Born:
22 February 1962, Essendon, Victoria, Australia

Died:
4 September 2006, Batt Reef, Queensland, Australia

Occupation:
Naturalist, Zoologist, Conservationist, television personality

Spouse: Terri Irwin

Children: Bindi Sue & Robert Clarence

Website: CrocodileHunter.com.au

Stevo i naturen

Midt i den australske vildmark ligger en stor, ulækker, glinsende slange og soler sig, mens Steve og hans kone Terri kommer kørende i deres jeep. ”Stop the car” råber Stevo, springer ud og kaster sig over den stakkels slange, som han løfter op med et snuptag. Med den mest australske accent, man kan forestille sig, råber han lige ind i kameraet: ”This is a snake rescue” og tilføjer: ”This is big fella, if he bit me, I could well die. One false move, and it’s goodbye Stevo”. Terri løber om i bagagerummet for at hente slangefange-aggregatet, som ligger godt gemt bag alskens remedier, der er beregnet til at redde vilde dyr. I mellemtiden holder Steve den nu godt frustrerede og aggressive slange i skak, mens han stikker sit hoved tæt på for at studere dens gifttænder, skæl, øjne og what not. Hele tiden fortæller han kameraet, hvad han ser, og hvad det er, han gør med slangen. Og han fortæller om arten og dens kendetegn. Pludselig hugger slangen efter ham, og han farer rystet tilbage og udstøder et overraskelsens ”wow”, men fortætter i samme åndedræt ”look how fast he is, he’s reaaally dangerous”. Endelig kommer Terri med noget, der ligner lige dele kosteskaft, dynebetræk og hulahopring, som de putter slangen ned i. Den er reddet, får vi at vide med den begrundelse, at den var blevet kørt over af den næste bil. ”Fint nok,” tænker jeg, for jeg ved nemlig, at snoge og hugorme godt kan lide at sole sig på stier og veje. Men det slår mig alligevel, at der, hvor dette nu befriede vilddyr lå, var langt fra alfarvej, og at der var mange værre steder, den kunne ligge. Jeg når ikke at tænke lang tid over det, for nu er det en sort enke, Stevo har kastet sig over, og den skal ”med hjem til laboratoriet, hvor der skal tages prøver.” ”På hvad mon?” tænker jeg, men bliver afbrudt af edderkoppens overraskelsesangreb på Stevo, der dog ikke standser hans talestrøm, selvom det lille ottebenede monster tydeligvis også skræmte ham.

Dagens fangst er udover slangen og edderkoppen en krokodille, der skal omplaceres, og en lille kænguruunge, hvis mor der blevet kørt over. Bortset fra kænguruungen, som nu sidder og varmer sig i Terris skjorte med udsigt til Irwinernes kærlige pleje, så tvivler jeg på, hvor meget forbedret livskvalitet der er at hente for krokodillen, slangen og edderkoppen. Men det er måske også lige meget, for midt i al min ræsonneren har jeg oplevet den tiltrækkende frygt at stå ansigt til ansigt med alle mine naturrelaterede fobier. Og med Stevos voldsomme og energiske håndtering af alt fra hajer til kryb oplever jeg usårlighed og vovemod foran min 22-tommer skærms usynlige skjold.

En australsk Bubber

Når man følger Stevo i vildmarken, fremstår naturen som en blanding af en polterabend og en naturbørnehave. Det farlige og grænseoverskridende serveres med barnlig indlevelse og dertilhørende grimasser af Stevo i supernærbillede, der begejstret fortæller som en otteårig knægt, der lige har fået sin bedste ven til at spise regnorme. Han er som en australsk Bubber, en voksen mand, der artikulerer med barnlige grimasser, og som er velsignet med et gummiansigt, der med en maskes tydelighed formidler skiftevis overraskelse, glæde, alvor og spænding.

Kameraet er en uundværlig del af hans livtag med naturen, for Stevo elsker tilsyneladende at være i kontakt med sit publikum. Hele tiden fortæller han ud i kameraet, hvad vi lige har set ham gøre, og hvad meningen med det er. Mens han bakser med krokodiller og andet kryb, formidler han, som om der ikke var billeddækning. Og i kontakten til kameraet viser han lige så stor begejstring og engagement som i kampen med de bæster, han er ved at fange.

Som disse ultrapædagogiske biologitimer skrider frem, kan man komme helt i tvivl om sin egen intelligens, for man er som en lille tilskuer i et børneteater, hvor fortællingen er redundant, og hvor ens fokus er styret i ekstrem grad.

For dyrenes skyld

I Stevos henvendelser til kameraet gentager han manta-agtigt sit credo, nemlig at det, som han gør, det gør han for dyrenes skyld. Den hårdhændede behandling og hans barnlige fryd skal ikke forlede os til at tro, at det er rent spas eller uansvarligt. Det er et udtryk for respekt, som han med et alvorligt udtryk siger om krokodillen: ”They are not evil monsters, these animals deserve our respect and care”. Men efterhånden som dyrene forsvinder i hans jeep i omsorgens og respektens navn, og vi kører ud mod nye ”wild life rescues”, slår det mig, at det mere er Stevos frygtløse livtag med naturen, end det er dyrenes ve og vel endsige karakteristiska, der fænger mig.

