Nyt manifest: Journalistik 2.0

Et tætskrevet anklageskrift, en håndfuld søm, en velprøvet hammer og en solid kirkedør i det centrale Tyskland. Sådan lød grundingredienserne i den åndelige revolution, som spredte sig fra Wittenberg i det centrale Tyskland i starten af 1500-tallet. Manden med hammeren var Martin Luther, og hans 95 anklagepunkter mod katolicismen og dens bannerførere førte siden til bål og brand, optøjer og oprør - og fødslen af den reformation, som bredte sig ud over den vestlige verden.

Nu, små 500 år senere, er et nyt manifest blevet banket op på tysk grund. Listen tæller godt nok kun sytten punkter denne gang, og søm, hammer og kirkedør er skiftet ud med et website med server-allokering i forbundsrepublikken. Men kampen handler stadig om det samme: Nemlig hvem der skal kontrollere formidlingen af informationer om verdens virkelige tilstand, og hvem der skal kunne indgå i den offentlige kommunikation om, hvad vi skal stille op med informationerne.

Penneførerne bag det nye revolutionsskrift for det 21. århundrede lyder under navne, som vil være de færreste danskere kendt. Men bag programskriftet, der i den engelsk-amerikanske blogosfære er blevet oversat til "The Internet Manifesto - on how journalism works today", står et bemærkelses­værdigt forfatterkollektiv, som tæller fastansatte journalister, freelance-skribenter og nogle af tysk­lands mest fremtrædende bloggere.

De fjorten skribenters programskrift har i pagt med internettets natur overskredet både lande-, sprog- og faggrænser, og manifestet er i skrivende stund allerede oversat til en halv snes sprog - fra de store sprogområder tysk, fransk, spansk, arabisk, kinesisk og engelsk-amerikansk til portugisisk, tjekkisk og italiensk. Og alt sammen spredt med en hast, som ville få Martin Luther og andre af middelalderens revolutionære tænkere til at måbe.

Men på ganske symbolsk vis er spredningen af de nye tanker om internettets betyd­ning for journalistikken i vid udstrækning sket uden om de traditionelle nyhedsorganisationer. For forfatterkollektivet er netop samlet omkring en fælles opfattelse af, at fortidens store nyhedsor­ganisationer ikke længere evner at se den store væsentlige historie i de små handlinger, holdninger og hændel­ser, som præger livet på internettet, og alle de nye medieaktører, som udfolder sig der.

Men selv uden medieomtale fra de traditionelle nyhedsmedier blev forfatter­kollek­tivets egen server blæst omkuld, ganske kort efter manifestet første gang blev uploadet, og de sytten punkter er siden blevet viderebragt i andre fora, oversat til andre sprog og ikke mindst diskuteret på en lang række af de netbaserede platforme, som er opstået i forlængelse af, at internettet har skabt en helt ny infrastruktur for den menneskelige videns- og meningsudveksling.

"The Internet is different", lyder manifestets første bud, og de efterfølgende seksten punkter beskriver i stram form, hvilken forskel nettet har betydet for nyhedsformidlingen i det 21. århundrede. Det sker under punkter og pointer, såsom "the internet is a pocket-sized media empire" (bud 2), "the internet improves journalism" (bud 6), "the net requires networking" (bud 7), "more is more - there is no such thing as to much information" (bud 11) og "whats on the net stays on the net" (bud 15). Et bud, som har en særlig relevans i disse uger, hvor alt fra elitesoldaters forklædninger i fjendeland til en enlig dansk mors jagt efter barnets faderhar vist sig vanskelige at fjerne fra nettet.

Læst i fællesskab fortæller manifestets punkter historien om, hvad der gemmer sig på bag den tilsyneladende krise i medielandskabet. En krise, der bliver afsat mange spaltemillimeter og ind­slags­­­sekunder til i de nyhedsorganisationer, som selv har fået blodrøde bundlinjetal. Flere store mediespillere har således måttet lukke inden for de sidste par år - og andre er kommet i lom­men på lyssky oliemilliardærer med "Slim" som mellemnavn. Sådan som det er sket for en af verdens mest velrenommerede aviser, New York Times, der presset af krisen har måttet optage et problematisk lån hos Carlos Slim Helú, mexicansk rigmand med flere eksotiske forretningseventyr bag sig.

Bag de sytten punkter, som i disse dage bestandigt bliver hamret op på nye plat­forme - i forskellige oversættelser - gemmer sig således opfattelsen af, at den nuværende krise handler om traditionelle forretningsmodellers fallit snarere end nyhedsformidlingens generelle fallit. For set i det perspektiv, som manifestets forfattere anlægger, har journa­listikken nemlig aldrig haft det bedre. Bag forfatternes kortfattede manifest gemmer sig således historien om, hvordan det med internettets opfindelse og bemærkelsesværdige udbredelse er blevet stadig lettere at producere, publicere og distri­bu­ere nyheder og nyhedslignende indhold.

