Når DNA bliver design

Skrevet af

Christian Madsbjerg
partner

4 artikler

0 indlæg

Da man knækkede DNA-koden, blev den sidste del af den naturlige verden endelig koloniseret af designverdenen. At vi kan designe DNA betyder, at den sidste grænse mellem den naturlige verden og designverden er kollapset. Nu er designverden det eneste, der findes. Alt hvad der før var natur, er i dag en del af den kulturelle produktion. Så at tro, at der findes noget uden for designverdenen er absurd, mener den verdensberømte grafiske designer Bruce Mau

LONDON - »Mange tror at vi laver design. Men vi studerer verden. Vi har studeret arkitektur, byer, møbler, teknologi, komposition, kunst, dans, økonomi, Paris, film, modernitet, fremtiden og livet med en lang række af verdens mest interessante mennesker. Og vi er åbne for at studere stort set alt.«
Bruce Mau taler grinende og klukleende om sit firma, der nu er blandt verdens mest eftertragtede og højest estimerede grafiske bureauer i verden. Eller: Grafisk bureau er måske så lidt sagt:
»Vi er vel blot en gruppe mennesker, der kan samles om at være undersøgende,« siger han.
De mennesker, der arbejder i Bruce Mau Design, der holder til i Toronto i Canada, kommer fra filmkunst, billedkunst, grafisk design, arkitektur, journalistik og billedkunst, og de deler alle den samme grundlæggende idé, at arbejde er at studere.


»Vi ser på studiet af verden i en klassisk forstand. Vi bruger produkterne, vi leverer, til at få plottet til at gå fremad. Men produkterne og objekterne er ikke så væsentlige. De er en del af processen. Det væsentlige er, at vi bliver klogere og kreativt rigere af vores arbejde.«
Bruce Mau Design har gennem sine 15 års arbejdet sammen med en lang række af verdens fremmeste musikere, billedkunstnere, kunstinstitutioner og arkitekttegnestuer. Blandt mange andre den hollandske arkitekt Rem Koolhaas om produktionen af en park i Toronto og bogen S-M-L-XL; med arkitekten Frank Gehry om et museum i Hollywood; og med multikunstneren John Cage om, hvordan man kan leve på nye måder i fremtiden.


»Vi begynder ikke med at vide det hele. Vi ender med at vide noget, når processen er færdig. Alt, hvad vi har brug for at vide i starten, er, at der er et problem. Og i processen fremover lærer vi så en del om problemet. Det kan være en bog eller en html-kode. Metoden kan producere hvad som helst. Det er som en riffel, du kan rette mod en telefon for så at få produceret en telefon. Men det kan også producere mere immaterielle ting som strategier eller processer eller programmer for kunstuddannelserne på et universitet.«
Bruce Mau mener, at man i gamle dage skar arbejdet op i vertikale enheder. Ingen forstod det hele. Og derfor kunne ingen tage ansvar for hele processen. Ingen forstod det overordnede projekt.
»Politisk synes jeg, at det er meget problematisk, fordi det tillader folk at fraskrive sig ansvaret for deres arbejde. Det var sådan The Manhattan Projekt (udviklingen af atombomben under Anden Verdenskrig, red.) var struktureret. Ingen viste det hele, og derfor var der ingen, der var ansvarlig for noget som helt. Den måde at organisere arbejdslivet skaber muligheder for at konstruere de værste ubehageligheder. Det, vi prøver at skabe, er en holistisk praksis, hvor alle har ansvar for alt. Designeren har for eksempel ansvar for det produkt, han designer.«


For kort tid siden udkom Bruce Maus bog om arbejdet i studiet, Det er blevet en ualmindeligt smuk tomme tyk bog ved navn Life Style. Den bliver – tør det godt spås – bunden læsning på designskoler, arkitektskoler og på kulturstudier verden over. Bogen er en integration af form og indhold. Den verden, bogen beskriver, er den selv et fysisk udtryk for; et virvar af billedet, tekst, tekstfragmenter, udklip manifester, ordbøger og løsrevede udsagn. Hovedpointen i bogen er, at vi er på vej ind i hvad Bruce Mau kalder en global billedøkonomi.

»For virkelig at forstå, hvad det er, vi skal producere, må vi forstå den kontekst vi arbejder i. Vi kunne se, at gamle metoder og brancher, som for eksempel design, eksploderede i størrelse på grund af en række nye teknologier. Franchise er på lidt over 15 år blevet helt ubegribeligt stort. Så stort, at det har dækket kloden på et splitsekund i verdenshistorien. Med en ubegribelig effekt. Jeg ville afdække disse processer, som på mange måder er baggrunden for arbejdet med forskellige typer visuelle medier. Jeg vil kunne kalibrere mit arbejde mod denne nye type økonomi. For ellers vil økonomien æde det hele.«
Den største opdagelse i bogen, mener Bruce Mau selv, er at baggrunden for design er blevet mobilt.
»Det bedste eksempel er Internettet: Internettet er som et gigantisk uendeligt indkøbscenter. Og hver butik i centeret er under konstant forandring, de bliver aldrig færdige. Og hver butik har en mand ansat til at gennemgå alle forandringer i alle de andre butikker og rapportere tilbage til butikken, hvis der er nogen, der har fået en god idé. Det er, som om hele verden tager et skridt frem hver eneste gang en eneste person træder fremad. Så der er ingen for- eller baggrund længere, men kun denne simultane bevægelse fremad i ryk. Da man i gamle dage lavede identitetsprogrammer til organisationer eller virksomheder, var det mod en immobil baggrund. Den blev hvor den var. I dag er det hele i bevægelse. Derfor bliver det stadigt sværere at skære igennem al støjen, og hvis du virkelig skal det, så må man tænke grundigt over, hvilken kontekst det foregår i, og hvordan man vil træde fremad.«
Der er i følge Mau, de mennesker, der ved, at de eksisterer i en billedøkonomi. Og så er der alle dem, der ikke ved det. Men alle er en del af den designede verden.
»Dét er en af de væsentligste udviklinger i dag. Der findes ikke en branche eller et forretningsområde, der ikke er i billedbranchen. De producerer alle kommunikation om sig selv, og forsøger at skabe sig en identitet. Ingen kan klare sig på at have lave priser længere. I dag kan man kun differentiere i et overbefolket miljø med super begavede og gennemtænkte virkemidler. Ironien er jo, at jo mere vi differentierer, des mere larmende bliver verden, og des sværere bliver det at differentiere sig fra andre.«


