Amerikansk uautoriseret soldaterportræt lagt på nettet. Det er riflen, der rykker i billedet. Fingeren er vanemæssigt på aftrækkeren, men ellers understreges den fredelige, ikke-kampmæssige poseren blandt andet af, at den portrætterede ikke har sin hjelm på. Fotografen, der ligner en kollega behængt med bæltetasker, skimtes i sidespejlet

Det har stået på i årevis, især i USA. Soldater i felten fotograferer hinanden med våben i hånd og lægger billederne på de sociale medier. Under Irak-krigen var det foretrukne medie MySpace, i dag under Afghanistan-krigen er det især Facebook, mens videoklip ender på YouTube.

Bar overkrop forbudt

Nu har blandt andet Venstre opdaget, at også danske soldater lægger optagelser fra Helmand-provinsen på nettet. Her er ikke tale om militærtekniske fotos eller afsløringer af operative hemmeligheder. Men af mennesker, der i ro og mag poserer til et portrætfoto.

Det kontroversielle er, at nogle af de bevæbnede soldater stiller sig an med for store grin, for aggressive attituder og for ureglementerede påklædninger, for eksempel bar overkrop.

Pressen har til fotostilen opfundet navnet Rambo-billeder. Det er den slags, Venstre ikke vil se mere af. Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), vil have Forsvarskommandoen til at formulere en politik, så soldaterne ikke kommer til at "forstyrre missionens formål", som er fred, mens billederne uheldigvis signalerer krig og krigslyst. "Det er det forkerte signal," siger Hans Christian Thoning.

Facebook-billeder af danske soldater, bragt i pressen i forbindelse med artikler om soldaterfotos. Spørgsmålene hober sig op: Drengedrøm eller mandehørm, selvironi eller blodig alvor, Rambo eller rambuk mod krigens brand

Hvis krigen var et brand

Hvis krigen i Afghanistan var et brand, ville Hans Christian Thoning være en brand manager, der ønsker designmanualen nøje overholdt. Punkt 1 i manualen lyder, at krigen er upersonlig. Fjenden er principielt ansigtsløs. En død taliban-kriger er aldrig en familiefar med et lille digt i brystlommen, men – en død taliban-kriger. Et tal i statistikken, et hak i geværkolben. De danske soldater er ligeledes pr. definition følelsesmæssigt neutrale. Stolthed over våbnene, glæde over sejre og had til fjenden må udelukkende udtrykkes i ritualiserede sammenhænge, ved parader og ceremonier ledsaget af hornmusik, honnør, udtryksløse stenansigter og forskønnende vendinger.

Rambo-billederne forsynder sig mod manualen. Soldaterne bryder ud af de marcherende rækker, bliver til individer der fjoller rundt, er glade, fulde af kampgejst og fnysende dødsforagt. Oven i købet viser de disse upassende følelser frem for de pårørende derhjemme. Og alverden.

Men er det virkelig muligt at forbyde sig ud af problemet, nemlig revnerne i krigens brand, og problemets stærkt medvirkende årsag, nemlig de sociale mediers eksistens og berusende åbenhed?

Det er jo blot ligesom jagt

Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando har over for medierne taget Rambo-billederne i forsvar. Han mener, at hysteriet om, hvad der må lægges på Facebook, er gået for vidt.

Man må tage hatten af for denne oberst, som i disse Facebook-forskrækkede tider holder hovedet koldt. Men han er jo heller ikke som politikerne på valg og direkte afhængig af folkestemningen.

"Man skal være opmærksom på, at det værktøj en soldat har blandt andet er et våben. Man vil gerne vise, at man er stolt af at være soldat, og der indgår våbnet i den udrustning, man har," siger oberst Sommer. Og så vover han en klargørende sammenligning:

"Prøv at tage et jagtblad. Der vil du se masser af billeder, hvor folk poserer med våben. Så det er jo egentlig bare at vise det arbejde, man nu engang har, frem."

Ok, vi prøver at tage et jagtblad. Det viser sig hurtigt, at det ultimativt ønskværdige selvportræt er jægeren med våben og nedlagt bytte. Det synes helt naturligt at stille sig op på denne måde.  en gang uskyldig klassisk maskulint praleri, kom og se hvilken stor krabat, jeg har skudt. Det kan også være hele jagtselskabet, der stolt står foran med dagens udbytte lagt pænt frem på række og sorteret efter art.

Den klassiske jæger med riffel og nedlagt bytte. Bemærk, at jægeren ikke blot selv poserer. Med en sær blanding af respekt og ydmygelse sørger jægeren for, at det døde dyr også poserer, ved at løfte dets hoved for fotografen. Foto fra amerikansk jagt-site

Måske er jagtbladet alligevel ikke den heldigste sammenligning, for den vækker associationer til fotos af soldater, der i blodrus eller usigelig lettelse over at være i live efter en farlig kamphandling poserer stolt ved siden af dræbte fjender. En fra utallige krige velkendt, men stærkt kontroversiel fotografisk genre. Den genre, der er beslægtet med Rambo-billederne, kan vel næppe nedkæmpes hysterisk nok – hvis altså man er krigens brand manager.  

Det ultimative krigeriske trofæ-foto med sejrsrus, blodrus, våbenfascination, fjendeforagt, almagtsfølelse, jagtinstinkt, moralsk afstumpethed og maskulint fællesskab i en hamper cocktail. Billedet er taget af en professionel fotograf i januar 2010 i Kabul. De jublende soldater er afghanske regeringstropper, men situationen og dens fotografiske forevigelse kendes fra mange krige og mange nationaliteters hærenheder. Krigens danske brand managers har nok blot svært ved at indrømme, at soldaterne på billedet teoretisk set kunne være landsmænd

Den glade, den kedelige – og den grusomme krig

Selvom man kan afgrænse Rambo-billederne fra ovenstående rædsler, er spørgsmålet, hvad alene soldaterfotos af hverdagslignende situationer gør ved krigens brand. Krig er jo ikke hverdag, selv om soldaternes ophold under fjerne himmelstrøg byder på endeløse kedelige ventetider, løssluppent kammeratligt samvær og rutinearbejde, der alt sammen for en overfladisk betragtning kan ligne hverdag.

Der er forskel på at arrangere et lille sjovt racerløb i ørkenen for militærkøretøjer – og så at filme det og lægge det på YouTube. Krigens brand bliver presset, men næppe brudt ned. Illustration:  YouTube, 2007, Irak

Selvfølgelig holder det ikke en meter at ville forbyde soldaterne at lægge uformelle optagelser af grin og våben på de sociale medier. "Det er jo et demokratisk samfund, vi lever i, så der må være et spillerum," som oberst Henrik Sommer fornuftigvis udtrykker det.

Men spørgsmålet er, hvor stort spillerummet i sidste ende er. Godmodige Rambo-billeder er en ting. En anden ting er, at offentligheden i demokratiets og sandhedens navn har en interesse i at få indblik i alle de usminkede sider af den danske krigsførelse. Hvor meget spillerum vil krigens brand managers give for eksempel angstfyldte og traumatiske egen-dokumentationer af soldaterlivet lagt på sociale medier?