Et knæfald for klassiske, liberale tanker
Leder man efter de store forskelle i dansk politik skal man oftest granske i
detaljen. Blandt det spin som regeringen Fogh bruger, fx i forbindelse med
lanceringen af det nye politiske program, gentages sloganet "Noget for noget" igen
og igen. Tager man sloganet "noget for noget" for pålydende, er det faktisk noget så
sprængfarligt som et knæfald for klassiske, liberale tanker. Det har altid
været en grundsten i klassisk- eller højreliberalisme at staten kun var
legitim (moralsk berettiget til at regere) hvis den var til den enkelte
borgers fordel. Som individ giver man noget til staten (opgiver at bruge
vold til at fremme ens projekter, betaler skat, underordner sig loven). Til
gengæld opnår man noget, man ellers ikke ville kunne (beskyttelse, visse
samfundsmæssige goder, fundamentale rettigheder. Tipper balancen til fordel
for staten, således at den enkelte ville stå bedre uden staten, mister
staten sin legitimitet. Det er selvfølgeligt ikke kun forbenede
superliberalister, der følger denne tankegang.

Input/output = zero sum game
Det forekommer som indlysende, at samfundskagens størrelse og form ikke kun er
afhængig af hvordan den forvaltes, men at den også er afhængig af hvad vi som
borgere putter i den. Ikke desto mindre har det været tys-tys at gøre opmærksom på
det sidste forhold i mange år: politikerne og deres kommunikationsfolk har
sikkert været paralyserede af angst for at puste til den berømte
politikerlede. Tænk sig hvis politikerne skulle gøre borgerne opmærksomme
på, at de stegte duer ikke reproducerer sig selv, men til syvende og sidst
afhænger af vores input. I den forstand er det både modigt og noget af det
mere liberale fra regeringens side at vælge "noget for noget" som motto.

Noget for noget mangler kød
Tankegangen "ingen stat er legitim hvis den ikke er til fordel for
borgeren", der er den naturlige følgesvend til "noget for noget", lyder
besnærende enkel. Men det er den ikke. Spørgsmålene er hvilken fordel, og
hvilken borger der tales om. Den højproduktive og vellønnede vil altid kunne
sige, at samfundet ikke er til vedkommendes fordel medmindre skatten blev
sat ned til 10%, og omvendt vil den arbejdsløse altid kunne klage over, at
samfundet ikke har et job til ham og at dagpengene er for små. For at give
mening må mottoet "noget for noget" præciseres og gøres til genstand for
dybere moralske overvejelser. Der skal kort sagt en hel del mere kød på.

De filosofiske rødder
En oplagt baggrundspræmis for hele "noget for noget"-tænkningen kan man
finde hos proto-liberalister som Hobbes og Locke og den dertil hørende eller
afledte kontraktteori. I naturtilstanden, hvor der ingen statsmagt er, vil det være til
alles fordel at afgive noget magt, specifikt voldsmagt, til en suveræn, der opnår
magtmonopolet. Livet i naturtilstanden er, med Hobbes ord, "solitary, poore,
nasty, brutish, and short": først ude af naturtilstanden, med staten som garant for
stabilitet og loven som beskyttelse, kan vi udfolde os som samfundsvæsener. Forholdet
mellem stat og borger, og forholdet borgerne imellem, er et kontraktuelt
forhold; Kort sagt noget for noget.

Fra enhver, som han vælger - til enhver, som han bliver valgt
Senere radikale libertarianere som Robert Nozick bruger naturtilstanden som led i
et argument for grasserende friløbskapitalisme: så længe en person står bedre
(selvom det blot er en lille smule bedre) end i naturtilstanden, og i øvrigt er fri fra
statsovergreb, kan denne person ikke anklage staten for at gøre noget
forkert eller for lidt. Den, der giver lidt, skal få lidt, eller med Nozicks
catchphrase: Fra enhver, som han vælger - til enhver, som han bliver valgt.

Halvdelen af den filosofiske historie om retfærdighed
Nu er det et stykke tid siden, at Fogh har advokeret for en sådan
minimalliberalisme, hvis det overhovedet nogensinde har været på banen
som andet end politisk retorik. Under alle omstændigheder lider "noget for
noget"-tankegangen under det forhold, at den kun fortæller halvdelen af den
filosofiske historie om retfærdighed. Hvis alle stod lige, både med hensyn
til (indre) talenter og (ydre) ressourcer, ville det være fair nok at sige
at enhver persons output (fx service fra staten) skulle være præcis
modsvaret af vedkommendes input (fx betalt skat) set over et helt liv. Men
det er et uomgængeligt faktum, at vi hverken er eller bør være lige i den
forstand. Talenter, ressourcer, og byrder er og bliver ulige fordelt, uanset
i øvrigt hvad vi prøver at gøre politisk.