I dag kan man ikke længere alene benytte sig af design. Det må være langt mere komplekst. Der skal en integration af indhold og design til. Bogen Life Style er den verden den beskriver, en verden af kaos, og uorden af fragmenter og pludselig skønhed.
»Jeg vil skabe objekter, der er uomgængelige. Selvom man hader bogen, eller parken eller telefonen, så er den tilstede i rummet. Ikke fordi den larmer, men fordi den er godt tænkt og en velturneret integration af form og indhold.
– Vil det, at du laver begavede projekter, ikke blot bidrage til støjen i verden?
»Kunstneren Robin Collyer er den, der mest offensivt har beskrevet, hvordan vi hele tiden råbes til af folk og firmaer og politikere, der vil have vores opmærksomhed. Han har taget almindelige byrum, og fjernet al tekst. Og det giver en hel ny stilhed i byrummet. Og jeg er jo med til at skabe stadig mere støj. Men jeg tror, at vores byrum og i det hele taget vores liv bliver koloniseret af folk, der vil have opmærksomhed. I den situation kan man gøre to ting: Man kan brokke sig (og glemme, at hvis man brokker sig, så vil man have brug for opmærksomhed), og man kan udvikle nye modeller for kommunikation – og i det hele taget forsøge at forstå, hvad der sker. Jeg mener helt umiddelbart, at vi som borgere burde kræve friheder fra den opmærksomhedskrævende økonomi. Men først må vi forstå, hvad frihed er i en informations- og billedbåren kultur. Det er vel frihed fra billeder og information. Det er tid, der ikke er koloniseret. De offentlige institutioner burde være der, hvor larmen var på det lavest mulige niveau. Årsagen til, at man går på museum, er jo ikke for at se, hvad der er der, men hvad der ikke er der. Billetten til museet er først og fremmest adgang til en frihed fra larm og marketing. Jeg tror, at vi vil opbygge nye strategier til at nedsætte larmen.«


– Hvad med Culture Jamming som for eksempel Adbusters og andre aktivister gør det i. Er det ikke en vej mod mere frihed fra larm?
»Det er meget let at overmale et reklameskilt. Det behøver man ikke at være raketforsker for at gøre. Det er langt sværere at gøre som John Cage, nemlig at skabe nye måder at leve i samfundet. Og det er – for mig at se – meget mere kritisk end banal aktivisme.«
– En forfatter som Naomi Klein mener, at man ikke skal lave noget som helt inde i systemet, fordi systemet optager alle former for modstand. Hvis man laver oprør mod branding eller forsøger at skabe modkulturer, bliver det hurtigt optaget i mainstream?


»Ja, men hvad er det der findes udenfor systemet? Ingenting, vil jeg sige. Der er ikke noget uden for design kulturen, og kapitalis- men er et uomgængeligt faktum. Desværre vil nogen sige. Men ikke desto mindre et faktum. Brokkerne på venstrefløjen vil mene, at man kan lave en nationalpark uden pro- blemer, biler og reklame eller globalisering, fra hvilken man kan kritisere alt og alle. Men den park findes ikke. Og det, at tænke på den måde, forhindrer os i at gøre den faktiske virkelighed bed- re, ved at udvikle strategier in- den for rammerne af det, der vir- kelig er til. Vi må kunne leve i kulturen. Det øjeblik, vi opdagede DNA som informationssystem, var alt åbent for design, var mennesket alle vegne. Og har gennemhullet sig selv. At vi kan designe DNA betyder, at den sidste grænse mellem den naturlige verden og designverden er kollapset. Nu er designverden det eneste, der findes. Alt hvad der før var natur, er i dag en del af den kulturelle produktion. Så at tro, at der findes noget uden for designverdenen er absurd,« siger Bruce Mau – og klukker endnu højere.

Tidligere bragt i Dagbladet Information.

Relaterede artikler

Demo or Die - erfaringerne fra MIT Media lab - Publicer eller forsvind, publish or perish. Dette har længe været det akademiske mantra. Med dette mantra forsvinder al ...
Pampers eller Libero? Den innovative løsning - Det lyder næsten banalt. Men når man stiller det grundlæggende spørgsmål – hvad har vores kunder virkelig brug for? – ko...
Gucci Government - en kritik af nationen som brand - Hovedformålet med at brande en by,region eller land er at gøre den attraktiv overfor turister,videnarbejdere og udenlan...
Adgangskort til corporate branding - Corporate branding er en strategisk ledelsesopgave. Adgangskortet er en systematisk proces, der kræver organisatorisk in...
Hvad er brugercentreret design? - brugercentreret design er design, som i særlig grad tager hensyn til brugernes behov, ønsker og værdier, herunder br...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 24. november kl. 12.00

Praktikant

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.