Man tager en helt normal dansk gennemsnitsfamilie bestående af den 11-årige Mikkel (Marco Ilsø), teenagesøsteren Louise (Mette Gregersen) og lillesøster Marie (Carla Fjelsted Rasmussen) på otte år samt en far, Henrik (Michael Carøe), og en mor, Birgitte (Paprika Steen). Man tilsætter en eventyrlig hændelse: Da Mikkel redder nissen Goddreng fra en glubsk hund i skoven, skal han ifølge nisseskik have et ønske opfyldt. Mikkel tænker sig grundigt om, før han formulerer sit ønske, nemlig at han kan købe alt, hvad han ønsker sig. Midlet er Mikkels guldkort – det magiske hævekort til Nissernes bank, der (indtil videre) viser sig at ligge inde med ubegrænsede valutareserver. Dernæst tilføjer man en lang række ingredienser, der handler om, hvordan alle mulige mennesker får interesse for Mikkels guldkort, hvad det kan bruges til, og hvordan man selv kan få fingrene i et sådant guldkort. Alt sammen fører det til en hæsblæsende gennemsøgning af rigdommens velsignelser og forbandelser. Resultatet er en ikke helt almindelig julekalender.




Den magiske tradition
De fleste helte i sagn og eventyr kommer galt af sted, når de er så heldige at møde en magisk kraft, der kan opfylde deres ønsker. Typisk er de for dumme eller for griske – måske endda begge dele. Det gælder fx kong Midas fra den græske mytologi, som Ovid beretter om i sine Forvandlinger. Midas bliver tilstået et ønske af Bacchus som tak, fordi han har bragt Bacchus’ læremester og drikkebroder Silenus tilbage til Lydien. Midas ønsker sig, at alt, hvad han rører ved, må blive til guld – hvilket opfyldes:

”Det svimler for ham af lykke. Han tænker sig alting omkring sig
lavet af guld. – Så sætter hans tjenere maden på bordet,
suppe og fisk og kød og postejer og kage fra ovnen”
(citeret efter Otto Steen Dues oversættelse af Ovids metamorfoser 1996: 346).

Og så har vi miseren. Midas kommer på skrump og er nødt til at anråbe Bacchus om at befri sig for velsignelsen ved at være rig, hvis det skal være på den måde. Moralen er selvfølgelig, at der altid er kedelige konsekvenser af rigdom.

I eventyr har opfyldelsen af ønsker gjort meget godt for mange helte. Men kombinationen af dumhed og griskhed findes også. Et godt eksempel er ”Konen i muddergrøften”. Konen får alle sine ønsker opfyldt. Ønskerne eskalerer i størrelsesorden, indtil hun til sidst ønsker sig det umulige – at være Vorherre. Også her er moralen, at mennesket ikke er i stand til at håndtere den store magt.

Spørgsmålet er, om Mikkel kan håndtere magten, som følger med hans guldkort? I hvert fald undgår han ikke problemer. Misforståelser, griskhed, grådighed, misforstået godhed og misundelse står i kø i løbet af de næste mange afsnit. Det er nemlig ikke let at administrere en ønskesituation.



Parallelle verdener
Det grundlæggende dramaturgiske greb i Mikkel og guldkortet er helt traditionelt i julekalendergenren. De erfarne manuskriptforfattere Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der stod bag TV2’s Jesus og Josefine i 2003, læner sig tydeligvis også op ad grundformlen, som består af to parallelverdener. På den ene side den almindelige menneskeverden, hvor typiske decembertravle danske familier er i gang med juleforberedelser, julekalendere, juleønsker, julegaveindkøb osv. Og på den anden side nisseuniverset, som nogle udvalgte børn og efterhånden også voksne kan se og gebærde sig i. Et univers, som vi kender fra klassikere som Jul på slottet fra 1986, og som udfoldede sig i Pyrus-julekalenderne fra midten af 1990’erne.