Mellem lighed og rimelighed
Groft forenklet kan man sige at der er mindst to hensyn at tage: På den ene
side et rimelighedshensyn; det er fair, at den der yder en større indsats belønnes
mere end den der yder en mindre. På den anden side et lighedshensyn; det er
rimeligt, at vi ikke straffer personer for deres dårlige udgangspunkt.
Forsøget på at forlige disse hensyn står absolut centralt i enhver form for moderne
liberal politisk teori. Selv hvis Fogh etc. har læst deres liberale klassikere (det
tvivler jeg stærkt på) har de helt sikkert forsømt at ajourføre sig med de
nye liberale kontraktteoretikere (Rawls) og de debatter indenfor
liberalisme, som de har afstedkommet. Men det ville jo også være frygteligt
elitært og ufolkeligt at gøre sådan noget, og så havde regeringen jo tirret
sit national-religiøse parlamentariske grundlag i form af Dansk Folkeparti.
Uha!

Noget-for-noget som kontrakt
Kontrakttænkningen siger, at en legitim eller retfærdig stat er en
stat hvis principper alle involverede parter ville tilslutte sig i en
"kontraktlignende" situation. Og "noget-for-noget" er netop et sådant
princip, som man muligvis kunne forestille sig folk ville tilslutte sig i al
almindelighed. Alt andet lige, så er det jo meget rimeligt: man skal yde,
før man kan nyde; den der betaler musikken bestemmer hvad der skal spilles,
og så videre. Men det er en kortslutning at sige at det skal være
princippet, der gælder for politik. Der er talrige andre moralske hensyn at
tage, og det er nok en filosofisk erhvervsskade at tro på at et enkelt
princip kan gøres til det grundlæggende. Politisk filosofi er dirty
business.

Tvillingerne rettigheder og pligter
Noget helt andet er at det er ganske legitimt at hævde at dansk
politik, og dansk politisk diskurs, i alt for høj grad har været optaget af
lighedshensynet, og at den kultur dette har afstedkommet er lammende for
værdiskabende initiativ og gør at personer i alt for høj grad glemmer det
personlige ansvar for både eget liv og det forpligtende fællesskab. Ved at
(gen-)inddrage ideen om, at vi indgår en forpligtende kontrakt med
samfundet, gør man også opmærksom på at forholdet mellem individ og stat går
begge veje. Det havde i den forbindelse dog været klædeligt at regeringen
også havde fremlagt mere konkrete og forpligtende bud på hvad det er den
skal yde, andet end luftige fraser om "fornyelse" og "bevarelse".

Foghs retoriske medvind
Men det er jo heller ikke de dybere filosofiske overvejelser, der bærer
(eller skal bære) et regeringsoplæg. Vi må se på mottoet som retorik, og her
markerer det som nævnt et markant og modigt brud. Det viser også, at
regeringen Fogh har en del mere retorisk medvind eller råderum end andre
regeringskonstellationer. Hvem ville fx anbefale en regering baseret på en
håndtaskesvingende Marianne Jelved at føre netop det slogan til torvs?

Noget for noget for nogle
At føre dette motto frem har en (muligvis tilsigtet) positiv
sideeffekt for regeringen. Den har så godt som fuldstændigt undgået at tage
hul på de to af de tre emner, som af politiske eksperter betragtes som de
vigtigste i dansk politik over de næste år, nemlig ældrebyrden og landets
forhold til EU. Den har også kun lige præcis krattet i overfladen på det
sidste af de tre, nemlig den påtrængende velfærdsreform, som ældrebyrden
selvfølgelig også kan ses som en del af. Men netop i de to første felter er
det da også svært at bruge "noget for noget" som ledetråd. Hvad er det for
"noget" som landets nutidige og fremtidige pensionister skal levere som
modydelse for hvilket "noget", der leveres af staten? Ikke et spørgsmål der
lader sig besvare ud fra en "noget for noget" vinkel uden at tage hul på
nogen meget ubehagelige og vælgerskræmmende problemer. Og mon
Danmark er i en forhandlingsposition, hvor vi kan kræve "noget som helst"
af EU, især hvis vi opretholder forbeholdene og stemmer nej til EUROen?
På den måde bortleder sloganet elegant opmærksomheden fra nogen af
de vigtigste og ubehageligste spørgsmål i den politiske arena.

Alle for mig
I bund og grund er "noget for noget" sunde borgerlige ord, som i lang tid
har været fraværende fra den politiske diskurs. Det lægger op til et bedre -
mere fair og realistisk - forhold mellem input og indsats fra den enkelte og
output og ydelser fra staten. Retorikken gør dog knuder når man ser oplægget
efter i sømmene (eksempelvis udhules de højtlønnedes dagpengeret og det
gøres mindre attraktivt at arbejde med supplerende dagpenge), men politik er
jo ofte alle for mig og noget for noget for nogle.