Min udfordring: Mette Bom
Mette Bom er skiftet fra Socialdemokratiet til konsulentfirmaet Kontrabande. Det betød nye udfordringer. Læs alt om Mettes nye udfordring her. Et skift fra Sydhavnsseler til konsulent-overkill.
af Mette Bom
Mette & Helle
”Hvad har Socialdemokraterne egentlig gang i?” Jeg når lige at sætte tænderne i kalvestegen og synke eftertænksomt. Så tager jeg tilløb til en indånding og et fyldestgørende svar, men inden jeg når så langt, kommer det gode råd: ”Ja, jeg synes altså, Helle burde…”
Sådan nogenlunde har det de seneste fire år lydt til middagsselskaberne, når jeg afslørede, hvor jeg arbejdede. Det er kontroversielt, men bestemt ikke kedeligt at arbejde i politik. Men nogle gange har man lyst til bare at sige, man er … konsulent for eksempel. Så er der ikke mange, der stiller spørgsmål. Eller kommer bralrende med en mening midt i middagen. Så er man konsulent eller rådgiver, som jeg er nu. Sådan en, der tjener penge. En, der kommer ud til kunden med spidse sko, en lækker mobiltelefon og en powerpoint-præsentation med multimedie i.
Konsulent-overkill
Jeg har altid syntes, at der var lige lovlig meget varm luft i deres ringbind. Og hvis det ikke var luft, så var konsulenterne lidt for langt fremme i skoen. Det var overkill med alle deres analyser, strategier og gode råd.
Og jeg lod mig inspirere, men ikke imponere. For det var alligevel minimalt, hvad jeg kunne omsætte i reel politisk strategi fra min stol hos Socialdemokraterne. Det var, som om jeg var DJ og spillede pop til klassefesten, og der hele tiden kom nogen og ville sætte Van Halen på uden megen forståelse for, at jeg rent faktisk var betalt for at få folk til at danse. Jeg havde svært nok ved at få folk til at danse selv. Der var ofte en rådgiver eller en ’situation’ i vejen. En ildebrand, der skulle slukkes først. Tiden var sjældent moden til at lancere en weblog eller et super kritisk indlæg i medlemsbladet. Rådgiverne fór rundt og prøvede at få de folkevalgte til at tie stille, eller også havde politikerne bare for travlt med at lave politik til at bruge eftermiddagen på webloggen i stedet for på Brønshøj Torv.
Med seler i Sydhavnen
Men mange gange gik det hele godt, og jeg var først med lanceringen af en nyskabende elektronisk kampagne eller en feature på hjemmesiden. Nogle gange klaskede der et medlemsblad ind ad døren hos de trofaste socialdemokrater, som de med stor fornøjelse læste fra ende til anden – både dem med seler i Sydhavnen og champagnesocialisterne på Nordkysten. Nogle gange gik det opad i meningsmålingerne, og alle gav den gas på gulvet til Det Glade Pizzabud, jeg rankede ryggen til middagsselskabet og svarede som altid: ”Jo, men jeg mener nu altså, at Helle (eller Mogens) har fuldstændig styr på det”. Og så var politik nærmest som en rus. En spejderlejr, hvor alle havde spist sig tykke i snobrød og nu sad omkring lejrbålet og hørte Helle spille guitar.
Vanity Fair er en iskold kokosis fra Paradis Is
Da jeg trådte ind ad døren på min nye arbejdsplads, var det første magasin, jeg så, apriludgaven af Vanity Fair. Og da vidste jeg, hvad jeg havde savnet i mit tidligere job. At kunne tale om Annie Leibovitz’s smukke fotos, Graydon Carter’s politiske ledere og George Wayne’s Q&A med kolleger, som syntes, at disse personer og de længere artikler om Bush’s politik i Mellemøsten, graverhistorier om mafiaen og misundelige milliardøser og interviews med hotte Hollywoodstjerner var lige så fede som kokosisen fra Paradis Is på en varm sommerdag.
