Too sexy for my shirt

Hvad angår tækkeligheden er vi vidne til en æstetisk puritanisme, der rettelig er en purisme, som vi kender den fra sprogvidenskaben og kunsten, hvor det er de rene linjer, der tilbedes, og hvad angår nøgenheden handler det om det utilslørede. Det æstetiske og det naturlige er to forskellige fremtrædelser for det sande, som således ikke længere er båret af troen, ånden og ritualet som i den klassiske puritanisme, hvorfor der da også med rette tales om en nypuritanisme. Klæderne er industrielle tilsætningsstoffer til forskel fra den økologiske natur; men den kemiske bæredygtighed er i sig selv ren.

Når talen går på nypuritanisme, er der dog næppe tvivl om, at overherredømmet i modsætningen hviler i arven fra den religiøse og moralistiske, den forargede puritanisme, som fandt, at opgøret med katolicismens billedglæde kun var halvt gennemført med Reformationen. Den var nødt til at dæmonisere det overdrevne, det vulgære, altså ordinære og generøse for at undgå at skamme sig over de fantasier, som den sjofle tankegang satte i værk.

Jeg må dække mine æggende bryster for ikke at sætte fantasier i gang hos andre; men netop hermed afslører jeg jo min optagethed af dem og min forvisning om, at andre må være lige så optaget af mine yndigheder som jeg selv. Jeg må drive disse tanker ud, og det er da også følgerigtigt, at forformen for puritarisme er uddrivelse gennem smertens ækvivalens, selvplage som renselsesprocedurer fra opkastelse, til pisk, til åreladning; men renselsen går fra at være mishandling af legemet til at blive håndtering af kroppens felt, og videre til ånden og det sociale. Vore dages terapi er sandhedsprocedurer, hvor man lukker op for posen i nye rituelle rum, hvor der ikke gives absolution, men selve bekendelsen virker befriende; der findes ingen tilgivelse med kun tilladelse i disse rum, der fungerer som privathedens sidste bastion mod den rene offentlige offentlighed. Når jeg ikke i-tale-sætter min dårligdom, i-scene-sætter jeg samme gennem min æstetiske og moralske opførsel i form af rene liner og blufærdig blussen, som jeg så forklæder til hensyntagende anstændighed eller aggressiv forargelse i forhold til mine medmennesker.

Egentlig er nøgenheden mere ærlig – omend anmassende i sin offentlighed. Hvis I vil se mig, så se mig dog som jeg er! I tager billeder, I aflytter min telefon, læser min mail: Jeg vil ikke være offer for jeres fantasier! Jeg har ikke noget at skjule. Og skulle jeg blive stjerne for en aften er det jo ikke at kimse af; jeg er faktisk så stolt af mig selv, at jeg må dele mig med alle. Det har jeg overskud til. Jeg er et overskudsmenneske ”too sexy for my shirt, too sexy by far”.

Den fremmedgjorte selvfremstilling

Jean-Jacques Rousseau beretter i 1762 om en romer, der var forhippet på at bygge et hus, hvor konstruktionen tillod enhver at følge hans liv. Ideen var for Rousseau, at hvis det ikke var Guds åsyn, der hvilede på os, men andres menneskers blik, da ville det ikke være påkrævet med en moralfilosofi, da synligheden ikke være regulerende på adfærden.

Lidt senere i 1791 blev Benjamin Bentham berømt for en se-teknologi – det såkaldte panoptikon – som installerede den potentielle alstedsnærværende overvågning ved en ”overlooker”; og senere igen i 1923(14) lokaliserede Sigmund Freud så overjeget, som gjorde den fremmede tilsynsførende unødvendig i og med, at vi fra da af selv kunne administrere iagttagelsen. Problemet var bare, at personliggørelsen af overvågningen afskaffede dens generelle karakter og lagde afstemmelsen af den ud i det sociale i form af bekendelsens i-tale-sættelse. Ikke nok med det: Han indførte samtidigt det ubevidste som ”en teleban”, som bevirkede at bekendelsen blev uendelig og kræver supervision. Der kræves nu dokumentation i form af vidner og bevis. Altså har jeg altid inviteret en tredje med - selv når jeg taler med mig selv.

Jeg generaliserer min fremmedgjorte selvfremvisning konfronteret med ’Du’-et; det tiltror jeg andre og mig selv. Du må ikke ryge, du må ikke drikke, du må ikke gå med piger… Renselsen får dermed karakter af påholdenhed, og begrænsningen får navn af anstændighed, for der er noget man afstår fra at gøre sig, man kunne have gjort. Skrækken for du’et gør os til vores broders vogter. Den andens afmagt afslører du’ets afmagt og appellerer til besindighed.

Det mest effektive er ikke at være vidne til afmagten, altså ikke at se den i øjnene, og derfor anses skamløshed og almindelig uanstændighed for at være æstetisk forurening. Fra at de andre skulle være kilden til lyst og gammen bliver de i stigende omfang til besvær. De hindrer min blufærdige livsførelse ved deres blotte derværen, hvorfor de må afskaffes eller reduceres til vidner til min livsudfoldelse. Jeg afsondrer mig gennem min selvtilstrækkelighed eller reducerer vidnerne til publikum; jeg gør min velvære til kult eller tjener som idol.

Konflikten mellem anstanden og skamløsheden

Hvad vi genkender her er to simple magtstrategier hentet fra en anden sfære, hvor det er lettere at se forskellen på viljen til ikke at lide nederlag og viljen til at sejre, på viljen til beskyttelse og viljen til erobring. Den første form holder anstand, svarer for sig og dyrker blufærdigheden; den anden form er anmassende, kræver svar på tiltale og idoliserer skamløsheden. Det er historisk set forskellen mellem John Lockes ”protection of property” (1690) og Thomas Jeffersons ”persuit of happiness” (1776). Og man genkender her geografiske og kønsmæssige præferencer. De to strategier trives netop side om side i hverdagslivets tumult, men deres iboende konfliktualitet afgøres i enhver samtid og dermed i enhver såkaldt generation og i de forskelligste kulturer. Konfliktualiteten er det sociale træf, som ikke kan unddrages. Det er konfliktualiteten, der fordeler strategierne i feltet og ikke strategierne der tørner sammen i en træfning i felten. Der er intet ontologisk-epistemologisk over dem; de er netop historisk-sociale.

I dette perspektiv er det ikke til at overse, at nypuritanismens nedladenhed vis a vis vulgariteten trives bedst i kampen mod den æstetiske forurening. Drømmen klarer sig bedre end rusen, selvkontrollen bedre end selvfortabelsen foran køleskabet, de dårlige vaner og baren. Det promiskuøse skal bekæmpes i velværet navn. Men man behøver ikke skabe foreninger eller menigheder for at iværksætte denne kampagne til personskabets beskyttelse. Det er det, vi har smagsudøvelsen til, det er det, vi har værdisættelsen til; og Gud nåde og trøste dem der ikke har råd til at springe på vognen, for fattigdom er da det mest uæstetiske, man kan tænke sig – ikke sandt?

Og så er man som aktivist og ngo-er for den ny gode smag tilmed beskyttet mod at stilen bliver så overrendt, at den kan forveksles. Jeg er ikke interesseret i, at den skal erobres af alle og enhver, thi det vil sende mig ud på endnu en distanceringsbestræbelse. På denne måde bliver solidaritet til raffineret tålsomhed og overbærenhed.