Thorning læste op fra teleprompteren med fuldstændig sikkerhed og blikket fast rettet mod kameraet, altså mod os seere. Så kan man til gengæld sige at det virkede meningsløst at hun absolut også skulle have papirversionen foran sig. Hun brugte den jo ikke og når hun lagde ark til side, må det være fordi der stod på teleprompteren ”Læg ark til side” - i hvert fald gav det nogle uhensigtsmæssige små pauser i oplæsningen på steder hvor der skulle have været kontinuitet. Men alt i alt viste hendes fremførelse en statsminister som indgød tillid til at hun kan repræsentere os i forhandlingslokaler og på bonede gulve.

 

Se eller gense statsministerens nytårstale her

 

Følelsen af et tomt ritual

TV 2 gav i sin dækning af talen nogle glimt fra andre statslederes nytårstaler, og det var tankevækkende. Cameron sås, i asymmetrisk placering, på baggrund af noget der lignede en travl fabrikshal; Putin lod sig se både med heftigt pyntede juletræer og en folkemængde som kulisse. Her i landet vælger man år for år en totalt ceremoniel, strengt symmetrisk opstilling iført stiveste antræk, ved blankpoleret skrivebord i højofficielle lokaler. Er det et bevidst valg? Det opfordrer til at vi blot hører ordene som ritual. Den kunstige bladren i de ulæste manuskriptsider bidrager til en følelse af tomt ritual. Overvejer man hvad for signaler man kunne sende ved at arbejde med en anderledes scenografi? Er det logisk at netop Danmark, det mest ligelige og uhierarkiske moderne demokrati, dyrker denne formalisme i nytårstalen, mens statsledere i pseudodemokratiske oligarkier og gamle klassesamfund går den stik modsatte vej?

 

En ’epideiktisk’ tale

Genren nytårstale giver anledning til at sige noget som der åbenbart er grund til at sige hvert år. Den er jo en art lejlighedstale – det som Aristoteles kaldte en ’epideiktisk’ tale, det vil sige at taleren udfører en art ceremoni for tilskuere. Kan den så være andet end pynt og ritual? Ja, lige siden de gamle grækere har kloge ledere forstået at den art taler kan være med til at dagsordensætte og understrege fællesskabets værdier – i særlig grad dem som vi måske trænger til at få bekræftet og styrket. Og det var i høj grad det Thorning prøvede at gøre med sin tale i år. Hun lagde ud med at hylde Mandela og derpå de danskere der var med i Afghanistan (og for nogles vedkommende døde dér) fordi de ”kæmpede for noget alment gyldigt: At alle mennesker er lige”. Så er der straks en hel række politikere og kommentatorer der springer op og siger at det er der da virkelig ingen der er uenige i, og derfor synes de talen er ”en tynd kop te” (Lars Barfoed) og efterlyser konkrete politiske udspil. Men konkrete lovgivningsudspil hører hjemme i Folketinget og de daglige medier. Og grundlæggende værdier som alle for så vidt er enige i, kan der være rigtig god grund til at minde om – måske fordi de i praksis bliver skubbet i baggrunden af andre værdier. Så kravet om at en statsleder altid kun skal tale om konkrete udspil som nogle kan være uenige i, er helt forfejlet. De der altid fremsætter det krav, er de sædvanlige politik-junkies. Vi skal være glade for ledere der vil minde om værdier de finder vigtige, ved de lejligheder der er egnede til det.

 

Helle til nytårskur Foto: Polfoto 

 

”Pladesmede og socialrådgivere. Ingeniører og sygeplejersker”

Den næste værdi i talen var det som ”krisen har lært os”: ”der skal være bedre styr på økonomien”. For at gøre det har landet brug for både den private og den offentlige sektors folk: ”pladesmede og socialrådgivere. Ingeniører og sygeplejersker”. Unge og ældre. Og der er både brug for at vende hver krone, muliggøre selvhjælp – og hjælpe dem der virkelig har behov. Eksemplet med at nogle ældre med særlige behov kan lære selv at tage støttestrømper på, til glæde for sig selv og for statsbudgettet, var pludselig helt ned i gulvhøjde og derfor illustrativt. Evnen til at anerkende hinandens nødvendighed i samfundet frem for at insistere ensidigt på enten offentligt eller privat kan siges at være en gennemgående værdi der blev promoveret.

