Efter valget - Klokken 06 morgen, den 5. november 2008. New York græder af glæde.
Der var ingen, der troede, det kunne lade sig gøre.
I mit valgselskab i Williamsburg, NYC med saltstænger, stærk ost, øl og sodavand sad nogle af dem, som Barack Obama talte om i sin
sejrstale i Grant Park for et par timer siden, og som har længtes sådan efter forandring:
Stephanie og Dea, et lesbisk par, som lige var blevet gift i San Francisco, fordi New York ikke tillader homoseksuelle ægteskaber, Stephanie, en jødisk New Yorker, som ikke tør forlade sit job og flytte til Utah til sin kæreste, fordi hun har dårligt hjerte og ikke kan få sygeforsikring – en situation, som millioner af amerikanerne sidder i, som Obama har lovet at hjælpe med reformer.
Og så var der Virginia, en sort kvinde, født i England, som arbejdede med hivsmittede New Yorkere. Hun havde ikke stemmeret, men udfaldet af valget havde alligevel stor betydning for hendes situation. Om nedskæringerne på hendes arbejde ville fortsætte, fordi republikanerne mener, at aids kan løses ved, at man ikke har sex, eller om der ville komme en forandring i form af en præsident, som har lovet en ny sundhedsreform i stil med the new deal.
Selvfølgelig vil der være mega forhindringer i vejen for Obama. Han overtager en økonomi i ruiner, et joke af et sundhedssystem, et kollapset klima og et stift system i Washington, som lader meget tilbage at ønske for hans plan om sammenhold, deltagelse, forandring og en samlet nation.
Som Obama sagde i talen: ”there will be setbacks”. Men her i New York græder de af glæde. Og jeg med. Jeg føler det, som om også jeg er en del af amerikanernes historie. Jeg har købt hele pakken med håb og fremskridt, forandring og ’yes we can’ – jeg glæder mig til at se, hvad den indeholder – også for os i Europa. Og jeg synes pludselig, verden ser lidt mere menneskelig ud, end den har gjort længe.