Navneforbud som krisekommunikation
Er det bedre at gå under betegnelsen ”jetsetdronning” end under sit rigtige navn? Godt spørgsmål. Ja, mener den advokat, som forsvarer jetsetdronning mod beskyldninger for at være narkokurér. Han har begæret navneforbud, fordi navneforbuddet er god krisekommunikation. Dommeren føjede forsvareren, og dermed faldt der et navneforbud på et tidspunkt, hvor mere end 30.000 mennesker havde klikket sig ind på historien med den sigtedes navn på ekstrabladet.dk.Er det en god krisekommunikationsstrategi? Hvad får den anklagede ud af et navneforbud på et tidspunkt, hvor alle ved, hvem det er?
EB ser rødt
Ekstra Bladet var helt oppe og køre over forbuddet og har anket det til Landsretten. Avisen mener, at navneforbud er oldnordisk og navnlig i denne sag, fordi avisen nåede at offentliggøre jetsetdronningens navn, inden dommeren kunne nå at begære et navneforbud. En eller anden hos politiet må altså have lækket sagen til avisen.
Først bordelmutter, nu jetsetdronningen
Det er anden gang i løbet af sommeren, vi får en celeber sag, hvor kendte mennesker anholdes af politiet og anklages for alvorlige forhold. Først var det Erik og Anni. Nu er det så jetsetdronningen. Normalt er samfundsspidser indblandet i økonomisk kriminalitet, men her taler vi om henholdsvis bordelvirksomhed og narko. Dermed rykker vi fra erhvervsstoffet og over på de kulørte sider, og det er derfor, navneforbuddet efter min opfattelse giver mening. For den kulørte presse er ubarmhjertig.
Nettet fanger alt og alle
Det er rigtigt, at internettet har gjort navneforbud vanskeligt at opretholde, men på den anden side er medierne nu forhindret i at endevende familiens forhold med navns nævnelse. Og det må man i dette tilfælde vurdere, er en meget stor fordel, når krisen skal håndteres. Vi taler trods alt om en familie, der har været i mediernes søgelys gennem en menneskealder, og en familie, hvor de øvrige medlemmer uforvarende bliver rodet ind i sagen.
At det virker, bærer reportagerne i Ekstra Bladet og B.T. da også præg af. Næsten ingen vil udtale sig, og navneforbuddet gør sit til, at historien ikke rigtig letter. Det er meget vanskeligere at lave de store portrætter og interviewe folk, når man ikke må nævne deres navn i samme sætning som ordet narko.
Lige for loven?
Lovgivningen om navneforbud er efter nogens opfattelse en unødig beskyttelse af samfundets top. For navneforbuddet giver jo mest mening, hvis det drejer sig om en kendt person. Ingen medier gider jo dyrke en ukendt person, med mindre der er tale om en meget spektakulær forbrydelse. På den anden side står det også specifikt i loven, at det taler imod nedlæggelse af navneforbud, hvis den sigtede befinder sig i en særligt betroet stilling. Det er så ikke tilfældet her, hvor gerne den sigtede end måtte ønske det.
På den anden side vil navneforbuddet jo ophæves, hvis den sigtede kendes skyldig i forbrydelsen. Herefter kan medierne frit portrættere den sigtede og hendes familie, og det vil uden tvivl ske, hvis der falder en dom.
Knæfald efter krisen
I så fald vil den eneste rigtige strategi for kvinden være at erkende forholdet og gå på offentlig afvænning. Det kan på sigt styrke hende på samme måde, som man nu allerede ser Anni optræde på slap line i medierne som en sej tøs, der kunne stå for presset, selvom alle har været imod hende. Anni regnes nu for en seriøs kandidat til at komme med i ”Vild med Dans”, og så kan man næsten ikke nå højere i et samfund, der stadig stigende grad svælger i kendte mennesker.
Uskyldig?
Hvis den narkosigtede kvinde omvendt frikendes, har navneforbuddet givet god mening, fordi det har reduceret krænkelsen af hende og familien. Hun vil kunne indtage en offerrolle og vil måske også kunne komme tilbage, selvom mistanken sikkert vil blive hængende på ubestemt tid.
Man kan så spørge, om ikke Anni Brinch burde have været omfattet af navneforbud? Hun er jo også en celeber person, men her vurderede retten ikke, at der var grundlag for det. Det virker i mine øjne lemfældigt. Hvad nu hvis Anni frikendes (hvad jeg dog tvivler på, hun bliver)? Så er hun blevet krænket ud over det almindelige.
Way out sigtelse ?
Udover navneforbuddet har forsvaret også gjort sig bemærket ved at udtale, at der ikke er skygge af bevis i sagen. Sigtelsen er ”way out”, siger forsvarer Jørgen Lange blandt meget andet. Det er en usædvanlig udtalelse fra en advokat, og jeg synes, det virker som et desperat forsøg på at rehabilitere kvinden. Men det må være dommerens opgave at vurdere skyldspørgsmålet.
Tilbage står, at kvindens omdømme er skudt i sænk – uanset hvad der videre sker. Det konsulentfirma, hvor hun var tilknyttet, har på den allermest usympatiske vis slettet alle spor af hende – af hensyn til deres eget omdømme. Det virker fuldkommen latterligt. Der er dog næppe heller tvivl om, at hun vil blive bedt om at fratræde sine tillidshverv. Hun skal derfor i gang med at genopfinde sig selv, når røgen har lagt sig. Det har hun om nogen ressourcerne til, men det bliver nu med endnu større mediebevågenhed. Men uanset sagens udfald tror jeg, det vil være i hendes egen interesse at få ophævet navneforbuddet, for ellers vil ingen seriøse medier kunne forholde sig til hende. Hun bliver nødt til at forklare sig i offentligheden, og det kan hun ikke med et navneforbud.
Derfor er navneforbuddet kun en stakket frist, som kan give familien og dronningen ro til at samle sig om, hvad deres navn skal huskes for.