Ny Alliance har siden folketingsvalget hastigt tilnærmet sig den såkaldte ”blå blok” i Folketinget. Således kastede partiet ved deres vintergruppemøde forrige weekend enhver tvivl overbord og faldt dermed til patten hos Anders Fogh. Resultatet er, at statsministeren fra nu af og helt uden alskens falbelader kan regne med Ny Alliances støtte. Det er hermed endegyldigt slut med at presse statsministeren med dronningerunder og lufte muligheden for at forsøge sig med statsminister-alternativet i den røde blok.
Siden vintergruppemødet har mange derfor gået og hvisket i krogene, hvornår mon Gitte Seeberg forlod alliancen. Hun var jo den person, der ville vriste Fogh ud af Dansk Folkepartis jerngreb med erklæringen om, at ”nok er nok”. Spørgsmålet er derfor, om ikke Seebergs farvel i virkeligheden er det bedste, der er sket for Alliancen i lang tid. For nu er der ikke længere tvivl blandt vælgerne eller i partiet om, at Ny Alliance et borgerligt parti: Naser Khader og Co. vil stemme på Fogh som statsminister come rain or come shine!
Liglugten breder sig
Ny Alliance kan vel bedst beskrives som en politisk roller-coaster. Kun en lille måned efter, at partiet blev stiftet af de tre renegater Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen den 7. maj 2007, havde ca. 20.000 tegnet sig som medlemmer. I partiets velmagtsdage lige før valget gav enkelte målinger NA op mod 28 mandater, men siden er det kun gået en vej med vælgeropbakningen: Ned! Siden valget er ikke kun vælgerne sivet fra Ny Alliance. Ledende organisationsfolks, centrale partifunktionærers og vægtige støtters farvel har fået sat yderligere gang i svingdørene ved udgangen. Med Gitte Seebergs exit er noget af partiets oprindelige kerne så også brækket af, og i timerne efter udmeldelsen tirsdag middag fulgte yderligere en hel del byrødder, organisationsfolk og medlemmer med hende ud af Alliancen. Med én af NA’s tre oprindelige stiftere ude er liglugten umiddelbart ved at brede sig omkring partiet.
Den røde-blå dobbeltstrategi slog fejl
Ny Alliances politiske kurs inden valget var noget nær umuligt at kommunikere. Alle spurgte hinanden, om en stemme på Ny Alliance var en stemme på Fogh som statsminister? Ja eller nej. Det spørgsmål var det før valget helt umuligt at få et klart svar på. Det betød, at borgerlige vælgere kom i tvivl om, hvorvidt NA var et alternativ, hvis Khader alligevel kunne ende med at stemme på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Som valget nærmede sig, blev farcen utålelig. Den ene dag krævede Khader Foghs afgang umiddelbart efter valget for dermed at få en dronningerunde, hvorimod statsministeren den næste dag kunne blive siddende. I øvrigt en strategi, som Gitte Seeberg fik skylden for at have udviklet, men som i virkeligheden var en idé, der var undfanget og orkestreret af Anders Samuelsen og partiets daværende spindoktor Ulla Østergaard. Partiet var det helt centrale midtpunkt for dansk politik under hele valgkampen. I hvert fald lige indtil stemmerne var talt op, og det viste sig, at Ny Alliance og alle vi andre havde fået en lang næse: VKO-flertallet var intakt, Pia Kjærsgaard havde vundet og NA med sølle 2,8 procent og kun fem mandater i vælgertilslutning var i sidste ende reelt overflødige. Dermed havde den såkaldte ”røde-blå-dobbeltstrategi” slået fejl.
Khader var ingen JFK
Ny Alliances største aktiv ved partiets stiftelse var Naser Khader. Manden, der stod op og talte islamisterne midt imod under Muhammed-krisen, og som betalte prisen med trusler mod sin person og indskrænket bevægelsesfrihed, der indebærer mandsopdækning af PET-livvagter døgnet rundt. En mand med både integritet og mandsmod, som fik en enkelt iagttager til at svinge sig op til at sammenligne Khader med John F. Kennedy. Otte måneder senere er Naser Khaders politiske troværdighed en joke, og Ny Alliances hidtidige politiske indsats på Christiansborg minder mest om en farce. Det er muligt, at vælgerne tænker, at ”Naser” er en flink fyr og han viste nosser dengang under Muhammed-krisen, men samtidigt viser målingerne nu, at kun ca. én procent af vælgerne vil betro et politisk ansvar for vores land og dets fremtid til Khader.
Khader kan og ved for lidt
Godtfolk på Christianborg og omegn ved godt, at Naser Khader ikke er til at sidde og tæske langhalm på lovparagraffer i en sen nattetime under en forhandling. Det er efterhånden alment kendt, at Khader heller ikke er stiv i selv de mindste økonomiske udredninger. Helt galt gik det, da han under et valgmøde ikke evnede at forklare en vælger partiets egentlig ret enkle skattepolitik. Disse svagheder var før valget ukendte for den brede befolkning, nu er de åbenbare for alle. I valgkampen oplevede befolkningen en ofte ydmyget NA-partileder falde helt igennem under partilederrunderne. Indimellem blev han nærmest taget i skole eller ligefrem hånet af Pia Kjærsgaard for sine dårlige præstationer. Det bratte tab i vælgertilliden til Khader afspejlede sig naturligvis direkte i vælgertilslutningen til Alliancen. Den sidste uge inden valget tabte NA ca. en procent i tilslutning. Om dagen! Vælgerne købte således hverken budskabet eller kommunikatoren.
