Nye dokumentarfilm er online eller selviscenesættende

Mads Brügger i sin nye konfronterende dokumentar, Ambassadøren, der har dansk premiere den 5. oktober. Foto: DFI

 

Under navnet ’Mr. Cortzen’ udstyres journalist (og nu chef for Radio24Syv) Mads Brügger med tropehjelm og diplomatpas og rejser til Den Centralafrikanske Republik i forsøget på at åbne en tændstikfabrik udelukkende med pygmæer som arbejdskraft.

 

Det er set-up’et i den kommende dokumentarfilm Ambassadøren, der følger Mads Brüggers diplomatkarriere i det afrikanske land, man sjældent har hørt om. Forløbet dokumenteres med skjulte optagelser af åbenlys korruption og hvidt overherredømme i filmen, der har Mads Brügger som bagmand og hovedrolleindehaver.

 

Ambassadøren ligner et hipstamatic-fotografi af en diabolsk Tintin i Congo og benytter sig af stereotypiske billeder af et kolonialt styret Afrika i 1970'erne. Det er gennem æstetikken og under diplomatpassets beskyttelse, at Brügger kan gennemføre og fortælle historien om diplomater og forretningsfolk, der lever et godt liv og har det sjovt midt i al rædslen.  

 

"That's what the NGOs don't get. You can really have fun in Africa," hedder det i Ambassadøren. Mads Brügger er sit eget selvoptagede udgangspunkt, der udfordrer virkelighedens magtrelationer. Klik for at se traileren

 

Genremæssigt er Ambassadøren en performativ dokumentar. I Mads Brüggers tilfælde er genren en slags 'method reality', hvor han som journalist går undercover i en nervepirrende position, der giver ham mulighed for at beskrive, udstille og kritisere begivenheder, under forsøg på at følge spillets regler. Det svarer nøje til hans rolle som den kommunistiske teaterdirektør i dokumentarserien og filmen Det Røde Kapel fra 2009 eller i Danes for Bush (2005).   

 

Som instruktør og journalistbruger Mads Brügger sig selv som subjekt i en verden, han dybest set nærer et ønske om at påvirke ved perfidt at udstille tilstanden. I dokumentarisk sammenhæng er Michael Mooreen oplagt sammenligning, ligesom Kristian von Hornsleths performative kunst også tager et subjektivt, selvoptaget udgangspunkt i en stærk instruktør og hovedkarakter, der gennem en undersøgende, interagerende tilgang udfordrer magtrelationerne. Det er lobbyisme. Det er ironi og gode miner til kynisk spil.

 

Iklædt khakifarver, solbriller og cigaretrør i et smørret grin lader Mads Brügger sig tilbagelænet fragte ned ad floden på en mindre pram. I takt med at han bevæger sig længere ind i sin journalistiske method acting, gyser man over hans evne til at holde masken, når han holder tale om sine manglende diplomatiske evner eller danser i langskaftede læderstøvler, der emmer af nazi-æstetik og fuldender looketsom herremand.

 

Klicheerne er taknemmeligt æstetiske at filme. Brügger er den hvide mand. I Afrika. Hos de sorte. Ironien og iscenesættelsen understreges af hvert klip, der tager os til kanten af skamfuldhed over Mads Brüggers tone, ubehjælpelige danske accent og mod. Det er i rollen som den kyniske, ironiske diplomat Cortzen, at Ambassadøren skaber en fortælling om Afrika langt fra typiske optagelser af NGO'er og hjælpeprogrammer, HIV-katastrofer, hungersnød og savanne-kvinder travende efter vand. Ambassadøren er en historie om nutidens magtforhold, korruption og en hvid magt, der stadig regerer i dele af Afrika.

 

Ambassadøren er et hyperæstetisk, selvbevidst, provokerende og idealistisk projekt. Læs et interview med Mads Brügger her.

 

Interagerende og performative dokumentarfilm på nye platforme

Inden for de nyeste film-, tv- og online-dokumentarer kan man skelne mellem:

Tendenserne viser, at direct cinema i dag sættes i scene, ofte på en virtuel måde. Det viser eksemplerne nedenfor.

 

Livet på en dag – "filmet af dig". Sådan lyder reklamen for den brugergenererede film Life in A Day, der desværre virker lidt for slikket, konfliktløs og usexet

 

Tamt globalt fællesprojekt i den brugergenererede film

Life in a Day er ikke blot en dokumentarfilm. Det er et website og det hidtil største filmprojekt af user-generated-content (UGC) skabt til en dokumentarfilm. Instruktøren Kevin MacDonald fik ideen til at lave en tidskapsel for hele verdens hverdagsbegivenheder den 24. juli 2010. På denne dato kunne jordens befolkning (eller rettere de, som var i besiddelse af et digital kamera og havde internetadgang) filme deres liv og uploade optagelserne på en webside. Optagelserne blev herefter sorteret i temaer og geo-tagget, så det er muligt at se optagelser fra tilværelser fra enhver del af verden, der er uploadet på Life in A Day-channel på YouTube.

 

Som MacDonald understreger i et video-clip på sitet, er pointen at skabe minder til fremtiden og ikke at medvirke i den faktiske film. Selve filmen Life in A Day, der består af et lille udvalg af optagelserne, havde premiere på Sundance Film Festival i år. I betragtning af den overvældende mængde materiale, instruktør og producer Ridley Scott har haft til rådighed, er det en forbløffende konfliktløs og reklameæsteticeret film. Filmen forsøger ikke at bryde med de tunge, klichéprægede forestillinger og billeder af verden, som vi ofte mødes af. Hvorfor er det, at de få optagelser fra Afrika, som er med i filmen, er en flok kvinder i farverige gevandter, der synger og kværner korn?

