Mogensens mærkelige maskine

"Hvordan får man en maskine, der er tungere end luften, til at flyve? Det er det eneste spørgsmål, der optager os. Dag og nat. Syv dage om ugen. 365 dage om året," hedder det i en pressemeddelelse fra Peter Mogensen, den 46-årige ingeniør, der tidligere var videnskabsjournalist og nu skal stå i spidsen for Ikaros. Det er navnet på den ambitiøse tænketank, der en gang for alle skal svare på, hvordan menneskets gamle drøm om at flyve kan blive til virkelighed.

Jeg har på Kforums vegne fået tyve minutter af Peter Mogensens kostbare tid, midt i etableringen af tænketanken.

– Helt ærligt, Peter Mogensen, siger jeg.

– Ja? siger Peter Mogensen, og et venligt smil oplyser det drengede ansigt.

– Flyvemaskinen blev jo opfundet i 1903. Af to amerikanske iværksættere, der hed Wilbur og Orville Wright.

– Hvad mener du?

– Er det ikke lidt overflødigt at lave en tænketank, der skal svare på, hvordan mennesket laver en flyvende maskine? Vi ved det jo i forvejen.

– Jeg kan godt se, hvad du mener… Mogensen tager en A4-blok og lægger den mellem os, så vi begge kan se den figur, han begynder at tegne.

– Problemet med de forslag til flyvende maskiner, der allerede er udarbejdet, er, at de er skabt af folk, der havde interesser i sagen. Som han taler, sætter han en usynlig streg under ordet ”interesser”: IN-TE-RES-SER.

– Det må du forklare.

– Prøv at se her, siger Mogensen og peger med kuglepennen på den figur, han har tegnet. Det amerikanske (han udtaler ordet, som om det havde en ubehagelig bismag) forslag til en flyvende maskine bygger på, at man anvender en forbrændingsmotor…

– Ja, dengang.

– Kan du ikke se, hvad det betyder? siger Mogensen.

– Øh... at forbrændingsmotoren har så meget kraft i forhold til sin vægt, at den opdrift, der skabes af vingerne, er i stand til at løfte både flyet selv, brændstoffet, piloten og en nyttelast?

– Kan du ikke se, det betyder, at flyvning bliver afhængig, siger Mogensen.

– Hvordan mener du?

– Flyvning bliver økonomisk afhængig af dem, der producerer motorer. Og af dem, der producerer brændstof, fastslår Mogensen.

– Men det kommer vel i anden række? Det primære må vel være, at der er visse naturlove, man er nødt til at tage i betragtning, hvis man vil have et apparat, der er tungere end luften, til at bevæge sig igennem den? Først og fremmest at apparatets samlede vægt ikke må overskride vingernes maksimale bæreevne.

Alle de der farlige interesser

– Der kan man se, hvor indsovset i traditionel tænkning, du er, siger Mogensen og inviterer mig med blikket til at følge de streger, han har tegnet på sin blok. Da jeg udskriver vores samtale, kan jeg høre skarpheden. Men hans ansigt var så åbent og venligt, at jeg ikke bemærkede det i selve samtalen.

– Brødrene Wright opstillede en model for, hvordan man kunne lave en flyvende maskine. Det medgiver jeg gerne. De gav også en demonstration, der tydede på, at modellen var anvendelig. Det har jeg heller ingen problemer med at indrømme. Mogensen gør en kort pause. Han lægger kuglepennen og indtager en mundfuld vand fra designerglasset, der står på bordet. Så fortsætter han:

– Det, der er problemet, er måden. Det er derfor, tiden skriger på en tænketank som Ikaros.

– Måden? Hvad skal det sige?

– De forslag, der allerede er fremlagt, til hvordan man laver en flyvende maskine, er præget af interesser. Jeg har allerede været inde på, hvor indfedtede i motor- og brændstofindustriernes interesser, forslaget er.

– Ja, der står meget på spil for dem. Men de har vel ikke opfundet naturlovene? Uanset hvem, der tjener eller ikke tjener på det, kræver det en ordentlig udladning af energi at skabe et undertryk, der er så stort, at det kan løfte et fly?

– Jeg kan høre, du tror, vi har med saglige spørgsmål at gøre, ler Mogensen.

– Ja, jeg tror faktisk, at de grundlæggende spørgsmål vedrørende flyvning er saglige. At der så, oven på det fundament, er en masse, der kan gøres på mere end én måde og dermed står til diskussion, det er et helt andet spørgsmål.

– Du er naiv. Vi ved ingenting om, hvordan man får en maskine til at flyve. Alt er sovset ind i interesser. Kraftkildeleverandørerne, der bliver ved med at pukke på naturlovene, siger Mogensen.

– Det har du sagt mange gange.

– Mændenes interesser i at gå i flotte uniformer og flyve maskinerne. Hvor er kvinderne? Og minoriteterne?

– Det havde vel mere komplekse årsager, at det oprindeligt var mændene, der fløj. Blandt andet, at det var livsfarligt, og den tids mænd var galante. Forestillingen om at trække det forbrændte og lemlæstede lig af en kvinde ud af et flyvrag var ikke en, de brød sig om.

– Og hvorfor skal en flybillet koste så meget? Det mangler der også forskning i.

– Det ved man jo allerede.

– Hvad mener du? spørger Mogensen med ægte nysgerrighed.

– De blev så dyre, fordi de nationale flyselskaber ikke bare havde monopol. De havde sågar et fuldt lovligt kartel, der hed IATA. Det er gudskelov sat ud af spillet nu.

En overflødig tank?

– Okay, siger Mogensen. Han er holdt op med at pege på sine figurer og ser mig direkte ind i øjnene.

– Jeg har svært ved at se, hvad verden skal med tænketanken Ikaros.

– Det er store ord, siger Mogensen, og hans venlige ansigt fortæller mig, at jeg gerne må tale videre.

– For det første: det teoretiske grundlag bag flyvning er til stede.

Mogensen nikker.

– For det andet: det tekniske grundlag er også til stede.

– Men uafhængigheden! Alle de hidtidige forslag til flyvning er fremlagt af mennesker, der havde interesser i sagen. Man kan ikke stole på dem, indvender Mogensen.

– Men får du ikke løn? Den materialiserer sig vel heller ikke spontant ud af atmosfærens ilt?

Det er tydeligt, at Mogensen ikke kan svare, og jeg presser på.

– Og er det ikke på forhånd aftalt, at din gamle arbejdsplads kommer til at trykke alle jeres analyser af, hvordan man åbner døre, der ikke er låst?

Mogensens ansigt har ikke fået flere svarende træk, og jeg taler videre.

– For det tredje: der er massevis af desinteresseret forskning i alle mulige aspekter af flyvning. I det omfang, interesser er et problem.

Jeg kan se, Mogensen har svært ved at følge med.

– Det er de jo kun, når vi befinder os i det usagliges domæne. Altså når det handler om politik og sådan noget. I saglige diskussioner har interesser kun en ganske ubetydelig vægt. Det ved ethvert barn, der har en ordentlig uddannelse.

Mogensen tænker, så det knager.

– Vil det sige, at du betragter tænketanken som et fuldkommen overflødigt PR-stunt udtænkt af en avis? siger han.

Jeg ser på mit ur, at de tyve minutter for længst gået. Men spørgsmålet er vel også besvaret.