Ny organisatorisk tænkning på vej

Nye teknologier, nye organisationsformer, flade hierarkier og nye former for videndeling karakteriserer de nye virksomheder - de såkaldte fast companies.
af Maria Sennels

Nye teknologier, nye organisationsformer, flade hierarkier og nye former for videndeling karakteriserer de nye virksomheder - de såkaldte fast companies - som er på vej frem i det danske erhvervsliv.

 

Mange ældre virksomheder er bagud i deres tænkning, hvilket skyldes mangel på dristigt lederskab, udbredt frygt for fiasko og frygt for samarbejde i netværk. Så slip dog kontrollen for pokker ...

 

Nye organisationsformer indebærer fx at man strukturerer sig i grupper efter fag, kunder eller projekter. Det stiller krav til tværorganisatorisk ledelsesdialog, hvor lederens rolle er at koordinere ressourcer på tværs af organisationen og skabe forudsætninger for at medarbejderne kan løse deres opgaver.

 

Den flade struktur betyder, at uddelegering og ansvar placeres ude i organisationen - ikke fordi alle skal bestemme lige meget - men der hvor det mest fornuftigt kan begrundes. Det skal være argumentet, og ikke striberne på skulderen, der vinder.

 

Videndeling og netværkssamarbejde kræver åbenhed og plads til nytænkning og idéudveksling (også de skøre og skæve ideer skal frem i lyset). En proces, der i mange store virksomheder går alt for trægt og langsomt. Derfor overhaler de mindre innovative og effektivt ledet virksomheder ofte de store. Hierarkiet er fladt, så beslutninger tages hurtigt, individet får plads og kommer til orde ud fra egen viden og faglighed og skal ikke kæmpe sig gennem tunge lag af inkompetente ledere.

 

Af samme grund løber de mindre virksomheder med en pæn del af udviklingsstøtten, et faktum de større virksomheder raser over. Men det er nu engang nørden i det kreative miljø med kasketten omvendt på hovedet og colaflasken i hånden, der udvikler de geniale ideer - fordi miljøet inviterer til det. Ideer, der i øvrigt kommer også de store virksomheder til gavn. De har bare ikke fattet tesen om, at min idé kan være grundlag for og invitere til refleksion af din idé, så vi sammen kan lære og derved skabe noget, der er større og bedre sammen. En helt fundamental tankegang inden for den verden, hvor viden deles og netværk skabes.

 

Men der er åbenbart et stykke vej før de store træder ind i den verden - en trist erkendelse, da en alt for sen omstilling til den nye virksomhedskultur kan blive dyr for det etablerede danske erhvervsliv. Danmark er endnu et godt stykke bagefter Sverige, Norge og Finland, og måske de nye virksomhedsformer først for alvor slår igennem i dansk erhvervslivs vækstlag, når de store følger trop.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også