Det er et forhold, som både borgere og beslutningstagere har forstået at udnytte. På den ene side ansætter beslut­ningstagere i stigende omfang journalister, og nogle af landets mest ressourcestærke redaktionsmiljøer findes i dag i Forsvarets hovedkvarter og Jyske Banks hovedsæde. Sådanne brand-medier breder sig i disse år inden for alle områder - og snart kommer selv Folketing­et med på vognen med egen tv-kanal. Det kan derfor godt være, at man­ge traditionelle annonce- og abonnementsmedier lider i denne tid, men når lokale, regionale og landsdækkende myndigheder laver deres egne medier, fortsætter behovet for journalister.

På den anden side har mange borgere selv eta­bleret egne hjem­mesider eller profiler på andres hjemmesider, hvorfra de løben­de foretager opdateringer. Og ikke kun om eget liv, omgangen med vennerne og statusopdateringer om seneste weekend. Det er en form for borger-journalistik, som vi endnu kender få slagkraftige eksempler på her i Norden, men som i andre lande træk­ker et publi­kum, der snildt hamler op med de tidligere store mediespillere, der har årtiers medie­historie på bagen.

Hvert af manifestets punkter rummer interessante refleksioner omsat til kort og kontant rubrikform, og forfatterkollektivets store styrke er, at de får fastslået, at den nuværende mediekrise mest af alt handler om traditionelle forret­nings- og finansieringsmodellers truende sammenbrud. Men man savner en erkendelse af, at journalistikken måske ikke blot står foran en sejr - men i værste fald også risikerer at sejre sig ihjel. For selv om udviklingen, hvor vi alle sammen i private såvel som arbejdsmæssige sam­menhænge får lettere ved at delagtiggøre omverden i vores respektive overvejelser og oplevelser, rummer meget positivt, så truer udviklingen også journalistikken selv.

I værste fald vil krydspresset på journalistikken i form af en blanding af amatørisme og professionalisme nemlig tøm­me journalistikken for offentlig betydning på et tids­punkt, hvor vi har allermest brug for den. For hvor starter journalistikken, og hvor slutter den? Fælles for den borger- og beslutningstagerformid­ling, som indta­ger stadig mere af medielandskabet, er således, at den i al væsentlighed er styret af private interesser. Hvad enten det handler om at skabe eller fastholde venskaber, sikre kontingentkroner i partikassen, tiltrække krydserved næste valgkamp eller indfange nye bankkunder og inspirere til fremtidige transaktioner.

Omvendt er det med journalistikken. Den traditionelle journalistik er blandt de få fag, der fortsat fokuserer på noget mere alment, generelt og universelt, nemlig offentlighedens ve og vel. Og den kernebetydning af journalistikken kan det vel nok være værdifuldt at bevare, alt imens vi glæder os over, at stadig flere borgere og beslutningstagere har fået mulighed for at få hørt deres stemmer, få set deres ansigter og få hørt deres budskaber - også selv om det kræver, at man går uden om de gamle mainstream-medier. Sådan som udbredelsen af internet-manifestet har været afhængig af.

Forskellene mellem de flammeskrifter, der blev hamret op på henholdsvis døren til en slotskirke i 1517 og blev uploadet på en www-portal en halvt årtusinde senere, er indlysende. Først og fremmest er der formidlings-teknologierne til forskel: hammer og søm versus hyperlinks og såkaldt spreadcast. Men dertil gælder, at hvor Martin Luthers sagnomspundne 95 teser blev gnisten, der med tiden antændte en revolution i den menneskelige verdensanskuelse, så har revolutionen i det 21. århundrede allerede fuldt blæs på alle bavne.

Det tyskfødte internet-manifest er i den forstand blot den foreløbige markering - eller opdatering, om man vil - af en udvikling, der som en brandstorm blæser hen over verden. En brandstorm, der har skabt opstandelse og omvæltninger, som vi er mange - og måske ikke mindst på redaktions- og direktions-gangene i de traditionelle nyhedsorganisationer - der endnu kæmper for at forstå relevansen af og forudsige rækkevidden af. Hvor vi ender, ved ingen endnu, men manifestet kan være et godt sted at søge efter pejlemærker for fremtidens medielandskab.

Peter Bro er lektor, ph.d. ved journalistuddannelsen i Odense og udgav kort før sommeren bogen "Menneskelig kommunikation - fra telegrafisternes til Journalisternes tidsalder."