Mordet på en bank

Små forskelle tæller ikke længere. I påsken blev BG Bank lukket og splittet i tusinde stykker. De jordrøde plastikskilte, sparebøsserne og kuglepennene er sendt med tog mod Sibirien for at blive genbrugt i Kirgistan. Tilbage står 1900 medarbejdere og 800.000 kunder uden et brand. BG Bank er borte, men hverdagen forsætter ubekymret. Straarup, de mange ansatte og 800.000 glade kunder kan ikke tage fejl. Ingen savner brandet. Det var dog ikke kun banken, som gik bort i påsken. Det var ideen om, at kommunikation og branding alene kan gøre en forskel. Små forskelle tæller ikke længere, nu er det de store forskelle, der tæller. Al den snak om kunst, litteratursponsoratet og de humanistiske værdier har været løgn og ligegyldigheder hele vejen igennem. For var det så vigtigt, kunne man vel ikke lukke et brand en påskemorgen, hvor genopstandelsens mirakel viser sig for dem, som tror.

Det er ikke mordet, som er forbrydelsen. Det er den ligegyldighed, hvormed budskabet er blevet modtaget. Ingen kunder er flygtet, ingen medarbejdere er stoppet og ikke så meget som en enkelt pensionist er stoppet op, mens skiltene blev pillet ned. Hvordan kan der være så få følelser og så lidt sorg efter alle de år og alle de penge? Hvorfor har der ikke rejst sig en vi-vil-beholde-Irma bevægelse?

Enten er BG brandet ikke et ordentligt bygget brand, eller også er bygningen af brands ligegyldige. Efter at alle reklamebranchens kloge hoveder nu i årevis har brugt millioner på at fortolke BG brandets sjæl, kan håndværket ikke være problemet. BG brandet er et brand bygget efter alle kunstens regler. Det er selve ideen om et brand som et sted, hvor ånd og værdier kan bo, som er en fejlslutning.

Det eneste logiske forklaring på ligegyldigheden er, at BG Bank brandet aldrig har betydet noget for nogen. Til sidst var det også blevet lidt af en farce, efter at BG Banks hovedsæde var nedlagt og alle var flyttet ud til Lersøpark Alle. Den lille forskel var til sidst reduceret til, at der i kantinen var en stak mørkerøde plastikbakker ovre i hjørnet. Som om en reklamekampagne og et logo kun gør en magisk forskel, når alle arbejder samme sted med det samme for de samme penge.

På trods af absurditeten og den lille forskel i kantinen holdt marketingafdelingen fast i alle teorierne om det grønne segment, længe efter at fornuftige mennesker havde sagt farvel til livsstilssegmentering og Minerva-modellen. På den måde er BG Banks exit et bevis på, at BG Bank blev for pæn og for meget små forskelle, når der i virkeligheden skulle skabes noget radikalt anderledes, hvis overhovedet brandet skulle overleve i længden. Det var der bare ingen, der så i den daglige trummerum og drift af BG brandet. Hvad der betød, at det var lettere at slå det ihjel her i påsken.

Efter lukningen sparer Danske Bank 300 millioner om året, men måske har de spildt de 300 millioner i årevis på et luftkastel. Hvis et brand som BG Bank er ligegyldigt, tør man slet ikke tænke på, hvor ligegyldige mere ubetydelige brands er. Måske kunne Toms Chokoladefabrik, Imerco, Brugsen og Thiese Mejerierne lukkes uden problemer.

Face it. Branding, der kun bygger på kommunikation og værdifloskelsnak, døde her i påsken. Ingen kan længere tale om værdier, og hvordan medarbejderne skal leve brandet. Det jo løgn. Det er blevet en ligegyldig løgn efter BG Banks uproblematiske forsvinden. Virksomhedens navlepilleri og hvem-er-jeg er tydeligvis ikke særlig vigtigt for andre end Jesper Kunde. Den forsvundne bank er beviset. De anklagede er alle de virksomheder, som har brugt millioner på nu indlysende ligegyldige brand-platforme. Sandheden er, at få brands er levende og har ånd. De kunne i 90 % af tilfældene udskiftes med en privat label.

I virkeligheden er folk pisse ligeglade. Folk er specielt pisse ligeglade med bank brands. Brands og banker er low involvement, og heldigvis for det. Det er jo produktet og servicen, som gør forskellen, ikke indpakningen. Folk er optaget af, hvad der er vigtigt i deres liv og ikke, hvilken farve logoet har på bankens brevpapir. Den sandhed har man bare ikke villet fortælle medarbejdere, kunder eller for den sags skyld sig selv før nu. Hvor må man som BG Bank kassedame føle sig til grin efter alle de mange weekend workshops om BG ånden, eller hvor må det være absurd for BG bank husprofeten Morten Albæk at se sig selv i spejlet og se livsløgnen kigge tilbage. Tænk at have rejst rundt i alle filialerne som vækkelsesprædikant for en religion, som er blevet nedlagt. Ikke fordi banken mangler pengene, nej fordi den kunne spare endnu flere penge.

Lukningen af BG Bank falder sammen med, at direktør i BG Bank Søren Kaare Andersen havde fået nyt job i Roskilde. Hvad der måske fik Straarup til at genoverveje den fortsatte eksistens af BG brandet. Sløjfet med et pennestrøg, fordi en nøglemedarbejder forsvandt.

Det vil sige, at alt det med litteratursponsoratet, kærligheden til ”det grønne segment” og de humanistiske værdier pludselig blev ligegyldigt, nu Søren var væk. Eller mere præcist kærligheden til dansk litteratur har i bankverdenen en værdi af 300 millioner kroner pr. år og kan på et hvilket som helst tidspunkt uden problemer byttes til rede penge med 4 % forrentning. Rystende.

Det gælder jo om at gøre det, man er bedst til. Det vil sige tjene penge og levere varen, ikke værdierne. Netop derfor er alle pengene nu brugt på et godt Lars Larsen tilbud. En konto med 4 % rente, som giver et lidt mere håndgribeligt afkast end alt brand lirum-larummet. En forskel, som gør en forskel. Ikke mindst for alle dem, der har råbt højt om værdier, hvor de ikke findes.