Siden valget er det ikke gået meget bedre med Naser Khaders troværdighed.
Seeberg var sidste skanse
De vælgere, der troede, at Khader skulle holde Pia Kjærsgaard væk fra magten, har set Gitte Seeberg som sidste skanse for synspunktet om ”Den anstændige asylpolitik”, og at NA til hver en tid ville demonstrere dette, når det kom til en afstemning herom i folketingssalen. Da regeringen forleden for første gang i hele sin levetid reelt var presset på livet, havde Naser Khader dog ikke andet valg end at føje regeringen. Havde Fogh udskrevet valg, var NA færdige og Khader politisk historie i selv samme øjeblik, statsministeren havde rørt valgknappen. For Seeberg-fløjen i Ny Alliance var det endnu et tegn på, at partiet rendte fra de synspunkter på asylpolitikken, som er sammenfaldende med venstrefløjen i dansk politik.
Nada til Naser?
Havde NA haft større opbakning hos vælgerne, sådan at partiet havde lidt at stå imod med, hvis valget kom, så havde Khader måske truffet et andet valg end helt uden forbehold at stemme for VKO’s tillidsdagsorden til regeringen i torsdags. Dermed viste NA for første gang og uden nogle dikkedarer, at de støtter Foghs statsministertaburet. Men der er slanger i græsset. For de sidste rester af Khaders politiske troværdighed er bundet op på, at Ny Alliance får et eller andet hjem fra de igangværende forhandlinger med integrationsministeren om de afviste asylbørns familiers opholdsmuligheder. Ellers har NA kun fået det ud af det, at man klokkeklart har svigtet løftet til deres få tilbageblevne vælgere om at holde DF mest muligt væk fra indflydelse. Får Naser ”Nada” ud af forhandlingerne, så er det nat med NA.
Derfor bliver de reelt knald eller fald for partiet. Det ved regeringen og Pia Kjærsgaard også, men det er spørgsmålet, om især Dansk Folkeparti kan se en interesse i at give Khader en synlig indrømmelse ved forhandlingsbordet. Det bliver under alle omstændigheder på DF’ernes nåde. Skulle forhandlingerne dermed falde ud til NA’s fordel, så er det ikke umuligt, at Gitte Seebergs farvel kan betyde en renæssance for det unge parti. De fire tilbageblevne MF’ ere er nu enige om en politisk kurs, der måske er mere liberal eller ”højredrejet”, om man vil, end hvad der blev lagt op til ved partiets stiftelse. Det bliver dog uden tvivl et kursskifte, der nu bliver noget nemmere for Naser Khader at kommunikere til vælgerne.
Khader skal i intellektuel træningslejr
Selvom at der måske kommer lidt mere styr på kommunikationen, så har partilederen efter de flestes mening også meget at lære, når det kommer til egentlig ledelse af partiet. Khader er berygtet for ikke at kunne skære igennem partiets strategiske eller politiske diskussioner, og det er helt indlysende nødvendigt engang imellem, hvis Ny Alliance skal have en fremtid. Nu blev der så endelig skåret igennem en langvarig diskussion med Gitte Seeberg, og måske vil netop dette på sigt vise sig at have en positiv effekt på vælgeropbakningen.
Naser Khader har også meget andet at arbejde med, hvis partiet skal overleve. Han savner helt tydeligt indsigt i det taktiske forhandlingsspil, men er desuden umådeligt tynd i kortene, når det kommer til de tungere politiske stofområder. Politikens kommentator Peter Mogensen har opfordret NA til at sætte Khader i en eller anden form for intellektuel træningslejr, og det lyder faktisk som en glimrende idé, som NA’erne burde benytte sig af.
Dertil kommer også, at Khader skal forsøge at tillære sig mere disciplin, når han taler med journalister, og forsøge ikke at sige mere, end hvad han på forhånd har bestemt sig til. Lærer Khader ikke det, så kan han ansætte 100 spindoktorer, uden at det vil løse problemerne. Eksempelvis har NA-partilederen det med at slå større brød op, end at han kan bage. Forud for forhandlinger med regeringen har man set Khader kræve mere i pressen, end han efterfølgende har kunnet få. Når han så er kommet tomhændet ud af forhandlingslokalerne, har det været åbenlyst for alle, at manden har overspillet sine kort og dermed fremstået som en politisk amatør. Altså politisk striptease for åbent tæppe, som så kun har cementeret oplevelsen af Ny Alliance som en mellemting mellem en farce og en operetteforestilling med uendelig mange akter.
Måske enden på begyndelsen
Pia Christmas-Møllers afgang fra De Konservative fjernede VKO-flertallet, og dermed har NA på enkelte områder nu igen fået lov at spille en central rolle i dansk politik. De fire NA’ere er nu langt om længe blevet enige om en klar politisk kurs og forsøger nu at få lidt mere styr på partilederen. Lykkes det, kan NA skabe sig indflydelse på regeringens politik og i sidste ende måske endda forblive i Folketinget efter næste valg. Dermed kan Gitte Seebergs farvel måske vise sig – med Winston Churchills ord – at blive ”enden på begyndelsen” og i stedet begyndelsen på et ganske andet, men dog et mere stabilt politisk projekt.