 

Life in A Day rummer dog fine optagelser af universelle menneskelige relationer – som den japanske  enkemand, der sammen med sin lille søn tænder lys ved siden af billedet af den afdøde hustrus  i et lille hjørne af den minimale boligcelle. Sønnen vrider morgenens træthed ud af øjnene i et værelse, hvor tøjet flyder og tårner sig op i bunker omkring ham. Den enkle scene viser en styrke og et grundlæggende livsvilkår, nemlig kunsten at holde sig oprejst, tage vare på sin sorg og sit barn. Det er rørende at få lov at være vidne til.

 

Se uddrag fra filmen og mere om Life in A Day-projektet her.

 

Dette er "the clean version of hell", stedet hvor online-dokumentaren Prison Valley om den amerikanske fængselsindustri i Colorado foregår. Her findes en koncentration af 13 fængsler. Dokumentaren er flettet ind i Facebook og Twitter og kan blandt andet ses og bruges via en iPhone-app

 

Bliv selv del af fængselshelvede

Dokumentargenren har altid været en flertydig størrelse, hvis formsprog og tilgang til beskrivelsen af virkeligheden har været præget og muliggjort af teknologiens udvikling.

 

Online-dokumentaren Prison Valley, skabt af David Dufresne og Phillippe Baault, lader brugeren klikke rundt i fængselsområdet i Colorado, hvor 36.000 indbyggere og 13 fængsler knytter alle til fængselsindustrien, enten som indsatte eller ansatte.

 

Stemningen er mørk som i en kriminalroman, og de enkelte narrativer er bygget op som et computerspil. Efter en længere introduktion til byen, hvor en voice-over ledsager de smukke, mennesketomme Edward Hopper-lignende dækbilleder, introduceres man til en blanket, hvor man kan melde sig ind og derved klikke sig frit rundt i et univers knyttet til enhver karakter.

 

Det er muligt at vælge en mere guided, fastlagt tour som gæst. Her møder man fx de polske grundlæggere af byens hotel, hvor man befinder sig ved skranken i noget, der ligner en hotelreception fra David Lynchs Twin Peaks. Herfra  kommer man videre ind på et af værelserne, hvor links indikerer muligheden for at kontakte de medvirkende direkte eller kommunikere med andre besøgende på sitet.

 

 

Dette er dokumentarfilm på en ny måde, hvor hver enkelt brugeroplevelse opbygges afhængig af de valg, man foretager og viser, at online-øjeblikkeligheden og teknologien kan skabe filmiske oplevelser på et højt æstetisk og fortællemæssigt niveau.

 

Begynd din tur til helvede her.

 

Et ultra-bevægeligt kamera følger en fattig familie. Det er opskriften på en traditionelt opbygget dokumentarfilm, Position Among The Stars, der virker stærkt i nutiden

 

Den usynlige instruktør med det svimlende kamera

Den klassiske, observerende dokumentarisme, der søger at levere et portræt af en uforstyrret virkelighed, er langt fra forsvundet. Den eksisterer i betagende og nyskabende versioner i filmene af den hollandsk-indonesiske instruktør Leonard Retel Helmrich, hvis dokumentariske mesterværk Position Among The Stars (2010) var hovedvinder på IDFA for ’Best Feature-Length Documentary 2010' og også vandt 'World Cinema Special Jury Prize’ på dette års Sundance-festival.

 

Position Among The Stars (2010) viser smukt glidende optagesekvenser, der skaber filmenes helt særlige udtryk i det originale arbejde med kameraets bevægelser, som instruktøren har navngivet ’the single shot cinema’. Idealet om den usynlige instruktør og afbildningen af en uforstyrret, ufiltreret verden synes tættere på i denne observerende metode. Et særligt bevægeligt stativ, som kameraet fæstnes på, gør det muligt at bevæge sig frit og dynamisk efter hovedpersonerne, uden at optagelserne resulterer i håndholdt-rystede billeder. Tværtimod er billedkompositionen svimlende og bevægende, fordi fornemmelsen af den filmede virkelighed gennem de dynamiske kamerabevægelser har en slags 3D-effekt. Som var vi selv til stede i stuen og gik rundt om personerne.

 

Position Among The Stars fortæller historien om den ludfattige Sjamsuddin-familie, der udgør et mikrokosmos af et indonesisk dagligliv i Jarkarta – midt i globaliseringens økonomiske bevægelighed, hvor kapitalen er ringe, religionsstridighederne markante, og hvor al lid sættes til den unge datter, hvis uddannelse skal sørge for, at ikke hele familien ender som tabere.

 

I komiske, rørende og barske sekvenser giver filmen et indblik i forsøget på at overleve i slummen med et gadekøkken og en teenagedatter, der brændende ønsker sig en mobiltelefon og et sæt blå kontaktlinser for at minimere sine indonesiske træk.

 

Familien er fulgt i sammenlagt 12 år med The Eye of The Day (2001) og The Shape of The Moon (2004) som de to foregående, prisvindende film i rækken.  Se trailer for filmen, hvor man også kan se, hvad the single shot cinema går ud på her.

 

---

 

Denne rundvisning i nye tendenser i dokumentarfilm har vist en forbløffende alsidighed i formen. Alsidigheden afspejler, at det er en voksende udfordring at iagttage og forholde sig til en virkelighed, hvis kompleksitet vokser.