Familien i december
Sammenstød mellem voksne og børn i den almindelige verden giver righoldige konfliktmuligheder. Ikke mindst de lidt ældre børn, Mikkel og især hans teenager-søster Louise, er ret umådeholdne i deres forventninger og krav til gaveniveauet. Lillesøster Marie er derimod nemmere at styre. At forældrene har erstattet rigtige kalendergaver med pebernødder, falder ikke i god jord. Det gælder også Far-Henriks mening om, at økonomien lægger op til meget beskedne gaver i år. Mor-Birgitte søger at mildne konsekvenserne ved godt humør, udglattende manøvrer – og ved at overtrække sin bankkonto. Dette niveau tager fat i velkendte konflikter i mange danske hjem, hvor ønskerne ikke altid står mål med økonomien.

Det er ikke svært at identificere sig med denne families forskellige medlemmer, alt efter alder og tilbøjelighed. Fra en kollegas børn har jeg hentet følgende udsagn: ”Mikkel er flink over for alle. Han er sådan én, man godt gad være. En, der prøver at få alle til at se nisser” (Troels, 11 år). Mens den lidt yngre har et godt øje til Marie: ”Jeg ville godt være hende lillesøsteren, for hun er så sød” (Tobias, 6 år). Selv om scenen er trukket skarpt op, går forskellen mellem faderens barsk-kontante bankmandsmentalitet og moderens indfølende facon ifølge de samme kilder lige hjem: ”Hans far er meget interesseret i penge og firmaer”, mens ”moderen tænker mere på børnene”. Altså genkendelighed og dermed identifikationsmuligheder – også for forældrene. Hvem har ikke prøvet, hvor anstrengende det er at få hedt begæret og skamløst dyrt isenkram indpasset i det samlede decemberbudget?

Selvstændighed eller integration?
Nisseverdenen er mindre traditionelt fremstillet. Nisserne repræsenterer en overlevelsestruet restgruppe, der lever en udsat tilværelse, efter at befolkningen er holdt op med at tro på nisser. De har i udgangspunktet forskellige overlevelsesstrategier: Goddreng (Martin Buch) er tilhænger af en fornyet alliance med menneskene. Han tænder straks på Mikkels nye fart-og-tempo-spil, prøver moderne bekvemmeligheder hjemme i Mikkels værelse og får tilmed indført nogle af dem i nissehulen, fx noget så elementært som behagelige senge. Her ser vi en højst effektiv assimileringsstrategi. Hvis den bliver levet helt ud, vil der ikke være meget nissebo tilbage. Logisk nok er Goddreng også pantet på forbindelsen mellem menneske- og nisseverdenen: Hvis nisserne ikke opfylder deres løfte til Mikkel, sygner Goddreng hen og dør.

Gammelbo (Jonas Schmidt) er derimod tilhænger af nissernes selvstændighed og dermed afskæring fra menneskeverdenen. Han forsøger konstant at afbryde kontakten mellem mennesker og nisser og sætte en stopper for Mikkels overforbrug af nisseguldet. Nissen i midten, magikeren Høvlebænk (Peder Thomas Pedersen), kan ikke rigtig høre. Han svinger derfor imellem de to poler, dog med en vis hældning til menneskeverdenen på grund af forelskelsen i Louise.

Det er tydeligt, at nisserne risikerer at blive integreret i det normaldanske forbrugersamfund, hvis udviklingen fortsætter som begyndt, og mageligheden, hangen til spil, æbleskiver og god mad tager over. Nisserne risikerer dermed at blive udslettet som art – og verden risikerer at blive fattigere.

Nissekundskab ifølge Brødrene Grimm
At nisser ikke kun kan drille mennesker, men også optræde i rollen som hjælpenisser, er velbelyst i litteraturen. Mikkel kender dette ”nissefaktum” fra oplysninger, han har hentet på internettet, men det bekræftes også af Grimms eventyr, der udgør en uvurderlig kilde til nissekundskab. I eventyret ”Nisserne” hjælper nogle nydelige, små, nøgne nisser en skomager, der uden egen skyld er kommet i uføre, fordi han syr sko. Et arbejde, der giver ham ny velstand. Som tak syr han og hans kone tøj til nisserne, der glade fortrækker igen. Men nu kan skomageren jo også klare sig selv.

