Blide puf vs. barnepigestat

Nudging har længe været på alles læber som en slags mirakelstrategi, der blidt puffer store skarer i retning af mere hensyntagen, sundhed og ansvarlighed. Men nu er kritikken klar.

Filosoffen Sarah Conly argumenterer i NY Times for, at hård regulering er nødvendig. ”Three Cheers for the Nanny State” hedder kronikken, der har skabt heftig debat i USA. Den følger overordnet linjerne i hendes nye bog: ”Against Autonomy: Justifying Coercive Paternalism”.

I både kronik og bog argumenterer Conly for, at de nye indsigter, som adfærdsforskningen har givet gennem de sidste årtier, retfærdiggør en langt mere stringent statslig regulering af vores hverdag.

Filisoffen Sarah Conly argumenterer i ny bog for, at nudging ikke er en solid og brugbar metode til at opnå ønsket adfærd. Der skal strengere regler og love til. Foto: Cambridge

Conlys argument er særligt interessant, da det er stik modsat det, som adfærdsøkonomen Richard Thaler samt tidligere Obama-rådgiver og juraprofessor Cass Sunstein har argumenteret for i deres efterhånden verdensberømte bestseller, ”Nudge: Improving Decisions, About Health, Wealth & Happinesss” fra 2008. Derfor var Weekendavisen i forrige uge også hurtigt ude med et interview, der satte Conlys bog op imod nudge-tilgangen til adfærdsforandring.

Faste rammer vs. blide puf

For dem, der interesserer sig for nudging, giver debatten omkring Conlys ”Against Autonomy” anledning til nogle interessante betragtninger i krydsfeltet mellem forskning, politik og mennesker.

Thalers og Sunsteins såkaldte “Libertære Paternalisme” - eller blød paternalisme - bygger på en ide om, at nye indsigter i menneskelig adfærd muliggør nye reguleringstiltag, som respekterer den enkeltes ønsker og samtidig forbedrer vores liv. Dette gøres særligt effektivt gennem den såkaldte ”nudge-tilgang”, som de to herrer også tog det første spadestik til, og som der skrives og snakkes meget om for tiden.

Conly er kritisk over for denne tilgang til regulering. I interviewet i Weekendavisen giver Conly udtryk for, at libertær paternalisme er begrænset i sin legitimitet og effektivitet. Hun siger eksempelvis at:

“Den libertære paternalisme (f.eks. nudging, red.) hævder at være en syntese mellem frihed og formynderi, men måske fejler den snarere på begge ledder: Den er ikke rigtigt liberal, for den vil manipulere folk ved at udnytte deres irrationalitet, men den risikerer også at være ineffektiv som paternalisme betragtet, fordi den stadig lader folk træffe skadelige valg.”

Med andre ord lader det altså til, at Conlys afvisning af “blød paternalisme” i virkeligheden skal ses som en afvisning af nudge, som ifølge hende hverken er tilstrækkeligt ift. at skabe reelle adfærdsændringer eller giver mere folk mere frihed, end deciderede regler gør.

Men holder de påstande?

Nudge og manipulation

Conly uddyber ikke sin påstand om, at blød paternalisme, når denne sidestilles med nudge-tilgangen, sigter mod at manipulere med folk ved at udnytte deres irrationalitet. Men det er en typisk indvending, som vi tilbageviste i artiklen: ”Nudge & The Manipulation of Choice” som blev udgivet i The European Journal of Risk Regulation sidste måned.

Vi mener nemlig kun, at nudging er manipulerende, når psykologiske indsigter bruges til at få os til at vælge anderledes, uden at vi kan gennemskue hvordan og hvorfor. I langt de fleste tilfælde bruges nudges til at påvirke vores beslutninger på måder, som er fuldt ud gennemskuelige for os selv. I nogle tilfælde kan vi ikke gennemskue, hvordan et nudge fungerer, men her er der som regel tale om, at det er vores adfærd, der påvirkes, og altså ikke vores valg.

Selvom forskellen på valg og adfærd kan virke abstrakt, så er den central for pointen om manipulation. Et illustrativt eksempel er det, hvor man ved hjælp af mindre tallerkener får folk til at spise mindre. Vi vælger at spise, men mængden er ikke afhængig af deciderede valg, men derimod af vaner, sociale cues osv. Valget: at spise, rykkes der ikke ved, men adfærden, altså hvor meget vi spiser, kan man påvirke, uden at der dermed er tale om manipulation.

