Blachmans pikløse program

Thomas Blachman har fået den ide, at han kan og skal løse samfundets tilsyneladende pikløshed. Som en Raymond Chandler-pastice - eller kliche - afhængig af smag, træder han frem af mørket og kommer os i møde med nedknappet skjorte, poleret isse, dæmpet, affekteret stemme og missionen om dels at ”beskrive kvindekroppen med poesi”, dels at finde den rygende pistol, den skyldige, der har skudt mandens pik af. Overraskende nok er det kvinden, der er forbryderen.

I "Blachman" taler en omvandrende midtvejskrise med en række toneangivende mænd, mens de ser på en nøgen kvinde. I det første program talte han dog mest selv - om sig selv. Fotos: DR Presse, Theis Mortensen og Mads Rahbæk

Tænk, at den kompromisløse kunstelsker og lejlighedsvise demokrati-demagog skulle vise sig at have dette meget slemme svage punkt. At hans begær efter kvinder og resten af verdens anerkendelse og endeløse ”tag-selv-bord” af beundring, som Blachman selv kalder det, hænger sammen med en forældet og forsmået kvindeopfattelse. At han helst vil se kvinden som en uopnåelig porcelænsfigur, et papirklippet objekt og et hylster for mandens syndige, men dog på sæt og vis, guddommelige inspiration og udløsning.

De vrede hvide mænd

Vi har foreløbigt set en trailer og et enkelt program, så bevares, det kan jo være, det udvikler sig fra denne omgang nonsenssnak, hvor værterne slår blikket ned og væk fra den nøgne kvinde og ikke engang selv helt kan leve sig ind i konceptet. I sin nuværende form er programmet tå-krummende pinagtigt, og det udstiller et segment i det danske samfund, man får mere ondt af end ”De unge mødre”. Det handler om de vrede hvide mænd - sårede, desillusionerede mænd med indebrændte drømme og visioner om et liv som førsteelskere i magt og vælde, men nu ensomme og forladte, kværnet af moderdyrets kastrerende omfavnelse.

Mænd, to af slagsen i dette program, lidt over midt i livet og af Blachman udråbt som moderne, som tør tale om porno, ”tissekoner” og om, at de er ”numsemænd” for åben skærm, fniser og gemmer sig bag sofaen og en postuleret intellektuel, venlig og frisindet facade. Det står ikke godt til derude, hvis det er repræsentativt for fallerede mænd med eller uden charmeklud.

Måske går Blachmans selvtillid gennem en vanskelig tid. Måske er jazzkomponisten så alvorligt på røven, at han har tænkt, at det sgu var en genvej til mere berømmelse, sex og flere penge, nu hvor ”pennen ikke sprutter” så meget længere. Sikke en nedtur at ødsle sin surt opsparede nationale respekt som musiker og beskytter af den "ophøjede kunst" for uigenkaldeligt at fremstå, sammen med sin sekundant, storbykriger Sonnergaard, som et stort, banalt fjols.

Thomas Blachman har været gift med denne smukke kvinde i 20 år. Men i oktober 2012 flyttede hun fra ham. Foto: Jonas Vandall Ørtvig for BT

Nåh, lille mand

”Provokerende nyt debatprogram”, skriver DR stolt i deres programsnas. Det vi ser, er en hel programserie om en midaldrende mands helt almindelige eksistentielle krise. Hver gang han ser på en kvinde, tænker han på, hvornår han kan knalde hende og lægge hende ned. Eller er det mon i virkeligheden op? På piedestalen? Det er sgu lidt uklart for de her seere. Og det er ikke det eneste spørgsmål, der rumsterer… For hvad er egentlig det nye?

Vi aner en træt Tarzan, som prøver at skrige ”You, Jane”, mens Jane leder efter sine nøgler, og to sekunder senere er ude af døren på vej til arbejde eller i biffen med et par veninder. Og ja, det er hende, der har spist din grød, siddet på din stol og sovet i din seng, Blachman. Og det gør kvinden, fordi hun endelig efter et par revolutioner kan. Fordi det er hendes ret. Og når det ikke er gået op for mænd som Blachman, at hun i modsætning til ham har tænkt sig at ”talentudvikle sin partner” og dele det hele kærlighedsfyldt med ham, kommer han aldrig ud af det kedelige og middelmådige.

Forandring er svær

Blachman er ikke alene om at finde overgangen til det nye samfund vanskelig. Frustrationen over, at intet er som det var engang, kommer ud mellem sidebene som blandt andet sexisme og kvindehad. I den vestlige, civiliserede verden ruster vi os, som ikke mindst USA har gjort i årtier, til at gøre plads til de nye i klassen. Det vil sige kvinder, mennesker med minoritetsbaggrund og folk med andre seksuelle præferencer end dem, vi selv har. Og det er ikke enkelt.

For i ”Blachman”, som programmet selvfølgelig kun hedder, er det åbenbart svært at føre en demokratisk dialog med kvinder. Så hellere en lang sløret barsnak, uden at konen afbryder. Konceptet med en nøgen kvinde i rummet som, fnis-fnis, ikke må sige noget, er så barnligt, at vi faktisk får ondt af de mentalt splitternøgne mænd.

