og ingen har desværre mere erkendt det end Wall Street-spekulanterne, der allerede drikker champagne på bevægelsens død, som dette videoklip viser:
Læs mere
New York Times – interview med Todd Gitlin, professor i sociale bevægelser
BusinessWeek – beskrivelse af David Graebers betydning
Zcommunications – artikel af Graeber, der beskriver sin position
OWS-hjemmesiden – artikel af Graeber
Adbusters – Graebers profil
Foreign Affairs – artikel af Hardt & Negri
Crosscut – interview med Adbusters redaktør
Cronicle – beskrivelse af Graebers betydning
Economist – diskussion af det anarkistiske projekt
Left Eye On Books – diskussion af det anarkistiske projekt
New Left Review – tidsskriftsartikel af Graeber
