Nyt fra ”Instituttet”

Erasmus Montanus beviste engang, at morlille var en sten, fordi hun ikke kunne flyve. Nu er morlille ikke længere end sten. Hun er forsvundet. Ny undersøgelse fra ”Instituttet” for fremtidsforskning forudsiger, at en lang række job og begreber vil uddø. Ifølge en større undersøgelse fra ”Instituttets” ”ekspert” i truede begreber og jobfunktioner, cand.polit & H.D i Finansiering og Kreditvæsen Niels Bøttger-Rasmussen, er døden kommet til alt fra P-vagter til fængsler. I samme åndedrag kan eksperten også bekræfte, at kærligheden vil dø inden for de næste 15 år. Som han udtaler til Berlingske og Tv2, vil det romantiske forhold nemlig mere og mere komme til at ligne en jobsamtale. Desværre tyder alt på, at ”Instituttet” vil overleve i fremtiden. For vi mennesker er nok trætte af kærligheden om 15 år, men så sandelig ikke af nyt fra ”Instituttet”.

 

Da ”Instituttet” blev vores triste skæbne

Ærgerligt. For hvor ville det være rart, hvis vi i fremtiden kunne slippe for dette sammenrend af samtalekøkkeneksperter, reklamebureau-snik-snak og popsociologiske kaffegrumsanalyser, som vi får stoppet ned i halsen dag efter dag. Det er jo et middelmådigt trendbureau, som har hijacket fremtiden med den danske befolkning som gidsler. Det har fyldt så meget i medierne på så svagt et grundlag på en irriterende måde i, hvad der føles som en evighed. Nogle gange virker det, som om der står på alle landets nyhedsredaktioner: I tilfælde af manglende ideer, tilbring en nat på Hovedbanegården blandt de hjemløse eller ring til ”Instituttet”. For aldrig har så få mennesker med så ligegyldige analyser betydet så lidt for så mange.

 

Jeg tør slet tænke på hvad store dele af den danske befolkning ville have gjort for år tilbage, hvis de var blevet bekendt med, at ”Instituttet” for fremtidsforskning ville beslaglægge timevis af tv-interviews og millioner af spaltemilimeter de næste 30 år af deres liv. Det er nemlig en af de få triste forudsigelser, som blev vores allesammens alt for nærværende fremtid.

 

Drømmen om Drømmesamfundet

Det eneste, man dog kan glæde sig over som uvildig iagttager af ”Instituttet”s lange historie, er, at vi danskere forhåbentlig er sluppet af med den forfærdelige pseudo-sociologiske teori om Drømmesamfundet, som ellers er oversat og spredt ud i verden som en klam computervirus. Drømmesamfunds-eksperten har nemlig haft så stor succes med at sælge sin ”teori”, at han har kunnet skabe sin egen varmluftballon at flyve væk i. Større drøm kan man naturligvis ikke få opfyldt end at forlade ”Instituttet” for skabe en ny metastase af et snik-snak ”Institut” – naturligvis under navnet The Dream Society.

 

McFremtiden

Hvorfor dog angribe dette åndelige fyrtårn af festlige ”eksperter” til enhver lejlighed? De har jo oven i købet et såkaldt medlemsblad, hvor videbegærlige reklamebureauer og nysgerrige medlemmer kan læse mere om ”Instituttets” knivskarpe analyser af fremtidens push up underbukser til mænd.

Ja, man kan blive helt flov, når man tænker over, hvilke hæderkronede danske virksomheder og offentlige myndigheder der har valgt at betale i dyre domme for McFremtiden.

 

”Instituttet” er en OMer

Sagen er, at det simpelthen ikke er godt nok.”Instituttet” er en OMer. Deres analyser kan ikke falsisiferes. De er tautologiske og altid sande på den ene eller anden måde. Deres arbejde er Godmorgen Danmark-videnskab. Det er vor tids Erasmus Montanus Institut, og de fortjener ikke at være det i fremtiden. De fylder kort sagt for meget med for lidt. Det vi har brug for, er i stedet at se på fortiden for at forstå fremtiden. Som et russisk ordsprog fra Stalintiden så præcist har formuleret det: Det er ikke fremtiden der er uforudsigelig. Det er fortiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job