Hvor meget dette har fyldt i programmets hjerne understreges af skribenten Anne Sophia Hermansen, som blev forsøgt rekrutteret til udsendelsen som krop: ”Han ringede dengang for at høre, om jeg ville smide tøjet i Blachmans nye program og ligge nøgen på et bjørneskind, mens min krop blev kommenteret af to ældre mænd. Jeg skulle kun tale, hvis der blev talt til mig, og formålet med hele øvelsen var at genrejse manden. “Ved at fornedre kvinden?”, spurgte jeg lidt befippet og undrede mig over det 'originale' programkoncept, der ellers virker ret afprøvet i diverse stripbarer verden over”.

I årevis har Blachman givet den som finkulturens forkæmper i talentprogrammet X Factor. Her ses han med Karoline fra i års version. I X Factor har det altid været tydeligt, at han har oprigtig og stor respekt for kvindeligt talent. Men I hans nye program har han ikke lyst til at lytte så meget til kvinderne.Foto: DR Presse, Bjarne Bergius Hermansen

Ord, som gør ondt

Og hør nu her venner. For at rumme det postmoderne samfunds smeltedigel af etnicitet, køn og kultur skal vi gøre os pisse umage med etiketten - hvad man tillader sig at sige om andre etniciteter, religioner eller køn i det offentlige rum. Der er grænser for, i hvor høj grad den herskende klasse kan objektivisere og generalisere om mindre magtfulde klasser eller minoriteter. Politisk korrekthed er noget, vi griner lidt af herhjemme. Fordi vi kan. Fordi vi endnu ikke, udover et par strømme af indvandring hist og her, for alvor er blevet udfordret på vores magt, vores kultur og på den måde, vi udøver den på. Vi har ikke alle sammen prøvet i tilstrækkelig grad at være objektet/den anden. Og derfor trækker vi lidt på smilebåndet af ordpolitiet med ord som ”mentalt handicappede”, ”afrodanskere” og ”homoseksuelle”.

Men ladies and gentlemen: Der er grænser for, hvad det offentlige rum kan indeholde af bullshit, før det bliver skadeligt.

Derfor røg vi og alle de andre kællinger og queers op i det røde felt allerede inden programmet blev sendt i går aftes. Chokeret allerede af konceptet, som kvinder og andet rakkerpak, der i generationer er blevet objektiviseret af den herskende klasse, reagerer instinktivt på. For det betyder noget, hvad man kan finde på at sige og udgive om det modsatte køn. Som nu dette peep show af et tv-program, hvor objektet ikke må tale, men kun modtage, fordi ”kvindekroppen tørster efter (især Blachmans) ord”. ”Hold kæft og vær smuk”, som Vita Andersen skrev.

Pubic Service

”Blachman” er Public Service uden l. Det er som om Blachman, som ellers prædiker, at man skal tage ansvar for det, man udtrykker, ikke forstår konsekvensen af - eller måske rettere selvmodsigelsen i - sine egne handlinger. Der er langt til den maestro, som på sin helt egen sublimt insisterende facon i X factor har lanceret den ene nye dansker med diverse etniske baggrunde efter den anden og har skabt en platform, hvor disse unge har vist hele Dansk Folkeparti, at de havde lidt mere at byde på end først antaget. Nu viser det sig så, at Blachman alligevel lider af en neochauvinistisk lidelse eller længsel, som diagnosticeres ved, om man, hvis man altså er udstyret med mandlige kønsorganer, har et urealistisk stort behov for at sidde i fred med sin cigar og gokke den af ved tanken om, hvor fed man selv er.

Forfatteren Sonnergaard klarer den ikke meget bedre med sit konstant nedslåede og vigende blik og sin lyst til at få et livstegn fra ”vores veninde”, de har inviteret i studiet.

Men Sonnergaard har dog flere guldkorn i ærmet end den ekstremnarcissistiske Blachman, som burde lytte langt mere til den gæst, han har inviteret i studiet. For eksempel kunne han lade være med hele tiden at affeje Sonnergaards mere indsigtsfulde iagttagelser omkring kvinder: ”Jeg tror ikke, at der er så mange, der tænder på, at jeg som det første begynder at snakke om mig selv,” siger Sonnergaard og plæderer for, at kønnene taler sammen, udviser interesse, lydhørhed og engagement i hinanden. Men Narcissus japper hovedløst videre og vil hellere tale om det næste sjove, tabubelagte emne – kønsbehåring – og hvad man dog skal kalde kussen.

Måske er det i sidste ende denne værternes egen følsomhed og fejlbarlighed, som er det mest positive træk og det mest interessante ved dette straffespark af en udsendelse. For den kamp, Blachman synes at kæmpe med sig selv, at få formleret et nyt og sanseligt blik på kvinden, som lægger sig mellem porno og puritanisme, forløses aldrig, fordi han helst vil tale om sig selv. Det ville sgu have været federe, hvis vi havde hørt lidt mere fra Sonnergaard og den nøgne kvinde.

En lidt yngre charmekludsbeklædt Blachman med nogle af de musikere, han spiller jazz med. Det er som bekendt ikke musikken, men ordene, der har gjort ham landskendt - og det var trods beskyldninger om animeret flyvskhed især for det gode. Men det er han i færd med at smide overbords i bitter rablen. Man må håbe, at han snart får noget, så han kan vende tilbage til at tale om det, han ved noget om. Foto: DR Presse