I en anden nissehistorie inviterer nisserne en tjenestepige til at være gudmor for et nissebarn. Men enhver ved jo, at tid er noget andet for nisser end for mennesker. Hun tror, at hun har været borte i blot tre døgn, men det viser sig, at hun først kommer tilbage efter syv år. Det sker til gengæld med manér; hun har lommerne fyldt med guld. På den baggrund kan det ikke overraske, at Goddreng er 219 og et halvt år gammel, og at nisserne har magiske evner og god kontakt til nisseguld.

Nissehistorier bruges i eventyrtraditionen til at sætte dagliglivet i perspektiv og indkredse drømmen om ”hvad nu hvis…”. Almindelige mennesker som skomageren og tjenestepigen i eventyrene får uvarslet kontakt med magiske kræfter, der konkret kan hjælpe dem. I det ene tilfælde går det glat. Hjælpen til skomageren kan betragtes som iværksætterstøtte og har ingen omkostninger. I det andet tilfælde er der en pris, der skal betales – syv år af livet er væk. Kontakten med den magiske verden kan være lukrativ, men den indebærer altså også en risiko.

Guldtopia
Scoopet i Mikkel og guldkortet er, at den netop ikke handler om, at det nok skal blive jul. Et ellers ret brugt plot i julekalender-genren. Det traditionelle set-up med de to parallelle verdener udnyttes på en måde, der både er mere fantasirig og mere nutidig i sit overblik end tidligere set. De talrige forbrugsmuligheder er i begyndelsen koncentreret omkring storcentret og dets elektronikbutik. Mulighederne accelererer imidlertid meget hurtigt til også at omfatte stormagasiner, dyrehandler, hushandler og hele finansverdenen.

Omdrejningspunktet i Mikkel og guldkortet er, hvad der sker, hvis alle vore ønsker faktisk kunne blive opfyldt. Ganske vist er julekalenderen produceret sidste år, men denne problemstilling har kun haft godt af at vente. Det økonomiske tema er om muligt blevet endnu mere aktuelt lige midt i finanskrisen – og det viser sig også at indebære adskillige komplikationer. For der skal naturligvis bygges en hel del indre og ydre forhindringer og konflikter ind i denne ønskedrøm.



Komplikationer og konflikter
Den første komplikation, der skal udredes, er at overskue, om nissernes løfte nu også holder. Er der virkelig ingen øvre grænse på hævekortet? Denne problemstilling giver næring til adskillige konflikter gennem første halvdel af julekalenderen og tager form af, at stadig flere i og omkring Mikkel og Marie med lidt anstrengelse og god vilje kan se nisserne. Dermed bliver de efterhånden overbevist om, at det magiske system virker, og at psykologhjælp til børnene nok er overflødig – og dermed også, at der i hvert fald foreløbig ikke er grænser på hævekortet.

En række konflikter opstår, da Mikkel skal tackle de overbeviste, der forfølger hver sin strategi for forvaltning af Mikkels rigdom. Marie og Louise er ikke så vanskelige – de vil bare gerne have deres ønsker opfyldt. Det drejer sig især om henholdsvis kæledyr, Louis Vuitton-tasker og prestige. Også moderen er til at tackle, fordi hendes ønsker udspringer af de nære ting i hus og dagligdag. Sværere er det med faderen, der går amok i morgen-, middags-, og frokostmøder, og som starter et investeringsræs af uoverskuelige dimensioner og med uønskede bivirkninger som outsourcing med deraf følgende fyringer. Og som får julelys i øjnene, når talen falder på security. Det er også et spørgsmål, hvad konsekvensen bliver af de godgørende donationer og miljørigtige investeringer, som Frederikke styrer med fast hånd? Hvordan skal alle de mange organisationer dog håndtere alle de mange penge?