Et klassisk eksempel på effektiv og etisk uproblematisk nudging er tallerken-eksemplet. Her viser det sig, at folk spiser væsentlig mindre, hvis de har en mindre tallerken. Også selvom de har mulighed for at tage alt, hvad de vil have fra en buffet

Nudge og effektivitet

På spørgsmålet om effektivitet henviser Sarah Conley i interviewet til en analyse udgivet i BMJ (British Medical Journal) fra 2011. I analysen, der blev lavet for at evaluere normorienterede forsøg på at påvirke unge briters alkoholvaner, konkluderedes det at:

”… Evidens, som understøtter effektiviteten af nudging til at forbedre folkesundheden og reducere sundhedsmæssig ulighed, er (...) svag. Det afspejler et fravær af beviser såvel som beviser på begrænset eller ingen effekt.”

- Weekendavisen

I stedet for at kaste os ud i en lang diskussion om, hvorvidt denne specifikke påstand er empirisk sand eller ej, vil vi i stedet påpege, at selve argumentet er formelt fejlbehæftet. En enkelt undersøgelse af en enkelt type af nudge-indgreb, anvendt på en specifik udfordring, kan dårligt føres som bevis for, at nudge-tilgangen generelt er svagt underbygget, mangler empiriske beviser eller er ude af stand til at dokumentere effekt, som det indikeres i interviewet med Conly.

Folk ryger stadig

Selv på sit eget begrænsede område er konklusionen på just nævnte analyse efter alt at dømme midlertidig. At en normbaseret tilgang til unges alkoholvaner principielt set skulle være ude af stand til at fremvise effekt, svarer nogenlunde til at påstå, at unges alkoholvaner på ingen måde er påvirkede af sociale faktorer – en påstand, der er temmelig svær at tro på.

BMJ’s undersøgelse beviser altså ikke, at der er begrænset eller ingen effekt at hente i nudge-tilgangen, da evidensen, såvel som den formelle struktur af argumentet, er alt for svag til at drage en så generel konklusion.

Når alt kommer til alt er Conly dog heller ikke helt afvisende over for effektiviteten af blød paternalisme:

”Nogle gange fungerer blød paternalisme, og i så fald er det glimrende.”

Alligevel påpeger hun, at blød paternalisme efter hendes mening oftest kommer til kort. For at underbygge dette peger hun på, hvordan traditionelle (ikke-nudge) ’bløde paternalistiske’ tilgange i form skatter og indendørs rygeforbud ikke har været effektive redskaber til at få folk til at holde op med at ryge.

Således kan man i sidste ende konkludere, at Conlys argument for at ny viden om adfærd retfærdiggør brugen af “hård paternalisme”, kan reduceres til spørgsmålet om, hvorvidt et nudge i de fleste situationer vil være utilstrækkeligt som reguleringsinstrument.

Sarah Conly nævner blandt andet antirygningskampagner som fejlslagne eksempler på blød paternalisme. Hun mener, at et nudge i de fleste tilfælde er et utilstrækkeligt reguleringsinstrument. Foto: Getty

Hvornår er et nudge tilstrækkeligt?

Conlys interview fik Michael Rothenborg, journalist ved Politiken, til at henvende sig til os for at høre, om ikke interviewet viste, at der er mange situationer, hvor et nudge ikke er tilstrækkeligt?

Svaret afhænger selvfølgelig først og fremmest af, hvilken type adfærdsforandring vi ønsker. Et nudge kan f.eks. ikke få alle til at respektere fartgrænserne – hvilket er den slags uforsigtige adfærd, som Conly henviser til.

Som vi har argumenteret for i Nudge & The Manipulation of Choice, er det lettest at implementere effektive nudges, hvor folk er enige i det overordnede mål.

Overfladisk og ligegyldig?

Det svar kan muligvis få nudge-tilgangen til at virke overfladisk og ligegyldig. Denne konklusion kræver dog, at man ignorerer betydningen af adfærdsarkitektur og dennes rolle i vores beslutninger og adfærd. Folk kan f.eks. sagtens ønske sig at være tilmeldt organdonorregistret, men stadig have svært ved at omsætte den gode intention til handling på grund af dårlig adfærdsarkitektur.