 

Ingen mindeværdige sentenser

Min konklusion om talen er at den var et myndigt og kompetent fremført bud på hvilke grundværdier landets leder tror på at landet skal styres ud fra. Det er noget vi har behov for at høre om fra den der skal lede landet. Og hver enkelt kan så overveje om de værdier hun understreger, er nogle vi hver for sig synes vi har behov for at blive mindet om. Der var ikke nogen enkeltpassager i talen der hævede sig højt op og er egnet til at blive husket i lang tid – ingen mindeværdige sentenser eller nyskabende metaforer. Men mindre kan også gøre det.

 

Til gengæld kan der være grund til at kommentere den måde som statsministres nytårstaler typisk omtales og evalueres på af mediernes professionelle iagttagere. Henrik Qvortrup var på TV 2, kort før talen skulle udsendes, fremme med en spådom om at den især ville indeholde henvendelser til to grupper som statsministerens parti trænger til at få tiltrukket på ny: de ældre og de offentligt ansatte. Og Qvortrup fik fuldstændig ret. I kommentaren efter talen gik han videre med at det var hvad den indeholdt – men undlod beskedent at vise stolthed over at have ramt rigtigt med sin spådom. Det, gætter jeg på, var nok fordi han lige havde nået at få teksten at se inden han skulle spå om dens indhold – en form for forstillelse som public-service-medierne burde holde sig for gode til.

 

Helle – bedst for Danmark. Foto: Polfoto.  

 

En ”økonomisk teori om demokrati”.

Men lad os lige opholde os ved selve den dominerende måde at kommentere på. Man spørger typisk: Hvem er det der appelleres til? Hvilke grupper skal nu have tilbudt en luns for at de kan komme ind i folden? Det var samme form for analyse man fik i den efterfølgende ”tirsdagsanalyse” med Mogensen & Kristiansen. Den underliggende synsmåde er at politik er noget med at fordele lunser til visse grupper så man kan få deres opbakning.

 

Kort sagt: Vælgerne stemmer på den der vil fylde mest i deres gruppes lommer og stryge dem mest med hårene. Sagt på en anden måde: Vælgerne er ligeglade med hvad der er den bedste politik for fællesskabet, og derfor er de heller ikke interesserede i argumenter der har med dét at gøre. Vælgerne er alene ude på, som nogle politologer siger, at ”maksimere deres egennytte” – og politikerne er alene ude på at appellere til tilstrækkelig mange vælgergrupper på denne måde til at de kan bevare eller erobre magten. Disse tankegange har gennem mange årtier tilhørt den grundlæggende lærdom i store dele af statskundskaben – man kan for eksempel læse dem hos en politologisk klassiker som Anthony Downs der har udformet hvad han kalder en ”økonomisk teori om demokrati”. Ikke bare en stor del af vore politikere og embedsfolk, men også mange politiske journalister og kommentatorer er flasket op med denne art teorier om hvad politik er. Det gælder også de fleste af dem der kommenterer nytårstaler.

 

Den autentiske Helle: Det kan også være sjovt at være politiker. foto: Polfoto

 

Var Thorning også selv drevet af denne tankegang i sin tale? Var eksempelvis hendes omtale af de ældre, der fyldte lidt over en fjerdedel af hele talen, drevet af at de nu, med løfter om lunser, skulle lokkes tilbage i den socialdemokratiske fold? Det mente hele kommentatorkorpset så vidt man kunne se. Eller var hun drevet af at hendes grundværdier om rimelighed og retfærdighed i samfundet tilsiger denne kraftige betoning netop af hensynet til dem?

 

Det kan vi ikke vide, men kun fortolke på. Ikke engang de mest erfarne Qvortrup’er, Mogensen‘er og Kristiansen’er kan sige det med sikkerhed. Men jeg håber at den sidstnævnte fortolkning er den rigtige.