De alvorligste konflikter sætter ind, efterhånden som informationen om Mikkels magiske guldkort og budskabet om verdens rigeste dreng uafvendeligt breder sig fra familien og klasseværelset til omverdenen og medierne. Afsmitningen, der er skildret med Louises tv-show, er en ubetalelig satire over berømthedseffekten. Hun følger i sit show nøje Mikkels bevægelser fra hensynsløs storkapitalist (i afsnit 12, hvor det blot gælder om at forbruge og eksponere sig selv fordelagtigt) til repræsentant for social ansvarlighed (i afsnit 13, hvor det handler om at være politisk forbruger). Konflikterne bliver med Louises vinkel på historien ført igennem, så konsekvenserne i en verden, der ligner vores til forveksling, bliver tænkt helt ud.

Satire over finansverdenen
Det er disse konflikter, der indeholder det største satiriske potentiale, og det udnyttes morsomt i Mikkel og guldkortet. Hvad sker der med ens nærmeste familie, når den rammes af uhørt rigdom? Hvad sker der med ens venner og bekendte? Hvad sker der med en selv? Og hvordan skal man forvalte sin økonomi? Hvilken strategi skal man forfølge, når de alle har uønskede bivirkninger? Når man ikke engang kan færdes sikkert længere, men bliver overvåget i sit eget hjem og udsat for kidnapning? Sådanne spørgsmål suser gennem hovedet på Mikkel og hans omgivelser – med god grund. Rigdommen og dens muligheder påvirker alle relationer. Selv om Mikkel i første omgang overtrumfede Midas i klogskab, så kan det godt være, at han alligevel får nogle af de samme problemer. I en vis forstand bliver alt, hvad han rører ved, jo til guld – men bliver han og hans familie lykkeligere af det?

Denne drejning af ønskespørgsmålet er utraditionel i familiejulekalender-genren, der modsat julekalendere for voksne ikke har haft nogen stor tradition for satire. Den gennemlyses veloplagt af både børne- og voksenskuespillerne, der i Christian E. Christiansens instruktion mestrer både den store begejstring og de små kast med hovedet og blink med øjet, der får den absurde blanding af menneske- og nisseunivers til at fungere. Satiren er muligvis mest for det voksne publikum, men også børnene morer sig – ifølge mine kilder – fx over latterliggørelsen af Louises ”snobbethed”.

Ganske almindelige modstandere er dog også indbyggede i dramaturgien. Mindre taknemmelige er rollerne som de to skurke fra storcentret, elektronikekspedienterne Anders og Thomas, der helt banalt også gerne vil have deres andel af nisseguldet, og som iscenesætter en række ret ubegavede stunts for at få det. Sidst kidnapningen. Skæbnens ironi er så, at de redder en nisse fra døden og dermed bringes i samme situation som Mikkel. Fra nu af bliver der konkurrence.

Et andet traditionelt indslag i en julekalender er musikken, som plejer at kommentere, hvad der foregår, gennem melodier og sange, som vi kan synge med på. I dette tilfælde er det dog begrænset, hvor meget handlingen og de musikalske indslag har med hinanden at gøre. Indslagene virker oftest som rent fyld. Ganske vist er der en tekst, der knytter forbindelse mellem penge, gangsterverden og at sove længe, men den er lidt tynd.



Virker det?
De traditionelle elementer er tilføjet så mange nye, at dramaturgien ikke er helt forudsigelig. Som min kilde Troels siger: ”Det er svært at vide, hvad der sker – det gør den spændende”. Det gennemsnitlige seertal lå ifølge TNS Gallup i den første uge på 973.000, lige lidt under de 1 mill., som TV2 selvfølgelig gerne ville have. Det er dog højere end DR’s på Nissernes ø, der lå på 873.000 i den tilsvarende uge. Der er så også tale om en genudsendelse.

Min konklusion er, at der er tale om en vellykket julekalender, lige bortset fra musikken, der ikke rigtig har nogen funktion. Ellers får den sin dobbelte målgruppe af børn og forældre i tale. Det kan jo godt være, at alt ender, som før rigdommen begyndte, men vi vil i så fald være blevet en del klogere undervejs – på penge, forbrug. kapitalisme og finanssektor – og hvilken indflydelse disse har på ganske almindelige menneskers liv. Det er som i gamle dage svært for menneskene at administrere den store magt, der følger med at kunne opfylde alle sine ønsker. Fra Midas til Mikkel.