Retur til Sydhavn
I dansk politik ligger formidlere stadigvæk forholdsvis lavt i hierarkiet. Folk er meget interesserede i form, men den rangerer i politik på linje med Qvortrup og Se&Hør. Det er ikke fint eller sagligt at pakke politik og budskaber ind, selvom det mange gange er det eneste middel til at få ørenlyd hos folket. Det er fortrinsvis statskundskabere, der sidder i analyseafdelingerne og hovedsageligt også på taburetterne i Folketinget. Den selfmade man fra Sydhavnen med selvoplevet ulighed svedet ind i skjorteflippen er en saga blot. Og det er der jo ingen grund til at græde snot over. Det er bare sådan, det har udviklet sig i det moderne demokrati.
Pinsepakker OG Mandag Morgen
Så er der dem, der var så smarte at få en uddannelse i både statskundskab og journalistik – så de kan tale med om pinsepakker OG Mandag Morgens seneste analyse. Men så forudseende var jeg aldrig. Eller måske interesserede det mig ikke. Og pludselig savnede jeg at bruge det, jeg var god til – min faglighed. Jeg savnede at læse Vanity Fair i stedet for at skulle følge med i seks nyhedsudsendelser hver dag, som alligevel sendte de samme dødssyge nyheder. Jeg savnede popmusik med stjerner på. Jeg savnede faktisk formen. For hvorimod det kan være svært for politikeren at forstå, at form er nødvendig i mødet med vælgeren – eller måske– helt essentielt for overhovedet at komme til at møde vælgeren, så er den for journalisten eller redaktøren en absolut nødvendighed i kampen om læseren. Content is King, men formen er Gud for formidleren.
Så er der dem, der var så smarte at få en uddannelse i både statskundskab og journalistik – så de kan tale med om pinsepakker OG Mandag Morgens seneste analyse. Men så forudseende var jeg aldrig. Eller måske interesserede det mig ikke. Og pludselig savnede jeg at bruge det, jeg var god til – min faglighed. Jeg savnede at læse Vanity Fair i stedet for at skulle følge med i seks nyhedsudsendelser hver dag, som alligevel sendte de samme dødssyge nyheder. Jeg savnede popmusik med stjerner på. Jeg savnede faktisk formen. For hvorimod det kan være svært for politikeren at forstå, at form er nødvendig i mødet med vælgeren – eller måske– helt essentielt for overhovedet at komme til at møde vælgeren, så er den for journalisten eller redaktøren en absolut nødvendighed i kampen om læseren. Content is King, men formen er Gud for formidleren.
Fakturerbar fremtid
Så ok, nu taler jeg så i en dyr mobiltelefon. Og jeg skal pludselig tænke i bundlinje og være ’fakturerbar’. Jeg er noget, der kan købes for penge, selvom jeg måske sætter prisen højt. Men det er faktisk skønt. For jeg oplever at være meget eftertragtet. At jeg på denne side af bordet får pakket folk og deres ydelser ind i en målrettet form, som de rent faktisk kan bruge til noget ude på mediemarkedet, hvor kampen om opmærksomheden kæmpes mere indædt end nogensinde før. Jeg oplever, at arbejdet er mere sjovt end nervepirrende. Jeg oplever en entusiasme omkring sprog og skrift, som jeg har savnet. Min faglige udfordring er nu vendt på hovedet; at få politikken ind i formen og ikke som før at få politikeren pakket ind i formen, så det hele går op i en højere enhed.
Så ok, nu taler jeg så i en dyr mobiltelefon. Og jeg skal pludselig tænke i bundlinje og være ’fakturerbar’. Jeg er noget, der kan købes for penge, selvom jeg måske sætter prisen højt. Men det er faktisk skønt. For jeg oplever at være meget eftertragtet. At jeg på denne side af bordet får pakket folk og deres ydelser ind i en målrettet form, som de rent faktisk kan bruge til noget ude på mediemarkedet, hvor kampen om opmærksomheden kæmpes mere indædt end nogensinde før. Jeg oplever, at arbejdet er mere sjovt end nervepirrende. Jeg oplever en entusiasme omkring sprog og skrift, som jeg har savnet. Min faglige udfordring er nu vendt på hovedet; at få politikken ind i formen og ikke som før at få politikeren pakket ind i formen, så det hele går op i en højere enhed.