Af alle dyr i den australske vildmark handler Steve Irwins programmer allermest om Stevo selv. Det er hans ufattelige vovemod, hans barnlige iver og høje humør, der er i fokus. Det er også derfor, dyrene ikke er interessante, medmindre de kan iværksætte Steves stjernepersona. Alt det farligste og ulækreste, man kan tænke sig, har Stevo haft fingrene i. Krokodillen har tilsyneladende en særstilling, og i udsendelse efter udsendelse kaster han sig over drabelige eksemplarer for at gøre et eller andet godt og nødvendigt ved dem.

Kone og hund

I hælene på vores australske Robinson Crusoe følger to trofaste væsner, konen Terri og hunden Sui, der står til rådighed med årer, motorbåde og dyriske instinkter, afhængig af hvad han nu har brug for.

Terris og Suis funktion er at sætte Stevo i perspektiv, idet de minder os om, hvad en normal og påpasselig opførsel i vildmarken vil sige.

Terri er givetvis en frisk pige, når hun overhovedet er med, men hun er håndlanger og tager sig af de blødere opgaver som den efterladte kænguruunge, som hun krammer, mens Steve kaster sig over de mere drabelige. Den trofaste Sui, der har fulgt Stevo i tolv år, er en trofast hund, men den er tydeligvis utryg ved den kneblede dille, som skal med dem i båden.

Eventyrernes hall of fame

Stevo er ikke den første til at tage livtag med stor og farlig natur og vise den til sofaliggende tv-seere. Eventyrere og vovehalse har befolket vores tv-skærme i årtier, og vi har ladet os betage af disse menneskers ædle og videnskabelige mod.

Vi undredes over David Attenboroughs allestedsnærværelse, når han trådte frem foran kameraet i al slags natur fra pol til pol og formidlede sagligt og vedkommende.

Vi har sejlet verden rundt med Jacques Costeau og følt eventyret på egen krop, når han lod os komme med på en finne, når han svømmede med delfiner og udforskede koralrev. Vi har gyset, når Poul Thomsen lod sig stikke i hånden af en hveps for at afprøve teorien om, at en sukkerknald kunne lindre smerten. Det kunne den vist nok, men det, der stod stærkest, var, da hans ansigt i et kort sekund fortrak sig i smerte.

Naturen er farlig, som den er fascinerende, og det er med den forståelsesramme, vi normalt går til naturudsendelser og -film.

Da Costeaus søn blev knust af et isbjerg i en udsendelse om Antarktis, hvor ekspeditionen fortsatte, oplevede vi på nært hold, hvordan naturens forskere arbejdede med en dødens engel på skulderen. Da Bjørnemanden og hans kone blev dræbt af selv samme dyr, de ville beskytte, oplevedes det nok som paradoksalt, men vi vidste, at de kendte farerne ved deres forehavende. Det samme gjaldt vulkanægteparret, der - jaah - faldt i vulkanen, og de hundredevis af bjergbestigere og polarforskere, der har ladet livet i eventyrets og videnskabens navn.

Steve Irwin placerer sig i denne kongerække som en af de ædle eventyrere, naturelskere og formidlere, men hans naturredder har en slående naragtig side. Hans udsendelser minder på mange måder om den ekstremunderholdning, som vi kender fra MTV’s ”Extreme”, hvor en fast stab af unge mænd kører ned ad stejle bakker i indkøbsvogne eller hæfter deres baller sammen for at give krop til udtrykket ”stable your buns”.

Stevo og drengene fra MTV er uvirkelige i deres sindssyge forehavender og deres absurd farlige livtag med virkeligheden. Som ved et trylleri kommer de dog ud på den anden side af smertegrænsen og den sunde fornuft til en verden, hvor fare og frygt er blevet til underholdning.

Jens Kruuse beskriver den klassicistiskes komedies hovedkarakterer, der alle bærer på en eller anden last, som vi ikke kan lade være med at fascineres af. Vi ved, de ikke er rigtige i hovedet, men det er alligevel dem, vi tiltrækkes af.

        [Figuren] kommer i en positiv situation ved sit bizarreri (...) fordi 

        der er bud fra en større verden, ikke den praktiske (...), men de

        store dimensioners, vanviddets verden. (...) ved selve sin

        enormitet bliver titelfiguren noget positivt (...), et lille

        vanvidspunkt i os berøres. Noget frigøres, som ikke kan frigøres 

        i hverdagen. (Holbergs Maske, s. 46)

Med referencen til Holbergs karakterer og til klassicismens komiske karakterer tillader jeg mig at placere Stevo i ganske fint, omend overraskende selskab af komediekarakterer, der hverken er rigtige eller rigtige i hovedet.