Det betyder, at det vil være forholdsvis let at implementere et effektivt nudge på dette område. Det argumenterer vi for i vores forslag til udbedt stillingtagen . Dette er naturligvis en anden opgave med nogle andre forudsætninger end det at nudge unge til at drikke mindre eller stoppe folk, der bevidst kører for hurtigt på vejene.

Således kan man spørge, hvornår et nudge er tilstrækkeligt. Underforstået: Hvornår kan et nudge isoleret set ændre folks adfærd? Svaret afhænger dog af ens succeskriterier. Hvis man spørger hvorvidt “et nudge er nok til at skabe adfærdsforandring på et område hvor folk ønsker forandring?”, så er svaret ja! Hvis man derimod spørger: “om et nudge alene kan tvinge borgere til at ændre deres adfærd helt uden hensyn til præferencer og ønsker om sundhed, velstand og glæde?”, så er svaret selvfølgelig nej!

Hvis man spørger, om nudgingens blide puf er nok til at skubbe folk i den retning, de egentlig gerne vil, er svaret ja. Men selvfølgelig kan og bør et nudge alene ikke tvinge folk til at ændre deres adfærd, helt uden hensyn til præferencer og ønsker om sundhed, velstand og glæde

Pointen i en nøddeskal

Det er præcis derfor, vi ikke er enige med Conly i, at nudge-tilgangen til adfærdsforandring fejler, når det ikke altid lykkes at nudge folk til at gøre præcis det, som adfærdsarkitekten ønsker. Hvad der for paternalisten Conly er et tegn på fiasko, er i vores perspektiv snarere et vigtigt og nødvendigt element i nudge-tilgangens succes!

Transparente nudges som folk frivilligt interagerer med, er noget som enhver politiker og adfærdsarkitekt bør stræbe mod. Prisen for dette er dog, at man må nøjes med moderate (men signifikante) resultater (paternalisten finder altså ingen ”magic bullet”-teori her). Fordelene er, at nudges er billige at udvikle og implementere samt at de – når de designes ansvarligt – efterlader rum til individuel frihed og personligt ansvar.

Når der er overensstemmelse mellem adfærdsarkitekten og den som påvirkes mål, er nudge faktisk overordentlig effektiv. Vi spiser med glæde 30 procent mindre kage, når portionerne gøres mindre; sparer 2 procent af vores daglige strøm, når vi kan se, hvad naboen bruger; sparer flere tusinde kg papir, når nogen slår dobbeltsidet print på for os og sparer markant mere op, når vores opsparing er baseret på lønstigninger, frem for på penge vi skal sætte til side.

På den måde falder Conly i den samme fælde, som mange andre kritikere af nudge. Hun ser folks (dårlige) valg som udtryk for, at de vil i den forkerte retning. Vi ser dem derimod som udtryk for, at det kan være svært at finde vej, og at vi alle har brug for en hjælpende hånd fra tid til anden.

Nudging minder os om, hvad vi gerne vil gøre. Eksempelvis sparer vi uden ploblemer tonsvis af papir, når nogen slår dobbeltsidet print på for os

Nudge – som supplement til ethvert politisk tiltag

Alt dette efterlader dog stadig muligheden for, at nudge-tilgangen kan kombineres med traditionel regulering, f.eks. forbud over for industrien. Private virksomheder nyder trods alt ikke de samme frihedsrettigheder som private borgere.

For om end nudge-tilgangen passer som hånd i handske med libertær eller “blød paternalisme”, så er de to begreber ikke gift med hinanden, hvilket vi ser bevist dagligt i den private detailindustri.

En paternalist, der fornægter sig muligheden for at bruge nudges, ender med at måtte bruge ganske unødigt dyrere, hårdere og mere klodsede redskaber for at opnå sine mål. En “fedtskat” fungerer trods alt bedre, hvis den fremhæves i købssituationen, så forbrugerne kan bruge den som et signal i deres valg af fødevarer. Ligeledes kan mærkningen på cigaretter hjælpe mere effektivt til at reducere forbruget end en lille afgiftsforøgelse.

Konklusionen må være, at selvom et nudge ikke altid er tilstrækkeligt i sig selv, så bør det dog altid udgøre en central komponent i ethvert intelligent politisk tiltag, uanset hvilken politisk fløj man tilhører.

-------------------------------------------------------------------------------------